Bekendtgørelse om tilskud til produktudvikling i forarbejdning m.v. af jordbrugsprodukter
BEK nr 73 af 12/02/1988
§ 1
Tilskud kan ydes til projekter til produktudvikling inden for produktionsområder, der traditionelt henregnes under jordbrugets forarbejdnings- og forædlingssektor, samt til aktiviteter, som er nødvendige forudsætninger for en erhvervsmæssig udnyttelse af resultaterne af udviklingsarbejdet, jfr. lovens § 1, stk. 1.
Tilskud kan endvidere ydes til projekter til forarbejdning af jordbrugsprodukter til varer, der ikke er omfattet af bilag II til Traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, hvis projektet vedrører udvikling i produkter, der
- er biprodukter opnået ved forarbejdning af basisjordprodukter, og som indebærer en bedre udnyttelse af basisprodukterne, således at indtægterne for producenterne af de pågældende basisprodukter øges,
- er nye produkter, der væsentligt øger afsætningsmulighederne for de pågældende basisprodukter, eller
- medfører nye afsætningsmuligheder af væsentlig betydning for de pågældende basisprodukter.
§ 2
Tilskud kan ydes til de i lovens § 2 nævnte private erhvervsvirksomheder, grupper af private erhvervsvirksomheder m.v., forsknings- og forsøgsinstitutioner samt forsknings- og forsøgsprojekter. Der kan herunder navnlig ydes tilskud til projekter, hvor udviklingsarbejdet foregår på de fælles erhvervsrettede forskningsinstitutioner.
Ved afgørelser om tildeling af tilskud vil der især blive lagt vægt på projekter inden for markedsorienteret videreudvikling, forbedring og nyudvikling, navnlig med hensyn til udvikling og anvendelse af ny teknologi i produktionsprocessen for at fremme produktets kvalitet og nyhedsværdi.
Ved tildeling af tilskud vil der endvidere blive lagt vægt på, at projektet ikke har uønskede miljømæssige konsekvenser.
§ 3
Tilskud kan ydes med indtil 40 pct. af meromkostningerne opgjort med fradrag af merværdiafgift, jfr. lovens § 4, stk. 1,
- hvor produktudviklingen er forbundet med grundforskning,
- hvor projektet vedrører udvikling af forarbejdede økologiske produkter,
- hvor der stilles krav om tilbagebetaling af mindst 15 procentpoint af støtten, hvis det økonomiske udbytte af projektet for ansøgeren i væsentlig grad overstiger tilskudsbeløbet,
- hvor ydelse af den forhøjede støtte må antages at være en forudsætning for at sikre gennemførelse af et projekt, der skønnes at være af offentlig interesse, og hvor resultaterne af projektet vil blive offentliggjort, så snart de foreligger,
- hvor den samlede støtte til projektet ikke overstiger 100.000 ECU,
- hvor særlige grunde i øvrigt taler derfor.
Tilskud kan uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde ydes med indtil 35 pct. af meromkostningerne, hvor projektet gennemføres af en lille eller mellemstor virksomhed.
Uden for de i stk. 1 og 2 nævnte tilfælde kan tilskud ydes med indtil 25 pct. af de meromkostninger, produktudviklingen medfører.
De i stk. 1, 2 og 3 angivne støttesatser kan fraviges, når udviklingsarbejdet gennemføres af forsknings- og forsøgsinstitutioner.
Forinden der træffes afgørelse efter stk. 1, nr. 6, skal ansøgningen forelægges Landbrugsministeriet.
§ 4
De i § 3 nævnte meromkostninger omfatter udgifter til direkte løn, konsulentbistand, materialer, særligt udstyr m.v., der kan henføres til projektet, udgifter til undersøgelse af markedsbehov og afsætningsmuligheder, udvikling af markedsføringsstrategier, planlægning af markedsføring, testmarkedsføring og lancering.
Tilskud kan ikke ydes til
- almindelige afsætningsforanstaltninger,
- anlægsinvesteringer, bortset fra bygnings- og inventarinvesteringer, der er nødvendige forudsætninger for at gennemføre projektets forsøgs- og udviklingsfaser,
- andel i afskrivninger, generelle drifts- og serviceudgifter m.v.,
- dækning af tabt produktion på arealer eller i lokaler, hvor udviklingsarbejdet gennemføres.
§ 5
Tilskud ydes ikke til de projektudgifter, hvortil der gives støtte efter lov om »Fondet til fremme af teknisk og industriel udvikling«, lov om statstilskud til produktudvikling og lov om Danmarks erhvervsfond.
Tilskud kan nedsættes og eventuelt bortfalde, hvis der ydes tilskud til projektudgifter efter anden lovgivning end den i stk. 1 nævnte.
§ 6
Det i lovens § 8 nævnte bevillingsnævn nedsættes for perioder af 4 år.
Landbrugsministeren udpeger nævnets formand og næstformand blandt de beskikkede medlemmer.
§ 7
Jordbrugsdirektoratet varetager bevillingsnævnets sekretariatsopgaver og udfører nævnets afgørelser.
§ 8
Ansøgning om tilskud indsendes til Jordbrugsdirektoratet på en særlig blanket, der fås hos direktoratet.
§ 9
Tilskud udbetales mod dokumentation af de med projektet forbundne omkostninger. Opgørelsen skal udfærdiges på en særlig blanket, der fås hos Jordbrugsdirektoratet, og skal være attesteret af en statsautoriseret eller registreret revisor.
Det er en betingelse for udbetaling af tilskud, at de anførte udgifter er betalt, samt at projektet er gennemført efter de godkendte planer.
§ 10
Tilskud kan udbetales i rater, når omstændighederne taler herfor.
Bevillingsnævnet kan træffe afgørelse om forskudsvis udbetaling af tilskud, hvis det skønnes nødvendigt for at sikre projektets gennemførelse.
§ 11
Tilskud skal betales tilbage, hvis det udviklede produkt eller den udviklede produktionsmetode
- opnår beskyttelse efter patentlovgivningen eller anden eneretslovgivning, og
- det økonomiske udbytte af projektet for ansøgeren i væsentlig grad overstiger tilskudsbeløbet.
Bevillingsnævnet kan fravige bestemmelsen i stk. 1, når særlige omstændigheder taler herfor.
§ 12
Bekendtgørelsen træder i kraft den 24. februar 1988.
pre_paragraph I medfør af lov nr. 365 af 10. juni 1987 om tilskud til produktudvikling i forarbejdning m.v. af jordbrugsprodukter fastsættes:
Landbrugsministeriet, den 12. februar 1988, den 12. februar 1988
/LAURITS TØRNÆS Mogens Nagel Larsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1988
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1988