TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om refinansiering af realkreditlån m.v. i landbrugsejendomme

BEK nr 724 af 02/12/1988

DanmarkBekendtgørelse1988

§ 1

Pengeinstituttet træffer afgørelse om:

  1. Tilladelse til refinansiering efter lovens § 2. 2) Ydelse af afdragsbidrag efter lovens § 13.
  1. Bortfald af tilskud til lån, der helt eller delvist indfries i forbindelse med refinansiering, jf. lovens § 14.
Stk. 2

Pengeinstituttets afgørelser efter stk. 1 træffes på grundlag af den attesterede ansøgning med bilag samt instituttets kendskab til ansøgeren og dennes husstands økonomi.

Stk. 3

I de i § 15 omhandlede tilfælde træffes afgørelse om tilladelse til refinansiering af Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning.

Stk. 4

Hypotekbanken udøver endvidere landbrugsministerens beføjelser efter lovens §§ 8, 9 og 20 og træffer afgørelse om:

  1. Ydelse af statsgaranti, jf. lovens § 15.
  1. Indfrielse af ydede refinansieringslån, jf. lovens § 19.

§ 2

Pengeinstituttets afgørelse om refinansiering kan indbringes for Hypotekbanken inden 4 uger efter meddelelse om afgørelse.

Stk. 2

Hypotekbankens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 3

Til bistand for Hypotekbankens administration af ordningen nedsætter landbrugsministeren et rådgivende udvalg. 3 medlemmer udpeges efter indstilling fra henholdsvis De danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger og Dansk Erhvervsgartnerforening.

§ 4

Hypotekbanken godkender et antal økonomikonsulenter under den landøkonomiske konsulentvirksomhed til at bistå med udfærdigelse af ansøgningen.

Stk. 2

Godkendelse af konsulenterne finder sted efter indstilling fra de efter lov om tilskud til den landøkonomiske konsulentvirksomhed tilskudsberettigede organisationer. Betingelser for refinansiering m.m.

§ 5

Pengeinstituttet kan tillade, at følgende lån i landbrugsejendomme m.v. indfries ekstraordinært og erstattes af de i lovens § 6 nævnte lån:

  1. Lån ydet af realkreditinstitutter og Dansk Landbrugs Realkreditfond.
  1. Pengeinstitutlån, hvor afviklingen er aftalt over en periode på mindst 5 år. Aftale om afvikling skal være indgået inden den 1. maj 1988.
  1. Statslån og statsgaranterede lån.
  1. Sælgerpantebreve.
Stk. 2

Det er en betingelse for refinansiering af de i stk. 1 nævnte lån, at de er optaget inden den 1. maj 1988. Lån, der efter prioritetsstillingen den 1. maj 1988 skal refinansieres med jordbrugslån og udlandslån, kan kun refinansieres med disse lån. Lån, der før den 15. december 1988 er rykket ud over 45 pct. af ejendommens handelsværdi i forbindelse med optagelse af lån til finansiering af investeringer i den faste ejendom, besætning eller inventar kan dog refinansieres med de i lovens § 6, stk. 1, nr. 3, nævnte lån.

Stk. 3

De i stk. 1, nr. 2- 4, nævnte lån skal have sikkerhed inden for 70 pct. af ejendommens handelsværdi og kan højst refinansieres med den andel, der er nødvendig for, at ansøger kan opnå økonomisk balance efter refinansieringen. Ved beregningen heraf skal lån ydet af realkreditinstitutter og Dansk Landbrugs realkreditfond refinansieres fuldt ud, og jordbrugslån anvendes i videst muligt omfang.

Stk. 4

De i lovens § 6 nævnte lån kan endvidere ydes til dækning af ikke betalte ydelser med påløbne renter på de i stk. 1, nr. 1, nævnte lån, hvis ydelserne er forfaldne til betaling inden den 1. maj 1988, samt til omkostninger i forbindelse med refinansiering, jf. § 1 i Boligstyrelsens bekendtgørelse om lån til refinansiering i landbrugsejendomme m.v.

