Bekendtgørelse om optagelse og uddannelse af tandplejere, eksaminerede klinikassistenter for tandlæger og kliniske tandteknikere
BEK nr 95 af 09/02/1988
§ 1
Formålet med tandplejeruddannelsen er, at de studerende opnår sådanne kundskaber samt praktiske og kliniske færdigheder, at de bliver kvalificerede til at varetage tandplejerens sundhedsfremmende, sygdomsforebyggende og terapeutiske opgaver i overensstemmelse med skiftende samfundsbehov.
§ 2
Uddannelsen af tandplejere foregår ved skoler for klinikassistenter og tandplejere tilknyttet tandlægehøjskolerne i København og Århus. Uddannelsen, der er normeret til 2 år, består af teoretisk, praktisk og klinisk undervisning.
§ 3
Optagelse på en skole til uddannelse af tandplejere er betinget af, at ansøgeren
- har aflagt folkeskolens udvidede afgangsprøve i dansk, regning/matematik, engelsk, fysik/kemi med karakteren mindst 6, eller har afsluttet anden tilsvarende eller højere uddannelse eller
- har gennemført uddannelsen og praktiktiden som eksamineret klinikassistent for tandlæger.
Skolen afgør, om betingelserne efter stk. 1 er opfyldt. Skolen kan i særlige tilfælde give adgang til uddannelsen for ansøgere, som ikke opfylder betingelserne efter stk. 1, men som skønnes at have de nødvendige forudsætninger for at gennemføre uddannelsen. Eksamineret klinikassistent for tandlæger
§ 4
Formålet med uddannelsen til eksamineret klinikassistent for tandlæger er, at de studerende opnår sådanne kundskaber samt praktiske og kliniske færdigheder, at de bliver kvalificerede til at varetage klinikassistentens funktioner i relation til klinisk assistance, profylakse, klinikdrift og administration inden for såvel privat som offentlig tandpleje.
§ 5
Uddannelsen af eksaminerede klinikassistenter for tandlæger foregår ved skolerne for klinikassistenter og tandplejere tilknyttet tandlægehøjskolerne i København og Århus.
Uddannelsen, der er normeret til 2 år, består af 1 års skoleuddannelse, der omfatter teoretisk, praktisk og klinisk undervisning samt 12 måneders praktiktid (praktikåret).
Praktikåret kan efter den studerendes valg placeres før eller efter skoleåret.
§ 6
Optagelse på en skole til uddannelse af eksaminerede klinikassistenter for tandlæger er betinget af, at ansøgeren har aflagt folkeskolens afgangsprøve og opnået karakteren mindst 6 i fagene dansk, regning/matematik og engelsk eller har afsluttet anden tilsvarende eller højere uddannelse.
Skolen afgør, om betingelserne efter stk. 1 er opfyldt. Skolen kan i særlige tilfælde give adgang til uddannelsen for ansøgere, som ikke opfylder betingelserne efter stk. 1, men som skønnes at have de nødvendige forudsætninger for at gennemføre uddannelsen. Klinisk tandtekniker
§ 7
Formålet med uddannelsen til klinisk tandtekniker er, at de studerende - som en overbygning på laboratorietandteknikeruddan- nelsen i aftagelig protetik - opnår sådanne kundskaber samt praktiske og kliniske færdigheder, at den kliniske tandtekniker kan varetage kliniske og laboratoriemæssige funktioner inden for konventionel aftagelig protetik, dels selvstændigt, dels i samarbejde med en tandlæge.
§ 8
Den afsluttende uddannelse af kliniske tandteknikere foregår ved Århus Tandlægehøjskole og den dertil knyttede skole for klinikassistenter og tandplejere.
Undervisningsministeriet, Direktoratet for de Videregående Uddannelser, kan godkende, at den afsluttende uddannelse også kan foregå ved Københavns Tandlægehøjskole.
Uddannelsen er normeret til 2 år.
§ 9
Adgang til den afsluttende uddannelse er betinget af, at ansøgeren har gennemgået 2. dels uddannelsen inden for de erhvervsfaglige grunduddannelser i tandteknikerfaget i området aftagelig protetik.
Skolen kan i særlige tilfælde give adgang til uddannelsen for ansøgere, som ikke opfylder betingelserne efter stk. 1, men som skønnes at have de nødvendige forudsætninger for at gennemføre uddannelsen.
§ 10
Undervisningsministeren fastsætter hvert år antallet af optagelsespladser på hver uddannelse efter indstilling fra skolerne.
Hvis antallet af ansøgere, der kan optages i et år, overstiger antallet af optagelsespladser, udvælger skolen blandt ansøgerne et antal studerende, der svarer til antallet af studiepladser. Regler herom skal godkendes af Direktoratet for de Videregående Uddannelser.
Uddannelsernes indhold
Uddannelsernes indhold
§ 11
Tandplejeruddannelsen består af følgende 3 hovedelementer:
- Biologiske og medicinske basisfag (f.eks. anatomi, fysiologi, mikrobiologi, ernæringslære, generel medicin, farmakologi, tandmorfologi).
