TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om uddannelses- og erhvervsvejledning i gymnasieskolen og på studenterkursus

BEK nr 756 af 12/12/1988

DanmarkBekendtgørelse1988

§ 1

Gymnasieskolerne/studenterkurserne tilbyder eleverne kollektiv og individuel uddannelses- og erhvervsvejledning.

§ 2

Formålet med uddannelses- og erhvervsvejledningen er:

  1. at eleverne får støtte til at gennemføre uddannelsen med det størst mulige udbytte og på den normerede tid,
  1. at eleverne bliver i stand til at forstå og arbejde med deres egne forudsætninger og muligheder og således bliver i stand til at træffe kvalificerede valg af fag. Dette skal ske under hensyntagen til såvel den enkeltes anlæg og interesser som til valgenes konsekvenser for senere uddannelse og erhverv, og
  1. at eleverne gennem kendskab til uddannelsessystemets opbygning og væsentlige arbejdsmarkedsforhold samt til valgmulighederne inden for uddannelse og erhverv bliver i stand til at træffe de fornødne valg efter gennemførelsen af uddannelsen og følge beslutningerne op.

§ 3

Uddannelses- og erhvervsvejledningen gives som kollektiv og individuel vejledning.

Stk. 2

Den kollektive vejledning gennemføres i overensstemmelse med en års-/halvårsplan og har et samlet omfang af ca. 20 timer i løbet af uddannelsen. Timerne anvendes efter bestemmelserne i § 4.

Stk. 3

Den individuelle vejledning gives i vejlederens faste træffetid eller efter aftale. Den individuelle vejledning kommer i stand på initiativ af eleven eller studievejlederen, evt. på foranledning af elevens lærere, rektor eller andre.

§ 4

Den kollektive vejledning omfatter følgende:

  1. vejledning vedrørende overgangen til gymnasiet/kursus, herunder studiemetode og arbejdsvaner,
  1. orientering om valg af valgfag,
  1. orientering om uddannelsessystemets opbygning, nye uddannelsesmuligheder, adgangskrav og suppleringsmuligheder,
  1. orientering om de sider af arbejdsmarkedet, der har betydning for elevernes valg af uddannelse og erhverv, herunder beskæftigelsesforhold, ligestillingsbestræbelser, jobsøgning, løn og fremtidsmuligheder,
  1. orientering om økonomiske og sociale forhold i forbindelse med uddannelse, og
  1. vejledning i opstilling af en individuel handlingsplan vedrørende uddannelse og erhverv.

§ 5

Den individuelle vejledning omfatter:

  1. vejledning vedrørende studiemæssige, økonomiske, sociale og personlige forhold i relation til uddannelsessituationen,
  1. vejledning af elever, der afbryder uddannelsen, og
  1. medvirken ved henvisning af elever med særligt undervisnings- eller støttebehov.
Stk. 2

Den individuelle vejledning kan herudover omfatte introduktionssamtaler i 1. gymnasie-/kursusklasse og samtaler om valg af uddannelse og erhverv i 3. gymnasie-/2. kursusklasse.

§ 6

Uddannelses- og erhvervsvejledningen omfatter, ud over den kollektive vejledning, jf. § 4, og den individuelle vejledning, jf. § 5, endvidere følgende opgaver:

  1. oparbejdelse og ajourføring af materialesamling samt udlån af materialer,
  1. medvirken ved arrangementer af uddannelses- og erhvervsvejledende karakter, og
  1. udadvendt virksomhed, herunder kontakt til arbejdsmarkedet, samarbejde med vejledere fra andre institutioner og deltagelse i det regionale vejledersamarbejde.

§ 7

Ved hver gymnasieskole/hvert studenterkursus udpeger rektor efter internt opslag en eller flere studievejledere, der varetager hvervet i en del af deres tjenestetid. Studievejlederne udpeges blandt fastansatte lærere for 3 år ad gangen.

Stk. 2

Studievejlederne skal godkendes af Direktoratet for Gymnasieskolerne og Højere Forberedelseseksamen.

Stk. 3

Direktoratet fastsætter nærmere regler om uddannelse af studievejledere.

§ 8

Rektor har ansvaret for:

  1. at der holdes regelmæssige møder mellem skolens/kursets ledelse og studievejlederne,
  1. at der i samarbejde med studievejlederne udarbejdes en års-/halvårsplan for uddannelses- og erhvervsvejledningen,
  1. at timerne til den kollektive vejledning placeres og fordeles hensigtsmæssigt,
  1. at elever, der afbryder uddannelsen, henvises til en samtale med studievejlederne, og
  1. at skolens samlede uddannelses- og erhvervsvejledningsopgaver fordeles under hensyntagen til såvel den enkelte vejleders samlede arbejdsbyrde i forbindelse med uddannelses- og erhvervsvejledningen som den enkelte vejleders timetillæg i.h.t. gældende tjenestetidsaftale.

§ 9

Direktoratet for Gymnasieskolerne og Højere Forberedelseseksamen fastsætter nærmere retningslinjer for vejledningens indhold og tilrettelæggelse.

§ 10

Direktoratet for Gymnasieskolerne og Højere Forberedelseseksamen kan godkende sådanne fravigelser fra bekendtgørelsens bestemmelser, som er led i pædagogisk udviklingsarbejde, eller som i øvrigt indgår i en fastlagt plan.

Stk. 2

Direktoratet kan dispensere fra bekendtgørelsens bestemmelser i særlige tilfælde.

§ 11

Direktoratets afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

§ 12

Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. januar 1989.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 74 af 2. marts 1978 om uddannelses- og erhvervsorientering samt individuel vejledning i gymnasieskolen og på studenterkursus ophæves.

pre_paragraph I henhold til § 4 i lov om gymnasieskoler og studenterkursus, jf. lovbekendtgørelse nr. 715 af 18. november 1987 fastsættes følgende:


Undervisningsministeriet, den 12. december 1988, den 12. december 1988

/BERTEL HAARDER Bitten Vecht/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1988
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1988
Bekendtgørelse om uddannelses- og erhvervsvejledning i gymnasieskolen og på studenterkursus | TheLawyer.sh