§ 6

Til landbrugsejendomme m.v. henregnes ejendomme, der anvendes til landbrug, gartneri, frugtavl, planteskole, pelsdyravl, skovbrug o. lign. jordbrugsvirksomhed.

§ 7

Det er en betingelse for tilladelse, jf. lovens § 2, at

  1. ansøger har erhvervet ejendommen inden den 1. januar 1988,
  1. der på ansøgers bedrift finder en sådan jordbrugsmæssig produktion sted, at der hertil kræves en arbejdsindsats af ansøger og dennes husstand på mindst 900 timer årligt, eller ansøger har jordbrug som hovederhverv,
  1. ansøger har en samlet gæld, der udgør mere end 30 pct. af de samlede aktiver, og
  1. det på grundlag af regnskaber m.v. for bedriften kan antages, at der efter gennemførelse af refinansiering er balance i økonomien.
Stk. 2

Ejes ejendommen af flere i sameje, kan der opnås tilladelse til refinansiering af en andel beregnet i forhold til ansøgers ideelle anpart af ejendommen. Det er en betingelse, at kravet om balance i økonomien, jf. stk. 1, nr. 4, som helhed opfyldes af ejerne.

Stk. 3

Refinansieringslån kan ikke ydes til selskaber, herunder stiftelser, foreninger o. lign.

§ 8

Arbejdskraftbehovet for bedriften beregnes på grundlag af normtal for bedriftens enkelte driftsgrene. Ved opgørelse af arbejdsindsatsen kan alene medregnes arbejde, der udføres på bedriften af ansøger og dennes husstand.

Stk. 2

For at jordbrug kan anses som hovederhverv kræves,

  1. at ansøger anvender mere end halvdelen af sin samlede arbejdstid på bedriften, og
  1. at mindst halvdelen af ansøgers samlede indkomst hidrører fra bedriften.
Stk. 3

Betingelserne vedrørende arbejdsindsats og hovederhverv skal være opfyldt på ansøgningstidspunktet.

Stk. 4

Lån i ejendomme, hvor driften helt eller delvist forestås af et interessentskab eller andet selskab, der er etableret med henblik på driften af ejendommen, kan refinansieres, hvis ansøger har en bestemmende indflydelse i selskabet og selv deltager aktivt i driften i et sådant omfang, at betingelserne i § 7, stk. 1, nr. 2, er opfyldt.

§ 9

Ansøgers gældsprocent, jf. § 7, stk. 1, nr. 3, opgøres på grundlag af den samlede husstands gæld og aktiver. Gæld og aktiver opgøres i overensstemmelse med skattelovgivningens regler. Før beregning af gældsprocenten reduceres aktiverne og gælden med værdien af finansielle aktiver.

Stk. 2

Opgørelsen sker på grundlag af den seneste skattemæssige status. Hvis gælds- og formueforhold på ansøgningstidspunktet afviger væsentligt herfra, opgøres gældsprocenten på grundlag af en aktuel status udarbejdet efter samme regler. Opgørelsen skal attesteres af den medvirkende revisor eller konsulent.

§ 10

Til ansøgers husstand medregnes ansøger, dennes ægtefælle eller samlever, samt hjemmeboende børn under 18 år.

§ 11

Ved afgørelse af, om ansøger har balance i økonomien efter refinansiering, jf. § 7, stk. 1, nr. 4, anvendes enten driftsregnskabet for 1986 (1986/87) eller for 1987 (1987/88), idet oplysninger om husstandens privatøkonomi, indkomster uden for bedriften og husstandens forbrug og skatter medtages.

