Bekendtgørelse af lov om smitsomme sygdomme hos husdyrene

§ 2. De sygdomme hos husdyr, som skal være undergivne det offentliges særlige forsorg (ondartede smitsomme sygdomme), er: Miltbrand hos alle husdyr. Mund- og klovesyge hos samtlige klovbærende husdyr. hos får: Fårekopper Ondartet klovesyge Skab (Dermatocoptes) hos heste, æsler og muldyr: Rygmarvstyfus Ondartet lungesyge Snive Skab (Sarcoptes og Dermatocoptes) Ondartet lungesyge hos oksen. Kvægpest. Smitsom svælglamhed hos kvæget. Svinedifteritis (Svinepest og smitsom, difteritisk tarmbetændelse hos svin). Stk. 2. Skulle nogen anden smitsom sygdom blandt husdyrene vinde større udbredelse og antage en mere ondartet karakter, er landbrugsministeren bemyndiget til at bestemme, at den fremtidig skal henregnes til de ondartede smitsomme sygdomme, hvorom offentlig kundgørelse bliver at udfærdige. Ligeledes er han bemyndiget til igen at ophæve sådanne af ham trufne bestemmelser. Stk. 3. Skulle nogen af de under §§ 2, 9 og 10 omhandlede sygdomme angribe andre dyr end husdyr under sådanne omstændigheder, at der kan være fare for smittes udbredelse til mennesker eller husdyr, er landbrugsministeren bemyndiget til i sådanne tilfælde at bringe de i nærværende lov indeholdte bestemmelser til anvendelse med de efter forholdets beskaffenhed nødvendige ændringer.

§ 3. Er noget husdyr blevet angrebet af en af de fornævnte sygdomme, eller er der sandsynlighed for, at dette er tilfældet, skal dets ejer eller den, der på ejerens vegne fører tilsyn med dyrene, sørge for, at intet til besætningen hørende dyr, der kan angribes af sygdommen, føres bort, forinden dyrlægen kommer til stede, og hurtigst muligt og senest inden 24 timer, efter at sygdommens virkelige eller formodede tilstedeværelse er kommet til hans kundskab, enten tilkalde en dyrlæge eller derom gøre anmeldelse til vedkommende politimester eller sognefoged. Denne sidste skal også, når han på anden måde får sådan kundskab, være pligtig til uopholdelig derom at underrette politimesteren. I tilfælde af mund- og klovesyge skal mælken holdes tilbage på ejendommen, medmindre der midlertidig måtte være givet anden bestemmelse af Landbrugsministeriet. Stk. 2. Når kvægpest er udbrudt, skal enhver ejer af drøvtyggende dyr, der bor indenfor en af landbrugsministeren nærmere bestemt afstand fra det smittede sted, eller den, der på ejerens vegne fører tilsyn med dyrene, være pligtig til uden ophold for vedkommende politimester, sognefoged eller dyrlæge at anmelde ethvert tilfælde af indvortes sygdom, der måtte forefalde i hans besætning blandt de ommeldte arter af dyr.

§ 4. Finder dyrlægen, at noget af ham undersøgt dyr er angrebet af en af de i § 2 ommeldte sygdomme, eller at der er overvejende sandsynlighed derfor, skal han, hvad enten han er tilkaldt af ejeren eller udsendt af politimesteren, eller han på anden måde er blevet opmærksom på dyrets tilstand, hurtigst muligt foranledige, at det afsondres fra sunde dyr så fuldstændig, som sygdommens natur udkræver og forholdene tilsteder, medmindre ejeren giver sit samtykke til, at dyret straks dræbes uden erstatning. Dyrlægen skal derhos være berettiget til at forbyde, at noget dyr af besætningen, som kan angribes af den pågældende sygdom, selv om det ikke er eller mistænkes for at være sygt, bortbringes fra stedet, til at foreskrive og om fornødent påse, at de steder, hvor de syge dyr har stået, og de genstande, hvormed de har været i berøring, behørig renses og desinficeres, samt overhovedet til at træffe de foreløbige forholdsregler, der er fornødne til forebyggelse af smittes udbredelse, alt i overensstemmelse med de instrukser, der i så henseende er eller måtte blive dyrlægerne meddelt. Stk. 2. Efter at dyrlægen i sin protokol har gjort den i § 1 foreskrevne tilførsel, der skal indeholde forklaring om undersøgelsens dato, ejerens navn og bopæl, dyrets art og kendemærker, den antagne sygdoms beskaffenhed og de påbudte forholdsregler, oplæses den for ejeren eller den, hvem det påhviler på hans vegne at have tilsyn med dyrets behandling. Ved sin underskrift i protokollen påtager den pågældende sig forpligtelse til at efterkomme de ham givne forskrifter og pålæg, selv om han måtte finde sig foranlediget til derover at føre besværing for højere myndighed. Nægtes underskriften, henvender dyrlægen sig i købstæderne til politimesteren (i København politidirektøren) og på landet til vedkommende sognefoged, der da uden ophold har at træffe de af dyrlægen påbudte foreløbige foranstaltninger. Stk. 3. Dyrlægen kan undlade at indføre de påbudte forholdsregler i protokollen, hvis han udleverer ejeren et autoriseret skema, som indeholder disse forholdsregler. Det påhviler ham da at lade ejeren underskrive et andet ligelydende skema, der vedlægges protokollen som nummeret bilag. Stk. 4. Når foranstaltning i overensstemmelse med foranstående er truffet af dyrlægen, gør denne snarest muligt indberetning om det passerede til politimesteren, ledsaget af indstilling om de yderligere forholdsregler, han måtte finde fornødne, hvilken indberetning tilligemed forklaring om, hvad der efter samme er foretaget, gennem amtet uden ophold tilstilles landbrugsministeren. Stk. 5. Landbrugsministeren kan dog påbyde, at der skal foretages en bakteriologisk, serologisk eller anden særlig undersøgelse til sikring af diagnosen, inden der gøres indstilling om, at besætningen sættes under offentligt tilsyn. En sådan undersøgelse vil altid være at foretage, når der formodes at foreligge et tilfælde af miltbrand. - I tilfælde af kvægpest eller oksens ondartede lungesyge og ved de første udbrud af mund- og klovesyge og af snive i en egn skal dyrlægen straks telegrafere eller telefonere til Veterinærfysikus og hurtigst muligt underrette politimesteren om det foretagne.

