Bekendtgørelse om opkrævning af vægtafgift af motorkøretøjer m.v.
BEK nr 648 af 20/10/1988
§ 1
Afgiften af her i landet hjemmehørende motorkøretøjer m.v. beregnes og opkræves af Centralregisteret for Motorkøretøjer efter de nedenfor anførte regler. Centralregisteret varetager i øvrigt samtlige oppebørselsforretninger.
De af centralregisteret trufne afgørelser vedrørende vægtafgiftsopkrævningen kan af den registrerede ejer (bruger) indbringes for Skatteministeriet, Told- og Afgiftsdepartementet.
§ 2
Afgiftsberegningen sker på grundlag af de ved registreringen eller ved senere anmeldelser tilvejebragte oplysninger om køretøjets art, afgiftspligtige vægt, indretning og anvendelse, herunder om køretøjet benytter benzin som drivkraft eller anden drivkraft.
Hvis der efter køretøjets registrering sker ændringer med køretøjet, som er af betydning for afgiftens beregning, påhviler det ejeren (brugeren) straks at gøre anmeldelse herom til et motorkontor. Ændringerne har afgiftsmæssig virkning fra og med den efter ændringen nærmest følgende afgiftsperiode, jf. dog stk. 3 og 4.
Såfremt et køretøj overgår til anden drivkraft end den over for registreringsmyndigheden anmeldte, har ændringen afgiftsmæssig virkning fra den 1. i den efter ændringen følgende måned. I den måned, hvor ændringen har fundet sted, svares afgiften dog efter de for ikke-benzindrevne køretøjer gældende satser.
Sker der til- eller afmelding af sættevogne til en sættevognsforvogn, som har betydning for afgiften af forvognen, har anmeldelsen afgiftsmæssig virkning fra den 1. i den efter ændringen følgende måned. I den måned, hvor ændringen har fundet sted, svares afgiften af forvognen dog på grundlag af det største af de i måneden registrerede afgiftspligtige akseltryk (totalvægt).
§ 3
Ved et køretøjs afgiftspligtige egenvægt, jf. vægtafgiftslovens § 3 og § 8, stk. 1, forstås vægten af køretøjet færdigt til brug med alt tilbehør som normalt under brugen, men uden brændstof, smøreolie og kølevand.
§ 4
Afgiften forfalder til betaling ved afgiftsperiodens begyndelse, jf. vægtafgiftslovens § 6, stk. 2. Sidste rettidige betaling er den 6. i måneden efter afgiftens forfaldstid, medmindre anden dato er anført på indbetalingskortet.
Afgiften for afgiftsperioden afkræves den, der på afgiftens forfaldstid var registreret som køretøjets ejer. Var der tillige registreret en bruger, opkræves afgiften dog hos denne. De udsendte indbetalingskort skal indeholde oplysning om afgiftens størrelse, forfaldsdag, sidste rettidige betalingsdag og afgiftsperioden.
Sker indbetaling af afgift ikke rettidigt, udskrives der erindringsskrivelse. For udskrivning af erindringsskrivelse beregnes et gebyr, der udgør 40 kr. Gebyret inddrives på samme måde som rentetillæg i henhold til vægtafgiftslovens § 12, stk. 2.
§ 5
Såfremt nummerplader til et køretøj, som første gang er registreret her i landet før den 1. juni 1932, har været deponeret i et forsikringsselskab i en samlet og ubrudt afgiftsperiode, kan afgiften for denne afgiftsperiode tilbagebetales. Afhentes de i selskabet deponerede nummerplader i en ny afgiftsperiode, og afleveres de samme dag til et motorkontor, fritages køretøjet for afgift for den påbegyndte afgiftsperiode, såfremt køretøjet ikke har været benyttet i denne.
§ 6
I ganske særlige tilfælde, hvor afmelding af køretøjet har været forhindret f.eks. på grund af havari i udlandet, eller hvor et stjålet køretøj efter længere tids forløb ikke er bragt til veje, kan Centralregisteret for Motorkøretøjer, hvor omstændighederne taler derfor, fritage køretøjet for afgift for resterende hele måneder i afgiftsperioden regnet fra det tidspunkt, centralregisteret fastsætter som afmeldingstidspunkt.
§ 7
Ansøgningen om fritagelse for eller tilbagebetaling af vægtafgift i henhold til § 5 og § 6 rettes til et motorkontor eller til Centralregisteret for Motorkøretøjer. Ved ansøgningens indgivelse skal følgende bevisligheder medfølge: Registreringsattest, erklæring fra forsikringsselskabet om deponeringstiden samt vægtafgiftskvitteringen, såfremt vægtafgift for den pågældende periode er betalt, samt i tilfælde af afmelding erklæring om, at køretøjet ikke har været benyttet i den løbende afgiftsperiode. Køretøjets registreringsattest. Dokumentation for omstændighederne, der kan begrunde tilbagebetalingen af afgiften.
