TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om revision af regnskaber for ældreboliger, der tilhører en selvejende institution eller en pensionskasse

BEK nr 694 af 18/11/1988

DanmarkBekendtgørelse1988

§ 1

Revision af regnskab for ældreboliger skal efter § 11, stk. 1, i Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 693 af 18. november 1988 om administration af ældreboliger foretages af en statsautoriseret eller en registreret revisor efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse, når ældreboligerne tilhører en selvejende institution eller en pensionskasse.

§ 2

Revisors bemærkning skal indføres i en revisionsprotokol. Revisionen omfatter tillige revision af varmeregnskab, hvis dette udarbejdes særskilt.

§ 3

Revisionen skal udføres i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, således som dette begreb er fastlagt i § 3 i lov nr. 321 af 26. juni 1975 om revision af statens regnskaber. Revisor skal foretage en kritisk gennemgang af regnskabsmateriale og forholdene iøvrigt.

§ 4

Revisor skal have adgang til samtlige oplysninger, det materiale og den bistand, som revisor anser for at være af betydning for udførelsen af sit hverv.

Stk. 2

Ved revision af byggeregnskaber skal revisor påse, at de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen er i overensstemmelse med de regler, som ved love og andre forskrifter er fastsat for opførelse af statsstøttet byggeri.

Stk. 3

Revisor skal under sin revision blandt andet påse:

  1. At årsregnskabet er opstillet efter de herom gældende regler.
  1. At årsregnskabet giver et retvisende billede af aktiver og passiver, den økonomiske stilling samt resultatet.
  1. At forretningsgangen og den interne kontrol fungerer tilfredsstillende.
  1. At der ved revisionen er tilvejebragt nødvendig overbevisning om aktivernes tilstedeværelse og tilhørsforhold, samt at posterne i årsregnskabet er værdiansat i overensstemmelse med reglerne i lov nr. 284 af 10. juni 1981 (årsregnskabsloven), herunder § 26, stk. 1, nr. 3-6. Der vil dog kunne medregnes prioritetsafdrag og prioritetsrente samt andre periodiske omkostninger, der er forfaldet i løbet af regnskabsåret, selv om de måske delvis vedrører et andet regnskabsår.
  1. At påhvilende forpligtelser er rigtigt udtrykt i regnskaberne.
  1. At tilbageholdte lønandele (A-skat, pensionsbidrag, ATP-bidrag m.v.) afregnes rettidigt.
  1. At det til regnskabet hørende spørgeskema, såfremt kommunalbestyrelsen har truffet bestemmelse om, at et sådant skal anvendes, er behørigt udfyldt og underskrevet (revisor skal medunderskrive spørgeskemaet).
  1. At der på resultatopgørelsen er fornøden balance mellem indtægter og udgifter, således at indtægterne dækker såvel løbende udgifter som henlæggelser og afskrivninger i henhold til reglerne herom.
  1. At underskud fra tidligere år og underfinansiering afvikles budgetmæssigt efter reglerne herom.
  1. At henlæggelser til planlagt og periodisk vedligeholdelse og fornyelse afsættes i overensstemmelse med reglerne herom (jf. pkt. 8).
  1. At der i fornødent omfang er foretaget henlæggelser til tab ved fraflytning samt andre forudseelige risici og
  1. At foretage afstemning med det reviderede byggeregnskab ved revision af det første års driftsregnskab.

§ 5

Til brug for bestyrelsen og tilsynsmyndigheden skal revisor føre en revisionsprotokol, hvori anføres, hvilke revisionsarbejder der er udført, ligesom revisor heri skal omtale eventuelle væsentlige forhold, der har givet anledning til bemærkninger.

Stk. 2

Revisionsprotokollen forelægges ved ethvert bestyrelsesmøde, og enhver protokoltilførsel underskrives af samtlige bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 3

I forbindelse med revisors beretning om revisionen af årsregnskabet skal revisor i revisionsprotokollen oplyse, om der er bemærkninger til de i revisionsbekendtgørelsen anførte punkter, samt erklære,

  1. At revisor opfylder de i lovgivningen indeholdte habilitetsbestemmelser,
  1. At revisor under sin revision har modtaget alle de oplysninger, der er anmodet om til bekræftelse af regnskabets rigtighed, og
  1. At revisor herefter anser årsregnskabet for aflagt efter de herom gældende regnskabs- og revisionsbestemmelser i lovgivningen, de med hjemmel heri udfærdigede bestemmelser samt institutionens vedtægter.
Stk. 4

Revisors påtegning på årsregnskabet - og de forbehold, der er taget i forbindelse hermed - skal gengives i revisors beretning.

§ 6

Rigsrevisor udøver tilsyn i overensstemmelse med forskrifterne i §§ 5 og 6 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

Stk. 2

Rigsrevisor kan af kommunalbestyrelsen forlange sig meddelt alle sådanne oplysninger, som efter hans skøn er af betydning for tilsynet, jf. § 12 i nævnte lov.

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 26. november 1988.

Stk. 2

Bestemmelsen i § 4, stk. 2, gælder dog for byggeregnskaber, der afsluttes efter 31. december 1988.

pre_paragraph I medfør af § 33 i lov om boliger for ældre og personer med handicap, jf. lovbekendtgørelse nr. 600 af 7. oktober 1988, fastsættes følgende regler:


Boligministeriet, den 18. november 1988, den 18. november 1988

/H. E. RASMUSSEN Vibeke Køie/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1988
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1988
Bekendtgørelse om revision af regnskaber for ældreboliger, der tilhører en selvejende institution eller en pensionskasse | TheLawyer.sh