Bekendtgørelse om afgift ved slagtning og ved eksport af får
BEK nr 898 af 18/12/1987
§ 1
Ved enhver slagtning af får - herunder lam, beder og væddere - der ved offentlig kontrol ubetinget eller betinget godkendes til menneskeføde, skal der erlægges en afgift på 10 kr. pr. stk. Afgiften omfatter også får, der slagtes for private til eget forbrug.
§ 2
For får, der slagtes på eksportsvineslagterier, offentlige slagtehuse og kreatureksportslagterier, påhviler det vedkommende slagteri/slagtehus hos leverandøren at opkræve det i § 1 nævnte afgiftsbeløb og hver uge at indsende indberetning til Fåreafgiftsfonden c/o Kødbranchens Fællesråd, Vesterbrogade 6D 6. sal, 1620 Kbh. V., om antallet af de i den foregående kalenderuge slagtede og godkendte får og samtidig at indbetale den herefter skyldige afgift til nævnte fonds postgirokonto nr. 7581211.
For får, der slagtes i private slagtehuse, påhviler det slagteren at indbetale det i § 1 nævnte afgiftsbeløb til Fåreafgiftsfonden c/o Kødbranchens Fællesråd, Vesterbrogade 6D 6. sal, 1620 Kbh. V., postgirokonto nr. 7481211, senest 14 dage efter en foretaget slagtning. Indbetalingskort fås udleveret af den kontrollerende dyrlæge, hvem det påhviler umiddelbart efter den foretagne kontrolstempling at indsende indberetning til nævnte fond.
§ 3
Ved udførsel herfra landet af levende får - herunder lam, beder og væddere - skal eksportøren betale en afgift på 10 kr. pr. stk.
Det påhviler eksportøren senest 14 dage efter eksporten at afgive indberetning til Fåreafgiftsfonden, c/o Kødbranchens Fællesråd, Vesterbrogade 6D 6. sal, 1620 Kbh. V., om den stedfundne eksport med oplysninger om antallet af levende får og samtidig til Fåreafgiftsfondens postgirokonto nr. 7581211, at indbetale den herefter skyldige afgift.
§ 4
Betales skyldig afgift ikke rettidigt, skal der betales 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned efter sidste rettidige indbetalingsdag.
§ 5
Den, der overtræder eller forsøger at overtræde bestemmelserne i denne bekendtgørelse, straffes med bøde i medfør af lovbekendtgørelse nr. 731 af 13. november 1987 om administration af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., § 16, stk. 6 og 8, medmindre højere straf er forskyldt i medfør af stk. 7.
§ 6
Bekendtgørelsen træder i kraft ved offentliggørelsen i Lovtidende med virkning fra 1. januar 1988.
pre_paragraph I medfør af § 4 i lov om administration af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 731 af 13. november 1987, fastsættes efter indstilling fra det i § 2 nævnte udvalg:
Landbrugsministeriet, den 18. december 1987, den 18. december 1987
/LAURITS TØRNÆS Lars Hoelgaard/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1987
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1987