Bekendtgørelse om instruks for veterinærpolitiet om foranstaltninger mod rabies (hundegalskab)

En politimyndighed, der modtager underretning om, at et husdyr anses som mistænkt for at være angrebet af rabies, jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 914 af 15. december 1987 om bekæmpelse af rabies (hundegalskab), eller som på anden måde kommer til kundskab om, at et husdyr mistænkes for at være angrebet af nævnte sygdom, skal omgående foranledige, at der tilkaldes en dyrlæge.

En dyrlæge, der tilkaldes af besidderen af et husdyr eller af politiet i anledning af, at husdyret anses som mistænkt for at være angrebet af rabies, skal i det omfang, det er muligt, underkaste dyret en undersøgelse. Såfremt han hos dyret konstaterer et eller flere af de i § 1, stk. 1, i fornævnte bekendtgørelse omtalte symptomer, skal han omgående telefonisk underrette vedkommende politimester, veterinærinspektør, kredsdyrlæge og embedslæge om sagen, og han skal snarest muligt derefter sende en skriftlig indberetning om sagen til politimesteren, der snarest muligt skal videresende indberetningen med sine eventuelle bemærkninger til vedkommende veterinærinspektør.

Dyrlægen skal påse, at der forholdes med det mistænkte dyr i overensstemmelse med de i § 1, stk. 3-5, i fornævnte bekendtgørelse fastsatte bestemmelser, og indskærpe besidderen de ham i henhold til disse bestemmelser påhvilende pligter samt pålægge besidderen at drage omsorg for, at dyret fodres og røgtes af en bestemt person.

Dyrlægen skal regelmæssigt tilse et isoleret husdyr i tilsynsperioden. Såfremt besidderen underretter ham om yderligere symptomer på rabies hos dyret, skal han straks tilse dette. Dyret skal altid tilses på 6.-dagen og på 14.-dagen efter etableringen af tilsynet. Såfremt dyrlægen efter sidstnævnte undersøgelse finder, at der intet grundlag er for at opretholde mistanken om, at dyret er angrebet af rabies, skal han underrette besidderen herom og om, at de i § 1, stk. 3, i fornævnte bekendtgørelse omhandlede foranstaltninger ikke længere skal iagttages. Hvis dyrlægen derimod ikke mener at kunne betragte mistanken som bortfaldet, skal han telefonisk drøfte sagen med vedkommende veterinærinspektør, der afgør, om tilsynsperioden skal forlænges.

Den kliniske diagnose rabies må ikke stilles, medmindre Veterinærdirektoratets godkendelse heraf foreligger. Så snart diagnosen rabies er stillet, meddeler Veterinærdirektoratet kredsdyrlægen, om dyret straks skal aflives ved veterinærpolitiets foranstaltning, eller - såfremt direktoratet ikke ønsker dyret aflivet - hvordan der skal forholdes med dyret.

En politimyndighed, der modtager anmeldelse om et vildtlevende dyr, der formodes at være angrebet af rabies, jf. § 4 i fornævnte bekendtgørelse, skal omgående underrette vedkommende veterinærinspektør eller kredsdyrlæge herom og skal endvidere drage omsorg for, at dyret nedskydes. Skydningen skal så vidt muligt ske således, at dyrets hoved ikke beskadiges.

Såfremt et særlig værdifuldt stykke kvæg eller en særlig værdifuld hest er blevet bidt af et af rabies angrebet dyr, kan Veterinærdirektoratet tillade, at aflivning undlades, jf. § 3, stk. 2, i fornævnte bekendtgørelse. Tilladelsen skal betinges af følgende, som besidderen skriftligt skal forpligte sig til at overholde i 12 måneder:

a) Dyret må ikke komme i berøring med andre husdyr og skal holdes opstaldet på ejendommen. En hest kan dog anvendes til arbejde på ejendommens egne marker, såfremt den er forsynet med mundkurv. Uvedkommende personer må ikke have adgang til dyret. Dyret skal så vidt muligt fodres og røgtes af en bestemt person, der ikke må have sår på udækkede legemsdele. Såfremt den pågældende tilsmudses med snavs fra dyret, skal han desinficere sig, og der skal derfor i stalden være anbragt en spand eller lignende med en 20/00 natriumhydroxydopløsning.

b) Såfremt dyret malkes, kan mælken uden kogning føres til et mejeri under forudsætning af, at dyret ikke viser symptomer på rabies, jf. § 1, stk. 1, i fornævnte bekendtgørelse. Såfremt dyret viser sådanne symptomer, skal mælken nedgraves i mindst 1,3 meters dybde. Nedgravning må ikke ske i møddingen.

c) Såfremt dyret dør eller viser symptomer på rabies, skal dyrlægen omgående tilkaldes.

d) Såfremt dyret dør eller aflives, skal det obduceres, jf. § 4, stk. 2. Kød og organer m.v. må ikke bruges til føde for mennesker eller dyr. Der skal forholdes med kadaveret i overensstemmelse med de i § 4, stk. 3, fastsatte bestemmelser.

e) Besidderen skal afholde alle de med gennemførelsen af de omhandlede foranstaltninger forbundne udgifter.

