TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om den antropologiske kandidatuddannelse ved Københavns Universitet

BEK nr 658 af 21/10/1988

DanmarkBekendtgørelse1988

§ 1

Den antropologiske uddannelse er en kandidatuddannelse på 5 år, der består af en grunduddannelse på 3 år og en overbygningsuddannelse på 2 år.

Stk. 2

Uddannelsen har til formål at kvalificere kandidater i faget til beskæftigelse med antropologisk arbejde blandt andet med hensyn til udviklingsrelaterede og danske problemfelter. Ansættelsesområdet sigter mod såvel den offentlige sektor, f.eks. bistands- og flygtningeadministration, som den private, f.eks. rådgivende ingeniørfirmaers og private hjælpeorganisationers u-landsprojekter.

§ 2

Den nævnte uddannelseslængde angiver det antal årsværk, der skal lægges til grund for planlægningen af uddannelsen. Et årsværk er en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år.

Uddannelsens indhold

Uddannelsens indhold

§ 3

Grunduddannelsens 1. år består af et grundkursus, hvor der gives en helhedspræget indføring i faget. I grundkurset indgår tre kursuskomponenter:

  1. Socio-kulturelle aspekter.
  1. Faghistorie, teori og metode.
  1. Regional etnografi.
Stk. 2

Den studerende udarbejder et mindre, skriftligt arbejde i tilknytning til undervisningen på grunduddannelsens 1. år.

§ 4

I grunduddannelsens 2. år gives videregående antropologisk undervisning baseret på tre kursuskomponenter:

  1. Redskabsfag, herunder kvalitative og kvantitative metoder.
  1. Udvikling og kompleksitet.
  1. Anvendelse, formidling og kommunikation.
Stk. 2

Den studerende udarbejder et mindre, skriftligt arbejde i tilknytning til undervisningen på grunduddannelsens 2. år, med mindre andet besluttes i medfør af bestemmelse herom i studieordningen.

§ 5

I grunduddannelsens 3. år vælges tilvalgsfag. Ved tilvalgsfag forstås fag, den studerende under hensyn til helhed og niveau i uddannelsen vælger uden for den antropologiske emnekreds. Tilvalg skal vælges under hensyn til den studerendes planer for det videre studium og skal ske blandt fag, der giver den studerende mulighed for at opnå specifik erhvervskompetence.

Stk. 2

Der anvendes mindst 1 og højst 2 semestre til tilvalgsfag. Tilvalg blandt samfundsvidenskabelige fag skal dække mindst 1 semester.

Stk. 3

I det omfang 3. år ikke anvendes til tilvalg, studeres antropologiske emner, fortrinsvis med tilknytning til aktuel forskning inden for uddannelsen.

§ 6

I overbygningsuddannelsens 1. år genoptages behandlingen af antropologiens grundlæggende teoretiske og metodiske problemer på et mere krævende niveau.

Stk. 2

I løbet af 1. år forbereder den studerende tillige feltarbejde. Forberedelse af feltarbejde består dels af teoretisk fordybelse, dels af regional specialisering. Ved afslutning af forberedelsen udarbejder den studerende en projektbeskrivelse for feltarbejdet.

Stk. 3

Som led i forberedelsen af feltarbejde kan den studerende vælge at gennemgå felt-støttefag, der er relevante for det feltarbejde, den studerende planlægger.

§ 7

I overbygningsuddannelsens 2. år udfører den studerende feltarbejde svarende til 1/2 årsværk.

Stk. 2

Det er et hovedkrav ved feltarbejdet, at data indsamles gennem direkte observation af interaktion og sociale processer. I Kombination med feltarbejde kan andre metoder tillige anvendes.

Stk. 3

Ved afslutning af feltarbejde udarbejder den studerende en feltrapport på ca. 10 sider.

§ 8

Såfremt særlige grunde taler for det, kan der gives en studerende mulighed for at gennemføre et projekt, der ikke baseres på feltarbejde.