§ 5. Når dyrlægen i sin indberetning til politimesteren fastholder sin formening om, at sygdommen henhører til nogen af de i § 2 nævnte arter, eller at der dog er overvejende sandsynlighed herfor, skal politimesteren ved et politiprotokollen tilført dekret sætte den pågældende besætning under offentligt tilsyn i sådant omfang, som for de enkelte sygdomme fastsættes ved instruks for Veterinærpolitiet. Ligeledes bliver de besætninger, til hvilke der er formodning om, at smitten fra hin kan være overført, at sætte under offentligt tilsyn i det omfang, som for de enkelte sygdomme fastsættes af Landbrugsministeriet. Det offentlige tilsyn bør i almindelighed overdrages til den dyrlæge, der har afgivet indberetning og indstilling. Stk. 2. Rejses der grundet tvivl om rigtigheden af dyrlægens diagnose, skal Veterinærfysikatets erklæring indhentes, men de trufne foreløbige foranstaltninger bliver at opretholde, indtil endelig afgørelse af spørgsmålet foreligger. Stk. 3. Kommer politimesteren ad anden vej end gennem dyrlægens indberetning til kundskab om den virkelige eller sandsynlige tilstedeværelse på noget sted af nogen af de i § 2 ommeldte sygdomme, er han pligtig til uden ophold at lade sagen undersøge af en dyrlæge og træffe de herefter fornødne foranstaltninger. Stk. 4. Når særdeles omstændigheder taler derfor, og navnlig, når sygdommen er udbredt over flere jurisdiktioner i et amt, kan amtmanden i forbindelse med Veterinærfysikus eller dennes stedfortræder overtage den administrative ledelse af sygdommens bekæmpelse.

