Bekendtgørelse om helbredskontrol med personer beskæftiget ved eksportslagterier og andre virksomheder autoriseret til eksport af kød og kødprodukter
BEK nr 832 af 15/12/1987
§ 1
Personer beskæftiget ved eksportslagterier og andre virksomheder, der er autoriseret til eksport af kød og kødprodukter, skal underkastes helbredskontrol i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse.
§ 2
Enhver virksomhed, der er autoriseret i henhold til lov nr. 328 af 4. juni 1986 om kød m.m., skal drage omsorg for, at der for alt ansat personale beskæftiget som angivet i § 4, stk. 1, inden 14 dage efter ansættelsen til virksomheden afleveres en erklæring om personlige data og helbredstilstand. Erklæringen skal på et særligt skema, der udleveres den pågældende af vedkommende virksomhed, afgives af den pågældendes læge og af denne sendes til embedslægen, som videresender erklæringen til virksomheden
Virksomheden skal opbevare erklæringerne i et arkiv, der kun må være tilgængeligt for virksomhedens ledelse, embedslægen, den af Landbrugsministeriet ansatte kontrollerende dyrlæge og veterinærinspektøren. To år efter at en person endeligt har forladt virksomheden, skal den ham vedrørende erklæring destrueres ved virksomhedens foranstaltning.
En erklæring kan, når den pågældende person fremsætter anmodning derom, overføres til nyt arbejdssted, der er autoriseret som anført i stk. 1, under forudsætning af, at arbejdet på det nye arbejdssted påbegyndes senest 6 måneder efter, at den pågældende har forladt den virksomhed, der opbevarer erklæringen. Denne virksomhed skal sende erklæringen til det nye arbejdssteds ledelse, der inden 14 dage efter den pågældendes antagelse skal forelægge erklæringen for embedslægen til påtegning, hvorefter det nye arbejdssted skal opbevare erklæringen som angivet i stk. 2.
§ 3
Erhvervsmæssig udvinding, bearbejdelse eller forarbejdning af kød eller kødprodukter eller transport af disse levnedsmidler i uemballeret tilstand må ikke foretages af personer der lider af eller mistænkes for at lide af typhus abdominalis, paratyphus a og b, enteritis infectiosa (salmonellose), dysenteri, hepatitis infectiosa eller skarlagensfeber, personer , der lider af smittefarlig tuberkulose eller af smitsom hudsygdom, og personer , der til stadighed eller med mellemrum udskiller eller mistænkes for at udskille smitstof, der fremkalder typhus abdominalis, paratyphus a og b, enteritis infectiosa (salmonellose) eller dysenteri.
§ 4
Bestemmelsen om helbredsattest omfatter personer, der beskæftiges med erhvervsmæssig udvinding, bearbejdelse eller forarbejdning af kød eller kødprodukter eller med transport af disse levnedsmidler i uemballeret tilstand. Virksomheden har ansvaret for, at der ikke ved nævnte arbejder beskæftiges personer, for hvilke der ikke foreligger tilfredsstillende helbredsattest.
Personer, der udelukkende beskæftiges i svineslagteri til og med sortskrabning, i kreaturslagteri til og med aflivning, i konservesfabrik med fyldte og lukkede dåser, og personer, der kun beskæftiges med konfiskater, med kontorarbejde, i værksted, i tarmrenseri og med færdigemballerede varer, samt andre personer, der på nævnte virksomheder er beskæftiget med andet arbejde end det i stk. 1 nævnte, er ikke omfattet af bestemmelserne i denne bekendtgørelse. Tvivlsspørgsmål kan, gennem embedslægen eller den kontrollerende dyrlæge, forelægges Landbrugsministeriet.
§ 5
Embedslægen afgør, om helbredsattesten kan anses for tilfredsstillende til varetagelse af arbejde som angivet i § 4, stk. 1, og giver påtegning herom. Embedslægen inspicerer den autoriserede virksomhed 2 gange årligt, efterser helbredsattesterne og taler i fornødent omfang med virksomhedens ledelse, den kontrollerende dyrlæge og personale, beskæftiget som angivet i § 4, stk. 1. I tvivlstilfælde afgør embedslægen, med hvilket arbejde en person kan beskæftiges, såfremt helbredsattesten ikke måtte være fuldt tilfredsstillende. Embedslægen vejleder virksomheden om reglerne i § 6.
§ 6
Virksomheden har ansvaret for, at personer, der har været syge med symptomer på de i § 3 nævnte lidelser, afleverer lægeattest for, at arbejdet må genoptages, forinden de igen beskæftiges med arbejde som i § 4, stk. 1, angivet. Attesten vedlægges den i § 2 omhandlede helbredsattest.
§ 7
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. januar 1988.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 27 af 30. januar 1962, om helbredskontrol med personer beskæftiget ved eksportslagterier og andre virksomheder autoriseret til eksport af kød og kødprodukter, som ændret ved bekendtgørelse nr. 53 af 17. februar 1966.
pre_paragraph I medfør af § 20 i lov nr. 328 af 4. juni 1986 om kød m.m. fastsættes herved følgende.
Landbrugsministeriet, den 15. december 1987, den 15. december 1987
/LAURITS TØRNÆS I. Galamba/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1987
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1987