Dyrlægen skal tilse de i stk. 1 omhandlede dyr en gang om måneden i de første 3 måneder og endvidere umiddelbart før udløbet af den i stk. 1 nævnte 12 måneders frist. I øvrigt skal dyrlægen straks undersøge dyret, såfremt besidderen underretter ham om, at dyret er død eller har vist symptomer på rabies. Såfremt det konstateres, at dyret er angrebet af rabies, skal dyrlægen forhandle med Veterinærdirektoratet om, hvordan der videre skal forholdes med dyret.

Aflivning af et mindre dyr, der er angrebet af rabies eller mistænkt herfor, skal ske ved bladskud eller med kulilte, f.eks. udstødningsgas fra et automobil. Æter eller kloroform kan anvendes ved aflivning af dyrene. Benyttelse af medikamenter, der kan tænkes at beskadige eventuelt virus og derved vanskeliggøre diagnostikken, skal undgås. Aflivning af større husdyr som kvæg og heste skal ske ved hjerte- eller bladskud eller eventuelt ved anvendelse af boltpistol.

Når et dyr, der er angrebet af rabies eller mistænkt herfor, er død eller aflivet, skal det obduceres. Dyrlægen skal endvidere på den hurtigste måde til Statens Veterinære Serumlaboratorium, Bülowsvej 27, 1870 Frederiksberg C, indsende hovedet af det døde dyr med de øverste halshvirvler. Af mindre dyr kan eventuelt hele kadaveret indsendes. Materialet skal nedlægges i en plasticpose el. lign., og i øvrigt skal der ved indpakningen anvendes vandsugende stof i nødvendigt omfang. Der må ikke ved emballeringen anvendes desinfektionsmidler, da benyttelse heraf kan gøre materialet uegnet til podning. I øvrigt skal de til enhver tid gældende bestemmelser om emballering af smittefarlige forsendelser iagttages. Forsendelsen skal være vedlagt et omhyggeligt udfyldt eksemplar af en af serumlaboratoriet til brug ved sådanne forsendelser udarbejdet blanket.

Dyrlægen skal påse, at resten af kadaveret med hud og hår, efter at huden er sønderskåret på kroppen, nedgraves i mindst 1,3 meters dybde og overhældes med lysol eller kreolin. Kadavere af større dyr kan dog tilføres en destruktionsanstalt under forudsætning af, at lederen af denne samt den ved anstalten ansatte tilsynsførende dyrlæge i hvert enkelt tilfælde gøres opmærksom på den med transporten og behandlingen af kadaveret forbundne smitterisiko. Afhudning af kadaveret må ikke finde sted. Destruktionsanstalten skal instrueres om i fornødent omfang at foretage desinfektion af transportvogn, lokaler og personale m.v.

Dyrlægen skal underrette vedkommende veterinærinspektør om det passerede og skal afgive en skriftlig indberetning indeholdende en obduktionsberetning til politimesteren, der snarest muligt skal tilstille Veterinærdirektoratet indberetningen tilligemed en udskrift af det, der er tilført politiprotokollen om sagen.

I tilfælde, hvor et dyr er død eller aflivet på grund af rabies, skal dyrlægen foranledige, at det rum, bur etc., hvori dyret har opholdt sig, samt alle genstande, der har været udsat for besudling med snavs, urin og gødning m.v. fra dyret, grundigt renses ved afvaskning med en varm opløsning af soda (5 pct.) og derefter desinficeres i det omfang, dette må anses for nødvendigt for at hindre smittespredning. Som desinfektionsmiddel skal anvendes enten en 20/00 natriumhydroxydopløsning eller en 20/00 formaldehydopløsning (60 g solutio formaldehydi til 1 liter vand).

Dyrets gødning og strøelse, der har været anvendt til dyret, skal brændes eller nedgraves i mindst 1,3 meters dybde. Jord, der er blevet besudlet som i stk. 1 anført, samt eventuel mælk fra dyret skal nedgraves i nævnte dybde.

