Bekendtgørelse om udførsel af levende kvæg og svin til stater, der er medlem af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab
BEK nr 910 af 15/12/1987
§ 1
I denne bekendtgørelse forstås ved
a) avls- og brugsdyr: avls- og brugskvæg samt avls- og brugssvin,
b) avls- og brugskvæg: tamkvæg, der er beregnet til avl, mælkeproduktion, kødproduktion eller arbejde,
c) avls- og brugssvin: tamsvin, der er beregnet til avl eller kødproduktion,
d) slagtedyr: tamkvæg og tamsvin, der er bestemt til at blive ført direkte til et slagteri eller slagtemarked, så snart de er ankommet til modtagerlandet,
e) epizootifri zone: en zone med en diameter på 20 km, inden for hvilken der, ifølge officielle konstateringer, i et tidsrum på mindst 30 dage før afsendelsen ikke er optrådt noget tilfælde af mund- og klovesyge, og når det drejer sig om svin heller ikke noget tilfælde af svinepest eller smitsom svinelammelse (Teschener syge),
f) embedsdyrlæge: en dyrlæge, der af Landbrugsministeriet (Veterinærdirektoratet) er autoriseret til at foretage sundhedseftersyn ved udførsel af levende heste og klovbærende husdyr.
§ 2
Udførsel af kvæg og svin til stater, der er medlem af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, må kun finde sted, såfremt dyrene er ledsaget af en korrekt udfyldt sundhedsattest.
Sundhedsattesten skal udstedes af en embedsdyrlæge den dag, indladning finder sted, og i øvrigt efter de anvisninger, veterinærdirektoratet giver herom.
Til sundhedsattesten, der kun må udgøre et enkelt blad, skal benyttes en af Veterinærdirektoratet godkendt formular, og sundhedsattesten skal være udfærdiget i det mindste på modtagerlandets sprog.
En sundhedsattest er gyldig i 10 dage.
Sundhedsattesten skal ved udførsel, bortset fra udførsel af dyr i jernbanevogne, forevises for grænsedyrlægen i Rødby eller Padborg.
Veterinærdirektoratet kan dispensere fra bestemmelsen i stk. 5.
Sælgeren er pligtig at give den attestudstedende dyrlæge alle nødvendige oplysninger, herunder på forlangende afgive skriftlig erklæring i henhold til § 4, litra c, § 5, litra a, og § 6, litra a, om varigheden af dyrets ophold i Danmark henholdsvis i hans besætning.
Stiller modtagerlandet krav om attestationer i henhold til artikel 8 i fornævnte rådsdirektiv om veterinærpolitimæssige problemer ved handel inden for Fællesskabet med kvæg og svin vedrørende sygdoms- og sundhedsforhold udover indholdet i sundhedsattesten for den pågældende dyreart og det pågældende anvendelsesformål, skal disse attestationer gives særskilt efter Veterinærdirektoratets anvisning.
§ 3
Ejer (bruger) af ethvert transportmiddel, der anvendes i forbindelse med udførsel af kvæg og svin, skal foranledige transportmidlet samt genstande, hvorved smitsomme sygdomme kan spredes, renset og desinficeret efter Veterinærdirektoratets nærmere anvisning umiddelbart forinden eller i direkte forbindelse med passage af den dansk-tyske grænse i nordlig retning.
Den foretagne rensning og desinfektion skal godkendes af grænsedyrlægen.
Hvor rensning og desinfektion ikke foretages ved grænsestedet, skal der forelægges dokumentation for grænsedyrlægen for, at rensning og desinfektion er udført i overensstemmelse med de af Veterinærdirektoratet nærmere givne anvisninger.
