Bekendtgørelse om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Levnedsmiddelstyrelsen og Veterinærdirektoratet

Følgende beføjelser i henhold til lov om levnedsmidler m.m. udøves af Levnedsmiddelstyrelsen:

1. Afgørelse i henhold til § 13, stk. 1, om, hvorvidt og på hvilke vilkår levnedsmidler, hvori forureninger forekommer, må sælges.

1. Meddelelse af forbud i henhold til § 13, stk. 2, mod salg af levnedsmidler fra bestemte områder, når der foreligger risiko for, at disse indeholder forureninger eller har været udsat for radioaktivitet.

1. Meddelelse af tilladelse i henhold til § 28, stk. 3, til reklamering.

1. Afgørelse i henhold til § 30 om, under hvilken form virksomheder må omtale, at virksomheden er under det offentliges kontrol eller tilsyn m.v.

1. Afgørelse i henhold til § 41 om, at bestemte levnedmidler eller tilsætningsstoffer skal underkastes en særlig kontrol.

1. Meddelelse af dispensation i henhold til § 62 fra § 24, § 36 samt fra § 37, stk. 2, for så vidt angår tilsætningsstofvirksomheder.

Følgende beføjelser i henhold til lov om levnedsmidler m.m. udøves af Veterinærdirektoratet:

1. Meddelelse af dispensation i henhold til § 62 fra § 26, § 34 samt fra § 37, stk. 2, for så vidt angår virksomheder, der tilvirker levnedsmidler.

1. Afgørelse i henhold til § 41 om, at bestemte levnedsmidler skal underkastes en særlig kontrol.

Afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen med hjemmel i følgende bestemmelser i lov om levnedsmidler m.m. kan påklages til Levnedsmiddelstyrelsen:

1. § 9 om forbud mod import af levnedsmidler, som ikke opfylder kravene i loven eller i bekendtgørelser udstedt med hjemmel i loven.

1. § 12 om forbud mod salg af levnedsmidler, der er uegnede til at fortæres af mennesker, jfr. dog § 2, stk. 2, nr. 1.

1. § 23 om vildledende markedsføring af levnedsmidler.

1. § 24, stk. 1, om mærkning af levnedsmidler.

1. § 27, stk. 2, om forbud mod anvendelse af betegnelser, der er forbeholdt bestemte levnedsmidler.

1. § 28, stk. 2, om forbud mod visse former for reklamer m.v.

Afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen med hjemmel i følgende bestemmelser i lov om levnedsmidler m.m. kan påklages til Veterinærdirektoratet:

1. § 12 om forbud mod salg af levnedsmidler, der er uegnede til at fortæres af mennesker, når afgørelsen vedrører mikrobiologiske eller hygiejniske forhold.

1. § 19 om forbud mod beskæftigelse af personer, som på grund af sygdom eller smittefare kan gøre levnedsmidler utjenlige til at fortæres af mennesker.

1. § 26 om forbud mod salg af færdigpakkede levnedsmidler, hvor sidste salgsdag eller holdbarhedstiden er udløbet.

Levnedsmiddelstyrelsen kan i særlige tilfælde og når forholdene taler herfor dispensere fra bestemmelserne i følgende bekendtgørelser:

1. Bekendtgørelse nr. 337 af 19. december 1959 om frugt- og grøntkonserves, som ændret ved bekendtgørelse nr. 384 af 8. november 1960, bekendtgørelse nr. 107 af 10. april 1964 og bekendtgørelse nr. 316 af 8. juni 1973.

1. Bekendtgørelse nr. 26 af 20. januar 1977 om kakao- og chokoladevarer, som ændret ved bekendtgørelse nr. 452 af 9. august 1982.

1. Bekendtgørelse nr. 27 af 20. januar 1977 om visse former for sukker.

1. Bekendtgørelse nr. 52 af 21. januar 1977 om indhold af erucasyre i olier og fedtstoffer.

1. Bekendtgørelse nr. 343 af 4. juli 1978 om honning.

1. Bekendtgørelse nr. 383 af 2. august 1978 om kaffe- og cikorieekstrakter.

1. Bekendtgørelse nr. 460 af 15. september 1978 om næringsstofpræparater, der sælges som tilskud til sædvanlig kost, som ændret ved bekendtgørelse nr. 66 af 20. februar 1981.

1. Bekendtgørelse nr. 598 af 28. november 1977 om levnedsmidler bestemt til en særlig ernæring, som ændret ved bekendtgørelse nr. 66 af 20. februar 1981.

1. Bekendtgørelse nr. 519 af 16. oktober 1978 om betegnelse m.v. af færdigpakkede ærter.

1. Bekendtgørelse nr. 191 af 14. maj 1979 om anvendelse af visse stoffer til overfladebehandling af citrusfrugter og bananer.

1. Bekendtgørelse nr. 66 af 20. februar 1981 om mærkning af færdigpakkede levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger, som ændret ved bekendtgørelse nr. 673 af 20. december 1982.

1. Bekendtgørelse nr. 479 af 27. august 1982 om marmelade og frugtgele m.v.

1. Bekendtgørelse nr. 463 af 5. september 1984 om naturligt mineralvand.

1. Bekendtgørelse nr. 12 af 16. januar 1985 om behandling af levnedsmidler og levnedsmiddelingredienser med ioniserende stråling.

