Bekendtgørelse om godtgørelse til HIV-smittede blødere m.fl. og HIV-positive transfusionssmittede m.fl.
BEK nr 313 af 14/06/1988
§ 1
Sundhedsministeren bemyndiges til af statskassen at yde kulancemæssig godtgørelse til de hæmofilipatienter (blødere), der efter behandling med blodprodukter ved danske sygehuse er konstateret HIV-smittede, eller til HIV-positive personer, som med overvejende sandsynlighed er blevet smittet gennem blodtransfusioner ved danske sygehuse og ikke tidligere har modtaget godtgørelse for HIV-smitten. Såfremt ovennævnte er afgået ved døden og ikke har fået udbetalt godtgørelsen, ydes godtgørelsen til de efterladte, dvs. ægtefæller eller samlevere, hvor samlivet har bestået i mindst 2 år, og børn. Fordeling mellem de efterladte foregår efter følgende retningslinier:
- Hvis afdøde alene efterlader sig ægtefælle eller samlever, udbetales det fulde godtgørelsesbeløb til den pågældende.
- Hvis afdøde alene efterlader sig børn, fordeles godtgørelsen ligeligt mellem dem.
- Efterlader afdøde sig både ægtefælle og børn eller samlever og børn, fordeles beløbet med 2/3 til ægtefællen henholdsvis samleveren og 1/3 til børnene.
Godtgørelsen udgør et fast beløb på 250.000 kr. HIV-smittede blødere, som tidligere har modtaget 100.000 kr. i godtgørelse, ydes yderligere 150.000 kr. i godtgørelse. Anmodning om godtgørelse skal fremsættes af den HIV-smittede eller dennes efterladte ægtefælle, samlever eller børn over for Sundhedsstyrelsen senest den 1. januar 1993. Sundhedsstyrelsen kan, når særlige forhold taler herfor, se bort fra kravet om 2 års samliv for så vidt angår en efterladt samlever.
§ 2
Godtgørelsen medregnes ikke ved opgørelsen af modtagerens skattepligtige indkomst, jf. statsskatteloven.
§ 3
Godtgørelsen og afkastet af godtgørelsen indgår ikke i modtagerens husstandsindkomst, jf. § 7 i lov om individuel boligstøtte.
§ 4
Godtgørelsen og afkastet af godtgørelsen medfører ikke reduktion i ydelser, som måtte tilkomme den eller de pågældende efter lovgivningen inden for Socialministeriets område, jf. lov om social pension og lov om social bistand.
§ 5
Bekendtgørelse nr. 581 af 2. september 1987 ophæves.
pre_paragraph Ved aktstykke 177, tiltrådt af finansudvalget den 6. april 1988, er der taget stilling til udbetaling af kulancemæssig godtgørelse til HIV-smittede blødere m.fl. og HIV-positive transfusionssmittede m.fl. Finansudvalget har ved aktstykket bl.a. tiltrådt følgende:
Sundhedsministeriet, den 14. juni 1988, den 14. juni 1988
/ELSEBETH KOCK-PETERSEN Dorte Knudsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1988
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1988