Bekendtgørelse om miljømæssig vurdering af anlæg på søterritoriet
BEK nr 379 af 01/07/1988
§ 1
Reglerne i denne bekendtgørelse omfatter anlæg og foranstaltninger på søterritoriet, som er omfatter af direktiv nr. 85/337 (EØF) af 27. juni 1985 fra Rådet for De Europæiske Fællesskaber, idet de vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, og til hvis udførelse tilladelse fra Trafik- og Kommunikationsministeriet skal gives.
Reglerne i bekendtgørelsen gælder i alle tilfælde for søhandelshavne og i øvrigt efter Trafik- og Kommunikationsministeriets bestemmelse i det enkelte tilfælde.
§ 2
Ansøgning om tilladelse til at udføre anlæg eller foranstaltninger, der omfattes af § 1, stk. 2, skal i hvert fald indeholde:
- En beskrivelse af det påtænkte anlæg eller den påtænkte foranstaltning med oplysninger om placering, art og dimensioner, bilagt fornødent plan- og projektmateriale.
- En beskrivelse af påtænkte foranstaltninger med henblik på at undgå, nedbringe og om muligt neutralisere betydelige skadelige virkninger.
- De data, der er nødvendige for at konstatere og vurdere de væsentlige virkninger, projektet vil kunne få for miljøet.
- En beskrivelse af det miljø, som i væsentlig grad kan blive berørt af det foreslåede projekt, herunder navnlig befolkning, fauna, flora, jord, vand, luft, klimatiske forhold, materielle goder, herunder den arkitektoniske og arkæologiske kulturarv, landskab og den indbyrdes sammenhæng mellem ovennævnte faktorer.
- Et ikke-teknisk resume af de i nr. 1-4 omhandlede oplysninger.
Trafik- og Kommunikationsministeriet kan bestemme, at yderligere materiale til vurdering af mulige indvirkninger på miljøet skal tilvejebringes.
§ 3
Miljøministeriet eller en af dette udpeget styrelse skal afgive en udtalelse i de sager, der omfattes af denne bekendtgørelse.
§ 4
Ansøgning med det i § 2 nævnte materiale bekendtgøres ved Trafik- og Kommunikationsministeriets foranstaltning og for ansøgerens regning i et eller flere stedlige blade. I bekendtgørelsen anføres, hvortil bemærkninger til ansøgningen kan sendes inden for en nærmere angiven frist.
Trafik- og Kommunikationsministeriet bestemmer i det enkelte tilfælde om planer for anlægget m.v. skal fremlægges til gennemsyn på et for offentligheden tilgængeligt sted. Hvis fremlæggelse sker, skal dette fremgå af bekendtgørelsen.
Hvis orientering af offentligheden foretages efter andre regler, kan Trafik- og Kommunikationsministeriet bestemme, at reglerne i stk. 1 og stk. 2 ikke skal følges.
§ 5
Når tilladelse er givet, offentliggøres denne med de fastsatte vilkår ved Trafik- og Kommunikationsministeriets foranstaltning for ansøgerens regning i et eller flere stedlige blade.
§ 6
Bekendtgørelsen gælder ikke for Færøerne og Grønland.
§ 7
Bekendtgørelsen træder i kraft ved offentliggørelsen i Lovtidende.
pre_paragraph I medfør af statens højhedsret over søterritoriet, jf. straffelovens § 295 og § 20, stk. 2, i lov nr. 108 af 5. marts 1988 om kystbeskyttelse, fastsættes herved bestemmelser til gennemførelse af Rådet for De Europæiske Fællesskabers direktiv nr. (EØF) 85/337 af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, der er optaget som bilag til denne bekendtgørelse.
