TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om indbetaling til pensionsordninger af afgiften på forbrugslån

BEK nr 84 af 17/02/1988

DanmarkBekendtgørelse1988

§ 1

Den afgiftspligtige kan vælge at indbetale det afgiftsbeløb, der er beregnet for afgiftsåret 1987, til:

  1. En pensionsordning med løbende udbetalinger, jf. pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 4, og §§ 3-5.
  1. En rateforsikring i pensionsøjemed, jf. pensionsbeskatningslovens § 8.
  1. En rateopsparing i pensionsøjemed, jf. pensionsbeskatningslovens § 11 A.
  1. En frigørelsesforsikring, der opfylder betingelserne i pensionsbeskatningslovens § 10.
  1. En frigørelseskonto, der opfylder betingelserne i pensionsbeskatningslovens § 12.
Stk. 2

Frigørelsesforsikringer og frigørelseskonti kan også oprettes efter det fyldte 60. år. Frigørelseskonti kan kun oprettes som kontantkonti.

§ 2

Der skal oprettes en særskilt ordning for afgiftsbeløbet. Ved indbetalingen forevises Statsskattedirektoratets beregning af afgiften. En fordeling af afgiftsbeløbet på flere pensionsordninger kan ikke foretages. Pensionsordningen kan kun oprettes som en privat tegnet ordning.

Stk. 2

Indbetaling af afgiftsbeløbet til en pensionsordning skal ske senest på tidspunktet for sidste rettidige indbetaling af afgiften til statskassen, jf. lovens § 9, stk. 1 og 2. Indbetales beløbet ikke rettidigt, skal den afgiftspligtige betale rente efter lovens § 9, stk. 3. Rentebeløb opkræves af Statsskattedirektoratet og tilfalder statskassen.

Stk. 3

Er afgiftsbeløbet ikke indbetalt rettidigt til statskassen eller til en pensionsordning, giver Statsskattedirektoratet den afgiftspligtige pålæg om indbetaling. Foretages indbetalingen til en pensionsordning ikke inden 14 dage efter modtagelsen af Statsskattedirektoratets pålæg, fortabes retten til at vælge en pensionsordning efter lovens § 10. Fristen på 14 dage ændrer ikke renteberegningen efter lovens § 9, stk. 3.

§ 3

Ved forhøjelse af afgiftsbeløbet skal et beløb svarende til forhøjelsen indbetales til pensionsordningen. Andre indbetalinger kan ikke foretages. Forhøjelser forfalder den 1. i måneden efter opkrævningen med sidste rettidige betalingsdag den 20. i samme måned.

Stk. 2

Udgør en forhøjelse af et opkrævet afgiftsbeløb under 200 kr., opkræves forhøjelsen ikke. Forhøjelsen opkræves, såfremt den sammenlagt med senere forhøjelser bliver 200 kr. eller derover.

Stk. 3

Såfremt afgiftsbeløbet for 1987 er indbetalt til statskassen, kan den afgiftspligtige vælge at indbetale senere forhøjelser til en pensionsordning, der oprettes efter lovens § 10.

§ 4

Ved nedsættelse af afgiftsbeløbet skal et beløb svarende til nedsættelsen tilbagebetales fra pensionsordningen. Tilbagebetalingen omfatter ikke renter eller bonus, medmindre hele afgiftsbeløbet skal tilbagebetales. Ved tilbagebetaling fra en forsikringsordning eller en pensionsordning med løbende udbetalinger kan forsikringsselskabet eller pensionskassen m.v. fradrage omkostninger og præmie til risikodækning i overensstemmelse med selskabets eller pensionskassens almindelige betingelser.

Stk. 2

Ved tilbagebetaling efter stk. 1 ydes der ikke rentegodtgørelse efter lovens § 9, stk. 4.

§ 5

Tilbagebetaling efter § 4, stk. 1, kan først foretages, når pensions- eller pengeinstituttet har modtaget et udfyldt skema fra den afgiftspligtige. Skemaet skal være bilagt Statsskattedirektoratets ændrede afgiftsberegning. Skemaet udarbejdes af Statsskattedirektoratet.

Stk. 2

Pensions- eller pengeinstituttet skal påse, at samtlige rubrikker på skemaet er udfyldt, når beløb tilbagebetales.

Stk. 3

Pensions- eller pengeinstituttet skal opbevare skemaet i 5 år efter udløbet af det kalenderår, hvor beløbet er tilbagebetalt. Skemaet skal indsendes til en skattelignende myndighed efter dennes begæring.

§ 6

Ved udbetaling fra en pensionsordning med løbende udbetalinger eller en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed, der er oprettet efter lovens § 10, anvendes pensionsbeskatningslovens regler tilsvarende. Udbetaling kan dog tidligst påbegyndes 3 år efter oprettelsen og først efter det fyldte 60. år, medmindre den afgiftspligtiges død eller indtruffen invaliditet berettiger til en tidligere udbetaling efter pensionsbeskatningsloven.

Stk. 2

Indeståendet på en frigørelsesforsikring eller en frigørelseskonto, der er oprettet efter lovens § 10, herunder tilskrevne renter og bonus, kan tidligst udbetales 3 år efter ordningens oprettelse og tidligst på et tidspunkt, hvor den afgiftspligtige er fyldt 60 år. Det indestående beløb skal dog udbetales i tilfælde af den afgiftspligtiges død. Beløbet kan tillige udbetales ved indtruffen invaliditet, der berettiger til udbetaling efter pensionsbeskatningslovens §§ 10 og 12.

