TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om forhåndslån

BEK nr 365 af 24/06/1988

DanmarkBekendtgørelse1988

§ 1

Lån kan ydes i ejendomme, der agtes opført eller om- og tilbygget m.v. (forhåndslån).

Stk. 2

Forhåndslån skal ydes, inden byggeriet påbegyndes.

Stk. 3

Indekslån, type IS, kan ikke ydes som forhåndslån.

§ 2

Inden afgivelse af tilbud om forhåndslån i ejendomme, der agtes opført, skal realkreditinstituttet være i besiddelse af følgende dokumenter, som skal være vedlagt lånesagen:

  1. bygningstegninger og oplysninger om ejendommens byggetekniske konstruktion, udstyr, anvendte materialer m.v., der gør det muligt at anslå værdien af ejendommen,
  1. oplysninger om den forventede anskaffelsessum, salgspris og/eller lejeindtægt, og
  1. oplysninger om den forventede længde af byggeperioden.
Stk. 2

Inden afgivelse af tilbud om forhåndslån ansætter realkreditinstituttet en værdi af ejendommen, der agtes opført, på grundlag af de i stk. 1 anførte oplysninger. Det påhviler realkreditinstituttet kritisk at efterprøve låntagers oplysninger om den forventede anskaffelsessum, salgspris eller lejeindtægt på grundlag af oplysningerne i stk. 1, nr. 1, og på grundlag af tilgængelige statistiske oplysninger om gennemsnitlige opførelsessummer, salgspriser eller lejeindtægter for ejendomme af tilsvarende karakter i det pågældende geografiske område.

Stk. 3

Værdiansættelsen af ejendomme til udlejning må ikke overstige den kapitaliserede værdi af ejendommens forventede lejeindtægter. Opgørelsen af ejendommens kapitaliserede værdi sker efter de retningslinier, der er fastsat i Boligstyrelsens bekendtgørelse om værdiansættelse og låneudmåling.

§ 3

Inden afgivelse af tilbud om forhåndslån i ejendomme, der agtes om- og tilbygget m.v., skal realkreditinstituttet være i besiddelse af følgende dokumenter, som skal være vedlagt lånesagen:

  1. oplysninger om hvilke om- og tilbygningsarbejder m.v., der agtes udført,
  1. oplysninger om de forventede udgifter ved om- og tilbygningen m.v.,
  1. oplysninger om den forventede varighed af om- og tilbygningen m.v., og
  1. bygningstegninger i det omfang, det kræves efter byggelovgivningen.
Stk. 2

Inden afgivelse af tilbud om forhåndslån i ejendomme, der agtes om- og tilbygget m.v., ansætter realkreditinstituttet en værdi af ejendommen. Værdiansættelsen sker på grundlag af en besigtigelse af ejendommen og tilgængelige statistiske oplysninger om gennemsnitlige værdier af ejendomme af tilsvarende karakter i det pågældende geografiske område.

Stk. 3

Værdiansættelsen af ejerboliger til helårsbrug og fritidshuse kan ikke overstige den senest offentliggjorte offentlige ejendomsværdi.

Stk. 4

Værdiansættelsen efter stk. 3 af ejendomme, der ud over de i stk. 3 nævnte former for beboelse benyttes til andet formål, sker efter de retningslinier, der er fastsat i Boligstyrelsens bekendtgørelse om værdiansættelse og låneudmåling.

Stk. 5

Lånet udmåles på grundlag af den i henhold til stk. 2-4 ansatte værdi med tillæg af værdien af de påtænkte om- og tilbygninger m.v. Lånet udmåles, så det har sikkerhed inden for de for den pågældende ejendomskategori fastsatte lånegrænser.

§ 4

Realkreditinstituttet skal i lånetilbuddet tage forbehold om, at realkreditlånet kan kræves indfriet eller nedbragt i de tilfælde, der omfattes af § 7, stk. 2-4 og § 10, stk. 3-5.

§ 5

Lånet kan udbetales, når realkreditinstituttet har modtaget dokumentation for, at følgende betingelser er opfyldt:

  1. låntager er i besiddelse af byggegrund dokumenteret ved skøde eller underskrevet slutseddel,
  1. låntager har byggetilladelse, såfremt dette kræves efter byggelovgivningen,
  1. der er stillet tilstrækkelig sikkerhed for, at lånet vil blive indfriet eller nedbragt, hvis det ikke efter udløbet af fristen for den endelige bebyggelse kunne være ydet med det bevilgede beløb, jf. § 6.
Stk. 2

Dokumentationen for, at betingelserne efter stk. 1 er opfyldt, opbevares på lånesagen.