Trafik- og Kommunikationsministeriet, den 1. juli 1988, den 1. juli 1988
/H.P. CLAUSEN F. Reidar Jørgensen/
Bilag
RÅDETS DIREKTIV
af 27. juni 1985
om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet
(85/337/EØF)
RÅDET FOR DE EUROPÆISKE
FÆLLESSKABER HAR -
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab, særlig artikel 100 og 235,
under henvisning til forslag fra Kommissionen ( 1),
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet( 2),
under henvisning til udtalelse fra Det økonomiske og sociale Udvalg ( 3), og
ud fra følgende betragtninger:
Det understreges i handlingsprogrammerne af 1973 ( 4) og 1977 ( 5) for De europæiske Fællesskaber på miljøområdet samt i handlingsprogrammet af 1983 ( 6), hvis generelle retningslinjer er blevet godkendt af Rådet for De europæiske Fællesskaber og repræsentanterne for medlemsstaterne, at den bedste miljøpolitik består i at undgå dannelsen af forurening eller gener fra starten, frem for senere at forsøge at modvirke deres virkninger; der peges på, at virkningerne på miljøet skal tages i betragtning på et så tidligt stadium som muligt i alle tekniske planlægnings- og beslutningsprocesser; der skal med henblik herpå iværksættes procedure til vurdering af sådanne virkninger;
afvigelser i gældende lovgivning i de forskellige medlemsstater
vedrørende vurdering af offentlige og private projekters indvirkning på miljøet kan skabe ulige konkurrencevilkår og således direkte påvirke det fælles markeds funktion; der bør derfor ske en tilnærmelse af lovgivningerne, som fastsat i artikel 100 i traktaten;
det forekommer nødvendigt at virkeliggøre en af Fællesskabets målsætninger inden for miljøbeskyttelse og livskvalitet;
da traktaten ikke indeholder den fornødne særlige hjemmel hertil, bør traktatens artikel 235 anvendes;
der bør vedtages generelle principper for vurdering af indvirkningerne på miljøet med henblik på at udbygge og samordne procedurerne for tilladelse til offentlige og private projekter, som kan forventes at få stor indvirkning på miljøet;
tilladelse til offentlige og private projekter, som kan forventes at få betydelige indvirkninger på miljøet, bør først gives efter forudgående vurdering af de betydelige virkninger, disse projekter kan forventes at få på miljøet; denne vurdering bør foretages på grundlag af relevante oplysninger fra bygherren og eventuelt også fra de myndigheder og den offentlighed, der vil kunne berøres af projektet;
principperne for vurdering af indvirkningerne på miljøet bør harmoniseres navnlig med hensyn til, hvilke projekter der bør underkastes vurdering, bygherrens hovedforpligtelser samt indholdet af vurderingen;
projekter inden for visse kategorier har betydelige indvirkninger på miljøet, og sådanne projekter bør principielt underkastes en systematisk vurdering;
projekter inden for andre kategorier har ikke nødvendigvis i alle tilfælde betydelige indvirkninger på miljøet, og sådanne projekter bør underkastes en vurdering, når medlemsstaterne finder, at deres karakteristika gør det nødvendigt;
for de projekter, der underkastes en vurdering, bør der gives visse mindsteoplysninger vedrørende projektet og dets indvirkninger;
et projekts indvirkninger på miljøet bør vurderes under hensyn til ønsket om at beskytte menneskets sundhed, at bidrage til højere livskvalitet ved forbedring af miljøet, at sørge for de forskellige arters fortsatte beståen og at bevare økosystemets reproduktionsevne, som er selve grundlaget for livets fornyelse;
der er ikke grund til at anvende dette direktiv på projekter, der vedtages i enkeltheder ved en særlig national lov, idet de mål, der forfølges ved dette direktiv, herunder at stille oplysninger til rådighed, nås gennem lovgivningsprocessen;
det kan i undtagelsestilfælde være hensigtsmæssigt at fritage et konkret projekt for de vurderingsprocedurer, der er fastsat i dette direktiv på betingelse af, at Kommissionen underrettes på passende måde -
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
- Dette direktiv vedrører vurderingen af indvirkningen på miljøet af offentlige og private projekter, der er af en sådan beskaffenhed, at de vil kunne påvirke miljøet væsentligt.
