TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om regnskabsføring efter merværdiafgiftsloven

BEK nr 647 af 20/10/1988

DanmarkBekendtgørelse1988

§ 1

Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, skal føre et regnskab over indkøb og salg af varer og afgiftspligtige ydelser, således at de beløb, som virksomheden ved udgangen af hver afgiftsperiode skal angive i afgiftsangivelsen til toldvæsenet, fremgår af regnskabet.

Stk. 2

Regnskabet skal føres enten i et af toldvæsenet udleveret regnskabshæfte efter de deri anførte regler eller i det almindelige forretningsregnskab efter reglerne nedenfor i §§ 2-18.

§ 2

Regnskabet skal føres på klar og overskuelig måde og indeholde sådanne specifikationer, at det kan danne grundlag for toldvæsenets kontrol med afgiftens rigtige betaling. Føres købs- og salgskonti med summariske posteringer, skal der foreligge specifikationer (journaler, kladder, kassestrimler el. lign.), hvoraf fremgår, hvorledes de summariske poster er sammensat af enkeltposter.

Stk. 2

Regnskabet skal være tilrettelagt således, at toldvæsenet kan sammenholde possteringerne i regnskabet med købs- og salgsbilagene.

Stk. 3

Regnskabet skal i øvrigt indeholde sådanne oplysninger, at virksomhederne kan opfylde deres forpligtelse til på begæring at meddele toldvæsenet oplysninger om deres indkøb af varer og afgiftspligtige ydelser hos de enkelte virksomheder og om deres leverancer af varer og afgiftspligtige ydelser til de enkelte virksomheder.

§ 3

Det almindelige forretningsregnskab skal indeholde følgende særlige konti:

  1. Konto for indgående afgift (afgiften af køb).
  1. Konto for udgående afgift (afgiften af salg).
  1. Konto for eksport m.v.
Stk. 2

På konto for indgående afgift føres afgiften på indkøb af varer og afgiftspligtige ydelser til brug for virksomheden i det omfang, afgiften på indkøbene kan medregnes til den indgående afgift.

Stk. 3

På konto for udgående afgift føres afgiften af varer og afgiftspligtige ydelser, der sælges af virksomheden eller udtages til brug for virksomhedens indehaver, personale, repræsentation m.v.

Stk. 4

Konto for eksport m.v. oprettes af virksomheder, der har eksport eller andet salg af varer og afgiftspligtige ydelser, hvoraf der ikke skal betales afgift. På kontoen føres salgsprisen for de foretagne leverancer.

§ 4

Afgiftsbeløbene føres på afgiftskontiene i forbindelse med postering af det pågældende køb eller salg i forretningsregnskabet. Afgiftskontiene kan dog føres med periodiske posteringer, når afgiften kan beregnes direkte på grundlag af saldoen på andre konti. I så fald føres disse konti med værdien indbefattet afgift, og kontiene må kun omfatte enten køb, hvoraf afgiften kan medregnes til den indgående afgift, eller salg, hvoraf der skal betales afgift. Den af toldvæsenet ved import af varer beregnede afgift skal altid føres direkte på konto for indgående afgift.

§ 5

Afgiftskontiene afsluttes ved hver afgiftsperiodes udløb. Saldoen på konto for indgående afgift overføres til kontoen for udgående afgift, der herefter viser det afgiftsbeløb, der skal indbetales til toldvæsenet, eller det afgiftsbeløb, der skal godtgøres af toldvæsenet. Ved indbetalingen til (eller udbetalingen fra) toldvæsenet, føres det betalte (eller godtgjorte) beløb på konto for udgående afgift, der hermed udlignes. I stedet for at overføre den indgående afgift til konto for udgående afgift kan virksomheden oprette en konto for afregning med toldvæsenet og overføre indgående og udgående afgift hertil.

§ 6

Såfremt en virksomhed er bogføringspligtig efter bogføringsloven eller pålagt regnskabspligt efter skattekontrolloven, skal virksomhedens regnskab omfatte et kasseregnskab. Der skal heri så vidt muligt dagligt optages samtlige ind- og udbetalinger særskilt for hver enkelt post eller, hvis der føres særskilte specifikationer, med en samlet sum for hver af disse. Virksomhederne skal foretage effektive daglige eller efter virksomhedens art og omfang jævnlige kasseafstemninger.

Stk. 2

De i stk. 1 nævnte specifikationer skal være kassestrimler, paragonsedler, særskilt førte lister el. lign., der indeholder oplysning om det enkelte beløb.