§ 6. Når en eller flere besætninger således er satte under offentligt tilsyn, kan politimesteren efter forhandling med dyrlægen ikke blot påbyde de yderligere foranstaltninger, som menes at være fornødne til en strengere gennemførelse af de angrebne dyrs afsondring og rensning - navnlig deres indespærring i en passende afstand fra andre dyr og under betryggende omgivelser, deres forbliven på stald, bortfjernelse af deres affald, benyttelse af egne staldrekvisitter, rensning eller tilintetgørelse af de genstande, som har været udsatte for deres påvirkning, ansættelse af egne oppassere, alle uvedkommendes bortvisning og tilintetgørelse af smitstof hos de personer, som har været i berøring med dem, samt nedgravning af de døde dyr enten i deres helhed eller af de dele, der ikke kan benyttes uden fare for smittens udbredelse -, men han er tillige berettiget til at forbyde, at dyriske produkter eller andre smittefarlige genstande fjernes fra ejendommen, og at noget til besætningen eller besætningerne hørende dyr, om det end ikke selv er angrebet eller kan angribes af sygdommen, føres bort eller kommer på anden mands grund eller på alfar vej, idet der dog så vidt muligt, under fornøden kontrol, gives ejerens sunde husdyr adgang til hans egne i nærheden liggende jorder. Stk. 2. Er en ejendom under offentligt tilsyn på grund af mund- og klovesyge, kan det ikke forbydes at færdes med de til ejendommen hørende heste på alfar vej. Derimod kan det forbydes at stalde hestene ind andre steder, og der kan, om det anses for nødvendigt, påbydes desinfektion inden bortkørselen fra den smittede ejendom. Stk. 3. Når sygdommen er kvægpest, oksens ondartede lungesyge, mund- og klovesyge eller svinedifteritis, må dyr, der kan angribes af sygdommen, andetsteds fra ikke indbringes i den pågældende besætning. I tilfælde af mund- og klovesyge kan sådan indførsel dog undtagelsesvis tillades af politimesteren efter forhandling med Veterinærfysikus. Er sygdommen svinedifteritis, kan landbrugsministeren forbyde, at svinebesætningen forøges ved tillæg. Politimesteren kan lade de til besætningen hørende dyr forsyne med et passende, dog ikke blivende mærke på huden, hvilket da ikke uden hans tilladelse atter må fjernes eller gøres ukendeligt, så længe dyret står under offentligt tilsyn. Forsætlig overtrædelse af de anførte forskrifter medfører foruden strafansvar efter § 18 tillige fortabelse af den ret til erstatning af det offentlige, som i tilfælde af dyrets nedslagning ellers ville tilkomme ejeren (§ 8). Stk. 4. Opnår sygdommen større udbredelse, eller antager den en særdeles ondartet karakter, skal amtet, medmindre Landbrugsministeriet måtte træffe anden bestemmelse, ved en bekendtgørelse, der indrykkes i de i egnen mere udbredte blade, udstede forbud imod, at der på den egn, som nærmere angives i bekendtgørelsen, så længe denne ikke er blevet tilbagekaldt, afholdes markeder, dyrskuer, auktioner over sammenbragte dyr, eller at der anbringes dyr på fælles græsgang, eller overhovedet foranstaltes samlinger til salg eller i andet øjemed af dyr, som kan angribes af den pågældende sygdom. - Når Sygdommen er kvægpest, skal sådant forbud altid udstedes. Ved mund- og klovesyge kan det kun undlades efter forhandling med Veterinærfysikus.

Stk. 5. Når kvægpest er udbrudt, skal landbrugsministeren kunne påbyde afspærring af det af sygdommen angrebne distrikt, således at samkvem imellem beboerne af samme og de udenfor boende afskæres, dog kun i et sådant omfang, som menes fornødent for at hindre smittens videre udbredelse. Vedkommende politimester kan dog i særdeles påtrængende tilfælde tilstede undtagelser fra denne afspærring, og han påbyder da de forsigtighedsregler, der bliver at iagttage, bl.a. i retning af behørig desinfektion. Stk. 6. Når der hos kvæget er udbrudt en ondartet smitsom sygdom, der kan befrygtes at ville vinde udbredelse, kan landbrugsministeren udstede forbud imod, at der fra mejerier eller mælkehandler udleveres mælk, kærnemælk eller valle til kreaturføde, medmindre det udleverede har været underkastet opvarmning til 90 grader Celsius (72 grader Reamur). Stk. 7. I tilfælde af mund- og klovesyge skal landbrugsministeren til forebyggelse af sygdommens videre udbredelse være bemyndiget til for større eller mindre dele af landet at påbyde, at alle hunde skal holdes bundne eller føres i bånd, således at der med hensyn til optagelse og nedslagning af hunde, der uanset det udstedte påbud findes løsgående, forholdes efter bestemmelserne i § 9, 3. stykke. Han skal endvidere kunne påbyde, at katte og fjerkræ ikke blot på de smittede ejendomme, men også på andre ejendomme inden for det spærrede distrikt, indespærres eller dræbes. Stk. 8. Landbrugsministeren skal være bemyndiget til over for de i denne lov omhandlede sygdomme efter indstilling fra Veterinærfysikus at påbyde anvendelsen af forebyggende indpodninger eller lignende til hindring af smittes videre udbredelse. Omkostningerne herved påhviler det offentlige efter reglerne i § 8, ligesom der ydes erstatning i tilfælde af dødsfald, der af fysikatet skønnes at være en følge af indpodningen. Dyrene må derfor inden indpodningen takseres. Stk. 9. Landbrugsministeren skal ligeledes være bemyndiget til at påbyde, at heste, angrebne af skab, bliver omhyggelig behandlet med midedræbende midler, samt i tilfælde af fåreskab at påbyde, at hele flokken, i hvilken sygdommen har vist sig, bliver underkastet en tilsvarende behandling.

§ 7. I hvilken udstrækning de foranstaltninger, hvortil politiet ifølge bestemmelserne i § 6 er berettiget, skal bringes til anvendelse, og når dermed kan standses, bestemmer politimesteren efter dyrlægens indstilling og de i øvrigt tilvejebragte oplysninger. Så vidt muligt skal han selv eller ved en politifunktionær undersøge forholdene på stedet, og det påhviler politiet at påse de givne tilholds efterlevelse. Oversiddes disse af ejeren, kan politimesteren lade det fornødne udføre (jf. § 19). Tror ejeren sig forurettet ved de påbudte foranstaltninger, kan han æske amtets afgørelse. Stk. 2. Er der formodning om, at smitten er indført andetsteds fra, eller at den kan have forplantet sig til andre besætninger, skal nøjagtig oplysning herom søges tilvejebragt, og de derefter fornødne foranstaltninger uden ophold træffes. Forsåvidt spor af smitten kan forfølges ind i andre jurisdiktioner, bliver disses politimestre derom at underrette.