- I dette direktiv forstås ved:
Projekt:
- gennemførelse af anlægsarbejder eller andre installationer eller arbejder,
- andre indgreb i det naturlige miljø eller i landskaber, herunder sådanne, der tager sigte på udnyttelse af ressourcer i undergrunden,
Bygherre:
Enten den person, der ansøger om godkendelse af et privat projekt, eller den offentlige myndighed, som tager initiativ til et projekt.
Tilladelse:
Afgørelse fra den eller de kompentente myndighed(er), som giver bygherren ret til at gennemføre projektet.
- Den eller de kompetente myndighed(er) er den(dem), som medlemsstaterne udpeger til at udføre de opgaver, der følger af dette direktiv.
- Dette direktiv vedrører ikke projekter, der tager sigte på det nationale forsvar.
- Dette direktiv finder ikke anvendelse på projekter, der vedtages i enkeltheder ved en særlig national lov, idet de mål, der forfølges ved dette direktiv, herunder at stille oplysninger til rådighed, nås gennem lovgivningsprocessen.
Artikel 2
- Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger med henblik på, at projekter, der bl.a. på grund af deres art, dimensioner eller placering, kan få væsentlig indvirkning på miljøet, undergives en vurdering af denne indvirkning, inden der gives tilladelse.
Disse projekter er defineret i artikel 4.
- Vurderingen af indvirkningen på miljøet kan indgå i medlemsstaternes gældende procedurer for projektgodkendelse eller, i mangel heraf, i andre procedurer eller i de procedurer, der skal udarbejdes for at opfylde dette direktivs målsætninger.
- Medlemsstaterne kan i undtagelsestilfælde fritage et konkret projekt helt eller delvist fra de i dette direktiv fastsatte bestemmelser.
Medlemsstaterne skal i så fald
a) undersørge, om der kan foretages en anden form for vurdering, og om der er grund til at stille de gennem en sådan vurdering indhentede oplysninger til rådighed for offentligheden;
b) stille oplysninger vedrørende en sådan undtagelse og grundene til, at den er blevet indrømmet, til rådighed for de berørte dele af offentligheden;
c) forud for tilladelsen underrette Kommissionen om begrundelse for den indrømmede undtagelse samt give den de oplysninger, som de måtte stille til rådighed for deres egne statsborgere.
Kommissionen fremsender straks de modtagne dokumenter til de øvrige medlemsstater.
Kommissionen underretter hvert år Rådet om anvendelsen af dette stykke.
Artikel 3
Vurderingen af indvirkningen på miljøet skal, afhængigt af hvert enkelt tilfælde og i overensstemmelse med artikel 4 til 11, bestå i på passende måde at påvise, beskrive og vurdere de direkte og indirekte virkninger af et projekt på følgende faktorer:
- mennesker, fauna og flora,
- jordbund, vand, luft, klima og landskab,
- sammenspillet mellem faktorerne i første og andet led;
- materielle goder og kulturarv.
Artikel 4
- Med forbehold af artikel 2, stk. 3, skal projekter, der henhører under de bilag I anførte grupper, vurderes i henhold til artikel 5 til 10.
- Projekter, der henhører under de i bilag II anførte grupper, vurderes i henhold til artikel 5 til 10, når medlemsstaterne finder, at det er påkrævet på grund af projekternes karakter.
Med henblik herpå kan medlemsstaterne navnlig udpege visse typer projekter, der skal vurderes, eller fastsætte kriterier og/eller grænseværdier for at afgøre, hvilke af projekterne henhørende under de i bilag II anførte kategorier, der skal vurderes i henhold til artikel 5 til 10.