Stk. 2

Ved afgørelse af om balancekravet er opfyldt, korrigeres regnskabet med

  1. forskellen mellem de faktisk posterede renteudgifter på lån, der refinansieres, og de beregnede renteudgifter på refinansieringslånene,
  1. den lettelse af renteudgifter, der fremkommer ved en kreditorordning (gældssanering),
  1. bortfaldne tilskudsbeløb ved optagelse af jordbrugslån og
  1. forskellen mellem det faktisk posterede skattebeløb og den skat, som beregnes på baggrund af det driftsøkonomiske resultat, korrigeret for de i nr. 1-3, og stk. 3, nævnte forhold.
Stk. 3

Pengeinstituttet kan endvidere godkende, at posterne i regnskabet korrigeres for udgifter til vikarbistand i forbindelse med sygdom, mindre indtægter efter større investeringer, sygdom i besætning og høsttab. Det er en betingelse, at de nævnte særlige forhold dokumenteres, og det godtgøres, at de er ophørte.

Stk. 4

Ved afgørelse af om ansøger har balance i økonomien anvendes ved fastsættelse af indfrielsesværdien for de realkreditlån, der søges refinansieret, de i § 38, stk. 3, nævnte kurser pr. 7. december 1988. For øvrige lån anvendes dokumenterede indfrielsesvilkår.

Stk. 5

Ved beregning af renteudgiften på refinansieringslånene anvendes følgende rentesatser:

  1. 2,70 pct. p.a. for stående jordbrugslån
  1. 2,77 pct. p.a. for seriejordbrugslån.
  1. 7,80 pct. p.a. for udlandslån.
  1. 7,05 pct. p.a. for lån på basis af de i lovens§ 6, stk. 1, nr. 3, nævnte obligationer.
Stk. 6

Pengeinstituttets afgørelse af, om der opnås balance ved refinansiering, jf. stk. 1-3, sker på grundlag af den af revisoren eller konsulenten attesterede ansøgning og det vedlagte materiale, samt instituttets kendskab til ansøgeren og husstandsøkonomien. Pengeinstituttet kan herunder lægge vægt på, at husstandens gældsforhold er ordnede.

§ 12

Overstiger indkomsten for ansøger og dennes husstand, bortset fra indkomst fra bedriften, 250.000 kr., nedsættes den belåning, der i henhold til lovens § 3, stk. 1-3, kan refinansieres med 5.000 kr. for hver 1.000 kr., husstandens bruttoindkomst uden for jordbrug overstiger 250.000 kr.

Stk. 2

Overstiger indkomsten 500.000 kr., nedsættes den belåning, der kan refinansieres, med 10.000 kr. for hver 1.000 kr., bruttoindkomsten overstiger 500.000 kr.

Stk. 3

Ved flere ejendomme fordeles nedslaget i forhold til det låneberettigede beløb for hver ejendom, jf. lovens § 3, stk. 1-3.

Stk. 4

I indkomsten medregnes lønindkomster, arbejdsløshedsunderstøttelse, varige pensionsydelser, indtægter fra tillidshverv og andre erhvervsindkomster, herunder vedrørende egentlig maskinstationsvirksomhed. Endvidere medregnes renteindtægter og andre kapitalindtægter.

Stk. 5

Kontantværdien af den belåning, der ialt refinansieres, kan ikke overstige et beløb, der svarer til driftsoverskuddet på ansøgers bedrift ganget med 15 og med tillæg af stuehusets værdi, jf. lovens § 5. Er der flere stuehuse, kan ansøger kun medregne det stuehus, ansøger bebor. Værdien af stuehuset kan højst medregnes med 500.000 kr.

Stk. 6

Ved beregning af nedsættelse af refinansiering anvendes oplysninger fra det regnskabsår, der ligger til grund for ansøgningen, med eventuelt godkendte korrektioner. Bortfald af tilskud

§ 13

Ydes der tilskud efter lov nr. 222 af 26. april 1973 om støtte til modernisering af jordbrugsbedrifter, som senest ændret ved lov nr. 702 af 21. december 1982 eller efter lov nr. 530 af 16. november 1983 om rentesaneringsydelse til landbruget m.v. til lån, som indfries helt eller delvist i forbindelse med optagelse af de i lovens § 6, stk. 1, nr. 1, nævnte jordbrugslån, bortfalder en andel af tilskuddet, svarende til forholdet mellem det lånebeløb, der refinansieres med jordbrugslån, og det samlede lånebeløb, hvortil det pågældende tilskud er knyttet. Pengeinstituttets behandling af sagen