§ 8. Opstår der formodning om, at den i en besætning udbrudte sygdom er oksens ondartede lungesyge, kvægpest eller svinedifteritis, kan politimesteren, efter forud at have indhentet Veterinærfysici billigelse, lade nogle stykker slagte og obducere for derved at komme til vished i sagen. Stk. 2. De dyr, om hvilke det efter dyrlægens erklæring må anses for afgjort, at de er angrebne af nogen sygdom, som efter § 2 er undergivet eller kan blive inddraget under det offentliges særlige forsorg, kan af landbrugsministeren påbydes dræbt. Ligeledes kan den nævnte minister, når sådant skønnes fornødent til sygdommens undertrykkelse, påbyde, at hele besætninger, hvori sygdommen er udbrudt, eller dele af samme skal nedslås. Stk. 3. Enhver hest, som lider af snive, skal dræbes. Inden nedslagningen skal Veterinærfysici betænkning dog indhentes. Stk. 4. Heste, som frembyder mistænkelige symptomer på snive, eller som har været udsatte for smitte, skal ved Veterinærfysikatets foranstaltning undersøges ved sådanne prøver, som anses for de pålideligste til oplysning om, hvorvidt hesten er snivet eller ikke. Omkommer dyret som følge af foretagen prøve, er ejeren berettiget til erstatning, som om nedslagning havde fundet sted. Stk. 5. Er en hestebesætning på grund af mistanke om snive blevet afspærret, kan ejeren forlange, at der inden 4 ugers forløb tages bestemmelse om enten afspærringens ophør eller nedslagning af de mistænkte dyr. Stk. 6. Heste, som er nedslagne på grund af snive, skal obduceres. Andre dyr, der nedslås ved offentlig foranstaltning på grund af smitsom sygdom, skal derimod kun obduceres, såfremt Veterinærfysikus måtte finde det ønskeligt. De i anledning af nedslagningen foretagne forretninger skal gennem amtet uden ophold indsendes til Landbrugsministeriet. Ejeren er berettiget til inden en af politimesteren bestemt frist for egen regning at tilkalde en dyrlæge til at være til stede ved undersøgelsen og deltage i afgørelsen af spørgsmålet, om dyret har været angrebet af den angivne sygdom. Viser der sig tvivl eller meningsforskel herom imellem dyrlægerne, afgøres sagen af Veterinærfysikus. Stk. 7. Forinden nedslagning lader politimesteren dyrene taksere af 3 mænd, hvoraf politimesteren udvælger de 2, ejeren den ene. Dyrenes værdi bestemmes efter deres tilstand ved nedslagningen, dog således, at der ikke tages hensyn til den virkelige eller formodede smitsot, der foranlediger denne; i beløbet fradrages værdien af dyret i dræbt tilstand. Den således udfundne sum udbetales ejeren. I tilfælde af fejlagtig nedslagning udbetales erstatningen med tillæg af 10 pct. Stk. 8. Såfremt ejeren selv ved sit forhold måtte have givet anledning til, at et nedslået dyr er blevet angrebet af den pågældende sygdom, fortaber han den ret til erstatning af det offentlige, der ellers ville have tilkommet ham. Stk. 9. Erstatningen samt udgifterne ved taksation, nedslagning og nedgravning udredes med halvdelen af statskassen og halvdelen på landet af amtsrepartitionsfonden, i København og de øvrige købstæder af kommunens kasse, hvis udlæg udenfor København derefter bliver genstand for fordeling på amtets samtlige købstæder.( 1)

