Bekendtgørelse af lov om afgift af parfumer, toiletmidler m.v.
Skatteministeriet
LBK nr 631 af 20/10/1988
(Stk. 3)
§ 1. Af de i § 2 nævnte parfumer, toiletmidler m.v. svares en afgift til statskassen efter de i nærværende lov fastsatte regler. Stk. 2. Afgiften udgør 34 pct. af den i § 5, stk. 1, nævnte salgspris med fradrag af afgift efter lov om almindelig omsætningsafgift, men uden rabatfradrag af nogen art. Stk. 3. Hvor afgift svares i forbindelse med indførslen, jf. § 4, stk. 2, udgør afgiften 52 pct. af en i overensstemmelse med reglerne om toldværdien for værditoldpligtige varer fastsat værdi tillagt eventuel told og 10 pct. af det derved udkomne beløb. For beregningen af den nævnte værdi gælder de i merværdiafgiftslovens § 29, stk. 2, 2. og 3. pkt., fastsatte bestemmelser.
(Stk. 5)
§ 2. Afgiften omfatter parfumer, kosmetiske artikler af enhver art samt toiletmidler af enhver art, jf. dog stk. 2 og 4. Afgiftspligten omfatter også varer, der ved den måde, hvorpå de falholdes, tilkendegiver sig som egnede til brug som toiletmidler m.v. Stk. 2. Afgiftsfri er sæbe, også i tuber, samt tandpasta, tandcreme, tandpulver, mundvand og øjenbadevand. Desuden er talkum, glycerin, vaselin, lanolin, acetone, tyrkiskrødtolie og alun, alt i ren og uparfumeret stand, samt varer, hvis udlevering og forhandling i visse mindre dele er forbeholdt apotekerne i henhold til anordning om apotekervarer af 4. april 1929, afgiftsfri. Stk. 3. Varer, der under iagttagelse af nærmere fastsatte regler udføres til udlandet, fritages for afgift. Stk. 4. Toldbestyrelsen er bemyndiget til på nærmere betingelser at fritage for afgift vandondulationsvæske og -pulver, permanentvæske, neutraliserings- og stimuleringstabletter, tragant og skyllevæsker, alt i uparfumeret stand. Stk. 5. Ved indførsel af varer indrømmes afgiftsfrihed i samme omfang og under tilsvarende betingelser som fastsat for afgiftsfrihed efter merværdiafgiftslovens § 29, stk. 3.
(Stk. 2)
§ 3. Afgiftspligten påhviler varerne, såsnart de er indført her til landet eller under fremstillingen bragt i en skikkelse, der gør dem egnede til den tilsigtede brug. Afgiftspligten omfatter varerne med alt tilhørende udstyr. Stk. 2. Toldbestyrelsen er bemyndiget til at fastsætte regler for emballering, etikettering m.v. af de i § 2 som afgiftsfri nævnte varer og af andre varer, der kan benyttes såvel til toiletmiddel som til anden anvendelse.
(Stk. 2)
§ 4. Afgiftsberigtigelsen påhviler den, der fremstiller eller indfører de afgiftspligtige varer. Afgiften skal berigtiges, forinden varerne af den, hvem afgiftsberigtigelsen påhviler, udleveres fra den pågældende virksomheds anmeldte lokaler, jf. § 9. Afgiften skal tilsvares af afgiftspligtige varer, der mangler i virksomhedens beholdninger. Varer, der på grund af beskadigelse er blevet uanvendelige, kan dog tillades fraskrevet i lagerbeholdningen. Stk. 2. Af varer, der indføres af personer og virksomheder, som ikke driver omsætning m.v. af afgiftspligtige varer, svares afgift i forbindelse med indførslen. Afgiften afregnes efter reglerne i toldlovens kapitel 8.
(Stk. 2)
§ 5. Afgiften berigtiges ved, at pakningen, jf. § 6, forsynes med et af toldvæsenet fremstillet prismærke, der angiver varens højeste salgspris medregnet afgift såvel efter denne lov som efter lov om almindelig omsætningsafgift. Stk. 2. Af indførte varer, der ikke gøres til genstand for omsætning, berigtiges afgiften efter nærmere af toldbestyrelsen fastsatte regler.
(Stk. 4)
§ 6. Afgiftspligtige varer skal, forinden de udleveres fra den virksomhed, der har fremstillet eller indført dem, være pakket i fuldstændig lukkede pakninger. Pakningen skal være forsynet med angivelse af navnet på den virksomhed, der har indført eller her i landet fremstillet varen, samt angivelse af virksomhedens hjemsted på dansk. Der kan dog meddeles tilladelse til, at der i stedet for fremstillerens eller importørens navn og hjemsted angives navn og hjemsted for den virksomhed, der har eneforhandlingen af den pågældende vare her i landet. Stk. 2. Det er forbudt mellemhandlere, detailhandlere og frisørvirksomheder at modtage afgiftspligtige varer, som ikke er forsynet med prismærke i henhold til nærværende lov. Den pågældende er forpligtigtet til, såfremt varerne er leveret, uden at disse forskrifter er overholdt, omgående at gøre anmeldelse herom til toldvæsenet. Stk. 3. Det er forbudt at afsætte afgiftspligtige varer til højere pris end den på prismærket angivne. Stk. 4. Varer, der leveres til frisørsaloner og lign., og som er beskattet efter engrospris, må ikke videresælges. Auktionshandel med afgiftspligtige varer er forbudt.