Veterinærdirektoratet kan i særlige tilfælde og når forholdene taler herfor dispensere fra bestemmelserne i følgende bekendtgørelser:

1. Bekendtgørelse nr. 215 af 23. juni 1956 om anvendelse af æg i levnedsmidler m.m.

1. Bekendtgørelse nr. 414 af 21. august 1964 om dybfrosne levnedsmidler, som ændret ved bekendtgørelse nr. 472 af 27. september 1974 og bekendtgørelse nr. 66 af 20. februar 1981.

1. Bekendtgørelse nr. 367 af 27. juni 1974 om salg m.v. en gros af levnedsmidler.

De beføjelser, der ifølge nedennævnte bekendtgørelser, jfr. levnedsmiddellovens § 68, stk. 1, tilkommer miljøministeren, udøves af Levnedsmiddelstyrelsen:

1. Anordning nr. 143 af 12. maj 1916 om, hvad der må falholdes under betegnelse af spisefedt og spiseolie, som ændret ved bekendtgørelse nr. 316 af 8. juni 1973 og bekendtgørelse nr. 66 af 20. februar 1981.

1. Anordning nr. 17 af 22. januar 1930 om frugt- og rosinvin, som ændret ved anordning nr. 310 af 18. november 1935, bekendtgørelse nr. 316 af 8. juni 1973 og bekendtgørelse nr. 66 af 20. februar 1981.

1. Anordning nr. 19 af 26. januar 1934 om, hvad der må falholdes som eddike, som ændret ved bekendtgørelse nr. 316 af 8. juni 1973.

1. Bekendtgørelse nr. 68 af 25. marts 1957 om anvendelse af antibiotika m.m. i levnedsmidler.

1. Bekendtgørelse nr. 20 af 17. januar 1959 om paraffinolie m.v., som ændret ved bekendtgørelse nr. 66 af 20. februar 1981.

1. Bekendtgørelse nr. 301 af 28. oktober 1959 om vin og spiritus, som ændret ved bekendtgørelse nr. 316 af 8. juni 1973.

1. Bekendtgørelse nr. 337 af 19. december 1959 om grønt- og frugtkonserves, som ændret ved bekendtgørelse nr. 384 af 8. november 1960, nr. 107 af 10. april 1964 og nr. 316 af 8. juni 1973.

1. Bekendtgørelse nr. 267 af 24. juni 1965 om forbud mod reklamering for termoindretninger til brug ved spædbørnsernæring.

1. Bekendtgørelse nr. 382 af 22. september 1967 om forbud mod at betegne levneds- og nydelsesmidler som egnede for diabetikere.

Afgørelser, der er truffet af kommunalbestyrelsen efter bestemmelser i de i stk. 1 nævnte bekendtgørelser, kan påklages til Levnedsmiddelstyrelsen. Det samme gælder afgørelser, der er truffet af kommunalbestyrelsen efter bestemmelser i bekendtgørelser, udstedt i henhold til lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler m.m. med senere ændringer, medmindre det i den enkelte bekendtgørelse er fastsat, at Veterinærdirektoratet eller en anden myndighed er klagemyndighed.

De beføjelser, der ifølge nedennævnte bekendtgørelser, jfr. levnedsmiddellovens § 68, stk. 1, tilkommer miljøministeren eller Levnedsmiddelstyrelsen, udøves af Veterinærdirektoratet:

1. Bekendtgørelse nr. 215 af 23. juli 1956 om anvendelse af æg i levnedsmidler m.m.

1. Bekendtgørelse nr. 414 af 21. august 1969 om dybfrosne levnedsmidler, som ændret ved bekendtgørelse nr. 472 af 27. september 1974 og bekendtgørelse nr. 66 af 20. februar 1981.

Afgørelser, der er truffet af kommunalbestyrelsen efter bestemmelser i de i stk. 3 nævnte bekendtgørelser, kan påklages til Veterinærdirektoratet.

De oplysninger vedrørende tilsyns- og kontrolvirksomheden, som kommunalbestyrelserne og levnedsmiddelkontrolenhederne har pligt til at videregive efter levnedsmiddellovens § 47, skal afgives til henholdsvis Levnedsmiddelstyrelsen og Veterinærdirektoratet i overensstemmelse med disse myndigheders opgaver.

Afgørelser, der er truffet af Levnedsmiddelstyrelsen eller Veterinærdirektoratet i henhold til §§ 1-4 i denne bekendtgørelse eller i medfør af bekendtgørelser udstedt med hjemmel i lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler m.m. med senere ændringer, er endelige.

Miljøministeren kan tillade, at afgørelser truffet af Levnedsmiddelstyrelsen eller Veterinærdirektoratet som 1. instans påklages til ministeren i overensstemmelse med reglerne i levnedsmiddellovens kapitel 10, såfremt afgørelsen er af principiel karakter eller i øvrigt må anses for at være af væsentlig betydning.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 1987.

Bekendtgørelse nr. 329 af 25. juni 1985 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til statens levnedsmiddelinstitut og veterinærdirektoratet ophæves.

pre_paragraph I henhold til § 43, stk. 2, og § 47 i lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler m.m. fastsættes følgende:

MILJØMINISTERIET, DEN 7. JANUAR 1987

/CHRISTIAN CHRISTENSEN Erik Lindegaard/