Stk. 2

Den godkendte projektbeskrivelse skal specielt indeholde redegørelse for, hvilke data der skal indsamles, og hvilke metoder der anvendes.

Stk. 3

Ved afslutning af dataindsamlingen skal der også i dette tilfælde udarbejdes en rapport på ca. 10 sider.

§ 9

I overbygningsuddannelsens 2. år udarbejder den studerende som afslutning på uddannelsen en afhandling, normeret til 1/2 år, som normalt ikke må overstige 100 sider (specialeafhandling).

Stk. 2

Afhandlingen baseres, med mindre andet er godkendt, på feltarbejdet og de teoretiske forstudier. Nærmere regler om udarbejdelsen fastsættes i studieordningen.

Bedømmelse

Bedømmelse

§ 10

De kvalifikationer, der er erhvervet ved uddannelsen, dokumenteres ved prøver, herunder bedømmelse af skriftlige afhandlinger.

§ 11

Prøverne er enten interne eller eksterne.

Stk. 2

Interne prøver bedømmes af eksaminator(erne), eller eksaminator(erne) og en eller flere censorer, der er beskikket af rektor blandt lærerne ved universitetet.

Stk. 3

Eksterne prøver bedømmes af eksaminator(erne) og en eller flere censorer, der er beskikket af Undervisningsministeriet, Direktoratet for de Videregående Uddannelser (ministerielt beskikkede censorer).

Stk. 4

Mindst 1/3 af uddannelsen skal dokumenteres ved eksterne prøver. Disse skal dække uddannelsens væsentlige områder, herunder den skriftlige afhandling efter § 9.

§ 12

Prøveformerne skal sikre, at der sker individuel bedømmelse af den studerende. Det kan dog bestemmes i studieordningen, at en enkelt prøve kan aflægges som gruppeprøve med fælles bedømmelse, hvis en gruppe af studerende ønsker det. Bedømmelsen sker da ved bestået/ikke bestået.

Stk. 2

Ved bedømmelsen gives karakter efter 13-skalaen efter de fælles bestemmelser om karaktergivningen ved de højere uddannelsesinstitutioner, eller der gives bedømmelsen bestået/ikke bestået. Bedømmelsen bestået/ikke bestået kan højst anvendes ved prøver, der dækker 1/3 af uddannelsen.

§ 13

Grunduddannelsen skal være gennemført, før den studerende kan indstille sig til prøver på overbygningsuddannelsen. Universitetet kan dispensere fra denne regel, hvis det findes begrundet i usædvanlige forhold.

§ 14

Karakteren i de enkelte fag fastsættes på grundlag af en eller flere prøver efter nærmere regler i studieordningen.

Stk. 2

Karakteren for specialeafhandlingen tæller dobbelt ved beregningen af det samlede eksamensgennemsnit.

§ 15

En studerende kan højst 3 gange indstille sig til den samme prøve. Universitetet kan tillade indstilling en fjerde gang.

Stk. 2

Tredje og fjerde gang en studerende indstiller sig til en intern prøve, der alene bedømmes af eksaminator, kan den studerende forlange, at der medvirker en ministerielt beskikket censor.

Stk. 3

Hvert fag eller kursus kan tages om for sig. Prøver med bedømmelsen bestået eller med en karakter på 6 eller derover kan ikke tages om.

§ 16

For at bestå eksamen ved studiets grunduddannelse skal den studerende have opnået et eksamensgennemsnit på mindst 6,0. Endvidere kræves, at den studerende har bestået prøver, for hvilke der gives bedømmelsen bestået/ikke bestået.

Stk. 2

For at bestå den antropologiske kandidateksamen skal den studerende endvidere have opnået et eksamensgennemsnit på mindst 6,0 i overbygningsuddannelsen samt have bestået prøver, for hvilke der gives bedømmelsen bestået/ikke bestået. Feltrapporten respektive rapporten efter § 8 skal være godkendt.

