Bekendtgørelse om tilskud efter sygesikringsloven til fysioterapeutisk behandling
BEK nr 560 af 23/09/1988
§ 1
Den offentlige sygesikring yder tilskud til fysioterapeutisk behandling, der efter lægehenvisning udføres af en fysioterapeut.
Hvis behandlingen gives på en klinik, er det en betingelse for at yde tilskud fra den offentlige sygesikring, at klinikken er godkendt af amtsrådet, i Københavns og Frederiksberg kommuner henholdsvis af magistraten og kommunalbestyrelsen.
§ 2
Sygesikringen yder ikke tilskud til behandling på offentlige sygehuse eller på private sygehuse eller klinikker, der modtager patienter til fysioterapeutisk behandling efter overenskomst med offentlige sygehuse.
§ 3
Sygesikringen yder ikke tilskud til fysioterapeutens ydelser til sig selv, til ægtefælle eller til hjemmeboende børn, der ikke er selvstændigt sikrede.
§ 4
Der ydes tilskud til øvelsesterapi, afspænding, massage, termiske behandlinger, el-stimulation, ultralyd, lungefysioterapi, stræk og ledmobilisering. Ydelserne gives i moduler af 15-20 minutters varighed. En behandling kan normalt omfatte indtil 3 moduler. Der kan normalt kun gives een behandling pr. sikret pr. dag.
Beslutter amtsrådet at tilbyde forebyggende og opfølgende fysioterapeutisk holdundervisning, yder den offentlige sygesikring tilskud til de omfattede ydelser.
Til personer med spastiske lammelser eller sclerose samt til blinde og svagtseende ydes der tilskud til lægeordineret rideterapi.
Nærmere beskrivelse af de enkelte ydelser fremgår af de af sundhedsministeren godkendte overenskomster mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Danske Fysioterapeuter, jf. § 12, stk. 1, og § 26, stk. 2, i lov om offentlig sygesikring.
§ 5
Sygesikringen yder et tilskud på 19,47 kr. pr. behandlingsmodul, jf. § 4, stk. 1. Ved behandling i patientens hjem ydes et tilskud til afstandstillæg, der er afhængig af afstanden mellem fysioterapeutens klinikadresse og patientens bopæl, jf. dog stk. 2. Er afstanden 0-4 km, udgør tilskuddet 8,76 kr. Er afstanden 4-10 km, udgør tilskuddet 25,82 kr. Er afstanden over 10 km, udgør tilskuddet 34,99 kr. Har fysioterapeuten ikke fast klinikadresse, ydes der et tilskud på 17,38 kr. til afstandstillæg ved behandling i patientens hjem.
Behandler fysioterapeuten ved samme besøg flere familiemedlemmer i samme hjem, ydes kun eet tilskud. Behandler fysioterapeuten ved samme besøg flere patienter på plejehjem eller lignende, beregnes kun eet afstandstillæg, som sygesikringen i dette tilfælde betaler fuldt ud.
Regulering af de i stk. 1 anførte tilskudsbeløb foretages som anført i den af sundhedsministeren godkendte overenskomst mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Danske Fysioterapeuter.
Tilskuddet til forebyggende og opfølgende fysioterapeutisk holdundervisning, jf. § 4, stk. 2, udgør 2/5 af det i den godkendte rammeaftale mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Danske Fysioterapeuter fastsatte honorar.
Tilskuddet til rideterapi, jf. § 4, stk. 3, udgør 4/5 af de honorarer, der er fastsat i den godkendte overenskomst mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Danske Fysioterapeuter.
Til fysioterapeutisk behandling, der finder sted som led i en af amtsrådet godkendt forsøgsordning med fysioterapi til handicappede, ydes der et tilskud, der udgør det dobbelte af de efter stk. 1 og 3 fastsatte tilskudsbeløb.
§ 6
Tilskud ydes med samme beløb til sikringsgruppe 1 og 2. Tilskud til personer i sikringsgruppe 1 er betinget af, at de søger en fysioterapeut, der har tilsluttet sig en godkendt overenskomst, indgået mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Danske Fysioterapeuter.
Tilskud til gruppe 2-sikrede, der søger en fysioterapeut, der ikke har tilsluttet sig overenskomsten, ydes af det sociale udvalg mod aflevering af kvitteret og specificeret regning. Tilskuddet kan ikke overstige regningens beløb.
Såvel gruppe 1-sikrede som gruppe 2-sikrede betaler direkte til fysioterapeuten den andel af honoraret, det påhviler patienten at betale.
§ 7
Personer, der ifølge internationale aftaler sidestilles med gruppe 1-sikrede eller gruppe 2-sikrede, har under midlertidigt ophold her i landet ret til tilskud til fysioterapeutisk behandling i samme omfang som henholdsvis gruppe 1-sikrede og gruppe 2-sikrede.
§ 8
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 1988. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 581 af 16. december 1981 om tilskud efter sygesikringsloven til fysioterapeutisk behandling samt bekendtgørelse nr. 599 af 19. november 1982 om midlertidige regler om tilskud efter sygesikringsloven til fysioterapeutisk behandling.
pre_paragraph I medfør af § 9 i lov om offentlig sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 490 af 21. juli 1986, som ændret ved § 5 i lov nr. 948 af 23. december 1986, fastsættes følgende:
Sundhedsministeriet, den 23. september 1988, den 23. september 1988
/ELSEBETH KOCK-PETERSEN Vagn Nielsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1988
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1988