TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om Dansk Internationalt Skibsregister

BEK nr 416 af 12/07/1988

DanmarkBekendtgørelse1988

§ 1

Registreringsforretningerne vedrørende Dansk Internationalt Skibsregister udføres af skibsregistrator.

Stk. 2

Danske skibe jf. sølovens § 1, stk. 2, der anmeldes til registrering i Dansk Internationalt Skibsregister senest 30 dage efter, at skibet er færdigbygget eller - hvis skibet er erhvervet færdigbygget - senest 30 dage efter erhvervelsen, fritages for anmeldelsespligten i henhold til lov om skibsregistrering.

Stk. 3

Anmeldelsen indgives og underskrives af skibets ejer eller ejere, for interessentskabers og kommanditselskabers vedkommende af samtlige ansvarlige deltagere og for så vidt angår selskaber og foreninger, der har valgt en bestyrelse, af alle dennes medlemmer. For så vidt angår selskaber og foreninger vil det dog være tilstrækkeligt, at anmeldelsen underskrives af de ved salg og pantsætning af skib tegningsberettigede. Under ganske særlige omstændigheder kan skibsregistrator endvidere tillade, at anmeldelse indgives, uanset at der mangler enkelte underskrifter.

Stk. 4

Skibsregistrator kan forlænge den i stk. 2 angivne frist.

§ 2

Anmeldelse om registrering af et skib i medfør af lov om Dansk Internationalt Skibsregister indgives til registret på særlig blanket, der fås ved henvendelse til registret. Anmeldelsen skal foruden oplysninger om skibet, dets navn, hjemsted i dansk havn, byggeår, byggenummer, byggested, type, og anvendelse, samt om hvorvidt skibets anvendelse og fart er i overensstemmelse med § 4 i lov om Dansk Internationalt Skibsregister, indeholde oplysninger om ejeren og være vedlagt fornøden bevislighed for, at anmelderen er ejer af skibet jf. § 6.

Stk. 2

Er ejeren dansk, jf. sølovens § 1, stk. 2, skal anmeldelsen for partrederiers vedkommende indeholde oplysninger om partrederne og parternes størrelse og valg af bestyrende reder. For alle selskabers og foreningers vedkommende skal oplysning gives om mulige valg af bestyrelse, direktion eller korresponderende reder og om selskabets eller foreningens tegningsregel ved salg eller pantsætning af skib. For så vidt angår interessentskaber og kommanditselskaber skal anmeldelsen indeholde oplysning om de ansvarlige deltagere og om tegningsreglen ved salg og pantsætning af skib. En direktion betragtes som korresponderende reder, og en særlig korresponderende reder kan da ikke anmeldes. For aktieselskabers vedkommende skal det godtgøres, at de er optaget som danske selskaber i aktieselskabsregistret, idet der vedlægges udskrift af dette register.

Stk. 3

Endvidere skal det i anmeldelsen angives, om skibet har været anmeldt til registrering i medfør af skibsregistreringslovens §§ 1 og 4. Er dette tilfældet, eller er rederiet allerede registreret som ejer af dansk skib, kan der om rederiets forhold i anmeldelsen henvises til tidligere indgivet anmeldelse.

Stk. 4

Er ejeren et udenlandsk selskab, jf. lov om Dansk Internationalt Skibsregister § 1, stk. 2, skal anmeldelsen foruden oplysninger om ejeren, indeholde oplysninger om de danske statsborgere eller selskaber, som opfylder sølovens § 1, stk. 2, og som har en direkte eller indirekte kapitalandel i det udenlandske selskab, samt oplysninger om den af ejeren valgte repræsentant.

Stk. 5

Skibsregistrator kan kræve de i anmeldelsen afgivne oplysninger dokumenteret f.eks. ved indsendelse af udskrifter af et offentligt register, generalforsamlings- eller bestyrelsesprotokoller eller bekræftede udskrifter heraf.

Stk. 6

Erklæring om nationalitetsbetingelser kan ske på anmeldelsesblanketten, jf. § 3.

Stk. 7

Et skibs navn kan kun registreres, hvis det tydeligt adskiller sig fra andre registrerede danske skibsnavne, dog kan et skib, der overføres fra eller til Skibsregistret bevare sit navn. Anmeldelse af navn kan finde sted, når betingelserne for registrering af skib under bygning i Skibsregistret er opfyldt.

Stk. 8

Skibsregistrator skal nægte registrering af skibsnavne, der griber ind i et af et andet rederi benyttet særpræget navngivningssystem.

§ 3

Forinden registrering af et skib kan finde sted, skal det endvidere, for så vidt ejeren ikke allerede er registreret som ejer af dansk skib, godtgøres, at ejeren eller de personer eller selskaber, der har en direkte eller indirekte kapitalandel i det udenlandske selskab, jf. § 2, stk. 4, opfylder de i sølovens § 1, stk. 2 fastsatte nationalitetsbetingelser. Dette kan ske ved, at de pågældende, for foreningers og selskabers vedkommende bestyrelsens medlemmer, henvender sig til Dansk Internationalt Skibsregister og efter at have legitimeret sig, på tro og love underskriver en på anmeldelsesblanketten eller på særlig blanket affattet nationalitetserklæring, af hvilken også underskriverens fødested og fødselsdato skal fremgå. For så vidt der ikke gives personligt møde i registret, skal underskriftens ægthed og underskriverens myndighed bekræftes af notarius publicus, en advokat eller af to vitterlighedsvidner. I alle tilfælde skal dåbsattest, fødselsattest eller pas for underskriveren indsendes til forevisning.

Stk. 2

Opstår der tvivl om, hvorvidt nationalitetsbetingelserne er opfyldt, kan bevis herfor kræves fremlagt. I tilfælde af ejerens umyndighed må overøvrighedens (statsamtets) samtykke til erhvervelsen af skib eller skibspart fremlægges. Skibsregistrator kan i ganske særlige tilfælde midlertidigt se bort fra enkelte personers underskrift på nationalitetserklæringer, for så vidt de øvrige underskrivere erklærer, at de pågældende personer opfylder de i erklæringen omhandlede betingelser, og det efter det foreliggende må antages, at betingelserne er opfyldt.

Stk. 3

Er ejeren et udenlandsk selskab, skal det godtgøres, at danske statsborgere eller selskaber, der efter søloven anses for danske, har en direkte eller indirekte kapitalandel i det udenlandske selskab på minimum 20 pct., at de i medfør heraf har en betydelig indflydelse ved stemmeret eller lignende, og at de har rederidrift som en væsentlig aktivitet.

§ 4

Ved anmeldelse af bestyrende reder for et partrederi skal det godtgøres, at vedkommende opfylder de i sølovens § 41, stk. 2, opstillede betingelser, og den pågældende skal skriftligt erklære sig villig til at påtage sig hvervet.

§ 5

Har den anmeldte danske ejer bopæl i udlandet, kan Dansk Internationalt Skibsregister forlange, at ejeren skriftligt til registret anmelder en her i landet bosat fuldmægtig, der er bemyndiget til på dennes vegne at optræde i forhold til registreringsmyndigheden og er ansvarlig for, at de pligter, der påhviler rederiet i medfør af lov om Dansk Internationalt Skibsregister og denne bekendtgørelse, efterkommes. Fuldmægtigen skal med sin underskrift tiltræde fuldmagten. Skibsregistrator kan kræve lignende fuldmagt afgivet, såfremt der, f.eks. som følge af ejerens stilling som fører eller forhyret med skibet, må antages gennem længere tid at kunne opstå vanskeligheder for registreringsmyndigheden ved at komme i forbindelse med ejeren.

Stk. 2

Den af den udenlandske ejer valgte repræsentant jf. § 2, stk. 4, der skal have bopæl her i landet, skal med sin underskrift tiltræde hvervet og er ansvarlig for de pligter, der påhviler rederiet i medfør af lov om Dansk Internationalt Skibsregister.

§ 6

Ved registreringen af et nybygget skib udkræves en bygningsattest (bilbrev) fra det værft, der har bygget skibet, indeholdende de fornødne data til identifikation af skibet samt en bevidnelse af, at skibet er bygget for bygherrens regning, og at ejendomsretten til skibet er overgået til denne.

