TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om værdiansættelsen af aktiver til dækning af reserven for løbende ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven

BEK nr 47 af 28/01/1988

DanmarkBekendtgørelse1988

§ 1

Et aktiv, som er anskaffet inden 1. januar 1987, værdiansættes efter de regler, som var gældende på anskaffelsestidspunktet, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 33 af 12. januar 1983.

§ 2

Et aktiv, som er anskaffet den 1. januar 1987 eller senere, værdiansættes efter bestemmelserne i §§ 3-7.

§ 3

Obligationer, herunder indeksobligationer, værdiansættes højst til den ved regnskabsårets slutning senest noterede køberkurs.

Stk. 2

Hvis værdipapirer af den i stk. 1, nævnte art er udstedt under samme afdeling, serie og rentefod, vil de kunne opføres til en fælles gennemsnitskurs. I intet tilfælde må obligationer opføres over den pålydende værdi.

Stk. 3

Indeksregulering af den påtrykte værdi af indeksobligationer medtages ved værdiansættelsen i henhold til stk. 1.

§ 4

Lån og værdipapirer i danske kroner, for hvilke der ikke er fastsat nogen amortisationstid, og som ikke indeholder nogen opsigelsesadgang for kreditor, værdiansættes højst til den pris, for hvilken de er erhvervet. Værdipapirer, der er udstedt under samme afdeling, serie og rentefod, opføres dog til en fælles gennemsnitskurs.

§ 5

Aktier og konvertible obligationer, der er genstand for offentlig kursnotering, må højst værdiansættes til den ved regnskabsårets slutning senest noterede køberkurs. Andre aktier og konvertible obligationer må højst værdiansættes til en værdi beregnet på grundlag af de ved regnskabsårets slutning senest foreliggende oplysninger angående det pågældende aktieselskab.

Stk. 2

Egne aktier skal med angivelse af deres pålydende optages som aktiver uden værdi. Er aktierne erhvervet inden for de sidste 2 regnskabsår, kan de dog optages i status til højst anskaffelsessummen, men et tilsvarende beløb skal i så fald opføres som en særskilt post under den bundne egenkapital.

Stk. 3

Ved vurdering af et moderselskabs aktier i et datterselskab skal der ses bort fra værdien af de aktier, som datterselskabet måtte eje i moderselskabet.

Stk. 4

Finanstilsynet kan tillade, at bestemmelserne i stk. 1, 1. pkt. fraviges, for såvidt angår aktier og konvertible obligationer i datterselskaber.

Stk. 5

Andre værdipapirer end aktier og konvertible obligationer værdiansættes, medmindre værdien må antages at være lavere, til den pris, hvortil de er erhvervet, dog ikke over den pålydende værdi.

§ 6

Fast ejendom må ikke opføres til højere værdi end den, der angives ved den offentlige vurdering til ejendomsværdi, medmindre Finanstilsynet giver samtykke dertil.

Stk. 2

Andre aktiver, der er bestemt til vedvarende eje eller brug for selskabet, må ikke optages til en højere værdi end anskaffelsesprisen. Til anskaffelsesprisen kan medregnes beløb, som er anvendt til forbedringer og er afholdt i regnskabsåret eller medtaget i status for tidligere regnskabsår. Sådanne aktiver må i øvrigt ikke optages til en højere værdi end den, hvortil de er optaget i status for det forudgående regnskabsår.

Stk. 3

Aktiver, der undergår værdiforringelse på grund af alder, slid eller andre tilsvarende forhold, skal afskrives med mindst det dertil svarende beløb, medmindre det pågældende aktiv allerede er tilstrækkeligt afskrevet. Afskrivningen skal foretages, selvom resultatopgørelsen viser eller derved kommer til at udvise et underskud.

Stk. 4

Er værdien af aktiver lavere end den værdi, hvortil de kan opføres efter bestemmelserne i stk. 2 og 3, og dette skyldes årsager, som ikke kan antages at være forbigående, skal de pågældende aktiver nedskrives i den udstrækning, det må anses for nødvendigt efter god regnskabsskik.

§ 7

Aktivposter i fremmed mønt må højst værdiansættes til den ved regnskabsårets slutning senest noterede kurs, og passivposter i fremmed mønt skal mindst værdiansættes til denne kurs.

§ 8

Det skal af noterne til selskabets regnskab fremgå, efter hvilke vurderingsprincipper dets aktiver er optaget.

§ 9

Når særlige omstændigheder i det enkelte tilfælde må tale derfor, kan Finanstilsynet påbyde en nedskrivning af de bogførte værdier af et selskabs aktiver.

§ 10

Stiftelsesomkostninger, organisationsomkostninger eller omkostninger ved forhøjelse af selskabskapitalen må ikke opføres som aktiv.

§ 11

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. februar 1988. Bekendtgørelsen har virkning fra det regnskabsår, som påbegyndtes den 1. januar 1987 eller senere.

pre_paragraph I medfør af § 210 f, stk. 1 i lov om forsikringsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 127 af 23. marts 1984, som ændret ved lov nr. 272 af 13. maj 1987 om ændring af lov om forsikringsvirksomhed fastsættes:

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1988
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1988