TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om ingeniøruddannelsen ved teknika (ingeniørhøjskolerne)

BEK nr 487 af 10/08/1988

DanmarkBekendtgørelse1988

§ 1

Om betingelserne for adgangen til ingeniøruddannelsen ved teknika (ingeniørhøjskolerne) og andre bestemmelser om optagelse henvises til bekendtgørelse om optagelse ved ingeniøruddannelserne på Danmarks Tekniske Højskole, Danmarks Ingeniørakademi og teknika.

Uddannelsens formål og struktur

Uddannelsens formål og struktur

§ 2

Ved teknika (ingeniørhøjskolerne) uddannes ingeniører, der kan omsætte naturvidenskabens og de tekniske videnskabers forskningsresultater til praktisk anvendelse.

Stk. 2

Ingeniøren skal kunne:

  1. Udføre forekommende ingeniørmæssige rutiner inden for valgte studieområder.
  1. Udnytte naturvidenskabelig, økonomisk og teknologisk viden, udvise færdigheder i matematiske metoder, problemløsningsteknik og andre systematiske arbejdsmetoder og kritisk tilegne sig ny viden til integreret anvendelse i forbindelse med løsning af udviklingsopgaver inden for valgte studieområder.
  1. Planlægge eget arbejde og redegøre for anvendelsen af principperne for organisation, planlægning, tilrettelægning og styring af arbejdsprocesser under hensyn til arbejdsforhold, herunder miljøtekniske, sociale og sikkerhedsmæssige forhold.
  1. Kommunikere klart i skrift, tale og andre udtryksformer, såvel inden for tekniske arbejdsområder som tilgrænsende områder.
  1. Gøre rede for den indvirkning, tekniske løsninger kan have på samfundsgrupper, herunder biologiske, fysiologiske, kulturelle, sociale og økonomiske virkninger.

§ 3

Ingeniøruddannelsen er normeret til 3 studieår. Hvert studieår består af 2 semestre.

§ 4

Ingeniøruddannelsens indhold ligger inden for et eller flere retningsområder. Retningsområder er: Bygningsteknik, kemiteknik, maskinteknik, produktionsteknik, skibsteknik, elektroteknik, stærkstrømsteknik og svagstrømsteknik. Undervisningsministeriet, Direktoratet for de Videregående Uddannelser, kan efter forhandling med teknika godkende, at større - indholdsmæssigt eller funktionelt afgrænsede - helheder af tekniske fagområder oprettes som nye retningsområder.

Stk. 2

Uddannelsen gives på studieveje. En studievej er en fagligt afgrænset ramme, der muliggør forskellige studieforløb for de studerende. Hver studievej udformes sådan, at den bliver en indholdsmæssig helhed, der sigter mod definerede erhvervsfunktioner.

Stk. 3

Hvert teknikum tilbyder en eller flere studieveje. Efter indstilling fra vedkommende teknikum kan direktoratet godkende individuelle studieveje (eller studieforløb) for enkelte studerende eller grupper af studerende inden for teknikums undervisningstilbud.

§ 5

En studievej består af en fællesdel, der udformes sådan, at den kan indgå i alle studieveje ved teknika, og en specialdel, hvis fagsammensætning karakteriserer den pågældende studievej.

Stk. 2

Specialdelen består af centrale fag, der ligger inden for eet eller flere retningsområder, jf. § 4, stk. 1 og tilvalgsfag, der kan ligge inden for dels alle retningsområder, dels sådanne andre fagområder, som har tilknytning til ingeniørens erhvervsfunktioner.

Stk. 3

Specialdelen slutter med et afgangsprojekt.

§ 6

Ingeniøruddannelsen tilrettelægges sådan, at der opnås en vekselvirkning mellem fagdisciplin og problemorienteret arbejde og mellem kursusundervisning og projektarbejde. Der kan arbejdes individuelt og i grupper.

Uddannelsens nærmere udformning

Uddannelsens nærmere udformning

§ 7

Ingeniøruddannelsen planlægges og beskrives ved hjælp af studiemoduler. Et modul er normeret til 120 arbejdstimer for en studerende.

Stk. 2

Der regnes med 16 moduler i et studieår.

§ 8

En gennemført ingeniøruddannelse omfatter for den enkelte studerende 8 moduler i fællesdelen og 40 moduler i specialdelen på den valgte studievej, herunder det antal moduler i centrale fag, som kræves på studievejen, jf. § 14 om studieordningen. Den studerende vælger dog frit 5 moduler blandt alle modulerne i teknikums uddannelsestilbud, herunder studieelementer, som indgår heri efter aftale med andre uddannelsesinstitutioner under direktoratet, jf. § 11.

