Bekendtgørelse om udstedelse af koncession til skandinaviske luftfartsselskaber til beflyvning af visse grænseoverskridende regionale flyruter (Regelmæssig passagertrafik)
BEK nr 448 af 15/07/1988
§ 1
Koncession til beflyvning af nedenfor nævnte grænseoverskridende regionale flyruter, som SAS vælger ikke at ville beflyve, kan gives andre skandinaviske luftfartsselskaber end SAS: - nye grænseoverskridende ruter i de tre skandinaviske lande, bortset fra ruter mellem København, Oslo, Stockholm, Bergen, Stavanger, Gøteborg og Malmø, - nye ruter mellem lufthavne i Danmark, Norge og Sverige og lufthavne, der ikke er klassificeret som kategori-1 lufthavne i det øvrige Europa. For så vidt angår ruter fra Stockholm, København og Oslo til lufthavne i det øvrige Europa, som ikke er kategori-1 lufthavne gælder, at koncession kun kan meddeles, såfremt SAS ikke flyver direkte fra nogen af de tre skandinaviske hovedstæder til den pågældende europæiske lufthavn.
§ 2
Hvis SAS vælger ikke selv at ville beflyve en rute, kan koncession i overensstemmelse med nøjere detailforskrifter, jf. § 9, gives til et andet skandinavisk selskab. Beflyvning af en rute skal påbegyndes snarest muligt efter, at koncessionen er meddelt, dog senest 12 måneder fra førstkommende 1. april eller 1. november.
§ 3
Hvis SAS meddeler, at konsortiet ønsker at påbegynde beflyvning af en rute, hvortil et andet skandinavisk selskab har ansøgt om koncession, afslås denne ansøgning. SAS skal påbegynde beflyvningen senest 12 måneder fra førstkommende 1. april eller 1. november.
§ 4
Det kan blive nødvendigt at pålægge restriktioner for beflyvning af en rute af hensyn til eksisterende anlægs- og personaleressourcer ved lufthavnene, som f.eks. luftrumskapacitet, baner, terminaler, lokal og regional lufttrafiktjeneste, told, paspoliti, politi og sikkerhedskontrol.
§ 5
Skandinaviske selskabers ansøgning om koncession til interskandinaviske regionalruter indsendes til luftfartsmyndighederne i de to lande, imellem hvilke ruten ønskes befløjet. Danske selskabers ansøgning om koncession til regionalruter mellem Danmark og det øvrige Europa sendes til Trafik- og Kommunikationsministeriet.
§ 6
Ansøgning skal indeholde oplysninger om trafikoplæg for beflyvning af ruten, herunder tidtabel, flytype m.v.
§ 7
Koncessionsperioden er normalt op til 5 år. Ønsker koncessionshaveren at få koncessionen forlænget, skal ansøgning om fornyelse af koncessionen vedr. interskandinaviske ruter sendes til luftfartsmyndighederne i de berørte lande inden 1 år, før koncessionsperioden udløber. Hvad angår ruter til det øvrige Europa indsendes sådan ansøgning til Trafik- og Kommunikationsministeriet.
§ 8
Koncessionen gives på en række nærmere fastsatte vilkår.
Hvis koncessionsindehaveren ikke opfylder koncessionsvilkårene, kan koncessionen helt eller delvis tilbagekaldes.
§ 9
Trafik- og Kommunikationsministeriet udarbejder sammen med de norske og svenske myndigheder nærmere detailforskrifter om koncessionsudstedelse.
§ 10
Denne bekendtgørelse har virkning fra den 15. juli 1988.
pre_paragraph I medfør af § 75, stk. 1, jf. § 78 i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985 fastsættes hermed følgende med henblik på gennemførelse af aftale mellem de 3 skandinaviske regeringer af 22. maj 1986 og aftale, godkendt af regeringen, mellem de 3 skandinaviske trafikministre af 8. april 1988 i forbindelse med aftale om forlængelse af det skandinaviske luftfartssamarbejde, jf. lov nr. 381 af 10. juni 1987:
Trafik- og Kommunikationsministeriet, den 15. juli 1988, den 15. juli 1988
/H. P. CLAUSEN B. Willumsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1988
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1988