§ 6

Som tilstrækkelig sikkerhed for lånet anses alene garanti stillet af et pengeinstitut eller forsikringsselskab eller pant i obligationer noteret på Københavns Fondsbørs.

Stk. 2

Ved garantistillelse for forhåndslån fra et pengeinstitut eller forsikringsselskab benyttes den garantierklæring, der er optrykt som bilag til denne bekendtgørelse.

Stk. 3

Pant i obligationer skal opgjort til kursværdi ved lånets etablering mindst udgøre et beløb svarende til den pålydende værdi af de obligationer, der ligger bag lånet. Såfremt realkreditinstituttet har pant i obligationer af samme serie som de obligationer, der ligger bag lånet, kan de pantsatte obligationer dog opgøres til pålydende værdi. Kun indeksobligationer kan lægges til sikkerhed for indekslån.

§ 7

Pantebreve udstedt til realkreditinstituttet for forhåndslån skal fra starten have den forudsatte endelige prioritetsstilling.

Stk. 2

Hvis pantebrevet ikke er tinglyst uden præjudicerende anmærkninger inden 3 måneder efter udbetalingen af lånet, skal realkreditinstituttet kræve lånet indfriet, medmindre der er en fyldestgørende grund til fristoverskridelsen. I så fald kan realkreditinstituttet forlænge fristen med indtil 3 måneder.

Stk. 3

Hvis byggeriet ikke er påbegyndt inden 6 måneder efter udbetalingen af lånet, skal realkreditinstituttet kræve lånet indfriet, medmindre der er en fyldestgørende grund til fristoverskridelsen. I så fald kan realkreditinstituttet forlænge fristen med indtil 3 måneder.

Stk. 4

Hvis byggeriet ikke er afsluttet inden 2 år efter udbetalingen af lånet, skal realkreditinstituttet kræve lånet indfriet, medmindre der er en fyldestgørende grund til fristoverskridelsen. I så fald kan realkreditinstituttet forlænge fristen med indtil 1 år.

Stk. 5

Realkreditinstituttet kan undtagelsesvis forlænge fristen ud over de i stk. 2-4 fastsatte maksimale frister. Instituttet skal i så fald indberette fristforlængelsen til Tilsynet med Realkreditinstitutter. Indberetningen skal være ledsaget af en begrundelse for den meddelte fristforlængelse.

§ 8

Realkreditinstituttet skal løbende kontrollere udviklingen i byggeriet ved bebyggelser, hvor den samlede realkreditlångivning overstiger 25 mill. kr. Ved tolagsbelåning udøves kontrollen af enhedsprioriteringsinstituttet.

§ 9

Opdeler realkreditinstituttet på et eller andet tidspunkt et samlet realkreditlån for et projekt bestående af flere ejendomme opført med salg for øje i lån til hver ejendom, skal den stillede sikkerhed ligeledes opdeles, således at der er tilstrækkelig sikkerhed for hvert lån, jf. § 6.

§ 10

Når realkreditinstituttet ved besigtigelse har konstateret, at byggeriet af en ejendom, hvori der er ydet forhåndslån, er afsluttet, ansættes en værdi af ejendommen.

Stk. 2

Værdiansættelsen foretages efter bestemmelserne i Boligstyrelsens bekendtgørelse om værdiansættelse og låneudmåling.

Stk. 3

Konstateres det, at lånet ikke har sikkerhed inden for den i lov om realkreditinstitutter fastsatte maksimale lånegrænse for den pågældende ejendomskategori, skal realkreditinstituttet kræve lånet nedbragt, så det opnår den krævede sikkerhedsmæssige placering.

Stk. 4

Hvis en ejendom opført med salg for øje sælges til en pris, der er lavere end den ved forhåndslånets bevilling ansatte værdi, skal realkreditinstituttet kræve lånet nedbragt, så det opnår sikkerhed inden for den i lov om realkreditinstitutter fastsatte lånegrænse for den pågældende ejendomskategori.

Stk. 5

Dokumentation for udgifter for udført arbejde vedrørende om~ og tilbygning m.v. af ejerboliger til helårsbrug og fritidshuse skal være indsendt til realkreditinstituttet inden den endelige regulering af lånebeløbet. Lånebeløbet reguleres efter bestemmelserne i Boligstyrelsens bekendtgørelse om værdiansættelse og låneudmåling.

§ 11

Realkreditinstituttet kan først frigive den sikkerhed, der er stillet for forhåndslånet, når det er konstateret, at lånet ikke skal kræves nedbragt i henhold til § 10, stk. 3-5.