§ 9

Teknikum tilrettelægger hver studievej sådan, at studievejen foruden fællesdelen omfatter mindst 18 moduler i specialdelen i centrale fag af væsentlig betydning for studievejens erhvervssigte. Omfatter de centrale fag matematisk-fysiske forudsætningsfag som supplement til fællesdelen, jf. § 10, eller et tværfagligt projektarbejde, jf. § 12, stk. 1, forhøjes de 18 moduler tilsvarende. Antallet af moduler i de centrale fag bør normalt ikke overstige 23.

Stk. 2

Antallet af moduler i specialdelens tilvalgsfag skal være så stort, at det muliggør forskellige studieforløb.

Stk. 3

Antallet af moduler til afgangsprojektet fastsættes i studieordningen for den enkelte studievej, jf. § 14, stk. 2, nr. 5. Der skal afsættes mindst 3 moduler til projektarbejdet.

Stk. 4

Fællesdelen tilrettelægges sådan, at den studerende kan gennemføre den inden for studievejens første semester.

§ 10

Fællesdelen omfatter matematisk-fysiske fag og andre fag efter bestemmelse i studieordningen.

§ 11

Specialdelens moduler i centrale fag og de tilbudte moduler i tilvalgsfag udformes sådan, at studievejen (bortset fra de frie tilvalgsmoduler, jf. § 8) opfylder kravene i § 4, stk. 2. Tilvalgsmodulerne kan give mulighed for såvel en supplering af de centrale fag som en specialisering inden for disse og kan omfatte studieelementer ved andre uddannelsesinstitutioner under direktoratet efter aftale mellem disse og teknikum, jf. § 5, stk. 2.

Stk. 2

Modulernes rækkefølge og mulighederne for sammensætning af moduler skal sikre en fremadskridende udvikling i arbejdsniveau.

§ 12

I specialdelen indgår der for alle studerende 3 tværfaglige projektarbejder foruden afgangsprojektet.

Stk. 2

Ved fastsættelsen af retningslinier for konkrete tværfaglige projektarbejder tages der stilling til, hvilke formålselementer efter § 2, stk. 2, der skal indgå i bedømmelsen.

Stk. 3

Emnet for afgangsprojektet skal give mulighed for at vise, i hvilket omfang den studerende har opfyldt væsentlige sider af uddannelsens formål efter § 2, og emnet skal, i hvert fald i det væsentlige, ligge inden for studievejens retningsområde(r). Emnet vælges af den studerende og skal godkendes af teknikum. Samtidig med godkendelse anvises vejledning.

§ 13

En studievej, hvis centrale fag ligger inden for et enkelt retningsområde, giver den uddannede ingeniør ret til en retningsbetegnelse, der svarer til området.

Stk. 2

Det kan fastsættes i studieordningen for en sådan studievej, at en nærmere angivet specialisering gennem mindst 8 tilvalgsmoduler (excl. tværfaglige projektarbejder) og afgangsprojektet giver den uddannede ingeniør ret til en linjebetegnelse.

§ 14

Det enkelte teknikum fastsætter - inden for bekendtgørelsens rammer og i overensstemmelse med uddannelsens formål - nærmere regler om uddannelsen i en studieordning for hver studievej. Flere teknika i fællesskab kan fastsætte studieordningsbestemmelser for fællesdelen.

Stk. 2

Studieordningen indeholder bl.a. regler om:

  1. Fællesdelens tidsmæssige placering i studievejen, jf. herved § 9, stk. 4.
  1. Fagene i fællesdelen, modulernes fordeling på fagene og de enkelte fags eller modulers mål og indhold.
  1. De centrale fag i specialdelen, herunder angivelse af studievejens retningsområde eller -områder, og - i givet fald - at studievejen fører til retningsbetegnelse; antallet af moduler i centrale fag og disses fordeling på fagene samt modulernes mål og indhold, eventuelle valgmuligheder og eventuelle bindinger med hensyn til rækkefølgen af moduler m.v., herunder at deltagelse i undervisningen skal være godkendt, eller at den studerende skal have opnået bedømmelsen Bestået eller karakteren 5 eller derover ved visse prøver, før bestemte moduler kan følges.
  1. Tilvalgsfagene i specialdelen, modulernes fordeling på fagene og modulernes mål og indhold, samt eventuel udelukkelse af visse modulkombinationer eller andre bindinger af eller krav til valgene, herunder at den studerendes deltagelse i undervisningen skal være godkendt, eller at der skal være opnået bedømmelsen Bestået eller karakteren 6 eller derover ved visse prøver, før bestemte moduler kan følges, jf. § 22, stk. 3. Eventuelle særlige specialiseringer i forhold til de centrale fag, herunder i givet fald at specialiseringen fører til linjebetegnelse, jf. § 13, stk. 2.
  1. Afgangsprojektet, jf. § 12, stk. 3, herunder hvornår emne kan eller skal vælges, og eventuelt at den studerende skal have fulgt et nærmere angivet antal tilvalgsmoduler, hvis indhold danner baggrund for arbejdet med projektemnet.
  1. Placeringen af de 3 tværfaglige projektarbejder i specialdelen, jf. § 12, stk. 1 og 2; mål og antal moduler for de enkelte tværfaglige projektarbejder, samt eventuelle andre forskrifter om sådanne arbejder.
  1. Eventuelle særlige krav til undervisnings- eller arbejdsformer.
  1. Formen for en løbende intern vurdering af de enkelte studerendes arbejde til vejledning af de studerende og som en del af grundlaget for teknikums uddannelsesplanlægning.
  1. Forskellige forhold ved eksamen efter bestemmelserne i kapitel 4.

Eksamen m.v.

Eksamen m.v.

§ 15

Der afholdes eksamen i fællesdelen og specialdelen.

Stk. 2

Eksamen i fællesdelen består af 4 prøver i de enkelte fag (fagprøver). Kommunikationsfag indgår ikke i eksamen, men de studerendes deltagelse i undervisningen skal godkendes af vedkommende lærer eller lærere.

Stk. 3

Eksamen i specialdelen består af et antal prøver i centrale fag og tilvalgsfag (fagprøver), bedømmelse af de 3 tværfaglige projektarbejder samt bedømmelse af afgangsprojektet. Prøverne og bedømmelsen af projekterne skal tilsammen vise, i hvilket omfang ingeniøruddannelsens formål er nået.

Stk. 4

Antallet af fagprøver i specialdelen fastsættes i studieordningen, jf. § 14. Der regnes med normalt 6-8 bedømmelser (fagprøver og tværfaglige projektarbejder) om året i den enkelte studerendes studieforløb. Der skal i alt være mindst 6 bedømmelser i centrale fag.

Stk. 5

Det fastsættes i studieordningen, hvilke fag og moduler der indgår i den enkelte fagprøve i fællesdel og specialdel. Det kan bestemmes i studieordningen, at visse fagmoduler eller dele af moduler i specialdelen ikke indgår i eksamen, men at de studerendes deltagelse i undervisningen skal godkendes af vedkommende lærer eller lærere.

§ 16

Formen for de enkelte fagprøver fastsættes i studieordningen, jf. § 14. Prøveformerne skal muliggøre en individuel bedømmelse af de studerende.

Stk. 2

Grundlaget for bedømmelsen af tværfaglige projektarbejder og af afgangsprojektet er en skriftlig rapport om arbejdet og en samtale om dette mellem den studerende, eksaminator og censor. Det skal under samtalen konstateres, i hvilket omfang uddannelsens formål efter § 2, stk. 2, er opfyldt gennem rapporten. Er rapporten udarbejdet af en gruppe studerende, skal det - hvis det ikke fremgår af rapporten - konstateres ved samtalen, hvilken indsats den enkelte studerende har ydet i arbejdet med projektet.

Stk. 3

De studerende skal i løbet af uddannelsen vurderes ud fra alle formålsbeskrivelsens punkter, jf. § 2, stk. 2. Dette sikres:

  1. ved udformningen af studieordningens beskrivelser af fag/moduler, tværfaglige projektarbejder og afgangsprojekt,
  1. ved den løbende interne vurdering og
  1. ved udformningen og bedømmelsen af fagprøverne, de konkrete tværfaglige projektarbejder og det konkrete afgangsprojekt.

§ 17

Prøverne kan aflægges hver for sig.

