TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om sikkerhedsrepræsentanter og sikkerhedsudvalg i henhold til lov om luftfart

BEK nr 553 af 16/09/1988

DanmarkBekendtgørelse1988

§ 1

Denne bekendtgørelse gælder for virksomheder med 5 ansatte eller derover, som gør tjeneste som besætningsmedlemmer på luftfartøj.

Stk. 2

Ved »besætningsmedlemmer« forstås personer, som i henhold til luftfartsloven eller bestemmelser udfærdiget i medfør af denne er indehaver af certifikat udstedt eller godkendt af Statens Luftfartsvæsen (pilotcertifikat, flymaskinistcertifikat, navigatørcertifikat eller kabinebesætningscertifikat).

Stk. 3

En indehaver af certifikat, der har ret til umiddelbart at udøve certifikatets rettighed i en bestemt virksomhed, betragtes som ansat i virksomheden i den periode, som certifikatrettigheden må udøves i den pågældende virksomhed. Sikkerhedsrepræsentanter

§ 2

I virksomheder, der omfattes af § 1, skal de ansatte flyvebesætningsmedlemmer henholdsvis kabinebesætningsmedlemmer hver af deres midte vælge en sikkerhedsrepræsentant for hver luftfartøjstype eller andet hensigtsmæssigt afgrænset arbejdsområde.

Stk. 2

Valget som sikkerhedsrepræsentant gælder for 2 år, dog længst indtil sikkerhedsrepræsentantens ansættelse i virksomheden som flyvebesætningsmedlem henholdsvis kabinebesætningsmedlem ophører. Afgår sikkerhedsrepræsentanten i løbet af perioden, skal der vælges en ny sikkerhedsrepræsentant. Hvis den resterende del af valgperioden er mindre end et halvt år gælder valget tillige for næste valgperiode. Genvalg kan finde sted.

Stk. 3

Samtlige ansatte besætningsmedlemmer i virksomheden har valgret og er valgbare ved valg af sikkerhedsrepræsentant.

Stk. 4

Det påhviler arbejdsgiveren at sikre, at valg af sikkerhedsrepræsentant kan finde sted i overensstemmelse med stk. 1-3, og at meddele resultatet af valget til Statens Luftfartsvæsen.

Stk. 5

Sikkerhedsrepræsentanten er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af sine forhold på samme måde som tillidsmænd inden for vedkommende eller tilsvarende faglige område.

§ 3

Arbejdsgiveren afholder udgifterne ved sikkerhedsrepræsentantens hverv og godtgør sikkerhedsrepræsentanten tab af indtægt, herunder ved nødvendig deltagelse i sikkerhedskurser m.v., jf. §§ 4 og 5.

Stk. 2

Arbejdsgiveren skal give sikkerhedsrepræsentanten lejlighed til at erhverve sig den fornødne viden om eller uddannelse i sikkerhedsmæssige spørgsmål.

Stk. 3

Arbejdsgiveren skal give sikkerhedsrepræsentanterne en efter forholdene rimelig tid til at varetage deres pligter i sikkerhedsarbejdet.

§ 4

Trafik- og Kommunikationsministeren godkender efter indstilling fra Arbejdsmiljørådet for luftfart form, indhold og varighed af de i § 3, stk. 1, nævnte sikkerhedskurser.

§ 5

Senest 4 uger efter sikkerhedsrepræsentantens valg skal arbejdsgiveren tilmelde denne til et godkendt kursus.

Stk. 2

Sikkerhedsrepræsentanten har pligt til at deltage i en uddannelse godkendt efter denne bekendtgørelse.

Stk. 3

Undtaget fra stk. 1 og stk. 2 er sikkerhedsrepræsentanter, der i forvejen har gennemgået en uddannelse godkendt efter denne bekendtgørelse.

Stk. 4

Kursusafgiften indbetales af arbejdsgiveren til den, der af ministeren er godkendt til at forestå uddannelsen. Sikkerhedsudvalg

§ 6

I virksomheder, der omfattes af § 1, oprettes et sikkerhedsudvalg.

Stk. 2

Sikkerhedsudvalget består af højst 2 sikkerhedsrepræsentanter valgt af flyvebesætningsmedlemmer og højst 2 sikkerhedsrepræsentanter valgt af kabinebesætningsmedlemmer. Arbejdsgiveren udpeger et tilsvarende antal repræsentanter.

Stk. 3

Det enkelte sikkerhedsudvalg kan aftale anden sammensætning.

Stk. 4

Formanden for udvalget udpeges af arbejdsgiveren blandt udvalgets medlemmer efter indstilling fra disse.

Stk. 5

Formanden sørger for, at der udarbejdes en liste over, hvem der er medlemmer af udvalget, og at denne sendes til Statens Luftfartsvæsen. Formanden sørger endvidere for, at de ansatte besætningsmedlemmer i virksomheden bliver bekendt med, hvem der er medlemmer af udvalget.

Stk. 6

Formanden skal holde udvalget underrettet om arbejdsmiljøarbejdet og om problemer af arbejdsmiljømæssig art, der opstår mellem møderne.

§ 7

Sikkerhedsudvalget skal indenfor virksomheden være rådgivende med hensyn til planlægning og gennemførelse af foranstaltninger af betydning for arbejdsmiljøet for tjeneste på luftfartøjer.

Stk. 2

Sikkerhedsudvalget holder ordinært møde mindst een gang årligt. Formanden indkalder til mødet med mindst 4 ugers varsel og sørger for, at udvalgsmedlemmerne og øvrige ansatte besætningsmedlemmer gøres bekendt med dagsordenen senest 10 dage før mødet.

Stk. 3

Ekstraordinært møde skal afholdes på begæring af ethvert af medlemmerne, dog højst hver 2. måned. Møde skal dog altid afholdes, hvis et flertal af medlemmerne fremsætter begæring herom.

Stk. 4

Formanden foranlediger, at der udarbejdes referat af sikkerhedsudvalgets møder.

§ 8

Statens Luftfartsvæsen skal ved besøg i virksomheden træde i forbindelse med vedkommende sikkerhedsrepræsentanter og repræsentanter for sikkerhedsudvalget. Disse har fri adgang til at forelægge spørgsmål af arbejdsmiljømæssig art for luftfartsvæsenet. Straffebestemmelser

§ 9

Overtræder en arbejdsgiver denne bekendtgørelse eller påbud, der udstedes i medfør af den, kan der efter § 149, stk. 10, i lov om luftfart pålægges den pågældende bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. For sådant bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf. Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 10

Bekendtgørelsen træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende. Samtidig ophæves Ministeriet for Offentlige Arbejders bekendtgørelse nr. 490 af 20. november 1985.

Stk. 2

Bestemmelsen i § 5, stk. 1, træder dog først i kraft på det tidspunkt, hvor ministerens godkendelse i henhold til § 4 foreligger. For sikkerhedsrepræsentanter, som er valgt forud for dette tidspunkt, regnes fristen efter § 5, stk. 1, fra godkendelsens dato.

pre_paragraph I medfør af § 40 g, stk. 2, jf. § 153, stk. 1, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985, fastsættes følgende: Gyldighedsområde


Trafik- og Kommunikationsministeriet, den 16. september 1988, den 16. september 1988

/H. P. Clausen Birgit Willumsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1988
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1988