§ 4
Sundhedsattest må kun udstedes for kvæg og svin, der opfylder følgende betingelser.
a) Ved en dyrlægeundersøgelse på dagen for udstedelse af attesten skal dyrene være fundet fri for kliniske tegn på sygdom.
b) Hvert dyr skal være forsynet med et officielt godkendt mærke, der tjener til dyrets identifikation.
c) Avls- og brugsdyr skal have opholdt sig i Danmark i de sidste 6 måneder inden afsendelsen eller siden fødslen, slagtedyr i de sidste 3 måneder inden afsendelsen eller siden fødslen.
d) Dyrene må ikke være udsat i forbindelse med danske bekæmpelsesprogrammer mod smitsomme sygdomme.
e) Kvæg skal hidrøre fra en besætning, der er officielt fri for tuberkulose og brucellose.
f) Kvæg skal hidrøre fra en ejendom, der ikke er underkastet veterinærpolitimæssige restriktioner som følge af mund- og klovesyge, og som ikke er beliggende i et iagttagelsesdistrikt oprettet som følge af tilfælde af mund- og klovesyge.
g) Såfremt der inden for de sidste 6 månder før afsendelsen er konstateret tilfælde af mund- og klovesyge i Danmark eller i et eventuelt transitland, kan der kræves vaccination eller serumbehandling af kvæg mod mund- og klovesyge i et omfang, der fastsættes af Veterinærdirektoratet.
h) Svin skal hidrøre fra en ejendom, der ikke er underkastet veterinærpolitimæssige restriktioner som følge af mund- og klovesyge, svinepest, smitsom svinelammelse (Teschener syge), brucellose eller miltbrand, og som ikke er beliggende i et iagttagelsesdistrikt oprettet som følge af tilfælde af mund- og klovesyge, svinepest eller smitsom svinelammelse.
§ 5
Udover de i § 4 stillede betingelser skal følgende betingelser være opfyldt, for at sundhedsattest må udstedes for avls- og brugskvæg.
a) Dyret skal have opholdt sig i sælgerens besætning de sidste 30 dage inden afsendelsen eller siden fødslen.
b) Sælgerens besætning skal være beliggende i centrum af en epizootifri zone.
c) Sælgerens besætning skal have været fri for mund- og klovesyge og officielt fri for kvægbrucellose i mindst 3 måneder før afsendelsen.
d) Der må ikke have været tilfælde af rabies, tuberkulose, miltbrand, kvægpest eller oksens ondartede lungesyge i sælgerens besætning i mindst 30 dage før afsendelsen.
e) Dyr, der er ældre end 6 uger, skal have bestået en tuberkulinprøve inden for de sidste 30 dage før indladningen.
f) Dyr, der er ældre end 12 månder, skal ved en blodundersøgelse for brucellose foretaget inden for de sidste 30 dage før indladningen have vist et titer på mindre end 30 internationale serumagglutinationsenheder.
g) Malkende dyr skal være fri for kliniske tegn på yverbetændelse, og ved en mælkeundersøgelse foretaget efter Veterinærdirektoratets anvisning må der ikke være fundet de for yverbetændelse karakteristiske tegn eller specifikt patogene bakterier.
§ 6
Udover de i § 4 stillede betingelser skal følgende betingelser være opfyldt, for at sundhedsattest må udstedes for avls- og brugssvin.
a) Dyret skal have opholdt sig i sælgerens besætning de sidste 30 dage inden afsendelsen eller siden fødslen.
b) Sælgerens besætning skal være beliggende i centrum af en epizootifri zone.
c) Sælgerens besætning skal have været fri for mund- og klovesyge, kvæg- og svinebrucellose, svinepest og smitsom svinelammelse i mindst 3 månder før afsendelsen.
d) Der må ikke have været tilfælde af rabies eller miltbrand i sælgerens besætning i mindst 30 dage før afsendelsen.
e) Dyret skal hidrøre fra en ejendom, hvor samtlige svin i mindst 1 år har været fri for kliniske tegn på brucellose, og hvor en eventuel kvægbesætning er officielt fri for brucellose.
f) Dyr, der vejer mere end 25 kg, skal ved en blodundersøgelse for brucellose foretaget inden for de sidste 30 dage før indladningen have vist et titer på mindre end 30 internationale serumagglutinationsenheder og et negativt udfald af en komplementbindingsprøve.
§ 7
Udførsel af kvæg og svin til stater, der er medlem af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, må kun finde sted fra markeder, samlingssteder og udførselssteder, der af Veterinærdirektoratet er godkendt hertil. Godkendelsen kan angå kvæg eller svin eller begge dyrearter, og den kan gælde for avls- og brugsdyr eller slagtedyr.