Artikel 5
- For så vidt angår projekter, hvis indvirkning på miljøet i henhold til artikel 4 skal vurderes i oversstemmelse med artikel 5 til 10, træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at bygherren på passende vis giver de i bilag III omhandlede oplysninger, når
a) medlemsstaterne er af den opfattelse, at oplysningerne er relevante på et givet stadium i godkendelsesproceduren og for så vidt angår de særlige karakteristika, der gør sig gældende for et bestemt projekt eller en projekttype og for det miljø, som måtte blive berørt, og
b) medlemsstaterne finder, at det i betragtning af bl.a. den nuværende viden og de kendte vurderingsmetoder med rimelighed kan forlanges, at bygherren indsamler oplysninger.
- De oplysninger, som bygherren skal give i henhold til stk. 1, skal mindst omfatte
- en beskrivelse af projektet med oplysninger om placering, art og dimensioner;
- en beskrivelse af påtænke foranstaltninger med henblik på at undgå, nedbringe og om muligt neutralisere betydelige skadelige virkninger;
- de data, der er nødvendige for at konstatere og vurdere de væsentlige virkninger, projektet vil kunne få for miljøet;
- et ikke-tekniske resumee af de i første til tredje led omhandlede oplysninger.
- Når medlemsstaterne finder det nødvendigt, sørger de for, at myndigheder, som er i besiddelse af relevante oplysninger, stiller disse til rådighed for bygherren.
Artikel 6
- Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til, at de myndigheder, som på grund af deres særlige ansvar på miljøområdet kan blive berørt af projektet, får mulighed for at afgive udtalelse om ansøgningen om tilladelse. Medlemsstaterne udpeger i dette øjemed de myndigheder, der skal høres, generelt eller i hvert enkelt tilfælde, når ansøgningerne om godkendelse indgives. Disse myndigheder underrettes om de i henhold til artikel 5 indhentede oplysninger. De nærmere regler for denne høring fastsættes af medlemsstaterne.
- Medlemsstaterne sørger for,
- at enhver anmodning om tilladelse såvel som de oplysninger, der er indhentet i henhold til artikel 5, stilles til rådighed for offentligheden;
- at de berørte dele af offentligheden får lejlighed til at udtale sig, inden projektet påbegyndes.
- De nærmere enkeltheder ved denne underretning og denne høring fastlægges af medlemsstaterne, som afhængigt af de pågældende projekters eller steders særlige karakter navnlig kan:
- afgøre, hvilke dele af offentligheden der er tale om;
- fastsætte, hvor oplysningerne kan indhentes;
- fastlægge nærmere, hvorledes offentligheden kan underrettes f.eks. gennem bekendtgørelse ved opslag inden for en vis radius eller i lokale dagblade, tilrettelæggelse af udstillinger med planer, tegninger, oversigter, grafiske fremstillinger og modeller;
- afgøre, hvorledes offentligheden skal høres, f.eks. ved skriftlig forelæggelse, rundspørge;
- fastsætte passende tidsrum for de forskellige etaper i proceduren for at sikre, at afgørelserne træffes inden for rimelige frister.
Artikel 7
Såfremt en medlemsstat konstaterer, at et projekt vil kunne få betydelig indvirkning på miljøet i en anden medlemsstat, eller hvis en medlemsstat, der vil kunne berøres i betydelig grad, anmoder derom, fremsender den medlemsstat, på hvis område det er foreslået at udføre projektet, de oplysninger, der er indhentet i henhold til artikel 5, til den anden medlemsstat, samtidig med at den gør dem tilgængelige for sine egne statsborgere. Disse oplysninger ligger til grund for enhver nødvendig høring inden for rammerne af de to medlemsstaters bilaterale forbindelser på grundlag af gensidighed og ligestilling.
Artikel 8
De i henhold til artikel 5, 6 og 7 indhentede oplysninger skal tages i betragtning i forbindelse med godkendelsesproceduren.
Artikel 9
Når der er truffet beslutning, stiller den (de) kompetente myndighed(er) følgende til rådighed for de berørte dele af offentligheden:
- indholdet af beslutningen og de betingelser, der eventuelt er knyttet til beslutningen;
- de begrundelser og betragtninger, der ligger til grund for beslutningen, når dette er fastsat i medlemsstaternes lovgivning.