§ 14

Ved pengeinstituttets afgørelse om tilladelse til refinansiering påses, at

  1. refinansieringen med hensyn til beløbsstørrelse og arten af indfriede lån opfylder bestemmelserne i lovens § 1 og §§ 3-5 og
  1. refinansiering sker med lån, der placeres inden for de lånegrænser, der er fastsat for de pågældende typer af refinansieringslån, jf. lovens § 6 og § 4 i Boligstyrelsens bekendtgørelse om lån til refinansiering i landbrugsejendomme m.v.
Stk. 2

Pengeinstituttet påser endvidere, at refinansieringen gennemføres som angivet i ansøgningen med eventuelt senere korrektioner, godkendt af pengeinstituttet.

Stk. 3

Pengeinstituttet indfrier i forbindelse med gennemførelse af refinansiering de i § 5, stk. 1, nævnte lån, bortset fra realkreditlån, og påser herunder, at de i § 5, stk. 4, nævnte beløb betales.

Stk. 4

Pengeinstituttet påser, at udlandslån ikke effektueres, hvis der ikke er sikkerhed for, at der til Hypotekbanken vil blive indbetalt et beløb i danske kroner svarende til, hvad der er forudsat ved refinansieringen.

Stk. 5

I sager, hvor kreditorordning med gældssaneringslån med statsgaranti skønnes nødvendig, for at ansøger opnår balance i økonomien, kan pengeinstituttet meddele tilladelse til refinansiering betinget af, at Hypotekbanken yder statsgaranti. Dispensation

§ 15

Hypotekbanken kan i ekstraordinære tilfælde meddele dispensation fra betingelserne i § 7, herunder fra betingelsen om at ansøger i forbindelse med refinansieringen skal opnå balance i økonomien.

Stk. 2

I de i stk. 1 nævnte tilfælde meddeler Hypotekbanken tilladelse til refinansieringen. Statsgaranti for gældssaneringslån

§ 16

I henhold til lovens § 15 kan der i forbindelse med refinansiering ydes statsgaranti for gældssaneringslån.

§ 17

Ved pengeinstituttets tilsagn om lån til gældssanering og indstilling af sagen til statsgaranti skal påses, at

  1. ansøger opfylder betingelserne i § 7, stk. 1, nr. 1-3,
  1. ansøger på grund af gældens størrelse eller manglende ordning har behov for, at der sker bortakkordering eller indefrysning af gæld, for at økonomisk balance kan opnås,
  1. udmåling af lånet og lånets anvendelse er i overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 18 og 19,
  1. betingelserne i §§ 20-22 vedrørende lånevilkår og lånesikkerhed er opfyldt og
  1. gælden er fornødent ordnet, herunder at restancer og eventuel høstpantebrevsgæld er eller vil blive betalt, og at der er fornøden likviditet i overensstemmelse med det udarbejdede budget, således at ansøger efter pengeinstituttets skøn efter refinansiering med gældssaneringslån kan videreføre jordbrugsbedriften og opfylde sine økonomiske forpligtelser.
Stk. 2

Ved effektuering af gældssaneringslånet med bevilget statsgaranti påser pengeinstituttet, at refinansieringen af lån gennemføres som forudsat i ansøgningen, jf. § 14. Udmåling af gældssaneringslån

§ 18

Gældssaneringslån med statsgaranti kan kun ydes for at sikre fremskaffelsen af den kapital, der er nødvendig til gennemførelse af saneringen og kreditorordningen. Lån kan som udgangspunkt kun udmåles til finansiering af de helt nødvendige betalinger og etablering af den nødvendige likviditet til den fortsatte drift. Udmåling af gældssaneringslån kan i overensstemmelse hermed ske til:

  1. Betaling af forfaldne terminsydelser på sikret gæld.
  1. Etablering af nødvendig driftskapital.
  1. Betaling af kortfristet kontraktgæld, der ikke kan afvikles inden for budgettet, og som ikke efter forholdene kan omlægges til længerevarende låneforhold.
  1. Betaling af mindre, forfaldne gældsposter o.lign.
  1. Betaling af kontantdividende i den aftalte kreditorordning. Dette kan kun ske i begrænset omfang, og hvor forholdene taler for det. Det gælder især kontantdividende til leverandørgæld, løsgæld og anden mindre gæld. I ordninger, der gennemføres med små dividender kan også betales kontantdividende til andre kreditorer. Kreditorordningen forudsættes iøvrigt gennemført i form af nedskrivning af gæld til fortsat forrentning.
Stk. 2

For ejendomme med mindre betydende produktion vil lånet kunne nedsættes under hensyn til størrelsen af udbyttet af den jordbrugsmæssige virksomhed.

§ 19

Ved udmåling af lån kan tages hensyn til ansøgers øvrige aktiver og formueforhold. Har ansøger således betydende ubelånte aktiver, som kan anvendes i forbindelse med gældssaneringen, kan lånet forlanges nedsat, idet disse midler anvendes i stedet. Ved afgørelse af sagen tages også hensyn til ægtefællens forhold. Hvis ægtefælle (samlever) er i besiddelse af en væsentlig nettoformue, som kan anvendes i forbindelse med gældssanering, kan disse midler betinges anvendt forlods, således at der kun meddeles statsgaranti for et mindre lån.

Stk. 2

Hvor ægtefællens (samleverens) indtægter er af væsentlig betydning for den økonomiske balance, eller hvor forholdene i øvrigt taler for det, er det en betingelse, at den pågældende medhæfter helt eller delvist for gældssaneringslånet. Lånevilkår og pantesikkerhed

§ 20

Lånet skal ydes på det pågældende pengeinstituts sædvanlige lånevilkår med hensyn til renteberegning, opsigelse m.v.

§ 21

Lånet skal have oprykkende panteret inden for ejendommens handelsværdi. Hypotekbanken eller pengeinstituttet kan bestemme, at der skal foretages ny vurdering i overensstemmelse med lovens § 4, stk. 2.

Stk. 2

Foranstående ejerpantebreve, skadesløsbreve o. lign. kan kun respekteres inden for pålydende, der skønnes påkrævet til sikring af eksisterende gældsforpligtelser og et efter bedriftens forhold rimeligt behov for driftskredit. Lånets oprykkende panteret i forhold til gældsforpligtelser og driftskreditter af nævnte art skal sikres. Lånet skal sikres forud for nedskrevet restgæld på fordringer, der deltager i akkord, herunder indefrosne fordringer.

Stk. 3

Allerede ydede statslån eller statsgaranterede lån rykker ikke tilbage for det statsgaranterede gældssaneringslån.

Stk. 4

Ved senere optagelse af lån til investeringer m.v. vil der kunne ske tilbagerykning efter de retningslinier, der gælder for lån til yngre jordbrugere, statsgaranterede tørkelån, gældssaneringslån m.v. Der vil herunder gælde samme sikkerhedsgrænse på 90 pct. af handelsværdien.

§ 22

Hypotekbanken kan godkende anden betryggende sikkerhed end den i § 21 nævnte og meddele dispensation for sikkerhedsgrænsen, når særlige forhold taler derfor.

§ 23

Hypotekbanken kan betinge tilsagn om statsgaranti af, at der sker yderligere nedskrivning eller ordning af gæld eller træffes andre foranstaltninger til sikring af den økonomiske balance.

Stk. 2

Til brug ved behandling af sager kan Hypotekbanken indhente supplerende oplysninger.

Stk. 3

Hypotekbanken underretter det långivende pengeinstitut om ydelse af statsgaranti.