Stk. 2

Erhverves et skib fra udlandet, skal der foruden adkomstbevis for erhververen fremlægges fornøden legitimation for, at sælgeren er berettiget til at disponere over skibet, normalt i form af en erklæring fra vedkommende udenlandske registreringsmyndighed om, at sælgeren stod indtegnet i skibsregistret som ejer af vedkommende skib, og attest fra den udenlandske registreringsmyndighed om, at skibet ikke er optaget i vedkommende udenlandske skibsregister eller skibsbygningsregister, eller at det er eller vil blive udslettet af registret den dag, det godtgøres at være optaget i et andet lands skibsregister.

Stk. 3

Skibsregistrator kan i særlige tilfælde foretage registrering, selv om der ikke er tilvejebragt attest fra den udenlandske registreringsmyndighed. Registreringen kan dog kun ske, såfremt det land, fra hvilket skibet erhverves, eller i hvis skibs- eller skibsbygningsregister det har været indført, hverken har tiltrådt den internationale konvention af 1967 om indførelse af visse ensartede regler angående søpanterettigheder og andre panterettigheder i skib eller den internationale konvention af 1967 om registrering af rettigheder i skibe under bygning.

Stk. 4

Er et skib erhvervet fra udlandet, skal panterettigheder, der er anført i den i stk. 2 omhandlede udslettelsesattest, eller hvis eksistens godtgøres af panthaveren, og som opfylder betingelserne i sølovens § 259, overføres til Dansk Internationalt Skibsregister samtidig med skibets registrering. Overføres skibet fra Skibsregistret, overføres skibet med samtlige rettigheder og byrder.

Stk. 5

Kan fornødent adkomstbevis for køberen eller legitimation for sælgeren ikke fremskaffes, anvendes den i § 59 omhandlede fremgangsmåde under de i bestemmelsen fastsatte betingelser.

§ 7

De i bekendtgørelse nr. 318 af 23. december 1957 om registrering af rederiers skorstensmærker og kontorflag fastsatte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse for rederier, der er optaget i Dansk Internationalt Skibsregister.

Stk. 2

De i Dansk Internationalt Skibsregister optagne rederier, der ønsker at benytte særlige skorstensmærker eller kontorflag, kan gøre anmeldelse herom til skibsregistrator, som fører et komplet register over de anmeldte skorstensmærker og kontorflag, der tilhører rederier, der er optaget i danske skibsregistre.

Stk. 3

Samtlige de i registret indførte mærker og flag skal tydeligt adskille sig fra hverandre.

Stk. 4

Ved optagelsen i registret opnås eneret til benyttelse af de anmeldte mærker og flag.

Grundlaget for registreringen af rettigheder og registreringens

Grundlaget for registreringen af rettigheder og registreringens

§ 8

Begæringen om registrering indføres samme dag, som den anmeldes til Dansk Internationalt Skibsregister i en dagbog med en kort angivelse af, hvad anmeldelsen vedrører.

Stk. 2

Efter indførelsen i dagbogen undersøges, hvorvidt skibet kan registreres, og om der er tilvejebragt de i §§ 2-6 nævnte oplysninger.

Stk. 3

Hvis skibet efter de foreliggende oplysninger ikke kan registreres, afvises begæringen herom. Hvis der ikke er tilvejebragt de fornødne oplysninger, kan skibsregistrator fastsætte en frist til berigtigelse.

§ 9

Indlevering af dokumenter til registrering finder sted i tiden fra kl. 10 til kl. 14 på de dage, registret er åbent. Dokumenter, der indleveres før indleveringstidens udløb, indføres samme dag i dagbogen, medens dokumenter, der fremkommer efter indleveringsfristens udløb, indføres i dagbogen for den følgende søgnedag. Dokumenter, der modtages efter indleveringstidens udløb fredag, indføres dog først i dagbogen den påfølgende mandag.

§ 10

Dagbogen skal føres med fortløbende numre inden for kalenderåret og skal for hver dag give en fortegnelse med løbenumre over alle den pågældende dag indleverede dokumenter med angivelse af dokumentets art og det skib dokumentet vedrører, dokumentets eventuelle beløb samt anmelderens navn og bopæl. Dagbogen skal tillige indeholde en anmærkningsrubrik.

Stk. 2

Der gives det indførte dokument påtegning om indførelsen med angivelse af dennes dato. Dagbogen afsluttes hver dag ved indleveringstidens slutning og underskrives af skibsregistrator eller dennes stedfortræder.

§ 11

Som grundlag for registreringen af en rettighed over et skib kræves et dokument, der anmeldes til registrering.

Stk. 2

Dokumentudstederens underskrift og myndighed samt dateringens rigtighed skal være bekræftet af notarius publicus, en advokat eller to vitterlighedsvidner. Vidnernes stilling og bopæl skal angives. Underskrifterne skal, såfremt de ikke er absolut tydelige, gentages med blokskrift, stempel eller maskinskrift.

Stk. 3

Dokumentet skal angive vedkommende skibs navn, hjemsted og kendingsbogstaver. Desuden skal øverst på første side angives anmelderens navn og bopæl. Ved anmeldelse af ændringspåtegninger på et tidligere registreret dokument skal anmelderens navn og bopæl tilføjes påtegningen. Et pantedokument skal angive kreditors bopæl - for så vidt denne ikke må anses for almindelig bekendt - eller bopælen for en befuldmægtiget, som er berettiget til at modtage forkyndelser eller meddelelser på panthaverens vegne.

Stk. 4

Til anmelderen kan Dansk Internationalt Skibsregister med bindende virkning sende alle meddelelser vedrørende registreringen.

Stk. 5

Såfremt der ved et dokument stiftes flere rettigheder, skal det ved påtegning på dokumentet angives, med hensyn til hvilke rettigheder registrering begæres. I modsat fald registreres dokumentet kun med hensyn til den eller de rettigheder, som dokumentet angiver som sin hovedegenskab.

Stk. 6

Et dokument, der er betinget, kan kun registreres som adkomst, når betingelsen er knyttet til bestemte begivenheders eller kendsgerningers indtræden eller til udløbet af en nærmere angiven tidsfrist.

Stk. 7

Anmeldes et betinget skøde til registrering, skal det i registreringspåtegningen udtrykkeligt angives, at skødet er registreret som betinget. Erkender sælgeren, at betingelsen er opfyldt, skal det ved registreringen heraf i registreringspåtegningen angives, at skødet nu er endeligt.

Stk. 8

Opstår der mistanke om, at et dokument, som er anmeldt til registrering, er falsk eller forfalsket, eller såfremt der i øvrigt måtte være anledning dertil, skal der straks rettes henvendelse herom til den registrerede ejer af skibet.

§ 12

Ved ægtefælles hensidden i uskiftet bo registreres erklæring fra skifteretten om, at boet er udleveret ægtefællen. På samme måde skal ved privat skifte arvingerne registreres som ejere af arveladerens skib eller skibspart i henhold til fremlagt skifteudskrift. Ønskes en eller flere af arvingerne registreret som ejer, eller ønsker arvingerne at overtage skibet eller skibsparten som partredere, udkræves enten arveudlægsskøde eller en skifteudskrift forsynet med arvingernes påtegnede erklæring om overtagelsen af skibet eller skibsparten og om, i hvilket forhold de skal være lodtagne.

Stk. 2

I retssager om skib eller skibspart kan sagsøgeren, når den ret, for hvilken sagen er tingfæstet, har truffet beslutning derom, begære en bekræftet genpart af stævningen registreret. Bortfalder sagen uden dom, eller går dommen sagsøgeren imod, og ankefristen udløber uden påanke, kan sagsøgte begære stævningen udslettet af registret.

§ 13

Sælges et skib eller en skibspart ved endelig tvangsauktion, skal fogeden, og i tilfælde af konkurs eller offentligt skifte, der omfatter skib eller skibspart, skifteretten eller executor testamenti uopholdelig sende registret meddelelse herom til registrering.

Stk. 2

Samme meddelelsespligt påhviler værgen, såfremt en person, der ejer skib eller skibspart, bliver umyndiggjort, eller der anordnes lavværgemål, eller såfremt en umyndig eller under lavværgemål stående person erhverver skib eller skibspart. For så vidt angår en mindreårig skal meddelelsen desuden oplyse fødselsdatoen.

Stk. 3

De nævnte meddelelser indføres i dagbogen og noteres i anmærkningsrubrikken til skibsbladets afdeling for adkomster.

Stk. 4

Til registrering af adkomst efter tvangsauktion eller offentligt skifte udkræves henholdsvis auktionsskøde - eller udskrift af fogedprotokollen - og arveudlægsskøde.