Stk. 2

De studerende indstiller sig selv til prøverne og bedømmelserne af projektarbejderne. Det er en betingelse for at indstille sig, at eventuelle krav i studieordningen til modulers rækkefølge, til valg af moduler m.v., jf. § 14, stk. 2, er opfyldt. Det kan fastsættes i studieordningen, at indstilling til prøve eller deltagelse i samtalen om et tværfagligt projektarbejde er betinget af, at en bestemt undervisning, der skal godkendes efter § 15, stk. 5, er godkendt.

§ 18

En studerende kan højst 3 gange indstille sig til samme prøve eller til bedømmelse i tværfaglige projektarbejder på samme studietrin eller i afgangsprojekt. Teknikum kan dispensere fra denne bestemmelse, hvis det findes begrundet i usædvanlige forhold. Genindstilling er betinget af, at den studerende ikke ved den pågældende bedømmelse har opnået Bestået eller karakteren 6 eller derover, jf. § 22, stk. 2 og 3.

Stk. 2

En indstilling, der tilbagekaldes inden for en vist frist, medregnes ikke efter stk. 1. Fristen fastsættes i studieordningen.

Stk. 3

En studerende kan højst 3 gange deltage i en undervisning, der skal godkendes efter § 15, stk. 2 og 5. Teknikum kan dispensere fra denne bestemmelse, hvis det findes begrundet i usædvanlige forhold. Der tages umiddelbart efter afslutningen af vedkommende undervisning stilling til, for hvilke studerende deltagelse er godkendt, henholdsvis ikke er godkendt. Teknikum kan tillade, at en studerende, der ikke har fået godkendelse, aflægger en prøve i stedet for 2. og 3. gang at deltage i undervisningen, og i så fald beskikker teknikum en censor blandt sine lærere. Ved det 3. godkendelsesforsøg kan den studerende forlange prøve afholdt med en censor, der er beskikket af direktoratet, jf. § 20. Prøven aflægges ved den pågældende undervisnings sædvanlige afslutning eller efter teknikums bestemmelse.

§ 19

Prøverne afholdes normalt i eksamensterminerne maj-juni og december-januar. Teknikum kan dog bestemme, at der aflægges prøve uden for eksamensterminerne.

Stk. 2

Prøverne afholdes af teknikum.

§ 20

Ved fagprøver og ved bedømmelser af tværfaglige projektarbejder og afgangsprojekter medvirker der censorer, der er beskikket af direktoratet. Direktoratet fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved beskikkelser m.v.

§ 21

Bedømmelsen foretages efter de fælles bestemmelser om karaktergivning ved de højere uddannelsesinstitutioner. Bedømmelsen er individuel.

Stk. 2

Der gives een karakter efter 13-skalaen for hver fagprøve, for hvert af de tværfaglige projektarbejder og for afgangsprojektet. Det kan dog bestemmes i studieordningen, at der ved visse fagprøver og ved et eller flere af de tværfaglige projektarbejder gives bedømmelsen Bestået/ikke bestået.

§ 22

Fællesdelen og specialdelen skal bestås hver for sig.

Stk. 2

Til at bestå fællesdelen kræves:

  1. At alle karakterer er 6 eller derover; dog kan een karakter være 5, hvis gennemsnittet er 6,0 eller derover.
  1. At der er givet Bestået ved bedømmelser, der gives som Bestået/ikke bestået.
Stk. 3

Til at bestå specialdelen kræves:

  1. At alle karakterer er 6 eller derover; dog kan een karakter i de centrale fag være 5, hvis gennemsnittet er 6,0 eller derover.
  1. At der er givet Bestået ved bedømmelser, der gives som Bestået/ikke bestået.

§ 23

Direktoratet fastsætter regler om behandling af eksamensklager.

§ 24

Studerende, der har bestået fællesdelen, kan overføre denne til andre studieveje ved samme teknikum eller andre teknika.

Stk. 2

Et teknikum kan godkende, at prøver eller studieelementer, der er bestået eller godkendt ved en anden uddannelsesinstitution under Direktoratet for de Videregående Uddannelser, træder i stedet for tilsvarende prøver eller undervisning i ingeniøruddannelsen ved det pågældende teknikum.

Stk. 3

Direktoratet kan efter indstilling fra et teknikum (eller flere teknika) godkende, at prøver eller studieelementer, der er bestået eller godkendt ved andre uddannelsesinstitutioner end de i stk. 2 nævnte, kan træde i stedet for prøver eller undervisning i ingeniøruddannelsen ved det (eller de) pågældende teknikum(a).

§ 25

Der udstedes bevis (diplom) for den gennemførte uddannelse på en blanket, der udarbejdes af teknika i fællesskab. Blanketten skal godkendes af direktoratet.