§ 24

Det långivende pengeinstitut underretter straks efter lånets effektuering Hypotekbanken ved fremsendelse af kopi af ansøgningen med pengeinstituttets erklæring og påtegning om effektueringen. Der vedlægges kopi af låne- og sikkerhedsdokumenter.

Stk. 2

Tilsagn om statsgaranti bortfalder, hvis underretning om lånets udbetaling ikke tilsendes Hypotekbanken inden 3 måneder efter datoen for garantitilsagnet. Hypotekbanken kan efter ansøgning forlænge fristen. Garantiforpligtelsen

§ 25

Statens garantiforpligtelse indebærer, at staten dækker 80 pct. af det tab, som pengeinstituttet vil lide, hvis det garanterede lånebeløb ikke indfries, og at staten som selvskyldnerkautionist ved forfaldsdag betaler 80 pct. af forfaldne beløb, når påkrav fremsættes herom.

Stk. 2

Garantien omfatter foruden den til enhver tid værende restgæld tillige renter, provision og omkostninger m.v. i forbindelse med skadeløs indfrielse af det garanterede lånebeløb.

§ 26

Hvor opsigelsesadgang foreligger i medfør af låneaftalen, og hvor pengeinstituttet gør brug heraf, er pengeinstituttet berettiget til at fordre 80 pct. af den opgjorte restgæld betalt hos staten, jf. § 25, stk. 1.

Stk. 2

Ved misligholdelse med en ydelse kan pengeinstituttet lade låneforholdet fortsætte og kræve 80 pct. af staten, jf. § 25, stk. 1.

Stk. 3

Pengeinstituttet kan uden Hypotekbankens samtykke yde henstand med betaling af ydelser i indtil 6 måneder. Henstand ud over 6 måneder skal godkendes af Hypotekbanken. Hvis der ved misligholdelse eller henstand optages forhandlinger med ansøger om en særlig afviklingsordning, skal denne ligeledes godkendes af Hypotekbanken.

Stk. 4

Hypotekbanken skal inden 2 måneder efter forfaldsdag underrettes såvel om ydet henstand som om misligholdelse med betaling af ydelser.

§ 27

Pengeinstituttet skal uden ugrundet ophold underrette Hypotekbanken, hvis det bliver bekendt med

  1. at ansøger ophører med at være ejer, herunder at ejendommen overdrages til ægtefælle,
  1. at ansøger har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for meddelelse af tilsagn om garanti,
  1. at der indledes forhandling om tvangsakkord eller frivillig akkord,
  1. at ansøger standser sine betalinger, erklæres konkurs eller der begæres tvangsauktion,
  1. at ejendommen tages til brugelig pant,
  1. at ansøgers kassekredit lukkes, eller ansøger opsiger sit engagement med pengeinstituttet,
  1. at ansøger ophører med bedriften eller at bedriften i væsentlig grad skifter karakter,
  1. at pantet væsentligt forringes og
  1. at der i øvrigt indtræder en sådan situation, at pengeinstituttet må vurdere, at det er af betydning for Hypotekbanken at få oplysninger herom, herunder ved væsentlig tvivl om den økonomiske overlevelsesevne.
Stk. 2

Ønsker pengeinstituttet ikke selv at opsige lånet i anledning af de i stk. 1 nævnte forhold, afgør Hypotekbanken efter forhandling med pengeinstituttet, om statsgarantien skal opsiges.

Stk. 3

Hypotekbanken kan opsige statsgarantien, hvis pengeinstituttet efter forhandling ikke ønsker at opsige lånet ved misligholdelse med betaling af ydelser.

§ 28

Provenuet ved realisation af de stillede sikkerheder skal deles mellem staten og pengeinstituttet med henholdsvis 80 pct. og 20 pct., jf. § 25, stk. 1. Hvis pengeinstituttet ved misligholdelse undlader at tage skridt til realisation af sikkerhederne, er Hypotekbanken berettiget til at forlange sikkerhederne udleveret og selv foranledige realisation.

