Bekendtgørelse om økologisk jordbrugsproduktion (Autorisation af jordbrugsbedrifter)
BEK nr 830 af 15/12/1987
§ 1
Statens Plantetilsyn (tilsynet) kan autorisere en jordbrugsbedrift til produktion af økologiske produkter, hvis produktionen tilrettelægges og gennemføres efter bestemmelserne i bilaget.
Tilsynet kan efter indhentet udtalelse fra det Økologiske Jordbrugsråd i særlige tilfælde og på særlige vilkår autorisere jordbrugsbedrifter, der ikke opfylder bestemmelserne i bilaget.
Tilsynet fastsætter efter indhentet udtalelse fra det Økologiske Jordbrugsråd nærmere bestemmelser om autorisation af jordbrugsbedrifter, herunder om anmeldelse og registrering.
§ 2
Tilsynet kan efter indhentet udtalelse fra det Økologiske Jordbrugsråd tillade, at en autoriseret jordbrugsbedrift i et nærmere fastsat tidsrum fraviger betingelserne i bilaget.
§ 3
Ved udførsel af et parti økologiske produkter kan tilsynet efter anmodning udstede erklæring om, at partiet er produceret på en autoriseret jordbrugsbedrift.
§ 4
Tilsynet kan foretage eftersyn af arealer og driftsbygninger på autoriserede jordbrugsbedrifter og af regnskaber og forretningsbøger m.m. til kontrol med, at produktionen sker efter bestemmelserne i bekendtgørelsen.
§ 5
Tilsynet opkræver et gebyr til dækning af omkostningerne ved administration og kontrol efter bekendtgørelsen. Gebyret fastsættes efter indhentet udtalelse fra det Økologiske Jordbrugsråd.
§ 6
Tilsynet kan efter indhentet udtalelse fra det Økologiske Jordbrugsråd tilbagekalde en autorisation hvis produktionen ikke sker efter bestemmelserne i bilaget eller i strid med vilkår fastsat efter § 1, stk. 2.
§ 7
Bekendtgørelsen træder i kraft den 31. december 1987.
pre_paragraph Efter § 4 i lov nr. 363 af 10. juni 1987 om økologisk jordbrugsproduktion fastsættes:
Landbrugsministeriet, den 15. december 1987, den 15. december 1987
/LAURITS TØRNÆS Henrik Wanscher/
BILAG
Betingelser for autorisation
- Der skal foreligge sædskifte- og gødningsplaner udarbejdet efter kapitel II i Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 655 af 9. oktober 1987 om sædskifte- og gødningsplaner samt grønne marker i jordbruget.
- Der skal foreligge en plan for hele bedriftens omlægning inden for et fastsat åremål. Planen skal oplyse om alle fopagtningsforhold og skal omfatte evt. tilforpagtede arealer.
- De planer, der er nævnt i nr. 1 og 2, skal være attesteret af en konsulent ansat af en sammenslutning for faglig oplysningsvirksomhed, der er tilskudsberettiget efter lov om tilskud til den landøkonomiske konsulentvirksomhed, til rådgivning inden for økologisk jordbrug samordnet under Fællesudvalget for Økologisk/Biodynamisk Jordbrug.
Planteavl
- Indtil 31. december 1990 kan et areal under omlægning noteres som »økologisk areal« efter 1 års økologisk drift og fra 1. januar 1991 efter 2 års økologisk drift.
- Avl af samme afgrøde på økologiske og ikke-økologiske arealer er kun tilladt, hvis hele avlen anvendes som foder på bedriften.
- Planteproduktionen skal være baseret på frø og planter med oprindelse på et økologisk areal.
- Til gødskning af arealer under omlægning og økologiske arealer må anvendes
a) komposteret husdyrgødning og ajle fra dyr fodret med afgrøder fra bedriftens arealer,
b) komposteret husdyrgødning samt ajle fra økologiske besætninger,
c) grøngødning fra samme areal eller fra økologiske arealer,
d) råfosfat, jordbrugskalk, dolomitkalk, stenmel og algekalk,
e) naturligt forekommende, uforarbejdede næringssalte, dog ikke kvælstofholdige, samt
f) følgende andre gødningsmidler med indtil 25 pct. af de retningsgivende kvælstofmængder pr. arealenhed, der er fastsat efter § 5, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 655 af 9. oktober 1987:
- komposteret husdyrgødning og ajle fra ikke-økologiske besætninger,
- organiske stoffer fra jordbrugsproduktion og industri, der ikke indeholder bekæmpelsesmidler eller har et højere indhold af tungmetaller end baggrundsniveauet i jorden.
- Industrielt fremstillede N-, P- og K-gødninger må ikke forefindes på omlagte bedrifter.
- Til bekæmpelse af planteskadegørere og ukrudt må anvendes:
- planteudtræk, herunder pyrethrum, men ikke nikotin, rotenon og kvassia,
- sprøjtesvovl (i frugtplantager),
- kobbersulfat,
- natriumsilikat,
- kalciumhydroxyd,
- rovmider og andre naturlige fjender,
- feromonfælder og fangplanter,
- bacillus thuringiensis,
- paraffinolie og planteolier,
- brun sæbe,
- stenmel,
- sprit.
hysdyravl
- Husdyr af ikke-økologisk oprindelse noteres som »økologiske husdyr« 30 dage efter overgangen til økologiske produktionsforhold, for så vidt angår produktion af mælk og æg, og 1 år efter overgangen, for så vidt angår produktionen af kød, med mindre dyret har levet under økologiske produktionsforhold hele sit liv, dog mindst 30 dage.
- Økologisk og ikke-økologisk avl af samme art husdyr er ikke tilladt.
- Foderstoffer med indhold af konserveringsmidler må ikke anvendes.
- Mindst 75 pct. af foderet, beregnet på basis af foderenheder, skal have oprindelse på økologiske arealer.
- Antibiotika og kemoterapeutika må ikke anvendes til forebyggelse af husdyrsygdomme. Apoteksforbeholdte lægemidler må kun anvendes efter anvisning eller ordination af en dyrlæge. Et behandlet dyr anses som et dyr af ikke-økologisk oprindelse, og fristen for, at dyret påny kan noteres som »økologisk husdyr«, jf. nr. 10, regnes fra udløbet af den tilbageholdelsestid, Veterinærdirektoratet har fastsat for det pågældende præparat.
- Husdyrenes opstaldning samt røgt og pleje skal sikre, at deres fysiologiske og adfærdsmæssige behov tilgodeses. Der skal være adgang for dagslys i staldene. Dyrene skal have så meget plads, at deres naturlige bevægelsesmønster ikke hæmmes væsentligt. Dyrene må kun fikseres kortvarigt. Bindestalde til kvæg er dog tilladt, når dyrene er på græs i sommerhalvåret. Dyrene skal have adgang til et rent strøet leje.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1987
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1987