§ 9. Opstår der formodning om, at en hund er angrebet af hundegalskab, skal sådant uopholdelig anmeldes i København for politidirektøren, i de øvrige købstæder for politimesteren og på landet for sognefogeden, der har at påse, at dyret straks forsvarlig lænkes og afspærres, samt at foranledige, at det snarest muligt undersøges af en dyrlæge; kun såfremt forsvarlig lænkning og afspærring ikke kan finde sted, skal det straks dræbes. Erklærer dyrlægen hunden for gal, skal Veterinærfysikus uopholdelig telegrafisk eller telefonisk underrettes derom, og han træffer da bestemmelse om, hvorhvidt dyret straks skal dræbes. Den dræbte hund eller i alt fald dens hoved indsendes til Veterinærfysikus, for at det ved laboratorieundersøgelse kan blive godtgjort, om diagnosen har været rigtig. Forretningen indsendes uden ophold til amtet (i København til politidirektøren). Ethvert dyr skal, når det er blevet bidt af en gal hund, dræbes, medmindre landbrugsministeren bevilger undtagelse herfra; for andre husdyr end hunde og katte tilkommer der ejeren erstatning for det dræbte dyr efter reglerne i § 8. Kødet af det dræbte dyr må ikke bruges til føde for mennesker eller dyr. Stk. 2. Kommer dyrlægen til kundskab om, at et menneske er blevet bidt af en af hundegalskab angreben eller derfor mistænkt hund, skal han derom straks gøre anmeldelse til vedkommende embedslæge. Stk. 3. Når der på en egn er fremkommet et enkelt eller dog kun nogle få tilfælde af hundegalskab, kan amtmanden (i København politidirektøren) ved en offentlig kundgørelse påbyde, at i et nærmere betegnet distrikt alle hunde, der ikke er lænkede, skal, indtil påbudet ved en lignende kundgørelse atter ophæves, være forsynede med mundkurve af nærmere angiven beskaffenhed. Alle løsgående hunde, der ikke er forsynede med de foreskrevne mundkurve, skal da ved politiets foranstaltning optages og dræbes inden forløbet af 3 døgn, såfremt de ikke inden den tid er blevet indløst imod erlæggelse af de påløbne omkostninger. Stk. 4. Udbreder hundegalskaben sig videre, således at den antager en foruroligende karakter, skal amtmanden (i København politidirektøren) ved en lignende offentlig kundgørelse befale, at indenfor et nærmere betegnet distrikt alle hunde enten skal holdes lænkede og forsvarlig afspærrede eller dræbes. I København og i de øvrige købstæder skal da ved politiets foranstaltning alle hunde, der ikke er lænkede og afspærrede, optages og ihjelslås. På landet skal det i så fald være enhver tilladt at dræbe hunde, der ikke er lænkede og afspærrede, og skal politimesteren, hvis han finder det fornødent, dertil kunne antage lejede folk. Stk. 5. Når hundegalskab er eller antages at være udbrudt her i landet, skal landbrugsministeren til forebyggelse af sygdommens videre udbredelse være bemyndiget til for større eller mindre dele af landet, også udover de egne, hvor sygdommen har vist sig, ved offentlig kundgørelse at påbyde, at alle hunde indtil videre skal holdes forsvarlig afspærrede og lænkede. Stk. 6. Når der i de tilgrænsende distrikter af nabolandet er udbrudt hundegalskab, skal landbrugsministeren uden hensyn til, om noget tilfælde af sygdommen har vist sig her i landet, kunne udstede et lignende påbud som forommeldt for de grænsen nærliggende jurisdiktioners vedkommende.

Stk. 7. Med hensyn til optagelse og nedslagning af hunde, der uanset de af landbrugsministeren således udstedte påbud findes løsgående, forholdes som ovenfor foreskrevet med hensyn til de af amtmændene udstedte lignende kundgørelser. Stk. 8. Landbrugsministeren kan som forebyggende foranstaltning mod spredning af smitte af hundegalskab (rabies) iværksætte bekæmpelse af ræve og grævlinger inden for et eller flere områder. Det kan således pålægges ejere og brugere af ejendomme i området at anmelde ræve- og grævlingegrave på ejendommen og at give de af veterinærdirektoratet dertil antagne personer adgang til at foretage bekæmpelse af fornævnte dyr på ejendommen. Det kan endvidere pålægges ejere og brugere, herunder jagtberettigede, at yde bistand ved påvisning af dyrenes tilholdssteder m.v. Bekæmpelsen må udføres uden unødig ulempe for ejeren (brugeren). Medfører bekæmpelsen skade på træer, hegn, afgrøder eller lignende, har ejeren (brugeren) krav på erstatning af statskassen, selv om skaden er hændelig. Erstatningen fastsættes af 3 mænd, hvoraf politimesteren udvælger de 2 og ejeren den ene.

§ 10. Til mildere smitsomme sygdomme hos husdyrene henregnes: A. hos hesten Brandfeber Influenza (epizootisk katarrhalfeber) hos kvæget Miltbrandsemfysem (brandigt emfysem) Ondartet katarrhalfeber Krup Kalvedifteritis hos kvæget Pasteurellose (Vildtsyge, septisk pleuropneumoni) Paratyfus og paracoliinfektion B. hos hesten Mundsyge Kværke Godartet beskelersyge hos hesten og kvæget. Kopper hos andre husdyr end fåret. Skab (der ikke omhandles under § 2). hos hunden Ringorm. Hårsækmider Hundesyge hos svin Svinesyge (enzootisk lungebetændelse) Knuderosen og kroniske former af rødsyge Fjerkrækolera og hønsepest hos fjerkræ samt enhver anden sygdom hos heste, kvæg, får, geder, svin, hunde og fjerkræ, som antager en umiskendelig smitsom karakter. Stk. 2. Med hensyn til de under A. og B. nævnte sygdomme gøres det ejeren eller den, som på hans vegne fører tilsyn med dyrene, til pligt, når han har grund til at antage, at sygdommen er til stede,