(Stk. 3)
§ 7. Prismærket fremstilles af toldbestyrelsen efter forhandling med branchens hovedorganisation. Prismærkerne udleveres af toldkamrene til de i § 4, stk. 1, nævnte virksomheder, der skal tilsvare det til de modtagne mærkers pålydende svarende afgiftsbeløb. De af en virksomhed modtagne prismærker må ikke sælges eller udlånes. Stk. 2. De anmeldte virksomheder er pligtige efter udløbet af hver afgiftsperiode på en måned og senest den 15. i den følgende måned til toldvæsenet at afgive en anmeldelse over den i måneden skete udlevering af afgiftspligtige varer. Afgiften af de i en måned udleverede varer indbetales til toldvæsenet inden udgangen af den følgende måned. Mod fornøden sikkerhed kan der tilstås virksomhederne kredit, således at afgiften af de i en måned udleverede varer afregnes med toldvæsenet senest 3 måneder efter udgangen af den pågældende måned. Stk. 3. Betales afgiften ikke rettidigt, skal der betales 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra forfaldstidspunktet at regne, dog mindst 10 kr. for en afgiftsperiode. Er der indrømmet kredit efter stk. 2 med betaling af afgift, forfalder afgiften til betaling ved kreditperiodens udløb.
§ 8. Det er forbudt andre end toldbestyrelsen her i landet at fremstille eller lade fremstille eller her til landet indføre mærker af samme slags eller lignende dem, der i nærværende lov foreskrives som prismærker. Ligeledes er det forbudt her i landet at fremstille eller lade fremstille eller her til landet indføre de til sådanne mærkers fremstilling og mangfoldiggørelse nødvendige stempler, klicheer og lign.
(Stk. 4)
§ 9. Erhvervsmæssig fremstilling og indførsel af afgiftspligtige varer må alene foretages af den, der har indhentet toldbestyrelsens tilladelse dertil. Stk. 2. Den nævnte tilladelse kan kun gives på betingelse af, at der i virksomheden føres almindelige forretningsbøger, at indehaveren ikke er beskæftiget i anden virksomhed af de i nærværende paragrafs stk. 1 omhandlede arter, og at virksomhedens lokaler godkendes af toldvæsenet. Lokalerne skal være indrettet således, at der er uhindret adgang til kontrol, og at de varer, som virksomheden selv har forsynet med prismærke, kan oplagres fuldstændig adskilt fra andre varer, og således at de varer, som virksomheden har importeret, holdes adskilt fra de varer, som virksomheden selv har fremstillet. Stk. 3. Enhver, der efter denne lovs ikrafttræden driver afgiftspligtig virksomhed, skal for et kalenderår eller for den del deraf, hvori virksomheden er afgiftspligtig, svare et mindsteafgiftsbeløb på 100 kr. Dette beløb kan kræves betalt inden 1. juli eller for virksomheder, der påbegyndes efter dette tidspunkt, en måned efter virksomhedens påbegyndelse. Stk. 4. En given tilladelse bortfalder, såfremt de i nærværende paragrafs stk. 2 nævnte betingelser ikke længere er til stede, de ifølge nærværende lov skyldige afgifter ikke betales, eller virksomheden drives på en sådan måde, at den kommer i strid med de betingelser, hvorunder tilladelsen i øvrigt er givet af toldbestyrelsen.
(Stk. 3)
§ 10. De i § 9 omhandlede virksomheder er underkastet toldvæsenets kontrol og skal føre det af toldbestyrelsen foreskrevne regnskab. Stk. 2. De kontrollerende tjenestemænd har ret til at efterse de i stk. 1 nævnte virksomheders forretningsbøger og øvrige regnskabsmateriale. Virksomhedens indehaver såvel som hans personale er pligtig at yde eller lade yde al fornøden vejledning og hjælp. Stk. 3. Enhver, der forhandler afgiftspligtige varer i beskattet stand, herunder også frisørvirksomheder, samt enhver, som forhandler parfumestoffer, parfumeessenser og lign. eller anvender sådanne stoffer til fremstilling af afgiftsfri varer, er forpligtet til på begæring at meddele toldvæsenet enhver oplysning, der skønnes at være fornøden til varetagelse af kontrollen. Toldvæsenet har ret til eftersyn af disse virksomheders beholdning af de nævnte varer og af deres regnskaber m.m.