- Samfunds- og adfærdsfag, teori og praksis (f.eks. samfundslære, sociologi, samfundsodontologi, psykologi, pædagogik, sundhedspædagogiske opgaver og projekter, organisation og planlægning af forebyggende tandpleje).
- Kliniske fag, teori og praksis (f.eks. cariologi, parodontologi, bidfunktion, ortodonti, pædodonti, gerodonti, radiologi, orientering om protetik og om kirurgi, patientbehandling med undersøgelser og forebyggende behandlinger samt sundhedsundervisning og kostvejledning i klinikken, mundpleje for syge, handicappede og hjemmebundne).
§ 12
Hovedelementerne skal hver for sig udgøre ca. følgende procentuelle andel af den samlede undervisningstid: 1) Biologiske og medicinske basisfag ....................... 10 pct. 2) Samfunds- og adfærdsfag ................................. 25 pct. 3) Kliniske fag ............................................. 65 pct.
Den nærmere tilrettelæggelse af undervisningen og dennes fordeling på de to uddannelsesår fastlægges i en uddannelsesordning, jf. § 25.
§ 13
Den kliniske og praktiske undervisning foregår dels på skolernes klinikker, dels på eksterne institutioner og virksomheder. Eksamineret klinikassistent for tandlæger
§ 14
Skoleuddannelsenomfatter følgende 3 hovedelementer:
- Biologiske og medicinske basisfag (f.eks. anatomi/fysiologi, farmakologi, generel medicin, mikrobiologi).
- Samfunds- og adfærdsfag (f.eks. samfundsodontologi, psykologi).
- Kliniske discipliner, teori/praktik (f.eks. sterilisation, assistance ved stolen, klinikadministration, røntgenoptagelse, laboratoriearbejde, aftrykstagning, fluorpensling).
§ 15
Hovedelementerne skal hver for sig udgøre ca. følgende procentuelle andele af den samlede undervisningstid: 1) Biologiske og medicinske basisfag ....................... 10 pct. 2) Samfunds- og adfærdsfag ................................. 10 pct. 3) Kliniske discipliner ..................................... 80 pct.
Den nærmere tilrettelæggelse af undervisningen og dennes fordeling i skoleåret fastlægges i en uddannelsesordning, jf. § 25. Klinisk tandtekniker
§ 16
Uddannelsen består af følgende 3 hovedelementer:
- Biologiske og medicinske basisfag (f.eks. anatomi, ernæringslære, farmakologi, fysiologi, generel medicin, hygiejne, mikrobiologi, tandmodellering, tandmorfologi).
- Samfunds- og adfærdsfag (f.eks. ergonomi, projekter, psykologi, pædagogik, retsodontologi, sociologi, studieteknik).
- Kliniske discipliner, teori/praktik (f.eks. bidfunktionslære, cariologi, gerodonti, orientering om kirurgi, laboratoriearbejde, odontologisk klinik, parodontologi, propedeutisk odontologi, protetik).
§ 17
Hovedelementerne skal hver for sig udgøre ca. følgende procentuelle andele af den samlede undervisningstid: 1) Biologiske og medicinske basisfag ....................... 10 pct. 2) Samfunds- og adfærdsfag ................................. 5 pct. 3) Kliniske discipliner ..................................... 75 pct.
Den nærmere tilrettelæggelse af undervisningen herunder af den resterende del af studietiden (10 pct.), jf. stk. 1 og fordeling af studietiden på de to uddannelsesår fastlægges i en uddannelsesordning, jf. § 25.
Bedømmelse
Bedømmelse
§ 18
De kvalifikationer, der erhverves ved uddannelserne, dokumenteres ved prøver.
Uddannelseselementer, hvis indhold og arbejdsformer begrunder det, kan helt eller delvis dokumenteres ved kursusattest for tilfredsstillende deltagelse i undervisningen. Nærmere bestemmelse herom fastsættes i uddannelsesordningen.
§ 19
Prøverne er enten interne eller eksterne. Interne prøver bedømmes af eksaminator(er) eller af eksaminator(er) og en eller flere censorer blandt lærerne ved skolerne for klinikassistenter og tandplejere. Eksterne prøver bedømmes af eksaminator(er) og en eller flere censorer, der ikke må være ansat ved den pågældende skole for klinikassistenter og tandplejere.
Direktoratet beskikker de eksterne censorer for 3 år ad gangen efter indstilling fra skolerne. Ingen kan beskikkes efter det fyldte 70. år. I løbet af en 3-årig periode beskikkes nye censorer kun for tidsrummet indtil periodens udløb.
Bedømmelse af de studerendes undervisningsdeltagelse jf. § 18, stk. 2, foretages af læreren (lærerne) ved den pågældende undervisning efter skolens bestemmelse som angivet i uddannelsesordningen.
§ 20
Bedømmelsen af interne og eksterne prøver udtrykkes ved en karakter i 13-skalaen efter de fælles bestemmelser for de højere uddannelsesinstitutioner eller ved bedømmelsen bestået/ikke bestået. Bedømmelsen bestået/ikke bestået kan højst anvendes ved prøver, der dækker 1/3 af uddannelsen.