1. at anmelde for en dyrlæge, når nogen af de ovenfor under A. nævnte sygdomme måtte forekomme i hans besætning, eller når nogen af de under B. nævnte sygdomme måtte brede sig i besætningen,
2. ikke at lade dyr, der er angrebne af disse sygdomme, føre på markeder, til auktioner over sammenbragte dyr, til dyrskuer, på fremmede eller fælles græsgange, i fremmede stalde eller andre samlingssteder for kreaturer til udførsel eller i andet øjemed. Stk. 3. Politimesteren er berettiget til efter indstilling fra dyrlægen at forbyde fjernelse fra besætningen af noget dyr, der er angrebet af en af de ovennævnte sygdomme. Han er endvidere berettiget til, hvis han finder det nødvendigt for at forhindre smittens videre udbredelse, at lade sygdommen og forholdene på stedet undersøge af en dyrlæge og efter dennes indstilling give forskrifter om afsondrings- og desinfektionsforanstaltninger samt om benyttelse af kød, mælk, eller andre produkter af de syge dyr m.v. Politimesteren kan derhos undtagelsesvis, hvor forholdenes særlige beskaffenhed måtte anbefale det, forbyde, at noget til besætningen hørende dyr, som kan angribes af den pågældende sygdom, selv om det ikke er eller mistænkes for at være sygt, bortbringes fra ejendommen eller kommer udenfor dens jorder og de dertil førende veje. Inden forbudet udstedes, skal politimesteren altid indhente Veterinærfysici betænkning. Stk. 4. Skulle nogen af de i denne paragraf nævnte sygdomme antage en særlig ondartet karakter eller vinde særlig udbredelse indenfor en dyrlæges virkekreds, påhviler ham derom at gøre anmeldelse til Veterinærfysikus.

§ 13. Når der er påvist trikiner hos et slagtet svin, skal lederen af den pågældende kødkontrol uopholdelig gøre anmeldelse til den stedlige politimester, som da, efter at have konstateret, fra hvilket sted det pågældende svin hidrører, snarest meddeler underretning herom til den politimester, i hvis retskreds stedet er beliggende. Hvis det er muligt, skal kontrollens leder straks give ejeren af den angrebne besætning pålæg om foreløbig ikke at fjerne svin fra besætningen. Stk. 2. Når politimesteren i den pågældende retskreds er blevet underrettet, skal han uopholdelig meddele ejeren forbud mod at afhænde svin fra besætningen undtagen til slagtning under forhold, hvor foretagelsen af en godkendt trikinundersøgelse er sikret (jf. lov nr. 104 af 13. maj 1911 § 7 I). Forbudet opretholdes, indtil der i et år ikke er fundet trikinøse svin i besætningen, dog således, at det fremdeles står ved magt for de svins vedkommende, som har været i besætningen på det tidspunkt, da der sidste gang blev påvist trikinose i denne. Stk. 3. Ligeledes forbydes det ejeren indenfor samme tidsrum at afhænde kød af svin eller slagteaffald efter hjemmeslagtning eller at anvende det i sin husholdning, forinden det ved dyrlægeundersøgelse er godtgjort, at varen er trikinfri. Kød og slagteaffald af svin, der ved undersøgelsen findes trikinøse, skal steriliseres eller destrueres under fornødent tilsyn. Stk. 4. Når der er nedlagt forbud som forommeldt, fremsender politimesteren udskrift af sagen gennem amtet til landbrugsministeren. Stk. 5. Politimesteren skal lade forholdene på stedet undersøge af en dyrlæge og efter dennes indstilling iværksætte forsøg på at udrydde rotter på ejendommen ved dertil egnede midler. Et nyt udryddelsesforsøg bør om fornødent finde sted, før besætningen frigives. Udgiften hertil afholdes af det offentlige.