Stk. 3

Er den afgiftspligtige fyldt 67 år ved oprettelsen af en frigørelsesforsikring eller en frigørelseskonto, finder aldersgrænsen på 70 år for udbetaling i pensionsbeskatningslovens § 10 og § 12 ikke anvendelse. Det afgiftspligtige beløb skal indestå i 3 år og skal udbetales ved denne periodes udløb eller ved død forinden.

Stk. 4

Indeståendet i pensionsordningen, herunder tilskrevne renter og bonus, kan ikke overdrages til eje eller pant.

§ 7

En pensionsordning efter lovens § 10 kan uden skattemæssige konsekvenser overføres til en anden pensionsordning, der oprettes i medfør af loven. Overførslen skal omfatte hele ordningen.

Stk. 2

Når en pensionsordning kan komme til udbetaling efter § 6, kan ordningen i stedet uden skattemæssige konsekvenser overføres til en pensionsordning, den afgiftspligtige har oprettet efter pensionsbeskatningsloven. Ved overførsel af en pensionsordning med løbende udbetalinger, en rateforsikring eller en rateopsparing i pensionsøjemed anvendes pensionsbeskatningslovens § 41, stk. 1, nr. 1-3. Ved overførsel af en frigørelseskonto eller en frigørelsesforsikring anvendes pensionsbeskatningslovens § 41, stk. 1, nr. 4. Pensionsbeskatningslovens § 43, stk. 1 og § 44 finder tilsvarende anvendelse. Overførslen skal omfatte hele ordningen. Der kan ikke overføres til en pensionskasseordning, der på tidspunktet for overførslen kan komme til udbetaling med en udtrædelsesgodtgørelse.

Stk. 3

Ved overførsel efter stk. 1 og 2 skal det afgivende pensions- eller pengeinstitut samtidig med overførslen give det modtagende pensions- eller pengeinstitut de oplysninger om ordningen, der er nødvendige for at opfylde kravene i realrenteafgiftsloven og pensionsbeskatningsloven.

§ 8

Personer, der opretter en pensionsordning efter lovens § 10, skal ved ordningens oprettelse give pensions- eller pengeinstituttet oplysning om navn, adresse og personregisternummer (CPR.-nr.) samt godtgøre rigtigheden af de afgivne oplysninger.

§ 9

Ved oprettelse eller overførsel af en pensionsordning skal pensions- og pengeinstituttet i forsikringspolicen eller aftaledokumentet, herunder på kontrabøger, anføre den af følgende betegnelser, som svarer til aftalens indhold:

a) Pensionsforsikring med løbende udbetalinger efter forbrugsrenteafgiftsloven.

b) Pensionskasseordning med løbende udbetalinger efter forbrugsrenteafgiftsloven.

c) Rateforsikring i pensionsøjemed efter forbrugsrenteafgiftsloven.

d) Rateopsparing i pensionsøjemed efter forbrugsrenteafgiftsloven.

e) Frigørelsesforsikring efter forbrugsrenteafgiftsloven.

f) Frigørelseskonto efter forbrugsrenteafgiftsloven.

Stk. 2

Ved overførsel efter § 7, stk. 2, til en ordning, der er omfattet af pensionsbeskatningsloven, tilføjes litra efter stk. 1 på den ordning, hvortil beløbet overføres.

§ 10

Indbetalinger til pensionsordninger oprettet efter lovens § 10 skal af pensions- og pengeinstituttet indberettes til Statsskattedirektoratet. Det samme gælder tilbagebetalinger efter § 4, stk. 1.

Stk. 2

Indbetalinger foretaget til og med den 22. august 1988 skal indberettes senest den 20. september 1988. Indbetalinger til pensionsordninger foretaget den 23. august 1988 eller senere skal indberettes senest ved udgangen af den måned, der følger efter indbetalingen. Tilbagebetalinger efter § 4, stk. 1, skal ligeledes indberettes senest ved udgangen af den måned, der følger efter tilbagebetalingen.

Stk. 3

Indberetningen skal omfatte oplysninger om:

  1. Den afgiftspligtiges personregisternummer (CPR.-nr.).
  1. Størrelsen af det afgiftsbeløb der indbetales til eller tilbagebetales fra ordningen.
  1. Den dato for hvilken indbetalingen er foretaget.

§ 11

Pensions- og pengeinstitutternes indberetning skal indgives på edb-medium. Vilkårene herfor fastsættes af Statsskattedirektoratet. Oplysningerne kan dog i stedet indgives på særlige skemaer, der udarbejdes af Statsskattedirektoratet.

§ 12

Overtrædelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse straffes med bøde, såfremt overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

§ 13

Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende.

pre_paragraph I medfør af §§ 10 og 12 i lov nr. 698 af 17. oktober 1986 om afgift af renter af forbrugslån bestemmes følgende:


Skatteministeriet, den 17. februar 1988, den 17. februar 1988

/ANDERS FOGH RASMUSSEN Carsten Vesterø Jensen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1988
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1988