§ 7

Virksomheder, der efter deres art og handelsform (f.eks. detailsalg fra vogn eller torvestade) ikke har mulighed for at benytte kasseapparat eller føre lister m.v. over den enkelte indbetaling, må foretage en daglig kasseopgørelse, der skal udvise kassebeholdningen ved dagens begyndelse og slutning samt korrektioner for samtlige udbetalinger (f.eks. varekøb, omkostninger, indsætninger i bank og beløb udtaget til privat brug), og sådanne indbetalinger, der ikke vedrører den afgiftpligtige omsætning (f.eks. hævet i bank). Disse virksomheder skal endvidere daglig redegøre for modtagne indbetalinger på 100 kr. og derover fra kunder for tidligere kreditsalg. Køb

§ 8

Regnskabet over indkøbet og afgiften heraf (den indgående afgift) føres på grundlag af købsbilag (fakturaer, notaer, afregningsbilag og modtagne kreditnotaer m.v.).

Stk. 2

Virksomheder, der er registreret efter toldloven, fører regnskabet for importerede varer på grundlag af månedlige importspecifikationer fra toldvæsenet. Regnskabet kan også føres på grundlag af enhedsdokumentets eksemplar 8 med eventuelle rettelsesmeddelelser fra toldvæsenet. Bogføringen skal afstemmes med importspecifikationen.

Stk. 3

Afgiften af varer, der importeres af virksomheder, der ikke er registreret efter toldloven, føres på grundlag af enhedsdokumentets eksemplar 8 med eventuelle rettelsesmeddelelser fra toldvæsenet. Bogføringen skal afstemmes med girokort (R 99 1) eller kassebilag (R 99 0) fra toldvæsenet.

§ 9

Bogføringen for en afgiftsperiode skal omfatte de køb, der i perioden er faktureret til virksomheden af dens indenlandske leverandører, samt den af virksomheden foretagne import af varer, der er fortoldet i perioden.

Stk. 2

Bogføring af indkøb kan foretages ved betalingen i stedet for ved fakturaens modtagelse. Den indgående afgift opgøres da på grundlag af de i afgiftsperioden foretagne betalinger. Benyttes denne fremgangsmåde, er virksomhederne berettiget til gennem specificerede opstillinger over gæld til leverandører ved afgiftsperiodens begyndelse og slutning at foretage regulering af den indgående afgift, således at denne svarer til de af leverandørerne i perioden fakturerede leverancer.

§ 10

Kontoen for indgående afgift skal reduceres med afgiften ifølge kreditnotaer, der modtages fra indenlandske leverandører for returvarer og prisafslag for tidligere indkøbte varer eller afgiftspligtige ydelser, herunder kreditnotaer med angivelse af afgift for dividende, bonus, kasserabatter og andre betingede rabatter, der er blevet effektive efter leveringen.

Stk. 2

Såfremt afgiften af indkøb kun kan medregnes delvis til en virksomheds indgående afgift, kan virksomheden enten opdele afgiftsbeløbet straks ved bogføringen eller notere hele afgiftsbeløbet som indgående afgift i sidstnævnte tilfælde skal ved afgiftsperiodens slutning den del af afgiften, som ikke kan medregnes til den indgående afgift, fratrækkes kontoen for indgående afgift.

§ 11

Regnskabet skal indeholde sådanne oplysninger, at det kan danne grundlag for toldvæsenets kontrol med, at der ved ændringer i grundlaget for de af virksomheden i forbindelse med anskaffelsen af investeringsgoder foretagne fradrag for indgående afgift sker regulering af den fradragne afgift i overensstemmelse med bestemmelserne i bekendtgørelse om regulering af indgående afgift for investeringsgoder.

Stk. 2

Virksomheder, der driver såvel registreringspligtig som ikke registreringspligtig virksomhed, eller som anvender investeringsgoder til andet ikke-fradragsberettiget formål, skal opføre indkøbte investeringsgoder på en særlig konto, der benævnes »investeringsgoder«, eller på en særlig opgørelse.

Stk. 3

På den i stk. 2 nævnte konto eller opgørelse føres for hvert investeringsgode anskaffelsesbeløbet uden afgift, det i forbindelse med anskaffelsen erlagte afgiftsbeløb samt det afgiftsbeløb, som virksomheden i forbindelse med anskaffelsen kan medregne til den ingående afgift, jf. bekendtgørelsen om delvis fradragsret for merværdiafgift. På kontoen eller opgørelsen føres endvidere de reguleringer, som virksomheden skal foretage efter bestemmelserne i bekendtgørelsen om regulering af indgående afgift for investeringsgoder.

Stk. 4

Virksomheder, som i henhold til § 4, stk. 1, i bekendtgørelse om regulering af indgående afgift for investeringsgoder overtager en reguleringsforpligtelse for afgiften på et investeringsgode, skal på den i stk. 2 nævnte konto eller opgørelse føre det afgiftsbeløb, for hvilket virksomheden har overtaget reguleringsforpligtelsen, samt de reguleringer, som virksomheden skal foretage efter bestemmelserne i nævnte bekendtgørelse.

Stk. 5

Regnskabet skal være tilrettelagt således, at toldvæsenet kan sammenholde posteringerne på den i stk. 2 nævnte konto eller opgørelse med virksomhedens øvrige regnskabsmateriale. Salg m.v.