Stk. 2

På beviset oplyses følgende:

  1. Bedømmelserne for fagprøver og tværfaglige projektarbejder (karakter/Bestået) i henholdsvis fællesdel og specialdel samt emnet for tværfaglige projektarbejder. For specialdelen oplyses det, hvilke karakterer der er givet i centrale fag og hvilke i tilvalgsfag.
  1. Karakteren for afgangsprojektet og dettes emne.
  1. Eventuelle dispensationer i henhold til bekendtgørelse eller studieordning, der har betydning for vurderingen af uddannelsens indhold eller resultat, herunder eventuel overførelse af studieelementer efter § 24, stk. 2.
  1. Eventuel retnings- og eventuel linjebetegnelse.
  1. Ingeniøruddannelsens formål, jf. § 2, stk. 2, og den pågældende studievejs udformning, for individuelle studieveje (eller forløb) med oplysning om direktoratets godkendelse, jf. § 4, stk. 3, samt en beskrivelse af de moduler, den studerende har fulgt i centrale fag og tilvalgsfag, herunder oplysning om moduler med undervisningsgodkendelse efter § 15, stk. 5.
  1. Karakterskalaen og betingelserne for at bestå eksamen i henholdsvis fællesdel og specialdel.
Stk. 3

Oplysningerne under nr. 5-6 i stk. 2 kan i stedet gives i et bilag til eksamensbeviset.

Stk. 4

Studerende, der ikke har afsluttet uddannelsen, kan få attestation for opnåede bedømmelser.

Andre bestemmelser

Andre bestemmelser

§ 26

De studerende skal bestå fællesdelen senest 2 år efter, at de har begyndt ingeniøruddannelsen.

Stk. 2

Ingeniøruddannelsen skal afsluttes senest 61/2 år efter dens begyndelse. Er praktikken tilrettelagt som en integreret del af uddannelsesforløbet, forlænges fristen med den normerede praktikperiode.

Stk. 3

Teknikum kan tillade overskridelse af fristerne i stk. 1 og 2, hvis det findes begrundet i usædvanlige forhold.

§ 27

Teknikum udgiver en studievejledning med redegørelse for uddannelsesmulighederne ved det pågældende teknikum og med orientering om uddannelsesmulighederne ved andre teknika samt med andre oplysninger af betydning for de studerende ved tilrettelæggelsen af deres studium.

Stk. 2

Teknikum gør de studerende bekendt med bekendtgørelsen og studieordningen for vedkommende studievej.

§ 28

Direktoratet kan tillade, at bekendtgørelsens bestemmelser fraviges som led i forsøg. Sådan tilladelse gives for en begrænset tid på grundlag af en forsøgsplan. Samtidig fastsættes der bestemmelser om vurdering af og rapportering om forsøget.

§ 29

Den, der har gennemført ingeniøruddannelsen ved teknika, betegnes teknikumingeniør, Bachelor of Science in Engineering, Ingeenieur supeerieur speecialisee eller Diplomingenieur (FH).

Klage, dispensation m.v.

Klage, dispensation m.v.

§ 30

Klager over teknikums afgørelse i henhold til denne bekendtgørelse indgives til det pågældende teknikum. Hvis en klage ikke tages til følge, og klageren fastholder klagen, videresender teknikum klagen - bilagt en udtalelse - til direktoratet.

Stk. 2

Fristen for indgivelse af klager er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

§ 31

Direktoratet kan efter indstilling fra teknikum dispensere fra bekendtgørelsens bestemmelser, når det findes begrundet i usædvanlige forhold.

Stk. 2

En studieordning kan indeholde hjemmel for teknikum til at dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af teknikum.

Stk. 3

Direktoratet kan tillade teknikum at dispensere fra bekendtgørelsens bestemmelser inden for nærmere angivne rammer.

§ 32

Direktoratets afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

Ikrafttræden m.v.

Ikrafttræden m.v.

§ 33

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 1988.

Stk. 2

Følgende bestemmelser ophæves:

  1. Bekendtgørelse nr. 387 af 19. juli 1974 om den skibstekniske studieretning ved teknika.
  1. Bekendtgørelse nr. 370 af 6. juli 1984 om ingeniøruddannelsen ved teknika (ingeniørhøjskolerne).

Undervisningsministeriet, den 10. august 1988, den 10. august 1988

/BERTEL HAARDER Jens Thuesen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1988
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1988