§ 29

Hvis der i forbindelse med ydelse af lån særskilt er stillet yderligere sikkerhed over for pengeinstituttet i form af pant, kaution eller depot ved trediemand, deles provenuet ved realisation af disse sikkerheder ligeledes mellem staten og pengeinstituttet med henholdsvis 80 pct. og 20 pct., jf. § 25, stk. 1. Det samme gælder eventuel dividende i ansøgers konkursbo.

Stk. 2

Den sikkerhed, som eventuelt er stillet for ansøgers øvrige engagementer med pengeinstituttet, tjener primært til sikkerhed for disse engagementer til enhver tid, herunder kreditter, der er ydet af pengeinstituttet efter lånets optagelse. Overskydende sikkerhed i forbindelse med disse andre engagementer skal, når sikkerheden er stillet ved låntager, i fornødent omfang komme staten og långiver til gode ved afskrivning af det overskydende provenu på gælden i følge det garanterede lån. Hvis sikkerhed stillet af trediemand anvendes til afskrivning på gælden i følge det statsgaranterede lån, skal fordelingen ske i samme forhold.

§ 30

Supplerende retningslinier for gældssaneringsordningens administration, herunder for udbetaling af lån, aftales mellem Hypotekbanken og pengeinstitutternes organisationer, der orienterer de enkelte pengeinstitutter. Indfrielse af refinansieringslån, ejerskifte m.m.

§ 31

Refinansieringslån forfalder til indfrielse ved ejerskifte. Ved overdragelse af en anpart af ejendommen forfalder en hertil svarende del af lånene. Hensidden i uskiftet bo betragtes ikke som ejerskifte.

§ 32

Lånene forfalder ligeledes til indfrielse, hvis der ved bortforpagtning af en del af bedriften, ved reduktion af besætningen, mindre intensiv udnyttelse af jorderne m.v. sker en så væsentlig indskrænkning af produktionsgrundlaget, at kravene i § 7, stk. 1, nr. 2, vedrørende arbejdsindsats i jordbruget eller hovederhverv ikke længere er opfyldt.

§ 33

Ydes der refinansieringslån, uden at betingelserne herfor er opfyldt, kan Hypotekbanken bestemme, at lånet forfalder til indfrielse.

Stk. 2

Har ansøger i forbindelse med ansøgning om tilladelse til refinansiering afgivet urigtige oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for sagen, kan Hypotekbanken bestemme, at ydede lån forfalder til indfrielse, og at ansøger skal tilbagebetale allerede ydede afdragsbidrag.

§ 34

Ved indfrielse af lån baseret på de i lovens § 6, stk. 1, nr. 3, nævnte obligationer, anvendes en af Hypotekbanken fastsat kurs. Kursen fastsættes således at den effektive rente svarer til 2/3 af den effektive rente på fastforrentede obligationer med tilsvarende restløbetid, jf. Boligstyrelsens bekendtgørelse om lån til refinansiering i landbrugsejendomme m.v. Ansøgning m.v.

§ 35

Ansøgning om refinansiering, herunder de i § 15 omhandlede sager, indgives til ansøgers sædvanlige pengeinstitut på skemaer, der fås hos pengeinstitutterne. Ansøgningen skal attesteres af en statsautoriseret eller registreret revisor eller af en godkendt økonomikonsulent.

Stk. 2

Ansøgning om tilladelse til refinansiering skal være indgivet til pengeinstituttet senest den 15. december 1989.

Stk. 3

Udgifter i forbindelse med refinansieringssagen afholdes af ansøger.

Stk. 4

Tilladelse til refinansiering kan kun opnås een gang. Ansøgning om refinansiering skal omfatte alle de lån, som ansøger ønsker refinansieret. Ejer ansøger flere ejendomme, indgives een samlet ansøgning.

§ 36

Ansøgning om refinansiering i sager, hvor kreditorordning med gældssaneringslån skønnes nødvendig, indgives til ansøgeres pengeinstitut på samme måde som almindelig ansøgning om refinansieringslån og inden for den i § 35, stk. 2, nævnte frist. Det almindelige ansøgningsskema suppleres med det særlige ansøgningsmateriale vedrørende statsgaranti for gældssaneringslån.