Stk. 2

For projekter bestående af flere ejendomme opført med salg for øje kan den stillede sikkerhed dog frigives, når mindst halvdelen af ejendommene er solgt til den forudsatte pris, forudsat at samtlige ejendomme er færdigopførte, og at lånet har den i § 10, stk. 3, krævede sikkerhedsmæssige placering.

Stk. 3

For ejendomme, der ikke er opført med salg for øje, kan den stillede sikkerhed frigives etapevis i takt med færdiggørelsen af selvstændige funktionsdygtige enheder af byggeriet.

Stk. 4

Etapevis frigivelse af den stillede sikkerhed kan ikke finde sted i andre tilfælde end dem, der omfattes af stk. 2 og 3.

§ 12

Realkreditinstitutterne indberetter ultimo hvert kvartal den samlede pålydende værdi af modtagne garantier for forhåndslån og lån ydet inden fremkomst af tinglyst pantebrev fra pengeinstitutter og forsikringsselskaber.

Stk. 2

Det samlede garantibeløb indberettes for hvert pengeinstitut og forsikringsselskab for sig.

Stk. 3

Tilsynet med Realkreditinstitutter giver nærmere anvisninger om indberetningen og kan i den forbindelse kræve, at indberetningen sker på edb-læsbart medie.

§ 13

Bekendtgørelsen træder i kraft ved offentliggørelsen i Lovtidende.

pre_paragraph I medfør af § 8, stk. 2 og § 11, stk. 2, i lov om realkreditinstitutter, jf. lovbekendtgørelse nr. 547 af 14. august 1986 som senest ændret ved lov nr. 860 af 23. december 1987 fastsættes:


Boligstyrelsen, den 24. juni 1988, den 24. juni 1988

/H. E. RASMUSSEN Lars Østergaard/

Bilag

GARANTIERKLÆRING VEDRØRENDE FORHÅNDSLÅN

I anledning af, at (realkreditinstituttets navn) har bevilget forhåndslån i ovennævnte ejendom, afgiver undertegnede følgende garantierklæring:

  1. Vi bekræfter, at pantebrevet for ovennævnte lån er eller uden unødigt ophold vil blive indleveret til tinglysning. Vi garanterer som selvskyldnerkautionist for, at lånet omgående vil blive indfriet, når (realkreditinstituttets navn) fremsætter anmodning herom, såfremt pantebrevet ikke er indleveret til (realkreditinstituttets navn) i endeligt tinglyst stand uden præjudicerende retsanmærkninger inden 3 måneder fra dato.
  1. Som selvskyldnerkautionist garanterer vi desuden for, at lånet omgående vil blive indfriet, når (realkreditinstituttets navn) fremsætter anmodning herom, såfremt byggeriet ikke er påbegyndt inden 6 måneder fra dato.
  1. Endvidere garanterer vi som selvskyldnerkautionist for opfyldelse af forpligtelserne ifølge pantebrevet, indtil lånet overgår til endeligt lån. Som selvskyldnerkautionist garanterer vi desuden for lånets indfrielse, helt eller delvis, når (realkreditinstituttets navn) fremsætter anmodning herom, hvilket i øvrigt kun vil kunne ske, såfremt det ikke inden 2 år fra lånets udbetaling godtgøres,

at byggearbejderne er afsluttet på lovlig vis, og

at eventuelle forudsatte offentlige garantier eller anden supplerende sikkerhed er tilvejebragt, samt

at ejendommen efter fuldførelsen under hensyn til de på tilbudstidspunktet gældende lånegrænser og de i tilbudet indeholdte vilkår ved instituttets endelige vurdering frembyder den efter realkreditinstituttets skøn fornødne sikkerhed.

  1. Nærværende garanti kan af os opsiges med 3 måneders varsel. I så fald garanterer vi som selvskyldnerkautionist for, at lånet omgående vil blive indfriet, når (realkreditinstituttets navn) fremsætter anmodning herom.
  1. Lånet vil først kunne overgå til endeligt lån, når eventuelt forfaldne terminsydelser vedrørende det pågældende lån samt andre lån i samme ejendom med samme kreditor er betalt, og alle vilkår i lånetilbudet er opfyldt, samt når en eventuelt berammet tvangsauktion, begæret på grundlag af ikke betalte ydelser på foranstående rettigheder, er afværget. Garantien omfatter tillige samtlige omkostninger i forbindelse med retsforfølgning.

. . . . . . . . . . . . . . . . , den . . . . .

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1988
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1988