- Ansøgning i henhold til § 5:
- Ansøgning i henhold til § 6:
Forinden et stjålet køretøj kan fritages for afgift i henhold til § 6, skal der være foretaget politianmeldelse af tyveriet.
Ud over de i stk. 1 anførte bevisligheder kan Centralregisteret for Motorkøretøjer om fornødent kræve yderligere bevisligheder.
§ 8
Eventuelle godtgørelsesbeløb på under 10 kr. tilbagebetales ikke.
Tilbagebetaling af godtgørelsesbeløb sker til den, der fremlægger afgiftskvitteringen. Kan afgiftskvitteringen ikke fremlægges, tilbagebetales afgiften til den, i hvis navn køretøjet på afgiftens forfaldstidspunkt var registreret.
§ 9
Ansøgning om fritagelse for eller tilbagebetaling af vægtafgift skal fremsættes inden 1/2 år efter datoen for køretøjets afmelding.
§ 10
Refusion af udligningsafgift af lastmotorkøretøjer m.v. og turistvogne m.v., der erhvervsmæssigt anvendes til transport af gods eller befordring af personer over landegrænsen, sker på grundlag af særlige kontrolbøger, der fås ved henvendelse til henholdsvis Danske Vognmænd og Turistvognmændenes Landsforening. Ved henvendelse om udstedelse af kontrolbøger skal vedlægges bekræftede genparter eller fotokopier af de pågældende køretøjers registreringsattester. Såvel motorkøretøjer som påhængsvogne skal være forsynet med særskilte kontrolbøger. Refusion af udligningsafgift af lastmotorkøretøjer m.v. ydes, hvad enten godstransporten sker for egen eller for fremmed regning.
Vognejeren er pligtig at give henholdsvis Danske Vognmænd og Turistvognmændenes Landsforening meddelelse om ejerskifte samt om forandringer i køretøjernes afgiftspligtige vægt eller drivkraft og af afgiftsgrundlaget for forvogne til sættevogne. Undladelse heraf kan medføre, at retten til refusion fortabes.
Ved hver ud- og indkørsel af landet skal kontrolbogen forevises toldvæsenet, der forsyner den med stempel om grænsepassagedatoen, og refusion vil kun kunne finde sted på grundlag af de i kontrolbogen anførte ind- og udrejsetidspunkter.
De pågældende kontrolbøger har gyldighed i et finansår og skal inden 14 dage efter gyldighedsperiodens udløb indsendes til henholdsvis Danske Vognmænd og Turistvognmændenes Landsforening vedlagt kvitteringer for betalt udligningsafgift af det pågældende køretøj. De nævnte organisationer gennemgår de modtagne bevisligheder og udregner størrelsen af den godtgørelse, der tilkommer hver enkelt vognmand. Organisationerne afgiver derefter indstiling om godtgørelsernes udbetaling.
§ 11
For lastmotorkøretøjer m.v., som erhvervsmæssigt anvendes til kombineret transport på landevej og med jernbane i Danmark eller i en anden medlemsstat i De Europæiske Fællesskaber, ydes refusion af vægtafgiften efter stk. 2.
Der ydes afgiftsrefusion for hvert påbegyndt døgn, det afgiftspligtige køretøj transporteres ad jernbane regnet fra tidspunktet for transportens begyndelse. Transporttiden beregnes efter jernbanernes sædvanlige køreplaner. Der kan inden for et døgn beregnet som anført kun ydes refusion for eet døgns transporttid, selv om flere transporter afsluttes inden for det pågældende døgn. Afgiftsrefusionen pr. påbegyndt døgn udgør 20 kr. for en lastvogn, 10 kr. for en påhængsvogn og 30 kr. for en bil til sættevogn. Refusionsbeløbet i et kvartal kan ikke overstige det beløb, der er erlagt i vægtafgift for det pågældende kvartal.
Opgørelse af refusionsbeløb foretages årligt ved finansårets udløb. Inden 14 dage herefter indsender vognejeren dokumentation for de foretagne banetransporter sammen med dokumentation for betalt vægtafgift til Danske Vognmænd. Organisationen gennemgår de modtagne bevisligheder og udregner størrelsen af den refusion, der tilkommer hver enkelt vognmand. Organisationen afgiver herefter indstilling om beløbets udbetaling.
§ 12
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. november 1988.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 519 af. 19. december 1979 med senere ændringer.
pre_paragraph I medfør af § 9, stk. 3, § 12, stk. 3, § 13, § 17, stk. 2, § 19 og § 20, stk. 3, i lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 606 af 14. oktober 1988, og efter forhandling med Justitsministeriet fastsættes følgende regler:
Skatteministeriet, den 20. oktober 1988, den 20. oktober 1988
/ANDERS FOGH RASMUSSEN Ulla Trolle/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1988
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1988