§ 21
Mindst 1/3 af uddannelsen skal dokumenteres ved eksterne prøver, og disse skal dække uddannelsens væsentligste fagområder.
Regler om bedømmelse af den øvrige del af uddannelsen fastsættes i uddannelsesordningen.
§ 22
Prøverne skal normalt være tilrettelagt som individuelle prøver. Det kan dog fastsættes i uddannelsesordningen, at bestemte prøver aflægges som gruppeprøver, som kan være mundtlige eller skriftlige. Det fastsættes i uddannelsesordningen, hvor mange studerende, der kan deltage i en gruppeprøve. Det skal herunder sikres, at individuel bedømmelse kan finde sted.
Eksamination ved mundtlige gruppeprøver foregår som en samtale mellem studerende, lærer(ne) og censor(erne). Der skal indgå eksamination af hver enkelt deltager.
I en skriftlig gruppeprøve skal den enkelte deltagers bidrag konstateres. Den individuelle bedømmelse af en skriftlig gruppeprøve kan foretages i en efterfølgende uddybende samtale med udgangspunkt i det skriftlige arbejde. Bedømmelse foretages i så tilfælde på grundlag af den mundtlige eksamination.
En af prøverne kan aflægges som gruppeprøve med fælles bedømmelse. Gruppen må ikke omfatte mere end 3 studerende.
§ 23
En studerende kan højst indstille sig 3 gange til samme prøve. Skolen kan tillade indstilling en fjerde gang, hvis dette er begrundet i særlige forhold.
En prøve er bestået, når der er opnået bedømmelsen bestået eller karakteren 6 eller derover. Hver prøve bestås for sig og kursusattest, jf. § 18, stk. 2, gives for hvert uddannelseselement for sig. Beståede prøver kan ikke tages om.
§ 24
Skolen udsteder bevis for gennemført uddannelse med angivelse af den betegnelse uddannelsen giver ret til og en kort karakteristik af uddannelsen med redegørelse for den faglige sammensætning.
Skolen udsteder bevis for tilfredsstillende gennemført skoleår til klinikassistentstuderende, som endnu ikke har gennemført praktikåret.
Andre bestemmelser
Andre bestemmelser
§ 25
Den enkelte skole fastsætter indenfor bekendtgørelsens rammer nærmere regler om hver enkelt uddannelse i en uddannelsesordning. Uddannelsesordningen skal godkendes af direktoratet.
Ud over, hvad der fremgår af bestemmelserne i denne bekendtgørelse, skal uddannelsesordningerne indeholde: 1) Mål og indhold for de enkelte fag. 2) Angivelse af normeret og maksimal studietid - for klinikassistentuddannelsen normeret og maksimal tid for gennemførelse af skoleåret. 3) Eventuelt den rækkefølge, hvori fagene skal gennemføres og fagenes tidsmæssige fordeling på undervisningsårene. 4) Eventuelle særlige krav til undervisnings- eller arbejdsformer. 5) Eventuelle betingelser for at kunne indstille sig til prøve. 6) Prøvetidspunkter. 7) Formen for de enkelte prøver. 8) Antallet af prøver og fastsættelse af ved hvilke prøver, der gives karakterer og ved hvilke prøver, der gives bedømmelsen bestået/ikke bestået. 9) Bestemmelser om reeksamination og sygeeksamen.
- Bestemmelser om den rækkefølge hvori prøver skal bestås og kursusattest erhverves.
Uddannelsesordningerne og ændringer heri træder i kraft ved et undervisningsårs begyndelse.
§ 26
Hver skole udgiver og vedligeholder en studieplan for hver uddannelse.
§ 27
Direktoratet kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidig fastsættes forsøgets varighed og rapporteringsform.
Direktoratet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold.
Direktoratet kan tillade skolerne at dispensere fra bekendtgørelsen og uddannelsesordningerne indenfor nærmere angivne rammer.
§ 28
Klager over en skoles afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse indgives til skolen. Hvis en klage ikke tages til følge, og klageren fastholder klagen, videresender skolen klagen - bilagt en udtalelse - til Direktoratet for de Videregående Uddannelser.
Fristen for indgivelse af klager er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.
§ 29
Direktoratets afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.
Ikrafttræden m.v.
Ikrafttræden m.v.
§ 30
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 1988.
Bekendtgørelserne nr. 397 af 31. august 1972 om uddannelse af klinikassistenter for tandlæger, nr. 398 af 31. august 1972 om uddannelse af tandplejere og nr. 434 af 28. august 1984 om afsluttende uddannelse af kliniske tandteknikere ophæves.
Den enkelte skole fastsætter overgangsregler for studerende, der har begyndt uddannelsen inden bekendtgørelsens ikrafttræden, herunder hvornår der sidste gang holdes prøver efter bekendtgørelserne nr. 397 og 398 af 31. august 1972 og bekendtgørelse nr. 434 af 28. august 1984.
Undervisningsministeriet, den 9. februar 1988, den 9. februar 1988
/BERTEL HAARDER Hanne Traberg/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1988
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1988