Medlemsstaterne fastlægger retningslinjerne for denne underretning.
Såfremt en anden medlemsstat er blevet underrettet i henhold til artikel 7, underrettes den ligeledes om den pågældende beslutning.
Artikel 10
Dette direktiv berører ikke de kompetente myndigheders pligt til at overholde de begrænsninger, som i de enkelte staters retsforskrifter og administrative bestemmelser samt gældende sædvane eller praksis er indført af hensyn til industrielle hemmeligheder og forretningshemmeligheder samt af hensyn til almenvellet.
Hvor artikel 7 finder anvendelse, er tilsendelse af oplysninger til eller modtagelse af oplysninger fra en anden medlemsstat underlagt de begrænsninger, der gælder i den medlemsstat, hvor projektet foreslås gennemført.
Artikel 11
- Medlemsstaterne og Kommissionen udveksler oplysninger om erfaringerne med hensyn til anvendelsen af dette direktiv.
- Medlemsstaterne meddeler navnlig Kommissionen de kriterier og/eller grænseværdier, der i givet fald vedtages med henblik på udvælgelse af de pågældende projekter i henhold til artikel 4, stk. 2, eller de typer projekter, der efter artikel 4, stk. 2, skal vurderes i henhold til artikel 5 til 10.
- Fem år efter dette direktivs meddelelse tilsender Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en beretning om direktivets gennemførelse og virkning. Beretningen skal udarbejdes på grundlag af ovennævnte udveksling af oplysninger.
- På grundlag af denne udveksling af oplysninger forelægger Kommissionen om fornødent Rådet supplerende forslag med henblik på en tilstrækkelig samordnet gennemførelse af dette direktiv.
Artikel 12
- Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme dette direktiv inden tre år fra dets meddelelse ( 7).
- Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 13
Bestemmelser i dette direktiv berører ikke medlemsstaternes adgang til at fastsætte strengere regler for så vidt angår anvendelsesområdet og proceduren for vurdering af indvirkningerne på miljøet.
Artikel 14
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Bilag I
PROJEKTER OMHANDLET I ARTIKEL 4, STK. 1
- Råolieraffinaderier undtagen virksomheder, der udelukkende fremstiller smøremidler på grundlag af råolie samt anlæg til forgasning og fortætning af mindst 500 tons kul eller bituminøs skifer om dagen
- Konventionelle kraftværker og andre fyringsanlæg med en termisk ydelse på mindst 300 MW samt kernekraftværker og andre kernereaktorer (bortset fra forskningsanlæg til fremstilling og forarbejdning af spaltelige og fertile stoffer, hvis maksimumskapacitet ikke overstiger 1 kW vedvarende termisk ydelse)
- Anlæg, der udelukkende er bestemt til varig deponering eller endelig bortskaffelse af radioaktivt affald
- Integrerede jern- og stålværker til fremstilling af råjern og råstål
- Anlæg til udvinding af asbest såvel som til behandling og forarbejdning af asbest og af produkter, der indeholder asbest; for så vidt angår produkter i asbestcement, med en årlig produktion på over 20.000 tons færdige produkter; for så vidt angår fritionspakninger, med en årlig produktion på 50 tons færdige produkter, samt for så vidt angår anden anvendelse af asbest, med et årligt forbrug heraf på over 200 tons
- Intergrerede kemiske anlæg
- Anlæg af motorveje, motortrafikveje ( 8), nyanlæg til jernbanefjerntrafik samt lufthavne ( 9) med en start- og landingsbane på 2.100 m og derover
- Søhandelshavne samt vandveje og havne til indre sejlads, der kan besejles og anløbes af skibe på over 1.350 tons
- Anlæg til bortskaffelse af giftigt og farligt affald ved forbrænding, kemisk behandling eller deponering i jorden