§ 14. Amtmanden (i København politidirektøren) har at foranstalte, at der ved de heste- og kvægmarkeder og dyrskuer, der afholdes i amtet, er en, om fornødent flere dyrlæger til stede for på det offentliges vegne at føre tilsyn med, hvorvidt noget af de deer samlede husdyr måtte være angrebet af nogen af de under §§ 2, 10, 11 og 12 ommeldte sygdomme. Det samme gælder med hensyn til auktioner over og opkøb af sammenbragte dyr. Endvidere kan amtmanden, hvis han dertil finder anledning, påbyde dyrlægeeftersyn, når kreaturer fra forskellige besætninger bringes på fælles græsgang. Udgifterne herved udredes i disse tilfælde henholdsvis af auktionsholderen, opkøberen eller vedkommende græsgangs ejer. I tilfælde af uenighed om betalingen til dyrlægen fastsætter landbrugsministeren denne. Udbryder der nogen smitsom sygdom iblandt dyr på fælles græsgang, skal græsgangens ejer eller den, der fører tilsyn med dyrene, anmelde det til en dyrlæge eller til politimesteren, der da skal lade forholdene undersøge af en dyrlæge og efter dennes indstilling - eventuelt efter forhandling med Veterinærfysikus - træffe de fornødne foranstaltninger til at hindre smittens videre udbredelse. Stk. 2. Amtmanden (i København politidirektøren) skal være bemyndiget til efter indstilling fra det stedlige veterinærpoliti eller fra Veterinærfysikus at lade foretage desinfektion af offentlige rejsestalde. Handelsstalde og lignende opholds- og samlingssteder for husdyr andetsteds fra samt til, når fare for udbredelse af nogen ondartet smitsom sygdom skønnes at være til stede, efter indstilling fra Veterinærfysikus og under dennes ledelse at lade foretage en almindelig undersøgelse af alle husdyr af en vis art i så stor en del af amtet, som det findes nødvendigt. Stk. 3. Det påhviler den dyrlæge, som har overtilsynet med et kommunalt kvægtorv og slagtehus, at føre tilsyn med de dyr, der opstaldes deer imellem markeds- eller torvedage, og straks til politimesteren at anmelde muligt forekommende udbrud af ondartet smitsom sygdom samt træffe de nødvendige foreløbige foranstaltninger til hindring af smittens udbredelse. Ved offentlige eller private kvægtorve, som ikke drives i forbindelse med kommunalt slagtehus, skal der af amtmanden efter forhandling med Veterinærfysikus på vedkommende kommunes eller torveejers regning antages en dyrlæge til at føre det nævnte tilsyn med de mellem markedsdagene opstaldede dyr. Stk. 4. Når fare for udbredelse af nogen ondartet smitsom sygdom skønnes at være til stede, kan landbrugsministeren påbyde dyrlægetilsyn med andels- og fællesmejerier, der driver svinehold, stalde, der af kreaturhandlere bruges til opstaldning af kreaturer, eller andre næringsbrug, der i særlig grad frembyder fare for smitte. De med dyrlægetilsynet forbundne udgifter udredes af statskassen.

§ 15. På lossepladser for affald eller under lignende forhold, hvor svinedifteritis og trikinose kan befrygtes let at ville finde udbredelse, skal landbrugsministeren være bemyndiget til at forbyde svinehold. Ligeledes skal han, når der ikke findes anledning til at bringe denne foranstaltning til anvendelse, kunne påbyde de til forhindring af de nævnte sygdommes udbredelse fornødne indskrænkninger med hensyn til svinehold på sådanne pladser, såsom slagtning under offentligt tilsyn og trikinkontrol, forbud mod salg eller bortbringelse på anden måde af levende svin undtagen til øjeblikkelig slagtning m.v.

§ 16. Stk. 1. (ophævet). Stk. 2. Når sådan sygdom er udbrudt her i landet, kan den nævnte minister derhos enten helt forbyde overførsel af den angrebne art af dyr såvel som af andre dyr eller genstande, hvorved smitte kan forplantes, fra den landsdel, det amt eller den afgrænsede del af samme, hvor sygdommen er forekommet, til andre dele af landet eller gøre adgangen hertil afhængig af sådanne betingelser, såsom tilvejebringelse af sundhedsattester, som menes fornødne for at hindre smittens udbredelse.

§ 18. Overtrædelse af forskrifterne i denne lov eller af de i medfør af samme vedtagne eller pålagte forpligtelser - herunder også de forpligtelser, ejeren eller hans stedfortræder har påtaget sig ved underskrift i dyrlægens autoriserede protokol eller på det ham forelagte skema (jf. § 4, 2. og 3. stk.) straffes, forsåvidt der ikke herved efter den øvrige lovgivning er forskyldt større straf, med bøder fra 20 til 500 kr.; i gentagelsestilfælde fordobles bøden. Stk. 2. Overtræder ejeren eller den på hans vegne tilsynsførende anmeldepligten (§ 3) ved udbrud af mund- og klovesyge, snive, oksens ondartede lungesyge og kvægpest, er bøden mindst 100 kr. Det samme gælder den, der ved at undlade anmeldelse eller ved at overtræde givne forbud har forårsaget spredning af nogen ondartet smitsom sygdom (§§ 2 og 9) eller af smitsom kastning hos kvæget. Den, der ved egen forseelse har foranlediget udbrud af smitsom sygdom i sin besætning, fortaber den adgang til erstatning af det offentlige, der ellers kunne tilkomme ham efter denne lov. Den, der i modstrid med de gældende indførselsforbud og uden særlig dertil erhvervet hjemmel indfører levende dyr fra udlandet, straffes med fængsel, jf. straffelovens § 25. Stk. 3. Alle sager angående overtrædelse af denne lov behandles som offentlige politisager. De ikendte bøder tilfalder vedkommende kommunes kasse.