Stk. 5

I tilfælde af konkurs eller offentligt skifte, der omfatter de i lov om Dansk Internationalt Skibsregister § 1, stk. 2 omhandlede danske statsborgere eller danske selskaber, skal skifteretten eller executor testamenti uopholdeligt sende meddelelse herom til registret. Samme meddelelsespligt påhviler fogeden, såfremt de i lovens § 1, stk. 2 omhandlede kapitalandele sælges ved tvangsauktion.

§ 14

Alle dokumenter, der anmeldes til registrering, skal være affattet på dansk. Bilbreve, skøder, pantebreve og skadesløsbreve skal være affattet på de af Søfartsstyrelsen godkendte blanketter. Skibsregistrator kan under særlige omstændigheder tillade, at også andre dokumenter modtages til registrering.

Stk. 2

Tilføjelser til samt udstregninger og rettelser i den del af teksten til pantebreve og skadesløsbreve, som i formularen er udsondret som sædvanemæssig, må kun finde sted, når de er gengivet under dokumentets individuelle indhold.

Stk. 3

De i § 13 nævnte meddelelser fra offentlige myndigheder kan afgives på de i § 13 i bekendtgørelse nr. 17 af 26. januar 1979 om tinglysning fastsatte blanketter.

§ 15

Af dokumenter, der indsendes til registrering i Dansk Internationalt Skibsregister, tager registret de for registreringen fornødne genparter, der henlægges i en særlig mappe (skibsmappen).

Stk. 2

Legitimationspapirer skal ikke registreres, men skibsregistrator påser, at de fornødne legitimationspapirer er forevist inden et dokuments registrering eller udslettelse af registret. På dokumentet og genparterne skal anføres hvilke legitimationspapirer, der er forevist.

Stk. 3

Dokumenter udstedt af en udenlandsk ejer, jf. lov om Dansk Internationalt Skibsregister § 1, stk. 2, der anmeldes til registrering, skal være vedlagt fornøden legitimation for, at underskriverne er berettiget til at tegne selskabet.

§ 16

Opfylder et dokument ikke de i §§ 11-15 og 45-48 fastsatte betingelser, afvises det fra registrering og slettes af dagbogen. Afvisning kan også finde sted allerede ved dokumentets anmeldelse til dagbogen. Der gives snarest anmelderen meddelelse om afvisningen.

Stk. 2

Hvis manglen skønnes at kunne afhjælpes, kan skibsregistrator dog fastsætte en frist for afhjælpning af manglen eller eventuelt give dokumentet anmærkning om manglen, jf. stk. 3-5 og § 49, stk. 3.

Stk. 3

Sættes der en frist for afhjælpning af mangler ved et dokument eller de bevisligheder, der bør følge det, skal der ske tilførsel til registret, der godtgør, at dokumentet er indført i dagbogen. Er manglen ikke afhjulpet inden den fastsatte dato, udslettes tilførslen i registret, ligesom dokumentet udslettes af dagbogen. Såfremt der skønnes at foreligge en overtrædelse af reglerne om anmeldelsespligten, søges de fornødne forholdsregler til manglernes afhjælpning fremtvunget, eventuelt ved rejsning af tiltale.

Stk. 4

Når et dokument er registreret, gives der påtegning herom på dokumentet og genparterne. Er anmærkning meddelt et dokument angående andre dokumenter, som dets indhold er stridende imod, gøres der i registret tilføjelse angående anmærkningen.

Stk. 5

Hvis to modstridende rettigheder over samme skib anmeldes samme dag, registreres hvert af dokumenterne med anmærkning om det andet. Er begge de anmeldte rettigheder adkomstdokumenter, sker der tilførsel til registret som omhandlet i stk. 3, idet adkomsthaverne samtidig opfordres til inden en i medfør af stk. 2 fastsat frist ad rettens vej eller på anden måde at ordne deres indbyrdes forhold. Det samme gælder såfremt to modstridende rettigheder over samme skib anmeldes samme dag til Dansk Internationalt Skibsregister og til Skibsregistret. Oversiddes fristen, udslettes tilførslen af registret, ligesom dokumenterne udslettes af dagbogen.

Stk. 6

Når et dokument er blevet registreret eller afvist, sendes det tilbage til anmelderen, til hvem også opfordringer til afhjælpning af mangler sendes. Såvidt muligt bør skibsregistrator allerede ved anmeldelsen mundtligt opfordre anmelderen til at søge manglen afhjulpet.

Stk. 7

Gældende pantebreve skal tilbagesendes i anbefalet brev eller på anden måde, hvorved beviset sikres. Det samme gælder de meddelelser, som i medfør af §§ 25, stk. 2, og 42, stk. 1, skal tilsendes rettighedshavere i et skib.

§ 17

I Dansk Internationalt Skibsregister har hvert skib sit blad, skibsbladet. Bladene ordnes alfabetisk efter skibenes kendingsbogstaver. I tilknytning til registret føres et navnekartotek over de registrerede skibe. Bladene i registret inddeles i 3 afdelinger for 1) adkomster, 2) panterettigheder og 3) brugsrettigheder og andre rettigheder og skal indeholde rubrikker for beskrivelse af skibet og for tilførsler vedrørende partrederiers bestyrende redere, danske selskabers og foreningers bestyrelse, direktion og tegningsregel ved salg og pantsætning af skibet, udenlandske selskabers repræsentant samt ejere af kapitalandel i udenlandske selskaber.

§ 18

I tilknytning til Dansk Internationalt Skibsregister føres et rederiregister, hvori opføres de rederier, hvis skibe er indført i registret, med oplysning om, hvilke skibe hvert rederi ejer. For hvert skib henvises til skibsbladet.

Stk. 2

Rederiregistret føres som kartotek.

§ 19

Når en rubrik i et skibsblad er udskrevet, indsættes der bag skibsbladet et tillægsblad, idet der påføres hvert af de to blade tydelig henvisning til det andet. Er et skibsblad helt udskrevet, eller er dets indhold blevet uoverskueligt, indsættes i dets sted et nyt blad, medens det udskrevne blad henlægges i arkivet. På det nye blad anføres kun de endnu gældende registrerede rettigheder, medens de udslettede rettigheder markeres ved deres løbenummer inden for den pågældende rubrik og en henvisning til det tidligere blad.

Stk. 2

Når et skib udslettes af registret, udtages skibsbladet efter at være blevet forsynet med påtegning om årsagen til og datoen for udslettelsen af registret og indsættes i et særligt register for udslettede skibe. Efter ti års forløb kan bladene udtages af dette register og henlægges i arkivet.

Stk. 3

På skibsbladet anføres skibets type, kendingsbogstaver, mål og drivkraft samt en kortfattet gengivelse af de i §§ 2, 5 og 6 nævnte oplysninger. Et dokument indføres på skibsbladet ved en kort angivelse af dets karakter, dets udsteder og den, til hvem det er udstedt, datoen for indførelsen i dagbogen samt - for så vidt angår adkomstdokumenter - datoen for registreringen. Ved rettigheder, der er knyttet til en betingelse eller en tidsfrist, anføres betingelsen eller tidsfristen. Ved brugskontrakter anføres tidsvilkår og ved panterettigheder pantesum, prioritetsstilling og kreditors bopæl. Ved pantebreve kan anføres rentefod og afdragsvilkår.

Stk. 4

Hvis et skib overføres fra eller til et andet dansk register, overføres de endnu registrerede rettigheder og byrder til et nyt blad på samme måde som indsættelse af nye blade jf. stk. 1, og der tildeles nye kendingsbogstaver.

Stk. 5

Ved udslettelse af en rettighed overstreges det skibsbladet tilførte, dog således at indholdet stadig er læseligt.

Stk. 6

I anmærkningsrubrikken til skibsbladets 1. afdeling for adkomster gøres bemærkning, hvis adkomsten er betinget. Her noteres tillige alle dokumenter vedrørende konkurs og umyndiggørelse og meddelelser fra foged- og skifteret om dødsboskifte, tvangsauktion og lignende.

Stk. 7

I anmærkningsrubrikken til skibsbladets 2. afdeling noteres - foruden anmærkninger - forandringer i eller udslettelse af vedkommende dokument.

§ 20

Efter registreringen anbringes en genpart af det registrerede dokument i den for vedkommende skib oprettede mappe, skibsmappen. Mapperne, der opbevares i særlige skabe i brandsikrede rum, skal have påtegning om skibenes kendingsbogstaver og anbringes alfabetisk efter disse. Når et ubetinget skøde er registreret, udtages genparten af det hidtil gældende skøde af mappen og henlægges i arkivet. Genparter af kvitterede dokumenter henlægges i arkivet tilligemed genparter af kvitteringerne. De henlagte genparter af dokumenter med undtagelse af skøder kan tilintetgøres efter 5 års forløb.

