Bekendtgørelse om Akademiet for de skønne Kunster
BEK nr 393 af 05/07/1988
§ 1
Akademiet for de skønne Kunster virker til kunstens fremme og som statens rådgiver i kunstneriske spørgsmål.
Akademiet behandler henvendelser fra statslige myndigheder. Akademiet kan på eget initiativ indhente oplysninger fra og fremsætte erklæringer over for statslige myndigheder og institutioner samt over for offentligheden.
Akademiet står til rådighed som rådgiver i kunstneriske spørgsmål for amtskommunale og kommunale myndigheder.
Akademiet yder bistand til statens kunstskoler, i henhold til de for skolerne gældende regler.
Akademiet uddeler efter herom i reglement fastsatte regler de medaljer, præmier og priser, der henhører under Akademiet.
Akademiets virksomhed udøves gennem Akademiraadet, jfr. § 4. Kunstnersamfundet
§ 2
Kunstnersamfundet vælger medlemmerne af Akademiet for de skønne Kunster samt halvdelen af medlemmerne i Akademiraadets og Kunstnersamfundets Jury, jfr. § 5.
Kunstnersamfundets medlemmer er inden for sektionerne malere, billedhuggere og arkitekter, herunder udøvere af tilgrænsende kunstarter, følgende:
- Kunstnere, der har vundet Akademiets prisopgave.
- Kunstnere, der som medlem af en arbejdsgruppe har vundet Akademiets prisopgave, og hvis kunstneriske virksomhed anerkendes af Juryen.
- Billedkunstnere, der har udstillet 5 gange på censureret udstilling, og hvis kunstneriske virksomhed anerkendes af Juryen.
- Arkitekter, der har udført selvstændige arbejder, som har opnået Juryens anerkendelse.
- Billedkunstnere og arkitekter, der uden at opfylde de foran nævnte betingelser, på grundlag af mindst tilsvarende kvalifikationer har opnået Juryens anerkendelse med mindst 2/3 af jurymedlemmernes stemmer.
Medlemskab af Kunstnersamfundet forudsætter dansk indfødsret eller fast bopæl i Danmark.
Nye medlemmer af Kunstnersamfundet optages for 12 år ad gangen. Umiddelbart inden udløbet af en optagelsesperiode skal juryen afgøre, om de pågældendes medlemskab kan forlænges for de kommende 12 år. Ved afgørelsen heraf skal juryen alene vurdere, om medlemmet stadigt er aktivt udøvende kunstner indenfor arkitektur, billedhugger- og malerkunst eller tilgrænsende kunstarter. Akademiet for de skønne Kunster
§ 3
Akademiet for de skønne Kunster består af indtil 72 medlemmer, som vælges for en periode af seks år.
Hver af Kunstnersamfundets tre sektioner vælger blandt sine medlemmer 20 kunstnere til Akademiet samt 10 suppleanter for disse. Halvdelen heraf fratræder hvert tredie år efter tur.
Akademiraadet vælger indtil 12 medlemmer af Akademiet og er ved valget ikke udelukkende bundet til kunstnerstanden. Disse medlemmer er hverken valgberettigede eller valgbare ved valget til Akademiraadet, jfr. § 4, stk. 1. Valg kan finde sted indenfor en seksårig valgperiode med virkning for resten af denne.
I Akademiet kan indvælges indenlandske såvel som udenlandske æresmedlemmer, som ikke behøver at være knyttet til kunstnerstanden.
Akademiets medlemmer, jfr. stk. 2 og 3, har pligt til at lade sig indvælge i de udvalg, som Akademiraadet nedsætter, og bistår i øvrigt ved løsning af de opgaver, som påhviler rådet.
Akademiets præsident vælges af Akademiraadet, jfr. § 4, stk. 3. Akademiraadet
§ 4
Akademiraadet består af 12 medlemmer, valgt for en periode af 2 år af og blandt de af Kunstnersamfundet valgte medlemmer af Akademiet. Rådet er sammensat af 3 faggrupper, hver bestående af 4 repræsentanter for hver af akademiets sektioner, valgt sektionsvis. På tilsvarende måde vælges 6 suppleanter, to for hver sektion.