§ 11. (Ophævet)
(Stk. 4)
§ 12. Såfremt det konstateres, at en virksomhed har afgivet urigtig angivelse til toldvæsenet, således at virksomheden har betalt for lidt i afgift, afkræves virksomheden det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav. Stk. 2. Kan størrelsen af det afgiftsbeløb, som påhviler virksomheden, ikke opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan toldvæsenet foretage en skønsmæssig ansættelse af afgiftstilsvaret. Afgørelsen skal indeholde oplysning om den i stk. 3 nævnte klageadgang. Stk. 3. Virksomheden kan indbringe ansættelsen for det efter merværdiafgiftslovens § 37 nedsatte nævn. Begæring om indbringelse for nævnet skal være fremsat over for toldvæsenet senest 4 uger efter, at virksomheden er gjort bekendt med ansættelsen. Stk. 4. Betales afgiften ikke rettidigt, skal der betales 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken beløbet skal betales af virksomheden, dog mindst 10 kr.
§ 13. Det efter § 37 i merværdiafgiftsloven nedsatte nævn har den endelige administrative afgørelse af:
- Spørgsmål om varers afgiftspligt.
- Klager over toldvæsenets skønsmæssige ansættelser efter § 12, stk. 2.
(Stk. 3)
§ 13 a. ( 2) Skatteministeren kan fastsætte bestemmelser om adgangen til at klage over afgørelser efter denne lov. Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at afgørelser, der er truffet af Direktoratet for Toldvæsenet, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed, jf. dog § 13. Stk. 3. Ministeren kan på eget initiativ tage en afgørelse, der er truffet af toldvæsenet, op til nærmere undersøgelse og afgørelse.
§ 14. Når indehaveren af en i henhold til nærværende lov afgiftspligtig virksomhed dør, eller hans bo tages under konkursbehandling, skal skifteretten uopholdelig give toldvæsenet meddelelse herom.
(Stk. 4)
§ 15. Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt:
- afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for afgiftskontrollen,
- overtræder § 4, stk. 1, 2. pkt., jf. § 5, stk. 1, § 6, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 2-4, § 7, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, 1. pkt., § 8, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3, 1. pkt.
- tilsidesætter vilkår, der er fastsat efter § 2, stk. 3-4, og § 3, stk. 2,
- fortsætter driften af en afgiftspligtig virksomhed, når tilladelsen er bortfaldet efter § 9, stk. 4, og toldvæsenet har meddelt virksomheden dette, eller
- overdrager, erhverver eller tilegner sig varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle have været betalt efter loven, eller forsøger herpå. Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder bestemmelser i forskrifterne. Stk. 3. Den, der begår en af de i stk. 1 nævnte overtrædelser med forsæt til at unddrage statskassen afgift, straffes med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 2 år. Stk. 4. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan bødeansvar pålægges selskabet som sådant.
(Stk. 4)
§ 15 a. Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde. Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen i retsplejeloven om indhold af anklageskrift i politisager tilsvarende anvendelse. Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning. Stk. 4. Når sager om de i § 15 nævnte overtrædelser indbringes for domstolene, behandles de som politisager. Retsmidlerne i retsplejelovens kapitler 72 og 73 kan anvendes i samme omfang som i statsadvokatsager.
§ 16. Det påhviler politiet at underrette toldvæsenet om de til dets kundskab kommende overtrædelser eller omgåelser af denne lov samt på toldvæsenets begæring derom at yde bistand til opklaring heraf.
§ 17. Skatteministeren bemyndiges til, hvor ganske særlige forhold gør sig gældende, at fritage for afgift i henhold til nærværende lov.
§ 18. Skatteministeren bemyndiges til at afholde de med lovens gennemførelse forbundne udgifter.
§ 19. Toldbestyrelsen bemyndiges til at fastsætte de fornødne regler til gennemførelse af nærværende lov, herunder de nødvendige overgangsbestemmelser.
§ 20. (Udeladt)
§ 21. Denne lov gælder ikke for Færøerne.
§ 22. Tidspunktet for denne lovs ikrafttræden fastsættes ved kgl. anordning. Ved lovens ikrafttræden bortfalder afsnit IV i lov nr. 538 af 31. oktober 1946 om midlertidige forbrugsafgifter m.m. pre_paragraph Herved bekendtgøres lov om afgift af parfumer, toiletmidler m.v. ( 1), jf. lovbekendtgørelse nr. 480 af 15. juli 1986, med de ændringer, der følger af § 13 i lov nr. 925 af 19. december 1986
Skatteministeriet, den 20. oktober 1988, den 20. oktober 1988 /Anders Fogh Rasmussen Jan Lyager Olsen/
Metadata
- Type
- docType.LBKH
- År
- 1988
- Ikrafttrædelsesdato
- 16. marts 2007