TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om fordeling af de af Statens Kunstfond erhvervede kunstværker

BEK nr 293 af 04/05/1988

DanmarkBekendtgørelse1988

§ 1

De kunstværker, der erhverves af Statens Kunstfond, uddeponeres på institutioner m.v. efter nedenstående regler fastsat i henhold til § 7 i lov nr. 163 af 12. april 1978 om Statens Kunstfond.

§ 2

Det billedkunstneriske indkøbsvalg meddeler ved opslag inden udløbet af udvalgets beskikkelsesperiode, at et nærmere opgivet antal arbejder af billedkunst, kunsthåndværk og kunstnerisk formgivning vil være til rådighed for statslige, kommunale eller andre institutioner til anbringelse i bygninger og anlæg, der er tilgængelige for offentligheden eller videre kredse af befolkningen.

Stk. 2

Ansøgninger, hvortil benyttes særlige skemaer, sendes af samtlige institutioner til Statens Kunstfond.

§ 3

De modtagne ansøgninger forelægges af Statens Kunstfond for de respektive amtsmuseumsråd - i København museumsrådet for København og Frederiksberg - bilagt oplysning om, hvorledes fondet har sammensat de indkøbte kunstværker i amtslige puljer med henblik på gruppevis placering på de enkelte af amtets institutioner, der får tildelt kunstværkerne.

Stk. 2

Amtsmuseumsrådene - i København museumsrådet for København og Frederiksberg - udarbejder herefter en indstilling til Statens Kunstfond vedrørende de lokale ansøgende institutioners egnethed med hensyn til udstilling af henholdsvis malerier, skulpturer og grafiske arbejder samt indstilling om, hvilke af de enkelte ansøgende institutioner, der bør modtage kunstværkerne. Det tilstræbes, at kunstmuseernes repræsentanter i amtsmuseumsrådene får tillagt en væsentlig indflydelse ved indstillingens udformning.

Stk. 3

Det i § 2 nævnte billedkunstneriske indkøbsudvalg træffer herefter endelig beslutning om værkernes fordeling på grundlag af museumsrådenes indstilling.

§ 4

Statens Kunstfond kan indtil den endelige fordeling af en indkøbsperiodes erhvervelser stille disse til rådighed for arrangører af repræsentative udstillinger. De udlånte værker skal bære Statens Kunstfonds navn.

Stk. 2

Kunstværker, der stilles til rådighed for udstillinger, omfattes af de i § 5, nr. 3, 4 og 5 fastsatte bestemmelser for deponerede kunstværker.

§ 5

De deponerede værker omfattes af følgende bestemmelser:

  1. De deponerede værker ophænges og opstilles af modtageren i samarbejde med det kunstmuseum, der er tilsynsførende.
  1. Værkerne skal anbringes på steder, hvor flest mulig har adgang til dem.
  1. Den almindelige vedligeholdelse af værkerne påhviler Statens Kunstfond. For beskadigelser hæfter modtageren efter dansk rets almindelige regler.
  1. Det påhviler modtageren at drage omsorg for, at værkerne til enhver tid opbevares under forsvarlige forhold. Ved skader eller når der konstateres ændring i bevaringstilstanden, er modtageren pligtig til straks at meddele dette til Statens Kunstfond, der træffer bestemmelse om skadens udbedring eller om værkets restaurering.
  1. Modtageren må ikke uden samtykke fra Statens Kunstfond udlåne eller udleje de modtagne værker.
  1. Statens Kunstfond er berettiget til midlertidigt at hjemkalde deponerede værker. I særlige tilfælde vil Statens Kunstfond kunne hjemkalde værker endeligt, når det sker med rimeligt varsel mod tilbud om et eller flere andre værker som erstatning. I tilfælde af misligholdelse kan værkerne hjemkaldes endeligt uden varsel.

§ 6

Museumsrådene udpeger de kunstmuseer i amtet der skal foretage tilsyn med de deponerede kunstværker.

Stk. 2

De udpegede kunstmuseer kan henstille til Statens Kunstfond at ophæve en deponering, jf. § 5 (6).

Stk. 3

Statens Kunstfond køber 3 konserveringsandele i Kunstmuseernes Fælleskonservering til gennemførelse af restaurering og konservering af deponerede værker.

§ 7

Kunstværkerne overgår til den pågældende institution som dennes ejendom 10 år efter værkernes deponering på institutionen, medmindre de udtages som museumsrelevante, jf. § 8. Den i § 6, stk. 1, nævnte tilsynsforpligtelse bortfalder for disse værker.

Stk. 2

Dispositioner over de værker, som er overgået til institutionerne, kan kun foretages efter aftale med det tilsynsførende kunstmuseum i amtet.

§ 8

Efter udløbet af den 10-årige deponeringsperiode kan værker, som skønnes at være særligt museumsrelevante, udtages til anbringelse på danske kunstmuseer.

Stk. 2

Umiddelbart efter udløbet af den 10-årige deponeringsperiode nedsættes ved fondens foranstaltning et udvalg bestående af en repræsentant for Statens Kunstfond, en repræsentant for Statens Museumsnævn, en repræsentant for Foreningen af danske Kunstmuseer og direktøren for Statens Museum for Kunst. Udvalget gennemgår samtlige de kunstværker, hvis deponeringsperiode netop er udløbet, og udtager de kunstværker, som skønnes museumsrelevante efter stk. 1.

Stk. 3

Direktøren for Statens Museum for Kunst er formand for udvalget. Udvalgets forretningsorden fastsættes af Statens Kunstfond.

Stk. 4

Når udvælgelsen har fundet sted, meddeler udvalget samtlige de berørte institutioner, hvilke kunstværker der er udtaget som museumsrelevante, og hvilke der herefter er endeligt overgået til institutionerne som eje.

Stk. 5

De udtagne kunstværker fordeles af udvalget til danske kunstmuseer. Kunstværkerne indgår i de enkelte museers samlinger som disses ejendom.

Stk. 6

Udvalgets afgørelser vedrørende udvælgelse og fordeling af kunstværkerne er endelige.

§ 9

Værker, der er deponeret på institutionerne før 1. januar 1978 vil være institutionernes eje, medmindre de inden 1. januar 1989 af det i § 8, stk. 2, nævnte udvalg er udtaget som museumsrelevante.

Stk. 2

En institution, der i henhold til § 8 har måttet afgive et museumsrelevant værk, skal så vidt muligt tilbydes et andet værk ved førstkommende uddeling af værker fra fondet.

§ 10

Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende. Samtidig ophæves Ministeriet for Kulturelle Anliggenders bekendtgørelse af 18. december 1970 om fordeling af de af Statens Kunstfond indkøbte værker af billedkunst, kunsthåndværk og kunstnerisk formgivning.


Kultur- og Kommunikationsministeriet, den 4. maj 1988, den 4. maj 1988

/J. Harder Rasmussen Helvinn Høst Jensen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1988
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1988
Bekendtgørelse om fordeling af de af Statens Kunstfond erhvervede kunstværker | TheLawyer.sh