§ 21

Bliver i medfør af § 61 en af skibsregistrator truffen afgørelse indbragt for landsretten, indføres bemærkning herom i dagbogen og på skibsbladet.

Ændringer i det registrerede

Ændringer i det registrerede

§ 22

Er ejeren dansk jf. § 2, stk. 2, skal ændringer indenfor kredsen af ansvarlige deltagere i et interessentskab eller kommanditselskab eller indenfor et selskabs eller en forenings bestyrelse skriftligt anmeldes til registret, eventuelt dokumenteret ved interessentskabskontrakt eller generalforsamlings- eller bestyrelsesprotokol eller bekræftet udskrift heraf. Anmeldelsen skal være underskrevet af samtlige deltagere eller bestyrelsesmedlemmer, herunder såvel fratrædende som tiltrædende. Tiltrædende deltagere eller bestyrelsesmedlemmer skal endvidere afgive nationalitetserklæring, som omhandlet i § 3, stk. 1. Skibsregistrator kan under ganske særlige omstændigheder gøre undtagelse fra disse bestemmelser for så vidt angår enkelte underskrifter, jf. herved § 3, stk. 2.

Stk. 2

Ændringer indenfor direktionen eller med hensyn til den korresponderende reder skal anmeldes af vedkommende selskabs eller forenings bestyrelse. Det samme gælder vedtagelse af ny tegningsregel vedrørende salg og pantsætning af skib.

Stk. 3

Har et partrederi valgt ny bestyrende reder, påhviler det partrederne skriftligt at anmelde dette.

Stk. 4

Er ejeren et udenlandsk selskab, påhviler det ejeren skriftligt at anmelde ændringer i de oplysninger, der er meddelt registret i medfør af § 2, stk. 4 og § 3, stk. 3.

Stk. 5

Sker der ændringer med hensyn til et skibs type, anvendelse, kendingsmål, registertonnage eller drivkraft, skal rederiet anmelde ændringen til registret inden 30 dage efter, at den har fundet sted. Anmeldelsespligten anses for fyldestgjort, såfremt ændringen inden denne frist er behørigt anmeldt til Søfartsstyrelsen.

§ 23

Afhændes et registreret skib eller en skibspart til dansk køber, påhviler der såvel sælger som køber anmeldelsespligt herom. Sælgeren er pligtig at udstede skøde til køberen.

Stk. 2

Er den nye ejer ikke allerede registreret som ejer af dansk skib eller skibspart, skal der afgives registreringsanmeldelse som omhandlet i § 2, samt nationalitetserklæring som omhandlet i § 3, stk. 1. I modsat fald skal den nye ejer samtidig med indsendelsen af skødet skriftligt opgive, hvilke danske skibe eller skibsparter vedkommende allerede er registreret ejer af.

§ 24

Enhver ændring i de oplysninger, som er meddelt til registret i medfør af §§ 2-5, skal anmeldes til registret inden 30 dage efter, at ændringen er indtrådt. Skibsregistrator kan forlænge denne frist.

Stk. 2

Den, der ved betinget adkomst erhverver ret til skibet, anses i forhold til det offentlige som ejer.

Stk. 3

Overtagelse til privat skifte anses som ændring i adkomstforholdene. Det samme gælder ved hensidden i uskiftet bo, for så vidt angår skibe, som den afdøde ægtefælle var registreret ejer af.

Stk. 4

Påbegyndelse af konkursbehandling og offentligt skifte anses ikke som en ændring i adkomstforholdene, men det påhviler skifteretten (executor testamenti) uopholdeligt at sende meddelelse herom til registret jf. § 13.

§ 25

Nyt navn og hjemsted må ikke angives på skibet, forinden ændringen er registreret og berigtigelse er sket i nationalitetsbeviset.

Stk. 2

Ved navneændringer sender Dansk Internationalt Skibsregister meddelelse herom til indehavere af panterettigheder.

Registreringens offentlighed m.m.

Registreringens offentlighed m.m.

§ 26

Dagbogen, registret over skibe, rederiregistret og skibsmapperne må ikke udlånes, men er offentligt tilgængelige under fornødent tilsyn.

Stk. 2

Skibsregistrator kan på begæring udstede bekræftede udskrifter af skibsbladene og de i skibsmapperne liggende dokumentgenparter. I udskrifter af skibsbladene anføres tilførsler til skibsbladet angående anmeldte, men endnu ikke registrerede dokumenter vedrørende skibet.

Stk. 3

Henstår der efter et skibs udslettelse af registret rettigheder på skibsbladet, skal der gives udskrifter af skibsbladet udtrykkelig bemærkning om, at disse rettigheder ikke er bortfaldet, ligesom attester vedrørende udslettelsen ikke må udstedes, uden at oplysning gives om disse rettigheders tilstedeværelse og indhold.

§ 27

Ved begyndelsen og ved midten af hver måned indrykkes i Statstidende kundgørelse om de i den forløbne halve måned foretagne registreringer indeholdende oplysninger om de registrerede skibes navn, hjemsted, kendingsbogstaver, type m.v. og ejerforhold, om ændringer i de nævnte data og om udslettelse af skibe af Dansk Internationalt Skibsregister. Ved offentliggørelsen af ejerskifte, hvor adkomsten er betinget, gøres bemærkning herom.

Stk. 2

Endvidere offentliggøres de registrerede pantsætninger af skib eller skibspart med anførelse af skibets navn, hjemsted og kendingsbogstaver, den pantsatte parts størrelse, debitors og panthavers navne samt pantesummens størrelse.

Nationalitetsbeviser

Nationalitetsbeviser

§ 28

Et skib, der er registreret eller i medfør af § 1, stk. 2, jf. § 2, er anmeldt til registrering, må ikke gå i fart uden at være forsynet med nationalitetsbevis.

Stk. 2

Når et skib er registreret, og de fornødne oplysninger om skibets tonnage og drivkraft foreligger, udstedes der af Dansk Internationalt Skibsregister et nationalitetsbevis for skibet. Beviset, der blandt andet skal indeholde angivelse af skibets kendingsmål, brutto- og nettoregistertonnage eller brutto- og nettotonnage, type, navn, hjemsted, kendingsbogstaver, drivkraft, ejer, ejerens repræsentant og fører, udfærdiges på en af Søfartsstyrelsen godkendt formular. Beviset udleveres af registret eller sendes til udlevering gennem et distriktstoldkammer eller en dansk udenrigsrepræsentation.

Stk. 3

Forinden et nationalitetsbevis udleveres, skal det påses, at de skibet tildelte kendingsbogstaver på tydelig og uudslettelig måde er påmærket skibet, enten indvendig i agterkanten af en luge, i maskincasingen eller på andet iøjnefaldende sted inden for skibets faste konstruktion, og at skibets navn og hjemsted er angivet på hækken, eller hvis dette ikke kan lade sig gøre, på passende sted så nær hækken som muligt. Skibets navn skal tillige være anbragt på skibssiderne. Påmalingen skal ske med latinske bogstaver i lys farve på mørk bund eller omvendt, navnet ordentligvis over hjemstedet. Består navnet af to eller flere ord, skal der mellem hvert af ordene være en fri plads af mindst et bogstavs bredde. Bogstaverne skal være af en sådan størrelse og form, at de er let læselige. Højden skal være mindst 8 cm og stregens tykkelse mindst 1,2 cm.

Stk. 4

Har skibet været forsynet med et midlertidigt nationalitetsbevis, skal dette inddrages samtidig med, at det endelige nationalitetsbevis udleveres.

§ 29

Når et skib er bygget eller indkøbt i udlandet og overtages i udenlandsk havn, kan der af dansk udenrigsrepræsentation udstedes et midlertidigt nationalitetsbevis for skibet, der giver det ret til, uanset at det endnu ikke er indført i Dansk Internationalt Skibsregister, at sejle under dansk flag, indtil det ankommer til dansk havn, dog længst i et af repræsentationen fastsat passende tidsrum, der ikke kan overstige 1 år fra udstedelsesdatoen. Under ganske særlige omstændigheder kan skibsregistrator forlænge gyldigheden af et midlertidigt nationalitetsbevis udover 1 år fra udstedelsesdagen.

