Bekendtgørelse om økologiske levnedsmidler
BEK nr 311 af 12/05/1989
§ 1
Denne bekendtgørelse fastsætter betingelser for, at levnedsmidler kan sælges som økologiske, herunder biodynamiske.
Levnedsmidler, som nævnt i stk. 1, er udover bestemmelserne i denne bekendtgørelse, omfattet af lovgivningens almindelige og særlige bestemmelser for bl.a. tilvirkning, behandling, forhandling og markedsføring af levnedsmidler og er underlagt den dermed forbundne kontrol.
§ 2
Kun levnedsmidler, der hidrører fra eller er fremstillet på basis af levnedsmidler fra en økologisk jordbrugsbedrift, autoriseret i henhold til Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 830 af 15. december 1987 om økologisk jordbrugsproduktion, eller fra en virksomhed, godkendt i henhold til nærværende bekendtgørelse, jfr. § 4, kan sælges som økologiske, jfr. dog § 5.
Landbrugsministeren kan fastsætte regler om et særligt økologimærke, der kan anvendes til at identificere levnedsmidler, der sælges som økologiske i henhold til denne bekendtgørelse.
Veterinærdirektoratet og Statskontrollen med Mejeriprodukter og Æg m.m. kan efter indhentet udtalelse fra Det Økologiske Jordbrugsråd fastsætte yderligere krav, som økologiske levnedsmidler skal opfylde, herunder krav til sammensætning, forarbejdning, mærkning, emballering m.v.
§ 3
Sammensatte eller forarbejdede levnedsmidler, der skal sælges som økologiske, må ikke indeholde tilsætningsstoffer eller levnedsmiddelingredienser, som ikke er af økologisk oprindelse, jfr. dog stk. 2.
Veterinærdirektoratet og Statskontrollen med Mejeriprodukter og Æg m.m. kan i særlige tilfælde og efter indhentet udtalelse fra Det Økologiske Jordbrugsråd, og for tilsætningsstoffer tillige efter indhentet udtalelse fra Levnedsmiddelstyrelsen, tillade, at der i økologiske levnedsmidler anvendes ingredienser og tilsætningsstoffer, som ikke er af økologisk oprindelse, såfremt de pågældende levnedsmiddelingredienser henholdsvis tilsætningsstoffer ikke findes eller kun vanskeligt kan skaffes i økologisk form.
§ 4
Virksomheder, herunder detail- og engrosforhandlingsvirksomheder, der ønsker at forarbejde eller pakke økologiske levnedsmidler, skal godkendes hertil af den myndighed, der i henhold til levnedsmiddellovgivningen iøvrigt godkender og udøver tilsyn med den pågældende levnedsmiddelvirksomhed.
Såfremt virksomheden også forarbejder eller pakker levnedsmidler, der ikke er omfattet af denne bekendtgørelse, skal ansøgningen indeholde plan over virksomhedens indretning samt redegørelse for kontrolprocedurer til sikring af fuldstændig adskillelse mellem de levnedsmidler, der er økologiske og de levnedsmidler, der ikke er økologiske.
Godkendelsesmyndigheden kan iøvrigt kræve alle oplysninger, herunder om forarbejdningsmetoder og produktets sammensætning, som er nødvendige for at tage stilling til ansøgningen.
Detailforhandlingsvirksomheder må ikke forhandle den samme type levnedsmiddel uemballeret i både økologisk og ikke-økologisk form.
§ 5
Importerede levnedsmidler må kun sælges som økologiske, hvis der fra en offentlig myndighed i producentlandet foreligger attestation for, at levnedsmidlerne er produceret efter regler, der svarer til reglerne i Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 830 af 15. december 1987 om økologisk jordbrugsproduktion.
§ 6
Tilsyn med overholdelse af denne bekendtgørelse og af vilkår, fastlagt i medfør heraf, udføres af den myndighed, som i medfør af levnedsmiddellovgivningen iøvrigt godkender og udøver tilsyn med den pågældende virksomhed.
Tilsynsmyndigheden har adgang til virksomheder, hvor det er påkrævet af hensyn til kontrollen med overholdelsen af de i denne bekendtgørelse fastsatte regler, og kan forlange rigtigheden af oplysninger dokumenteret ved fremlæggelse af regnskabsmateriale, fakturaer og lignende. Myndigheden er berettiget til at udtage prøver af virksomhedens produkter i det omfang, tilsynet nødvendiggør det.
§ 7
Godkendelses- og tilsynsmyndigheden kan efter indhentet udtalelse fra Det Økologiske Jordbrugsråd fastsætte nærmere bestemmelser om godkendelse og tilsyn m.v. i henhold til denne bekendtgørelse. For detail- og engrosforhandlingsvirksomheder, godkendt i medfør af levnedsmiddelloven, og hvor godkendelse og tilsyn med bestemmelserne i denne bekendtgørelse udøves af levnedmiddelkontrolenhederne, fastsættes bestemmelserne af Veterinærdirektoratet, ligeledes efter indhentet udtalelse fra Det Økologiske Jordbrugsråd.
§ 8
Konstateres overtrædelser af betingelser fastsat i forbindelse med en godkendelse, kan godkendelsen tilbagekaldes.
§ 9
Afgørelser om tilbagekaldelse af en godkendelse, kan inden 4 uger påklages til Landbrugsministeriet.
Afgørelser, som nævnt i stk. 1, truffet af en levnedsmiddelkontrolenhed, kan påklages til Veterinærdirektoratet.
Andre end de i stk. 1 nævnte afgørelser kan ikke påklages til Landbrugsministeriet.
§ 10
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juni 1989.
Levnedsmidler, der ved bekendtgørelsens ikrafttræden sælges som økologiske, men som ikke opfylder bestemmelserne i bekendtgørelsen, kan fortsat sælges som økologiske indtil 1. oktober 1991, jfr. dog stk. 3.
De levnedsmidler, der er nævnt i stk. 2, som har eller må antages at have en holdbarhed på over 18 måneder, kan fortsat detailsælges indtil 1. april 1993.
pre_paragraph I medfør af § 4, § 7, stk. 2 og § 9 i lov nr. 363 af 10. juni 1987 om økologisk jordbrugsproduktion fastsættes:
Landbrugsministeriet, den 12. maj 1989, den 12. maj 1989
/Laurits Tørnæs Inga Galamba/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1989
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1989