Bilag II
PROJEKTER OMHANDLET I ARTIKEL 4, STK. 2
- Landbrug
a) Projekter vedrørende sammenlægninger
b) Projekter vedrørende inddragning af uopdyrket land eller delvise naturområder til intensiv landbrugsvirksomhed
c) Vandforvaltningsprojekter inden for landbruget
d) Nyplantning af skov, hvis sådan indebærer risiko for negative økologiske forandringer, samt rydning med henblik på omlægning til anden arealudnyttelse
e) Bedrifter indrettet til fjerkræhold
f) Bedrifter indrettet til svinehold
g) Laksedambrug
h) Landindvinding fra havet
- Udvindingsindustrier
a) Tørvegravning
b) Dybdeboringer bortset fra boringer til undersøgelse af jordbundens fasthed, navnlig
- geotermiske boringer
- boringer til nukleart affald
- vandforsyningsboringer
c) Udvinding af andre mineraler end metal- og energiholdige mineraler, som f.eks. marmor, sand, grus, skifer, salt, fosfater og kali
d) Udvinding af sten- og brunkul i underjordiske brud
e) Udvinding af sten- og brunkul i dagbrud
f) Udvinding af råolie
g) Udvinding af naturgas
h) Udvinding af malme
i) Udvinding af bituminøs skifer
j) Udvinding af andre mineraler end metal- og energiholdige mineraler i dagbrud
k) Overfladeanlæg til udvinding af stenkul, råolie, naturgas og malme samt bituminøs skifer
l) Koksværker (tørdestillation af kul)
m) Anlæg til cementfremstilling
- Energiindustrien
a) Industrinanlæg til fremstilling af elektrisk energi, damp og varmt vand (for så vidt de ikke er omfattet af bilag I)
b) Industrianlæg til transport af gas, damp og varmt vand; tranport af elektrisk energi gennem luftledninger
c) Oplagring af naturgas over jorden
d) Oplagring af brændselsgas i underjordiske beholdere
e) Oplagring af fossilt brændsel over jorden
f) Industriel brikettering af sten- og brunkul
g) Anlæg til fremstilling eller berigning af nukleart brændsel
h) Anlæg til oparbejdning af bestrålet nukleart brændsel
i) Anlæg til indsamling og behandling af radioaktivt affald (for så vidt de ikke er omfattet af bilag I)
j) Anlæg til fremstilling af hydroelektrisk energi
- Bearbejdning af metaller
a) Jern- og stålværker, herunder støberier, smedeværksteder, trådtrækkerværksteder og valseværker (for så vidt de ikke er omfattet af bilag I)
b) Produktionsanlæg, herunder anlæg til smeltning, friskning, trådtrækning og valsning af ikke-jernholdige metaller undtagen ædelmetaller
c) Stansning og tilklipning af svært støbegods
d) Overfladehærdning og -behandling af metaller
e) Kedelsmedjer samt fremstilling af beholdere og andre stålpladearbejder
f) Fremstilling og samling af biler samt fremstilling af motorer til sådanne
g) Skibsværfter
h) Anlæg til fremstilling og reparation af luftfartøjer
i) Fremstilling af jernbanemateriel
j) Eksplosionsformgivning (dybtrykning)
k) Anlæg til kalcinering og udfritning af malm
- Glasfremstilling
- Kemisk industri
a) Behandling af mellemprodukter og fremstilling af kemiske produkter (bortset fra dem, der er omfattet af bilag I)
b) Fremstilling af pesticider og farmaceutiske produkter, af maling og lak, af elastomerer og peroxider
c) Anlæg til oplagring af olie samt petrokemiske og kemiske produkter
- Levnedsmiddelindustrien
a) Industri til bearbejdning af vegetabilske og animalske fedtstoffer
b) Fabrikker til konservering af animalske og vegetabilske produkter
c) Fremstilling af mejeriprodukter
d) Brygning og maltning
e) Sukkervareindustrier
f) Slagterier
g) Fremstilling af stivelse og stivelsesprodukter
h) Fiskemels- og fiskeoliefabrikker
i) Sukkerfabrikker
- Tekstil-, læder, træ- og papirindustri
a) Fabrikker til vask, affedtning og blegning af uld