Stk. 2

Forinden udstedelsen af et midlertidigt nationalitetsbevis skal repræsentationen kræve sig forelagt:

a) godtgørelse for, at erhververen enten opfylder de i sølovens § 1, stk. 2 anførte nationalitetsbetingelser, eller opfylder de i lov om Dansk Internationalt Skibsregister § 1, stk. 2, anførte betingelser, samt erhververens erklæring om, at skibets anvendelse og fart er i overensstemmelse med lovens § 4,

b) det originale bilbrev eller skøde, hvorved skibet erhverves, forsynet med attest fra en notar eller lignende myndighed om underskriftens rigtighed og underskriverens myndighed og om fornødent om underskriverens ret til at forpligte sælgeren,

c) attest fra vedkommende udenlandske registreringsmyndighed om, at skibet ikke har været optaget i det udenlandske skibsregister, eller at det er eller vil blive udslettet af dette. I sidstnævnte tilfælde skal attesten endvidere udvise, at sælgeren af skibet var behørigt registreret som ejer af dette, og

d) såfremt ejeren opfylder sølovens § 1, stk. 2, dokumentation for, at skibet ikke er optaget i Skibsregistret.

Stk. 3

Såfremt de under stk. 2 a)-d) nævnte bevisligheder ikke kan fremlægges, eller repræsentationen måtte finde det tvivlsomt, hvorvidt den foreliggende retshandel tilsigter en virkelig ejendomsoverdragelse, må sagen, forinden midlertidigt nationalitetsbevis kan udstedes, forelægges skibsregistrator.

Stk. 4

Repræsentationen skal endvidere, forinden det midlertidige nationalitetsbevis kan udstedes, skriftligt eller telegrafisk fra Dansk Internationalt Skibsregister indhente oplysning om hvilke kendingsbogstaver, der er tildelt skibet, og om det navn, der ønskes tillagt skibet, kan godkendes.

Stk. 5

Repræsentationen kan af Dansk Internationalt Skibsregister bemyndiges til at udstede midlertidigt nationalitetsbevis, når skibet er registreret, eller de for registrering fornødne bevisligheder foreligger i registret.

Stk. 6

Det midlertidige nationalitetsbevis, der udfærdiges på en af Søfartsstyrelsen godkendt formular, skal blandt andet indeholde oplysning om skibets type, navn, hjemsted, kendingsbogstaver, tonnager (såvidt muligt på grundlag af foreliggende målebrev eller foretaget måling), ejer, ejerens repræsentant og fører samt tidsrummet for bevisets gyldighed.

Stk. 7

Efter afbenyttelsen udleveres de ovenfor under stk. 2 a), b) og c) nævnte bevisligheder til skibets ejer eller dennes repræsentant med pålæg om snarest muligt at indlevere dem til Dansk Internationalt Skibsregister sammen med de øvrige fornødne registreringsbevisligheder. Så snart det midlertidige nationalitetsbevis er udstedt, indsendes genpart heraf tillige med bekræftede genparter af de ovennævnte bevisligheder ad sædvanlig tjenstlig vej til Dansk Internationalt Skibsregister.

§ 30

Et nationalitetsbevis, der er blevet udskrevet eller beskadiget, kan på begæring ombyttes med et nyt. Ligeledes kan nyt nationalitetsbevis udstedes, når det hidtidige ifølge erklæring fra rederiet er bortkommet. Erklæringen må indeholde en redegørelse for de nærmere omstændigheder ved nationalitetsbevisets bortkomst, og rederiet må forpligte sig til omgående at tilbagelevere beviset, hvis det skulle komme til veje.

§ 31

Sker der ændringer med hensyn til de forhold vedrørende et skib, som ifølge § 28, stk. 2, skal være angivet i nationalitetsbeviset, udsteder registret om fornødent et nyt bevis eller indkalder det gældende nationalitetsbevis til berigtigelse. Skibsregistrator kan dog, hvor særlige omstændigheder taler derfor, anmode Søfartsstyrelsen eller en dansk udenrigsrepræsentation om at foretage enkelte, mindre væsentlige rettelser i et nationalitetsbevis. Rederiet er forpligtet til at aflevere beviset eller yde al fornøden bistand til, at beviset kan blive indleveret.

Stk. 2

Ombytning af nationalitetsbeviser anvendes fortrinsvis, hvor der er spørgsmål om ændring af skibets navn eller andre væsentlige angivelser angående skibet, hvis det hidtidige nationalitetsbevis som følge af rettelsen vil blive uoverskueligt, eller hvis det, f.eks. som følge af skibets fart på udlandet, er uhensigtsmæssigt at kræve det hidtidige nationalitetsbevis indsendt til berigtigelse. I sidstnævnte tilfælde kan registret i stedet, når det har bragt i erfaring, at skibet vil ankomme til en nærmere angivet havn, hvor dansk udenrigsrepræsentation findes, instruere denne om at foretage de fornødne ændringer i skibets nationalitetsbevis. Rederiet og føreren er forpligtet til at yde fornøden bistand til, at berigtigelsen af nationalitetsbeviset finder sted.

§ 32

Når et skib udslettes af Dansk Internationalt Skibsregister, skal dets nationalitetsbevis indsendes til registret, eller skriftlig redegørelse afleveres om årsagen til, at dette ikke kan ske. Er skibet udslettet af registret i medfør af § 39, stk. 1, 2 og 4, skal de påmærkede kendingsbogstaver, der viser skibets tilhørsforhold som dansk, udslettes, og henvendelse rettes til dansk told- eller skibstilsynsmyndighed eller dansk udenrigsrepræsentation med henblik på, at udslettelsen kan blive konstateret og indberettet til registret.

Stk. 2

Overføres et skib i medfør af lov om Dansk Internationalt Skibsregister, §§ 6 og 11, stk. 3, fra eller til Skibsregistret, skal skibets hidtidige kendingsbogstaver udslettes og skibsregistrator tildeler nye kendingsbogstaver.

§ 33

Hvis skibsregistrator efter en gennemgang af de indkomne bevisligheder finder, at skibet må afvises fra registrering, eller hvis rederiet ikke inden de af skibsregistrator fastsatte frister fremskaffer bevisligheder, som findes fornødne for skibets registrering, ophører det midlertidige nationalitetsbevis at have gyldighed og skal inddrages af skibsregistrator. Rederiet er på skibsregistrators begæring forpligtet til at udlevere beviset.

Stk. 2

Når skibet er registreret, og de for udstedelse af et endeligt nationalitetsbevis fornødne oplysninger om tonnage og drivkraft er til stede, ombyttes det midlertidige nationalitetsbevis med et endeligt.

Stk. 3

Når et skib, der er forsynet med et af dansk udenrigsrepræsentation udfærdiget midlertidigt nationalitetsbevis, ankommer til dansk havn, skal vedkommende distriktstoldkammer inddrage beviset og indsende det til Dansk Internationalt Skibsregister. Afsejling fra vedkommende havn må derefter ikke finde sted, forinden skibet er blevet forsynet med endeligt nationalitetsbevis eller med et af skibsregistrator i medfør af § 35 udstedt midlertidigt nationalitetsbevis.

§ 34

Ethvert nationalitetsbevis skal indeholde oplysning om førerens navn og arten af og datoen for udstedelsen af hans sønæringsbevis. Påtegning herom kan gives af Dansk Internationalt Skibsregister, Søfartsstyrelsen, et distriktstoldkammer eller en dansk udenrigsrepræsentation.

Stk. 2

Nationalitetsbeviset skal opbevares om bord og på forlangende forevises myndighederne.

Stk. 3

Tilføjelser til eller påtegninger på et nationalitetsbevis må kun foretages af de i stk. 1 nævnte danske myndigheder.

§ 35

Midlertidigt nationalitetsbevis kan af Dansk Internationalt Skibsregister udfærdiges i følgende tilfælde: Under ganske særlige omstændigheder kan skibsregistrator for det enkelte tilfælde anmode Søfartsstyrelsen om på dennes vegne at udfærdige et midlertidigt nationalitetsbevis som anført under a) og b).

a) for endnu ikke registreret dansk skib, når det er færdigbygget på dansk værft, eller når det efter at være blevet indkøbt i udlandet og forsynet med et af dansk udenrigsrepræsentation udstedt midlertidigt nationalitetsbevis er ankommet til dansk havn. Det er en forudsætning for udstedelsen, at skibet er anmeldt til registrering, at et skøn over de fremkomne bevisligheder frembyder tilstrækkelige holdepunkter for, at skibet opfylder betingelserne for registrering, og at den omstændighed, at skibet endnu ikke har kunnet registreres, ikke skyldes grov forsømmelse fra rederiets side. Midlertidigt nationalitetsbevis udstedes for en enkelt rejse ad gangen, og i almindelighed kun til dansk eller nærliggende udenlandsk havn;

b) for registreret skib, når dets nationalitetsbevis ikke er om bord. Det midlertidige nationalitetsbevis udstedes for en enkelt rejse ad gangen, i almindelighed kun til dansk eller nærliggende udenlandsk havn eller efter omstændighederne i et nærmere fastsat, kortere tidsrum.