Andre bestemmelser

Andre bestemmelser

§ 17

Den, der har gennemført den antropologiske kandidatuddannelse har ret til at betegne sig candidatus(a) scientiarum socialium (cand. scient. soc.).

§ 18

Universitetet fastsætter inden for bekendtgørelsens rammer nærmere regler om uddannelsen i en studieordning, jf. styrelseslovens § 14. Studieordningen sendes til Direktoratet for de Videregående Uddannelser til orientering.

Stk. 2

Studieordningen skal indeholde:

  1. Mål for og indhold af de enkelte fag og kurser.
  1. Det tidsmæssige omfang af fag og kurser.
  1. Regler om tilvalg.
  1. Nærmere regler om feltarbejde herunder projektudformning, felt-støttefag og rapportaflæggelse.
  1. Eventuelle regler om projekt, der ikke baseres på feltarbejde.
  1. Regler om specialeafhandling.
  1. Eventuelle særlige krav til undervisnings- eller arbejdsformer.
  1. Eksamensfordringer.
  1. Eksamensterminer.
  1. Prøveformer.
  1. Antallet af prøver.
  1. Regler for hvordan karakteren i et fag fremkommer, når karakteren fastsættes på grundlag af flere prøver, herunder den indbyrdes vejning af prøverne.
  1. Regler om hvilke prøver, der bedømmes under medvirken af ministerielt beskikkede censorer.
Stk. 3

Studieordningen kan indeholde hjemmel for universitetet til at dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af universitetet.

Stk. 4

Studieordningen og væsentlige ændringer heri træder i kraft ved et semesters begyndelse.

§ 19

Universitetet kan tilrettelægge afrundede uddannelsesdele i antropologi af mindst et halvt og højst to års varighed, der kan indgå i eller supplere andre uddannelser ved de videregående uddannelsesinstitutioner.

§ 20

Universitetet kan i hvert enkelt tilfælde eller ved almindelige bestemmelser godkende, at gennemførte/beståede uddannelseselementer fra en dansk eller udenlandsk videregående uddannelsesinstitution træder i stedet for uddannelseselementer, der er omfattet af denne bekendtgørelse.

Stk. 2

Ved godkendelse efter stk. 1 anses uddannelseselementet for gennemført, hvis det er bestået enten efter bestemmelserne om den pågældende uddannelse eller efter denne bekendtgørelse. Bedømmelsen overføres som bestået, med mindre den træder i stedet for en karakter og er givet efter samme bestemmelser, som karakterer givet efter denne bekendtgørelse.

§ 21

Direktoratet for de Videregående Uddannelser kan fravige bekendtgørelsens bestemmelser som led i forsøg inden for uddannelsen. Samtidig fastsættes forsøgets varighed og rapporteringsformen.

Stk. 2

Direktoratet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold.

Stk. 3

Direktoratet kan tillade institutionen at dispensere fra bekendtgørelsen inden for nærmere angivne rammer.

§ 22

Klager over universitetets afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse indgives til universitetet. Hvis en klage ikke tages til følge og klageren fastholder klagen, videresender universitetet klagen vedlagt en udtalelse til Direktoratet for de Videregående Uddannelser.

Stk. 2

Fristen for indgivelse af klage er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

§ 23

Direktoratets afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

Ikrafttræden m.v.

Ikrafttræden m.v.

§ 24

Bekendtgørelsen har virkning fra 1. september 1988.

Stk. 2

Universitetet fastsætter overgangsregler for studerende, der er begyndt uddannelsen i antropologi før 1. september 1988 og ønsker at færdiggøre uddannelsen efter de ny regler. Universitetet afgør, hvornår der sidste gang afholdes prøver efter hidtil gældende regler.


Undervisningsministeriet, den 21. oktober 1988, den 21. oktober 1988

/BERTEL HAARDER Thomas Grage/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1988
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1988
Bekendtgørelse om den antropologiske kandidatuddannelse ved Københavns Universitet | TheLawyer.sh