§ 37

Meddeler pengeinstituttet tilladelse til refinansiering, videresendes ansøgningen til realkreditinstitutterne og Dansk Landbrugs Realkreditfond, der træffer afgørelse om bevilling af refinansieringslån.

Stk. 2

Det samlede tilbud om refinansieringslån videregives af pengeinstituttet til ansøgeren. Er et tilbud om refinansieringslån bortfaldet, eller har ansøger afslået, kan et nyt tilbud ikke indhentes. Statens overtagelse af obligationer og realkreditlån (debitorforpligtelser)

§ 38

Hypotekbanken overtager de obligationer, der udstedes i forbindelse med optagelse af refinansieringslån eller det provenu, der opnås, når der i forbindelse med refinansiering optages udlandslån.

Stk. 2

Hypotekbanken overtager samtidig debitorforpligtelsen på de realkreditlån, der aflyses af tingbogen som led i refinansieringen, og afregner det overskydende beløb til realkreditinstitutterne og Dansk Landbrugs Realkreditfond, med henblik på videreafregning til pengeinstituttet, jf. § 14, stk. 3.

Stk. 3

Overtagelse af obligationer og debitorforpligtelser i henhold til stk. 1 og 2, sker til kontantværdien. Hypotekbanken bekendtgør de kurser, der gælder for overtagelsen.

Stk. 4

Kursen på de i lovens § 6, stk. 1, nr. 3, nævnte særlige obligationer fastsættes således, at den effektive rente svarer til 2/3 af den effektive rente på åbne, fastforrentede 30-årige obligationsserier.

Stk. 5

Tidspunktet for afsendelse af ansøgning til realkreditinstitutterne og Dansk Landbrugs Realkreditfond er afgørende for, til hvilken kurs, jf. stk. 3 og 4, Hypotekbanken overtager obligationer og debitorforpligtelser. Kurserne gælder, uanset hvornår ombytning af lån faktisk gennemføres i den pågældende refinansieringssag, og uanset om der er meddelt betinget tilsagn efter § 14, stk. 5.

§ 39

Realkreditinstitutterne og Dansk Landbrugs Realkreditfond foretager afregning til Hypotekbanken af gebyr på 0,25 pct. af kontantværdien af de obligationer og de realkreditlån, der overtages.

Stk. 2

Nærmere bestemmelser om statens overtagelse af obligationer og realkreditlån i forbindelse med refinansiering, og om berigtigelse af refinansieringssagen, herunder afregning af vedhængende renter m.v., fastsættes af Hypotekbanken. Ikrafttrædelse m.v.

§ 40

Efter afslutning af refinansieringssagen indsender pengeinstituttet kopi af ansøgningen til Hypotekbanken. Pengeinstituttet påser, at de for indberetningen nødvendige oplysninger er påført ansøgningen. Pengeinstituttet giver meddelelse til realkreditinstitutterne og Dansk Landbrugs Realkreditfond om ikke-accepterede eller bortfaldne tilbud.

§ 41

Hypotekbanken har ret til at blive gjort bekendt med akterne i sager, pengeinstituttet behandler eller har behandlet efter denne bekendtgørelse.

Stk. 2

Pengeinstituttet skal opbevare det attesterede ansøgningsskema med bilag i 3 år.

§ 42

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. december 1988.

pre_paragraph I medfør af § 3, stk. 4, § 5, § 8, stk. 4, § 10, stk. 2, samt §§ 11, 18, 21 og 22 i lov nr. 372 af 6. juli 1988 om refinansiering af realkreditlån m.v. i landbrugsejendomme fastsættes: Administration, klage m.v.


Landbrugsministeriet, den 2. december 1988, den 2. december 1988

/LAURITS TØRNÆS Mogens Nagel Larsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1988
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1988
Bekendtgørelse om refinansiering af realkreditlån m.v. i landbrugsejendomme | TheLawyer.sh