Stk. 2

Distriktstoldkamrene kan udstede midlertidigt nationalitetsbevis for nybygget skib på dansk værft for så vidt angår prøveture.

Stk. 3

Skibsregistrator kan inddrage midlertidige nationalitetsbeviser i tilfælde af misbrug.

§ 36

Den i §§ 28 og 29 påbudte mærkning af skibe med navn, hjemsted og kendingsbogstav samt ændringer heri skal foretages snarest muligt efter registreringen, uanset om skibet ikke går i fart, og skal senest inden 30 dage efter denne forevises for myndighederne. Inden samme frist skal forskriftsmæssig attest om påmærkning på forlangende indsendes til Dansk Internationalt Skibsregister. Udlevering af nationalitetsbeviset kan først ske, når påmærkningen er konstateret i orden.

Stk. 2

Nationalitetsbeviset i forbindelse med indhugningen afgiver bevis for skibets identitet.

§ 37

Det påhviler distriktstoldkamrene samt Søfartsstyrelsen at føre tilsyn med, at navn og hjemsted samt de tildelte kendingsbogstaver er forskriftsmæssigt påmærket og vedligeholdes tilbørligt, og at indberette til Dansk Internationalt Skibsregister, såfremt påtalte mangler ikke afhjælpes.

§ 38

Det påhviler skibets ejer at påse, at den nævnte påmærkning vedligeholdes forsvarligt, og at den ikke udslettes, forandres, ukendeliggøres eller skjules. Heller ikke må skibene have påmalet andre navne end dem, hvorunder de er registreret.

Udslettelse af Dansk Internationalt Skibsregister

Udslettelse af Dansk Internationalt Skibsregister

§ 39

Et skib udslettes af Dansk Internationalt Skibsregister, såfremt ejeren ikke længere opfylder de i sølovens § 1, stk. 2 fastsatte nationalitetsbetingelser eller såfremt betingelserne i lov om Dansk Internationalt Skibsregister § 1, stk. 2 ikke længere er opfyldt jf. dog denne bekendtgørelses § 42, stk. 3.

Stk. 2

Endvidere udslettes et skib, såfremt skibet overdrages eller overgår til nogen, der ikke opfylder de i sølovens § 1, stk. 2 fastsatte nationalitetsbetingelser, jf. dog denne bekendtgørelses § 42, stk. 3, medmindre de i lov om Dansk Internationalt Skibsregister § 1, stk. 2 fastsatte betingelser er opfyldt og erhververen skriftligt begærer, at skibet fortsat skal være registreret.

Stk. 3

Endvidere udslettes skibe, der ophugges, forliser, forsvinder eller af udmeldte syns- og skønsmænd, af et godkendt klassifikationsselskab eller ved en anden fremgangsmåde, der kan ligestilles hermed, erklæres for uistandsættelige, jf. dog § 42, stk. 3.

Stk. 4

Endvidere kan skibsregistrator udslette skibe, der ikke overholder de i § 4 i lov om Dansk Internationalt Skibsregister angivne betingelser vedrørende fartsområde og anvendelse, jf. dog denne bekendtgørelses § 42, stk. 3. Er ejeren dansk, overfører skibsregistrator skibet til skibsregistret med samtlige rettigheder og byrder.

Stk. 5

Et skib, der sælges ved tvangsauktion i udlandet til nogen, der ifølge søloven ikke kan anses som dansk ejer, udslettes kun af Dansk Internationalt Skibsregister, såfremt skibet på salgstidspunktet befinder sig i den stat, hvor tvangsauktionen finder sted, og under forudsætning af, at salget er sket i overensstemmelse med vedkommende stats lovgivning og den internationale konvention af 1967 om indførelse af visse ensartede regler angående søpanterettigheder og andre panterettigheder i skibe, jf. dog § 42, stk. 3.

§ 40

Det påhviler ejeren af skibet, for partrederiers samt interessentskabers og kommanditselskabers vedkommende partredere og ansvarlige deltagere og for så vidt angår selskaber og foreninger bestyrelsen, at indgive skriftlig anmeldelse til registret om ethvert forhold, som medfører eller kan medføre udslettelse af skibet, umiddelbart efter at ejeren er blevet bekendt med forholdet. Er et skib forsvundet, skal anmeldelse om udslettelse indsendes, når det tidspunkt er kommet, da forsikringssummen i medfør af forsikringsaftalelovens § 71 kan udbetales.

Stk. 2

Ved salg af skib til udenlandsk køber skal anmeldelsen indgives på særlig blanket bilagt skødet, hvorved skibet afhændes.

Stk. 3

Anmeldelse angående et skibs forlis skal afgives på særlig blanket og indeholde en beskrivelse af de nærmere omstændigheder ved forliset. Indeholder anmeldelsen ikke de fornødne oplysninger, kan den kræves suppleret eventuelt ved indsendelse af udskrift af søforklaring.

Stk. 4

Anmeldelse om ophugning skal være bilagt attest fra et distriktstoldkammer eller Søfartsstyrelsen eller en lignende udenlandsk myndighed om ophugningens gennemførelse.

Stk. 5

Anmeldelse om kondemnation skal ledsages af udskrift af kondemnationsforretningen eller anden godtgørelse for kondemnationens lovlige foretagelse.

§ 41

Ved udslettelsen fortabes retten til at lade skibet sejle under dansk flag og retten til skibets navn, jf. dog § 2, stk. 7 og § 39, stk. 4.

Stk. 2

Retten til skibets navn kan dog på ejerens begæring forbeholdes for et tidsrum af 3 år regnet fra udslettelsen, medmindre skibet overføres til skibsregistret.

Stk. 3

Skibsregistrator kan udsætte udslettelsen, såfremt de forhold, der kan bevirke udslettelse, jf. § 39, stk. 1, 2 og 4, kan forventes berigtiget, eller der er rimelig udsigt til, at skibet kan komme til veje eller blive bjærget eller istandsat inden udløbet af en af skibsregistrator fastsat frist.

§ 42

Udslettelse af Dansk Internationalt Skibsregister må ikke finde sted, forinden der af skibsregistrator er sendt meddelelse herom til indehavere af anmeldte rettigheder, og der er forløbet en frist på 30 dage fra meddelelsens afsendelse, medmindre de anmeldte rettighedshavere giver skriftligt samtykke til udslettelsen, eller det godtgøres, at rettighederne er bortfaldet.

Stk. 2

Udslettelse kan dog ikke finde sted, hvis det oplyses, at en anmeldt rettighedshaver har foretaget retslige skridt til gennemførelse af sin ret over skibet, medmindre retsforfølgningen ikke fremmes uden ufornødent ophold eller ved endelig afgørelse nægtes fremme.

Stk. 3

Udslettelse kan heller ikke finde sted, hvis der er registreret panterettigheder i skibet, medmindre indehaverne af de registrerede panterettigheder giver skriftligt samtykke til udslettelsen. I stedet anføres der på skibsbladet en bemærkning om det forhold, der skulle give anledning til udslettelse, og der kan herefter ikke registreres rettigheder i skibet. Retten til at lade skibet sejle under dansk flag og retten til skibets navn fortabes. Skibets nationalitetsbevis skal afleveres til registret.

Stk. 4

Ved overførsel til Skibsregistret finder bestemmelserne i stk. 1, 2 og 3 ikke anvendelse. Ved overførsel til Skibsregistret sendes meddelelse herom til indehavere af anmeldte rettigheder. Skibets nationalitetsbevis afleveres til registret.

Stk. 5

Anmeldes et skib til udslettelse af Dansk Internationalt Skibsregister for at blive overført til udenlandsk register, og er betingelserne for udslettelse af skibet til stede, udsteder registret på begæring en erklæring om, at skibet er udslettet eller vil blive udslettet af registret samme dag, det godtgøres at være optaget i det udenlandske register, dog senest 30 dage fra erklæringens udstedelse. Er sådan erklæring udstedt, kan rettigheder ikke længere anmeldes til registrering.