Godkendelse meddeles kun til markeder, samlingssteder og udførselssteder, hvis beliggenhed og indretning er godkendt af Veterinærdirektoratet, og som ligger i centrum af en epizootifri zone, og hvortil der er knyttet en embedsdyrlæge.
Veterinærdirektoratet fører tilsyn med de i henhold til stk. 1 godkendte markeder, samlingssteder og udførselssteder. En meddelt godkendelse vil straks blive inddraget, såfremt betingelserne for godkendelse ikke længere er opfyldt, eller såfremt gældende regler i forbindelse med modtagelse og afsendelse af dyr er blevet tilsidesat.
§ 8
På et i henhold til § 7, stk. 1, godkendt marked, samlingssted eller udførselssted må samme dag kun indbringes enten avls- og brugsdyr eller slagtedyr. Der må kun indbringes kvæg og svin, der kommer direkte fra oprindelsesbesætningen eller fra andre godkendte markeder eller samlingssteder, og som opfylder betingelserne for handel inden for Fællesskabet samt er forsynet med et officielt godkendt identifikationsmærke. For at avls- og brugsdyr må indbringes, kræves endvidere, at de er ledsaget af en oprindelsessundhedsattest, der er udformet efter Veterinærdirektoratets anvisning.
De i henhold til § 7, stk. 1, godkendte markeder, samlingssteder og udførselssteder skal forud for modtagelse af dyr foretage rensning og desinfektion efter embedsdyrlægens nærmere anvisning.
§ 9
Dyr må ikke indlades til udførsel, såfremt der er forløbet mere end 6 dage fra det tidspunkt, da dyret forlod oprindelsesbesætningen.
Den tid, der medgår til transport og ophold på markeder, samlingssted og udførselssted, fradrages i den i § 5, litra a, og § 6, litra a, nævnte frist på 30 dage.
§ 10
Avls- og brugsdyr skal transporteres adskilt fra slagtedyr med transportmidler, der i forvejen er renset og desinficeret efter Veterinærdirektoratets anvisning.
Under transporten må dyrene ikke komme i kontakt med andre klovbærende dyr end kvæg og svin, der opfylder de betingelser, der er fastsat for handel inden for Fællesmarkedet.
Transportmidler, der anvendes til afsendelse til modtagerlandet, skal være sådan indrettet, at gødning, strøelse og foder ikke kan spildes under transporten.
§ 11
Såfremt en stat, der er medlem af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, i medfør af fornævnte rådsdirektiv om veterinærpolitimæssige problemer ved handel inden for Fællesskabet med kvæg og svin forbyder eller begrænser indførslen fra Danmark af kvæg og svin, giver Landbrugsministeriet meddelelse om muligheden for udstedelse af sundhedsattester.
§ 12
Overtrædelse af § 2, stk. 1, 2, 3, 5, 7 og 8, §§ 3, 4, 5 og 6, § 7, stk. 1, § 8, § 9, stk. 1 og § 10 straffes med bøde.
§ 13
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 1988.
Bekendtgørelse nr. 464 af 6. august 1973 om udførsel af levende kvæg og svin til stater, der er medlem af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, som ændret ved bekendtgørelse nr. 680 af 28. december 1984, ophæves.
pre_paragraph Under henvisning til rådsdirektiv nr. 64/432/EØF af 26. juni 1964 om veterinærpolitimæssige problemer vedrørende handel inden for Fællesskabet med kvæg og svin som ændret senest ved Rådets forordning af 20. december 1985 (85/768/EØF) samt i medfør af §§ 1 og 5 i lov nr. 131 af 13. april 1954 om udførsel og indførsel af levende dyr m.v. som senest ændret ved lov nr. 209 af 23. maj 1979 og §§ 2 og 5 i lov nr. 197 af 7. maj 1948 om markeder m.v. for heste og kreaturer fastsættes herved følgende bestemmelser.
Landbrugsministeriet, den 15. december 1987, den 15. december 1987
/LAURITS TØRNÆS Sv. E. Nordal Rask/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1987
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1987