Halvdelen af hver faggruppes medlemmer fratræder efter tur hvert år. I tilfælde, hvor et medlem indtræder i eller bliver valgt som suppleant til Akademiraadet midt i en valgperiode, gælder medlemskabet dog kun for den resterende del af valgperioden. Bliver et medlem af Akademiet ved indgangen til det sidste år af sin valgperiode valgt til medlem af eller suppleant til Akademiraadet, gælder dette valg kun 1 år, medmindre den pågældende bliver genvalgt til Akademiet.
Akademiraadet vælger hvert år af sin midte rådets formand, der tillige er Akademiets præsident. Umiddelbart genvalg kan kun finde sted 2 gange.
Akademiraadets formand kan ikke tillige være rektor for en af statens arkitekt- eller billedkunstskoler eller konservatorskolen.
I tilfælde af forfald udpeger vedkommende rådsmedlem sin suppleant blandt de til faggruppen valgte suppleanter. Subsidiært indkaldes først den suppleant, der er valgt for samme valgperiode. Akademiraadets og Kunstnersamfundets Jury
§ 5
Juryen optager medlemmer i Kunstnersamfundet, jfr. § 2, udtaler sig om ansøgninger vedrørende økonomisk støtte til udstillinger samt meddeler, hvilke udstillinger, der i henhold til den af Akademiraadet udstedte Norm for Udstillingssammenslutningernes Stemmeret er valgberettigede til Statens Kunstfonds repræsentantskab, bestyrelsen for Udstillingsbygningen ved Charlottenborg, Komiteen for Internationale Kunstudstillinger og bestyrelsen for Kulturministeriets udstillingssted »Overgaden«.
Juryen består af 12 medlemmer af Kunstnersamfundet, heraf 4 fra hver sektion. Akademiraadet og Kunstnersamfundet vælger hver halvdelen med 2 fra hver sektion. Inden for hver halvdel vælges 6 suppleanter.
Valgene til Juryen sker for 6 år. Hvert tredie år fratræder halvdelen af de medlemmer og suppleanter, der er valgt af Kunstnersamfundet, og halvdelen af de medlemmer og suppleanter, der er valgt af Akademiraadet. Umiddelbart genvalg kan ikke finde sted.
I tilfælde af forfald indtræder den suppleant, der er valgt for samme valgperiode og samme valggruppe. Subsidiært indtræder suppleanter i følgende orden: Den suppleant, der er valgt for en anden valgperiode af den samme valggruppe, den suppleant, der er valgt for samme valgperiode af den anden valggruppe, den suppleant, der er valgt for en anden valgperiode af den anden valggruppe.
Udtræder medlemmer af Juryen i løbet af en seks-årig valgperiode, kan Akademiraadet foretage supplerende valg til Juryen for resten af valgperioden, også såfremt de pågældende medlemmer er valgt af Kunstnersamfundet. Regler om valg, organisation og virksomhed
§ 6
De nærmere regler om de ovenfor nævnte organers valg, organisation og virksomhed, herunder om i hvilket omfang sådanne regler kan udformes af Akademiraadet, fastsættes af kulturministeren. Fællesregler for Det kongelige Danske Kunstakademis institutioner
§ 7
Akademiet for de Skønne Kunster og Det Kgl. Danske Kunstakademis skoler udgør tilsammen Det Kgl. Danske Kunstakademis institutioner. Formanden for Akademiraadet afgør sammen med formanden for Kunstakademiets fællesudvalg alle spørgsmål om personale, lokaler, samlinger m.m., der vedrører forholdet mellem Akademiet og Kunstakademiets skoler.
§ 8
Kgl. anordning af 10. august 1979 om Akademiet for de skønne Kunster ophæves.
Overordentlige medlemmer og æresmedlemmer, valgt under tidligere anordninger, bevarer deres medlemskab. Overgangsbestemmelser
§ 9
Kunstnere, der ved denne bekendtgørelses ikrafttræden er medlemmer af Kunstnersamfundet, bevarer deres livsvarige medlemskab.
Kulturministeriet, den 5. juli 1988, den 5. juli 1988
/OLE VIG JENSEN Helvinn Høst Jensen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1988
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1988