§ 19. Alle udgifter, som på grund af denne lovs forskrifter medgår i anledning af smittede eller for smitte mistænkte husdyrs røgt, afsondring og rensning, eller rensningen af stalde, redskaber eller deslige, eller døde dyrs nedgravning (jf. dog § 8), betales af ejeren; dog bliver udgiften til anskaffelse af de ifølge veterinærpolitiets påbud anvendte kemiske midler til rensning og desinfektion at erstatte ejeren af det offentlige i overensstemmelse med reglerne i § 8. I særlige tilfælde kan landbrugsministeren dog bevilge tilskud til medhjælp ved desinfektioner og til leje af desinfektionsapparater. Såfremt det, for at forhindre smittens videre udbredelse, måtte være nødvendigt at tilintetgøre smittefarlige genstande, såsom det døde kreaturs hud, foderstoffer, hø, halm, staldrekvisitter og lignende, bliver det derved forvoldte tab at godtgøre ejeren af det offentlige i overensstemmelse med de anførte regler med det beløb, hvortil tabet ansættes ved en vurdering, der, forinden tilintetgørelsen finder sted, foretages af 3 mænd, hvoraf politimesteren vælger de 2 og ejeren den ene. For hudens vedkommende kan værdien dog fastsættes af dyrlægen efter overenskomst med ejeren eller sammen med 2 uvildige mænd til dagens pris. Udgifterne ved de nye arbejder, der i sådan anledning måtte blive påbudt af det offentlige, såsom opførelse af rum til de smittede dyrs afspærring, når sådant rum ikke findes på ejendommen, fornyelse af brolægning, ombytning af træværk og deslige, bliver ligeledes at erstatte ejeren med deres fulde beløb. Der kan dog ikke pålægges det offentlige merudgifter, som hidrører fra anvendelsen af kostbarere materiale end det, der var anvendt før sygdommens optræden. Stk. 2. Hvis en besætning af det offentlige har været afspærret, og det endelig viser sig, at den formodede smitsomme sygdom ikke har været til stede, bliver der at erstatte ejeren det tab, han har lidt ved de tagne forholdsregler; dog ydes der ikke erstatning for afspærring, der har været forårsaget ved, at besætningen virkelig har været udsat for smitte, selvom det viser sig, at sygdommen ikke kommer til udbrud i den pågældende besætning. Om erstatningens størrelse har politimesteren efter forhandling med den skadelidte at gøre indstilling gennem den vedkommende amtmand til landbrugsministeren, der derpå resolverer i sagen; for staden København sker indstillingen af politidirektøren. Intet spørgsmål vedrørende krav på sådan erstatning kan indbringes for domstolene. Dog kan den, der er misfornøjet med den ham tillagte erstatning, forlange dens størrelse fastsat ved taksation af 3 uvildige, af retten udmeldte mænd; udgifterne ved taksationsforretningen bæres af det offentlige. Stk. 3. Når en ejer på grund af uformuenhed ikke kan udrede de ham efter de foregående bestemmelser påhvilende udgifter, udredes disse af det offentlige i overensstemmelse med reglerne i § 8. Stk. 4. De ovenfor omhandlede erstatninger afholdes foreløbig helt af amtsrepartitionsfonden eller vedkommende kommunale kasse (§ 8), således at den på statskassen faldende andel i udgiften godtgøres kasserne ved den i § 8, sidste stykke, nævnte årlige opgørelse.

Stk. 5. Alle udgifter ved forretninger, som udføres af dyrlægen efter det offentliges foranstaltning, derunder også forretninger efter denne lovs § 4, udredes udenfor de tilfælde, for hvilke der ovenfor er givet anden bestemmelse, på landet af amtsrepartitionsfonden, i København og de øvrige købstæder af kommunens kasse, hvis udlæg dog udenfor København senere bliver at fordele på amtets samtlige købstæder. På samme måde afholdes forskudsvis udgifterne ved sådanne ejeren påhvilende foranstaltninger, som det offentlige har måtte lade udføre på hans regning, jf. § 7.

§ 23. Denne lov gælder ikke for Færøerne. Hvorefter alle vedkommende sig have at rette. pre_paragraph Hermed bekendtgøres lov nr. 156 af 14. april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene med de ændringer, der følger af lov nr. 326 af 23. december 1925, lov nr. 139 af 1. juli 1927, lov nr. 346 af 29. juli 1942, lov nr. 197 af 7. maj 1948, lov nr. 131 af 13. april 1954, lov nr. 175 af 5. juni 1959, lov nr. 431 af 17. december 1965, lov nr. 58 af 4. marts 1964 og lov nr. 191 af 9. maj 1984

Landbrugsministeriet, den 15. december 1987, den 15. december 1987 /LAURITS TØRNÆS Sv. E. Nordal Rask/