Bekendtgørelse om en arbejdsløshedskasses vejledningspligt over for dens medlemmer
BEK nr 316 af 18/05/1989
§ 1
En arbejdsløshedskasse har pligt til aktivt at informere dens medlemmer om de rettigheder og pligter, der følger af arbejdsløshedsforsikringslovens kapitlerne 7-16, samt ved personlig kontakt med det enkelte medlem at vejlede dette, når medlemmet har behov herfor. Informationsforpligtelsen kan opfyldes ved udlevering af et fyldestgørende informationsmateriale.
Et arbejdsløshedskassemedlem har pligt til at medvirke ved tilvejebringelsen af de oplysninger, som arbejdsløshedskassen har behov for at kende for at kunne opfylde sin vejledningspligt.
§ 2
Arbejdsløshedskassen skal straks, når et af dens medlemmer bliver ledig, informere medlemmet om betydningen af pligten til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Arbejdsløshedskassen skal sikre sig, at medlemmet bliver bekendt med betydningen af at opretholde kontakten til Arbejdsformidlingen, kravet om at være aktivt arbejdssøgende og om konsekvenserne af at afvise formidlet arbejde.
Arbejdsløshedskassen skal informere medlemmet om, på hvilke tidspunkter og i hvilke situationer arbejdsløshedskassen har pligt til at vurdere medlemmets rådighed.
§ 3
Arbejdsløshedskassen skal med 14 dages varsel indkalde et medlem til samtale i arbejdsløshedskassen med henblik på en vurdering af medlemmets rådighed, når medlemmet er udeblevet fra den samtale, som medlemmet bliver indkaldt til i Arbejdsformidlingen efter 3 måneders sammenhængende ledighed. Arbejdsformidlingen giver straks arbejdsløshedskassen meddelelse om medlemmets udeblivelse fra samtalen.
Arbejdsløshedskassen skal i indkaldelsen til den i stk. 1 nævnte samtale informere medlemmet om, at medlemmet ikke anses for at være til rådighed, hvis medlemmet uden en fyldestgørende grund udebliver fra samtalen, og om de dagpengemæssige konsekvenser heraf.
§ 4
Arbejdsløshedskassen skal, når et medlem har haft en sammenlagt ledighed på 26 uger inden for en periode på 39 uger, skriftligt indkalde medlemmet til en personlig samtale for at sikre sig, dels at medlemmet er orienteret om de foreliggende muligheder af beskæftigelses- og uddannelsesmæssig art, og dels at medlemmet udnytter disse muligheder. Samtalen skal senest have fundet sted 4 uger efter indkaldelsestidspunktet.
Arbejdsløshedskassen skal i indkaldelsen til den i stk 1 nævnte samtale informere medlemmet om, at medlemmet ikke kan modtage dagpenge, så længe medlemmet udebliver fra samtalen.
§ 5
Arbejdsløshedskassen skal i forbindelse med afholdelsen af den 1. vejledningssamtale i henhold til § 4 udlevere et jobsøgningsskema, jf. bilag 1, til medlemmet. Medlemmet skal under samtalen give oplysninger om sin jobsøgningsaktivitet samt deltagelse i kurser og andre beskæftigelsesfremmende aktiviteter. Oplysningerne skal indgå i grundlaget for den vejledning, som arbejdsløshedskassen skal give medlemmet.
Arbejdsløshedskassen skal i forbindelse med samtalen vejlede medlemmet om mulighederne for at opnå beskæftigelse. Arbejdsløshedskassen skal desuden vejlede om de muligheder for uddannelse, genoptræning eller omskoling, der findes inden for arbejdsløshedskassens faglige område, og som har betydning for medlemmets genplacering på arbejdsmarkedet.
Arbejdsløshedskassen skal i forbindelse med afholdelsen af den 1. vejledningssamtale, jf. stk. 1, vejlede medlemmet om pligten til løbende at udfylde jobsøgningsskemaet med de oplysninger, der skal indgå i grundlaget for arbejdsløshedskassens fremtidige vejledning af medlemmet.
§ 6
Arbejdsløshedskassen kan vejlede medlemmet i jobsøgningsfærdigheder, hvis arbejdsløshedskassen skønner, at medlemmets beskæftigelsesmuligheder herved forbedres.
Arbejdsløshedskassen kan kræve, at medlemmet deltager i et jobsøgningskursus, hvis arbejdsløshedskassen skønner, at medlemmet har et særligt behov herfor.
§ 7
Arbejdsløshedskassen får til brug for vejledningen af medlemmet oplysninger af Arbejdsformidlingen dels om de kurser og andre beskæftigelsesfremmende aktiviteter, som medlemmet er blevet henvist til af Arbejdsformidlingen, og dels om, hvilke af disse aktiviteter medlemmet har deltaget i, i det omfang oplysningerne er registreret i Arbejdsformidlingen, jf. bilag 2.
Arbejdsløshedskassen har pligt til at registrere, hvad medlemmet er blevet informeret og vejledt om, hvilke stillinger medlemmet har søgt, samt hvilke uddannelser eller kurser medlemmet har gennemført eller ønsker at gennemføre. Arbejdsløshedskassen skal give oplysning herom til Arbejdsformidlingen, jf. bilag 2.
§ 8
Arbejdsløshedskassen skal sikre sig den fornødne dokumentation for arbejdsløshedskassens administration af reglerne i denne bekendtgørelse, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 79, stk. 3.
§ 9
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juni 1989.
§ 10
Der udarbejdes en vejledning om anvendelsen af bekendtgørelsen.
pre_paragraph I henhold til § 65, stk. 6, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 480 af 8. august 1988, som ændret senest ved lov nr. 840 af 21. december 1988, fastsættes efter forhandling med Landsarbejdsnævnet:
Bilag 2
Oversigt over de informationer, der skal udveksles mellem arbejdsløshedskasserne og Arbejdsformidlingen til brug for vejledningen af ledige arbejdsløshedskassemedlemmer.
Informationer fra
arbejdsløshedskasserne Informationer fra Arbejdsformidlingen Efter 3-måneders-samtalen UDDANNELSESMÆSSIGE FORHOLD: - kompetencegivende uddannelse - skolekundskaber - uddannelses-/kursusønsker BESKÆFTIGELSESMÆSSIGE FORHOLD: - tidligere beskæftigelsesforhold - ønsker til den fremtidige beskæftigelse INSPIRATIONSKURSUS - gennemført - tilbud afgivet - tilbud vil blive afgivet BEMÆRKNINGER TIL SAMTALEN PÅ ARBEJDSFORMIDLINGEN Efter hver § 65 samtale
- datoen for samtalen
- ajourføring på baggrund af en fornyet drøftelse af ønsker om uddannelse eller beskæftigelse
- bemærkninger til samtalen
- udfaldet af den efterfølgende rådighedsvurdering Efter 9-måneders-samtalen Ajourføring af tidligere afgivne oplysninger (eventuel uddannelsesplan)
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1989
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1989