§ 12

Regnskabet over salget og afgiften heraf (den udgående afgift) skal for hver afgiftsperiode omfatte samtlige leverancer af varer og afgiftspligtige ydelser samt udtagelser til indehaverens private forbrug, til brug for personalet eller til repræsentation m.v. Afgiftsberigtigelse af varer og ydelser til eget brug m.v. kan dog foretages ved fradrag på indkøbskonto eller konto for indgående afgift.

§ 13

Bogføringen skal foretages på grundlag af kopier af udstedte salgsbilag. Den daglige bogføring kan dog også ske på grundlag af modtagne betalinger (kasseregnskab), se nærmere i § 15.

§ 14

Virksomheder, der efter deres karakter (f.eks. detailhandel med levnedsmidler eller andre daglige forbrugsvarer), ikke har praktisk mulighed for at foretage løbende notering af indehaverens eget forbrug af varer og afgiftpligtige ydelser, kan indføre dette forbrug i afgiftsregnskabet med en samlet postering for hver afgiftsperiode.

§ 15

Virksomheder, der opgør salget på grundlag af kasseregnskabet, skal af hensyn til opgørelsen af afgiftstilsvaret foretage korrektion for kreditsalg, der endnu ikke er betalt, og for indbetalinger vedrørende tidligere kreditsalg. Denne regulering foretages på grundlag af udestående fordringer ved afgiftsperiodens begyndelse og slutning. Detailhandlere og andre, der afregner med kunderne ugentligt, kan dog undlade at foretage regulering for udestående fordringer for sådant salg.

Stk. 2

Såfremt der i den daglige opgørelse indgår salg af aviser og frimærker, kan virksomheden undlade dagligt at fratrække dette salg og i stedet opgøre og fratrække salget af aviser og frimærker ved udgangen af hvert kvartal. Salget opgøres da på grundlag af afregninger fra bladhuse og kvitteringer fra postvæsenet for køb af frimærker.

Stk. 3

Periodiske reguleringer vedrørende udestående fordringer og salg af aviser og frimærker skal fremgå af regnskabet eller af særlige opstillinger, der opbevares sammen med regnskabet. Særlige bestemmelser for landbrug og fiskeri m.v.

§ 16

Virksomheder, der er registreret som landbrug og fiskeri m.v. kan føre afgiftsregnskabet på grundlag af periodiske opgørelser (ugeopgørelser, månedsopgørelser eller halvårsopgørelser) fra leverandører og aftagere. Det er dog en forudsætning, at opgørelserne ikke omfatter køb eller salg vedrørende to forskellige afgiftsperioder. Opgørelserne skal indeholde samme oplysninger som fakturaer. Andre bestemmelser.

§ 17

Virksomhederne skal en gang om året foretage optælling af varelageret og opgøre lagerets værdi. Opgørelsen kan foretages i forbindelse med virksomhedens almindelige statusopgørelse.

§ 18

Virksomhederne skal opbevare regnskaber, regnskabsbilag og andet regnskabsmateriale (herunder bestillingsbøger, fabrikationssedler, kassestrimler, lageroptællingslister m.v.) samt den årlige lageropgørelse i 5 år efter udløbet af det pågældende regnskabsår.

Stk. 2

Virksomhederne kan opbevare fakturakopier i form af mikrofilm. Anvendes EDB-maskiner ved fakturering, kan samlelister med oplysning om indholdet af hver enkelt faktura eller afregningsbilag træde i stedet for kopier af fakturaer.

Stk. 3

Bestemmelserne om bogføring ved hjælp af EDB-maskiner og om mikrofilm i Handelsministeriets bekendtgørelse nr. 226 af 18. juni 1959 om bogføringspligtens omfang og indhold finder anvendelse på virksomhedernes regnskabsføring m.v. efter denne bekendtgørelse.

§ 19

Afgiftsregnskabet for en afgiftsperiode skal være ført inden angivelsens indsendelse.

Stk. 2

Toldvæsenet kan kræve, at virksomhedens bogføring efter en frist på mindst 14 dage skal være ajourført for afgiftsperioder, for hvilke fristen for indsendelse af angivelse er udløbet. Straffebestemmelser m.v.

§ 20

Den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder § 1, stk. 2, § 2, § 3, § 6, § 7, § 10, § 11 stk. 1, 2, 4 eller 5, § 12, § 15, stk. 1 eller 3, § 17, 1 pkt., § 18, stk. 1, eller § 19, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter merværdiafgiftslovens § 35, stk. 3. Bestemmelserne i lovens § 35, stk. 4, og § 36 finder anvendelse.

§ 21

Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 249 af 7. maj 1973 om regnskabsførelse efter merværdiafgiftsloven.

pre_paragraph I medfør af § 18, stk. 5, i merværdiafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 629 af 20. oktober 1988 fastsættes: Almindelige bestemmelser.


Skatteministeriet, den 20. oktober 1988, den 20. oktober 1988

/ANDERS FOGH RASMUSSEN K. Aasberg Karlsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1988
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1988