Såfremt det pågældende dyr er en hund eller kat, skal puder, hynder, tæpper, kæder, bånd, tøjler, dækkener, mundkurve og kurve m.m., der har været anvendt til dyret, brændes.

Dyrlægen skal i videst muligt omfang påse, at personer med sår på udækkede legemsdele ikke beskæftiger sig med dyr, der er angrebet af rabies eller mistænkt herfor, eller med nedslagning, obduktion og nedgravning af sådanne dyr eller med rengøring og desinfektion m.v. i henhold til § 5, og han skal i fornødent omfang instruere personer, der beskæftiges som anført, om den med arbejdet forbundne risiko og om, hvilke forsigtighedsforanstaltninger der bør iagttages ved arbejdets udførelse, herunder eventuel anvendelse af gummihandsker. Han skal drage omsorg for, at der i fornødent omfang er desinfektionsmidler til stede. Såfremt nogen i dyrlægens nærværelse under udførelse af sådant arbejde pådrager sig en læsion, skal dyrlægen sørge for, at der straks foretages en foreløbig behandling af den pågældende ved meget grundig udvaskning af læsionen med koncentreret sæbeopløsning (2 pct. blød sæbe i vand) med påfølgende meget grundig udskylning med vand. Dyrlægen skal derefter pålægge den pågældende omgående at søge lægehjælp.

Når der er konstateret rabies hos en hund eller en kat, skal politimesteren, hvis Veterinærdirektoratet anmoder om det, snarest muligt etablere et afspærringsdistrikt, hvis omfang fastsættes af Veterinærdirektoratet efter forhandling med politimesteren. Politimesteren kan efter forhandling med vedkommende veterinærinspektør samle flere afspærringsdistrikter, der ligger i nærheden af hinanden, til et afspærringsdistrikt. Distrikternes grænser skal så vidt muligt følge naturlige grænselinjer i terrænet.

Såfremt rabies konstateres hos andre dyr end hunde og katte, eller såfremt det må antages, at et dyr er angrebet af sygdommen, skal der etableres et afspærringsdistrikt, hvis Veterinærdirektoratet anmoder politimesteren herom.

Etablering af et afspærringsdistrikt skal kundgøres af politiet ved avertering i de lokale blade samt ved opslag, der udleveres fra Veterinærdirektoratet. Såfremt der ikke oprettes et afspærringsdistrikt i tilfælde, hvor rabies er konstateret, jf. stk. 2, skal politimesteren foranledige, at sygdomsudbruddet gøres til genstand for omtale i de lokale blade.

På de veje, der fører ind i et afspærringsdistrikt, skal der ved politiets foranstaltning anbringes tavler af holdbart materiale, hvorpå er anført »Rabies (hundegalskab). Afspærringsdistrikt. Politiet.«

Politiet skal medvirke til, at påbudte vaccinationer af hunde gennemføres. Vaccination af en hund skal i videst muligt omfang foretages af besidderens sædvanlige dyrlæge. Dyrlægen skal i forbindelse med vaccinationen udlevere besidderen af hunden det med vaccinen følgende mærke og gøre ham bekendt med, at mærket skal anbringes i hundens halsbånd.

Ophævelse af et afspærringsdistrikt foretages af politimesteren efter forud indhentet godkendelse af Veterinærdirektoratet. Ophævelse af afspærringsdistriktet skal kundgøres af politiet i de lokale blade.

For de i denne instruks omhandlede forretninger honoreres dyrlægerne efter reglerne i det til enhver tid gældende cirkulære om betaling for offentlige forretninger, jf. for tiden cirkulære nr. 222 af 15. december 1987.

Denne bekendtgørelse træder i kraft 1. august 1988. Samtidig ophæves instruks nr. 71 af 22. april 1964 for veterinærpolitiet om foranstaltninger mod rabies (hundegalskab) som ændret ved instruks nr. 223 af 9. november 1965 og cirkulære nr. 218 af 31. oktober 1977.

pre_paragraph I medfør af lov nr. 156 af 14. april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene, jf. lovbekendtgørelse nr. 906 af 15. december 1987, og lov nr. 188 af 1. maj 1923 om tillæg til nævnte lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 908 af 15. december 1987, fastsættes herved følgende bestemmelser.

Landbrugsministeriet, den 1. juli 1988, den 1. juli 1988

/LAURITS TØRNÆS Sv. E. Nordal Rask/