Stk. 6

Henstår der ved skibets udslettelse rettigheder på skibets blad i registret, skal attest om skibets udslettelse give oplysning om disse rettigheders indhold.

§ 43

Et skib udslettes ikke af Dansk Internationalt Skibsregister, selv om det ved ommåling ansættes til en bruttoregistertonnage mindre end 20 tons/en bruttotonnage mindre end 20.

Rettighedsregistrering

Rettighedsregistrering

§ 44

Rettigheder over de i Dansk Internationalt Skibsregister indførte skibe skal registreres for at opnå beskyttelse over for aftaler om skibet og mod retsforfølgning.

Stk. 2

Den ret, der skal fortrænge en uregistreret ret, skal selv være registreret og erhververen ifølge aftale i god tro.

Stk. 3

Hvis indehaveren af en registreret ret over et skib er eller bliver umyndiggjort, skal dette registreres, for at umyndiggørelsen kan gøres gældende over for aftaler vedrørende skibet, som i god tro indgås med den umyndige. Tilsvarende regel gælder om lavværgemål.

§ 45

For at et dokument skal kunne registreres, må det efter sit indhold gå ud på at fastslå, stifte, forandre eller ophæve en ejendomsret, en panteret, en brugsret eller en ret, der begrænser ejerens adgang til at råde i en eller flere nærmere angivne retninger.

Stk. 2

Når et pantebrev, som er omsætningspapir, er registreret, behøver overdragelse af pantebrevet ingen registrering.

§ 46

Søpanterettigheder og tilbageholdsrettigheder kan ikke registreres og har uden registrering den i søloven angivne retsstilling.

§ 47

Til registrering af arrest, udlæg, dom eller anden offentlig retshandling, der angår et skib, kræves, at anmelderen fremlægger erklæring fra den myndighed, som har foretaget handlingen, eller en udskrift af dens bøger, og handlingen skal angå den, der ifølge registret er beføjet til at råde over skibet eller skibsparten.

§ 48

Indholdet af et dokument, som begæres registreret, skal være endelig fastsat. I skadesløsbreve er det dog tilstrækkeligt at angive et størstebeløb for gælden.

Stk. 2

Ethvert privat dokument vedrørende et registreret skib skal fremtræde som udstedt af den, der ifølge registret - eller ved pantebreve ifølge transport - er beføjet til at råde over retten, eller som udstedt med hans samtykke.

§ 49

Registreringen foretages i overensstemmelse med de i §§ 8-20, 26 og 27 omhandlede regler, jf. dog de følgende bestemmelser.

Stk. 2

Såfremt dokumentet ikke opfylder de i §§ 11-15 og 45-48 fastsatte betingelser for registrering, skal det afvises.

Stk. 3

Hvis der foreligger en mangel, som skønnes at kunne afhjælpes, kan skibsregistrator dog fastsætte en frist for tilvejebringelse af de fornødne bevisligheder for, at registrering kan foretages, således at afvisning først finder sted, når bevislighederne ikke foreligger inden udløbet af denne frist.

Stk. 4

Har et dokument ikke angivet den berettigedes prioritetsstilling eller angivet denne på en mod registret stridende måde, eller er der mindre uoverensstemmelser mellem dokumentets indhold og de forelagte bevisligheder, meddeles der dokumentet anmærkning herom, og anmærkningens indhold indføres i registret.

§ 50

Udslettelse af registrerede rettigheder kan foretages, såfremt der foreligger skriftligt samtykke fra den, der i registret står indført som berettiget, eller bevis for, at retten er bortfaldet ifølge sit indhold eller ved dom eller anden retsafgørelse.

Stk. 2

Til udslettelse af pantebreve, som er omsætningspapirer, kræves fremlæggelse af pantebrevet i kvitteret stand, bevis for mortifikation eller ophør ifølge retsbeslutning. Pantebreve til statskassen og de af staten etablerede låneinstitutioner, kan dog efter bestemmelse af skibsregistrator udslettes mod kvittering af den ifølge registret berettigede.

§ 51

Udslettelse i medfør af § 50 sker ved at indførelsen i registret overstreges, dog således at det oprindelige indhold stadig er læseligt. Genparterne af de registrerede dokumenter udtages af skibsmappen.

§ 52

Hvor intet andet er bestemt, regnes registreringens retsvirkninger fra den dag, da dokumentet er anmeldt til Dansk Internationalt Skibsregister.

Stk. 2

Dokumenter, der anmeldes samme dag, betragtes ved registreringen som anmeldt samtidigt.

Stk. 3

Rettigheder og byrder der overføres fra udenlandsk register og fra eller til skibsregistret i medfør af lov om Dansk Internationalt Skibsregister § 6 og § 11 stk 3 samt denne bekendtgørelses § 6, stk. 4, bevarer den retsstilling, som de havde før overførslen.

§ 53

Når et dokument er indført i registret, kan ingen indsigelse fremsættes mod dets gyldighed over for godtroende erhverver ifølge registreret aftale. Det samme gælder over for en erhverver ifølge transport af et pantebrev, som er omsætningspapir.

Stk. 2

Dog bevares over for en sådan godtroende erhverver den indsigelse, at dokumentet er falsk eller forfalsket, eller at dets udstedelse retsstridigt er fremkaldt ved personlig vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af sådan, eller at udstederen af dokumentet var umyndig ved udstedelsen.

Stk. 3

Reglerne i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse med hensyn til rettigheder, der er overført fra udenlandske registre i medfør af reglen i § 6, stk. 4.

Pant m.v.

Pant m.v.

§ 54

En registreret ret over et skib omfatter, når intet andet er aftalt, tillige maskiner, kedler, motorer, radioudstyr, ekkolod, instrumenter og andet tilbehør, der er anskaffet på ejerens bekostning og bestemt til anbringelse i skibet, selv om det midlertidigt er adskilt fra skibet.

Stk. 2

Særlige rettigheder kan ikke stiftes eller forbeholdes over et skibs bestanddele eller dets nævnte tilbehør.

§ 55

Ophører en registreret panteret i et skib, være sig helt eller delvis, eller viser den sig ikke at være gyldigt stiftet, har ejeren, uanset modsat aftale med en efterstående panthaver eller andre, ret til at besætte - enten straks eller senere - den således ledige plads med en ny panteret, medmindre han ved ophøret eller senere giver afkald på denne ret. Udslettes panteretten, uden at ejeren samtidig benytter sig af sin ret til at besætte den ledige plads med en ny panteret, skal det på begæring noteres i registret, at den tidligere panteret nu tilkommer ejeren. Er notering ikke foretaget, rykker de efterstående berettigede op i den ledige plads. Ved tvangsauktion tilfalder en ledig plads de øvrige i skibet berettigede. Det samme gælder, såfremt skibet på anden måde end ved tvangsauktion bortsælges af et konkurs- eller gældsfragåelsesbo.

Stk. 2

Tilsvarende regler gælder en af ejeren forbeholdt plads til senere stiftelse af en panteret.

Stk. 3

Det skal dog gyldigt kunne vedtages i et efterstående pantebrev, at panteretten ifølge dette rykker op, efterhånden som en foranstående panteret afdrages, eller når denne panteret til et forud angivet bestemt tidspunkt helt indfries. I disse tilfælde kan der ikke vedtages en nedsættelse af afdragets størrelse eller anden standsning i lånets afvikling uden efterpanthaverens samtykke. En henstand med afdrags erlæggelse fra forpanthaverens side kan ikke bevirke, at efterpanthaverens kapital er forfalden, hvorimod efterpanthaveren i så fald kan forlange det forfaldne beløb udbetalt til ham selv som afdrag på skylden til ham. Hvis flere efterpanthavere kan gøre nævnte ret gældende, tilfalder afdraget den bedst berettigede.

§ 56

Er det i et pantebrev fastsat, at hovedstol og restgæld reguleres i takt med et bestemt indeks (indekspantebrev), kan det uanset § 55, stk. 3, 1. pkt., i et efterstående pantebrev gyldigt vedtages, at panteretten ifølge dette rykker op, efterhånden som indekspanteretten afdrages eller indfries ved betalinger, der efter pantebrevet er tidsfæstede.

Stk. 2

§ 55, stk. 3, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

§ 57

Besættes en ledig plads i prioritetsordenen med et indekspantebrev, og medfører den fastsatte indeksregulering, at panteretten overstiger den ledige plads, får den overskydende del af panteretten prioritet efter samtlige efterstående og sideordnede berettigede i skibet på tidspunktet for indekspantebrevets oprettelse. Ejeren kan dog forbeholde en bestemt anden ledig plads for udvidelser på indekspanteretten.