b) Fremstilling af plader af fibre, pulp og krydsfiner
c) Fremstilling af papirmasse, papir og pap
d) Fiberfarverier
e) Anlæg til fremstilling og bearbejdning af cellulose
f) Garverier
- Gummiindustri
Fremstilling og behandling af produkter på grundlag af elastomerer
- Infrastrukturprojekter
a) Anlægsarbejder i industrizoner
b) Anlægsarbejder i byzoner
c) Bjerg- og svævebaner
d) Anlæg af veje, havne, herunder fiskerihavne, og flyvepladser (projekter, som ikke er omfattet af bilag I)
e) Anlæg til regulering af vandløb
f) Dæmninger og andre anlæg til opstuvning eller varig oplagring af vand
g) Sporvogne, høj- og undergrundsbaner, svævebaner eller lignende baner af særlig bygningstype, der udelukkende eller overvejende tjener til personbefordring
h) Anlæg af olie- og gasledninger
i) Anlæg af vandledninger over større afstande
j) Lystbådehavne
- Andre projekter
a) Feriebyer, hotelkomplekser
b) Permanente baner til væddeløb samt til prøvekørsel af biler og motorcykler
c) Anlæg til bortskaffelse af industri- og husholdningsaffald (for så vidt de ikke er omfattet af bilag I)
d) Rensningsanlæg
e) Områder til oplagring af slam fra rensningsanlæg
f) Skrotoplagring
g) Prøveanlæg for motorer, turbiner eller reaktorer
h) Fremstilling af kemofibre
i) Fremstilling eller emballering af eller ladning med krudt eller sprængstoffer
j) Tilhugningsværksteder
- Ændring af projekter i bilag I samt projekter i bilag I, som udelukkende eller hovedsagelig tjener til udvikling og afprøvning af nye metoder eller produkter, og som ikke anvendes mere end eet år.
Bilag III
OPLYSNINGER I HENHOLD TIL ARTIKEL 5, STK. 1
- Beskrivelse af projektet, herunder navnlig
- en beskrivelse af hele projektets fysiske karakteristika samt arealanvendelsesbehovet under bygnings- og driftfaserne;
- en beskrivelse af de væsentligste karakteristika for produktionsprocesserne, f.eks. type og mængde af de anvendte materialer;
- Et skøn efter type og mængde, over forventede reststoffer og emissioner (vand, luft- og jordbundsforurening, støj, vibrationer, lys, varme, stråling, osv.) i forbindelse med driften af det foreslåede projekt.
- Om fornødent en oversigt over de væsentligste alternativer, som bygherren har undersøgt, og oplysninger om de vigtigste grunde til valget under hensyn til virkningerne på miljøet.
3 En beskrivelse af det miljø, som i væsentlig grad kan blive berørt af det foreslåede projekt, herunder navnlig befolkning, fauna, flora, jord, vand, luft, klimatiske forhold, materielle goder, herunder den arkitektoniske og arkæologiske kulturarv, landskab og den indbyrdes sammenhæng mellem ovennævnte faktorer.
- En beskrivelse ( 10) af, hvilke betydelige virkninger på miljøet det foreslåede projekt vil kunne få:
som følge af
- tilstedeværelsen af projektet som helhed;
- anvendelsen af naturlige ressourcer;
- emissionen af forurenende stoffer, opståelsen af gener og bortskaffelsen af affald;
samt bygherrens angivelse af, hvilke metoder der er anvendt til forudberegningen af virkningerne på miljøet
- En beskrivelse af de foranstaltninger, der påtænkes med henblik på at undgå, nedbringe og om muligt neutralisere betydelige skadelige virkninger på miljøet
- Et ikke-tekniske resumee af de på grundlag af ovennævnte punkter fremsendte oplysninger
- En oversigt over eventuelle vanskeligheder (tekniske mangler eller manglende viden), som bygherren er kommet ud for i forbindelse med indsamlingen af de fornødne oplysninger
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1988
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1988