Stk. 2

De i stk. 1, 1. pkt., nævnte efterstående berettigede, der efter § 55, stk. 3, eller § 56 har oprykningsret efter en tidligere foranstående panteret, rykker efter registreringen af indekspantebrevet op, i det omfang de efter indholdet af den tidligere panteret havde ret hertil. Den del af indekspanteretten, som herefter fortrænges fra den foranstående panterets plads, får samme prioritet som overskydende dele af panteretten efter stk. 1.

Stk. 3

Er en ledig plads i prioritetsordenen blevet besat med et indekspantebrev, kan de i stk. 1, 1. pkt., nævnte efterstående eller sideordnede berettigede, der på tvangsauktion ikke opnår fuld dækning ved det angivne bud, forlange skibet opråbt på ny på vilkår, at indeksreguleringen for fremtiden tilsidesættes. Indeksreguleringen kan dog ikke tilsidesættes, i det omfang udvidelser på indekspanteretten kunne rummes på pladser, som er forbeholdt for sådanne udvidelser forud for de nævnte berettigede, og som har opnået dækning ved auktionsbuddet. 1. pkt. finder ikke anvendelse, såfremt den fastsatte indeksregulering ikke kan medføre, at panteretten overstiger den ledige plads.

Stk. 4

Stk. 1-3 gælder ikke i forhold til de i stk. I, 1. pkt., nævnte efterstående eller sideordnede berettigede, som har samtykket i besættelsen af den ledige plads med indekspantebrevet.

§ 58

En panthaver kan ikke, når han giver skyldneren henstand med renter eller lignende ydelser, bevare sin panteret for disse forud for de efterfølgende eller sideordnede panthavere ud over et år fra forfaldsdagen. Hvis en panthaver har krav på forhøjet rente eller anden særlig ydelse i anledning af forsinkelse med betaling, står sådanne krav ligeledes ved fyldestgørelse af pantet tilbage for andre panthaveres ret. Disse regler kommer dog ikke til anvendelse på skadesløsbreve.

Stk. 2

En panthaver kan ikke uden samtykke af de efter ham eller sideordnet med ham berettigede i skibet træffe aftale med skyldneren om længere uopsigelighed fra dennes side, end der var aftalt, da den efterstående eller sideordnede ret blev stiftet. Ej heller kan han træffe aftale med skyldneren om højere rente, end der gjaldt på dette tidspunkt, uden nævnte berettigedes samtykke, dersom den årlige rente derved ville overstige 6 pct.

Stk. 3

Andre ændringer i en panterets vilkår eller virken behøver ikke nævnte berettigedes samtykke. Vedtagelser i modsat retning er ugyldige.

Præklusion m.v.

Præklusion m.v.

§ 59

Såfremt det gøres gældende, at en ret over et skib som er indført i eller anmeldt til Dansk Internationalt Skibsregister, er stiftet, forandret eller bragt til ophør, og denne påstand vel kan sandsynliggøres, men dog ikke bevises, kan skibsregistrator, eventuelt mod sikkerhedsstillelse, indkalde de personer, som måtte have interesse i at modsætte sig registreringen eller udslettelsen.

Stk. 2

Indkaldelsen sker een gang i Statstidende i et nummer, der udkommer den første hverdag i en måned. Varslet er mindst 4 uger fra kundgørelsen. Der sendes så vidt muligt særskilt meddelelse i anbefalet brev til dem, der ifølge foreliggende oplysninger måtte have interesse heri. Efter skibsregistrators bestemmelse kan der endvidere foretages indkaldelse af de interesserede i et udbredt dagblad eller på anden hensigtsmæssig måde. Omkostningerne ved indkaldelsen afholdes af den, der har fremsat begæringen.

Stk. 3

Fremkommer der ingen indsigelse mod påstanden, afgør skibsregistrator sagen i overensstemmelse med påstanden.

§ 60

Hvis der i løbet af 10 år ikke er modtaget efterretninger om et skib, som er indført i Dansk Internationalt Skibsregister, og det må antages, at det ikke længere eksisterer, kan skibsregistrator bestemme, at skibet udslettes af registret dog først efter indkaldelse i overensstemmelse med de i § 59 fastsatte regler.

Retsmidler

Retsmidler

§ 61

Skibsregistrators afgørelser i henhold til lov om Dansk Internationalt Skibsregister og nærværende bekendtgørelse, jf. dog stk. 4, kan af enhver, der har en retlig interesse heri, indbringes for landsretten i den landsretskreds, hvor det pågældende skibs rederi eller repræsentant er hjemmehørende, inden for en frist af 14 dage, regnet fra den dag, da afgørelsen er meddelt vedkommende. Justitsministeriet kan, når omstændighederne taler derfor, senere, dog ikke efter 6 måneders forløb, tillade, at skibsregistrators afgørelser indbringes for landsretten inden 14 dage efter tilladelsens meddelelse. Hvis fagkundskab til søforhold skønnes at være af betydning, kan retten tilkalde 2 søsagkyndige dommere, der udtages blandt de af Justitsministeriet i medfør af retsplejelovens § 6, stk. 4, beskikkede dommere. De om kæremål i borgerlige sager gældende regler finder i øvrigt med de fornødne lempelser tilsvarende anvendelse på indbringelse for og behandlingen ved landsretten.

Stk. 2

Justitsministeriet kan tillade, at landsrettens afgørelse påkæres til Højesteret under samme betingelser, som gælder for landsrettens afgørelser i anledning af kære over for en underretsafgørelse.

Stk. 3

Skibsregistrator kan omgøre en af ham truffet bestemmelse, såfremt der fremkommer nye oplysninger, eller den oprindelige bestemmelse gik ud på, at en begæring ikke kunne tages til følge. Hermed får afgørelsen ikke tilbagevirkende kraft fra den oprindelige anmeldelse.

Stk. 4

Skibsregistrators afgørelser i medfør af lov om Dansk Internationalt Skibsregister § 1, stk. 4, kan indbringes for industriministeren.

§ 62

Hvis et dokument er blevet urigtigt gengivet i Dansk Internationalt Skibsregister eller skibsmappen eller ikke er blevet indført i registret, eller det er indført med en fejlagtig anmeldelsesdato, har den forurettede krav på rettelse og erstatning af statskassen for det lidte tab.

Stk. 2

Har nogen, inden rettelse er sket, ved aftale erhvervet ret over skibet i tillid til registrets eller skibsmappens indhold, bliver det ved dom at afgøre, om selve retten skal tilkendes den forurettede eller den godtroende erhverver, således at der ydes den anden part erstatning. Sagen anlægges ved Østre Landsret og rettes mod Dansk Internationalt Skibsregister på det offentliges vegne.

§ 63

Ud over de i § 62 omhandlede tilfælde ydes der af statskassen erstatning for tab, der er lidt som følge af, at en ret er fortrængt i medfør af § 53, stk. 2, § 59 eller § 60.

Stk. 2

Herudover yder statskassen erstatning for tab, der skyldes forsømmelse, udvist af nogen, der medvirker ved registreringen.

Straf

Straf

§ 64

Med bøde straffes den, der overtræder §§ 22, 23, § 24, stk. 1, § 28, stk. 1, § 29, stk. 7, §§ 30-32, § 33, stk. 1 og 3, § 34, stk. 2 og 3, § 36, stk. 1, § 38 eller § 40.

Stk. 2

Retten til at have eller få udfærdiget nationalitetsbevis kan inddrages for et af retten fastsat tidsrum efter de i borgerlig straffelov §§ 78 og 79 jf. lovbekendtgørelse nr. 607 af 6. september 1986, fastsatte regler (for Grønlands vedkommende § 114 i lovbekendtgørelse nr. 149 af 13. januar 1979).

Stk. 3

Hvis et skib sejler under dansk flag uden at være berettiget hertil, kan den eller de skyldige personer straffes efter reglerne i stk. 1.

Stk. 4

Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab eller lignende kan bødeansvar pålægges virksomheden som sådan.

Ikrafttræden

Ikrafttræden

§ 65

Bekendtgørelsen træder i kraft ved offentliggørelsen i Lovtidende.


Industriministeriet, den 12. juli 1988, den 12. juli 1988

/NILS WILHJELM Torben Ginnerup/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1988
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1988
Bekendtgørelse om Dansk Internationalt Skibsregister | TheLawyer.sh