Bekendtgørelse om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende
BEK nr 421 af 16/06/1989
§ 1
Den hidtidige, daglige arbejdsfortjeneste, jf. lovens § 51, stk. 1, udgør 1/312 af årsindtægten ved selvstændig virksomhed forud for ledigheden.
§ 2
Denne bekendtgørelse finder også anvendelse på et medlem, der efter mere end midlertidigt ophør med det personlige arbejde i virksomheden har været beskæftiget som lønmodtager i en periode, der ikke kan danne grundlag for en beregning efter reglerne for lønmodtagere.
§ 3
Er ledigheden indtrådt mindre end 1 år efter afslutningen af et tidligere arbejde eller ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed, der har ligget til grund for en dagpengeberegning, skal denne beregning anvendes, jf. lovens § 51, stk. 1, 2. punktum.
For et medlem, der har modtaget dagpenge efter § 4, stk. 3, skal beregning af en ny dagpengesats finde sted, når medlemmet har afsluttet et uafbrudt lønarbejde af en varighed på mindst 13 uger/3 mdr. Beregningsperiode og mindstesats
§ 4
For et medlem, der har drevet selvstændig virksomhed som hovederhverv i mindst 3 sammenhængende, hele regnskabsår umiddelbart forud for ledigheden, beregnes årsindtægten som gennemsnittet af indtægten i de 2 bedste, hele regnskabsår, der er afsluttet inden for de seneste 5 år umiddelbart forud for ledigheden. En virksomheds 1. hele regnskabsår - og ved omlægning af regnskabsperiode en senere periode - kan være på mere eller mindre end 12 måneder, men skal dog være på mindst 26 uger.
Et regnskabsår, der ligger forud for de 3 seneste, hele regnskabsår, kan kun danne grundlag for beregning efter stk. 1, hvis medlemmet har drevet selvstændig virksomhed som hovederhverv, og hvis regnskabsåret ikke ligger forud for en periode, hvor medlemmet har modtaget dagpenge.
Et medlem, der opfylder betingelserne i stk. 1, og som har været medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende i de 3 seneste, hele regnskabsår, vil i stedet for stk. 1 kunne vælge at få udbetalt dagpenge med et fast beløb, der udgør 2/3 af højeste dagpenge efter lovens § 47, jf. § 51, stk. 5. Hvis medlemmet inden 6 måneder efter ledighedens indtræden dokumenterer, at dagpenge, beregnet efter stk. 1, udgør et højere beløb, er medlemmet berettiget til dette højere beløb.
Et medlem, der vælger at få udbetalt dagpenge efter reglen i stk. 3, skal fremlægge dokumentation for, at der i de 3 seneste, hele regnskabsår har været udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang. Dokumentationen kan fremlægges i form af toldoplysninger, der viser momsbevægelserne i de 3 regnskabsår, eller - for ikke momspligtige virksomheder - kasserapporter o.l., der udviser virksomhedens omsætningstal. Virksomhedsudøvelse i under 3 år
§ 5
Har der ikke været drevet selvstændig virksomhed som hovederhverv i mindst 3 sammenhængende, hele regnskabsår umiddelbart forud for ledigheden, anvendes det senest forudgående beregningsgrundlag, jf. dog stk. 2. Beregningsgrundlag fra tidligere selvstændig virksomhed kan kun anvendes, hvis betingelserne i § 4, stk. 1, er opfyldt. Beregningsgrundlag fra tidligere lønmodtagerbeskæftigelse kan kun anvendes, hvis betingelserne for at foretage en beregning efter reglerne for lønmodtagere er opfyldt, herunder at perioden ikke ligger forud for den periode, der har dannet grundlag for medlemmets optagelse, jf. dog § 9, stk. 3.
Blev der i forbindelse med det forudgående beregningsgrundlag udbetalt dagpenge, anvendes denne dagpengesats. Er den tidligere dagpengesats mindre end mindstesatsen i § 4, stk. 3, anvendes dog mindstesatsen, hvis det forudgående beregningsgrundlag opfylder betingelserne i § 4, stk. 3 og stk. 4
Er der ikke et forudgående beregningsgrundlag, og har der været drevet selvstændig virksomhed som hovederhverv forud for ledigheden i 2 sammenhængende, hele regnskabsår, der opfylder betingelserne i § 4, stk. 1, anvendes et gennemsnit af årsindtægten i de 2 afsluttede regnskabsår.
Er der ikke et forudgående beregningsgrundlag, og har der været drevet selvstændig virksomhed som hovederhverv forud for ledigheden i 1 helt regnskabsår, der opfylder betingelserne i § 4, stk. 1, anvendes alene årsindtægten fra det afsluttede regnskabsår.
Er der ikke et forudgående beregningsgrundlag, og har der været drevet selvstændig virksomhed som hovederhverv forud for ledigheden i mindre end 1 helt regnskabsår, men dog i mindst 26 uger, anvendes den samlede indtægt fra virksomheden. Beregningsgrundlag og attestationskrav
§ 6
Årsindtægten opgøres på grundlag af virksomhedens skattepligtige indkomst, således som denne fremgår af selvangivelsen og seneste årsopgørelse. Indkomsten tillægges beløb, der i øvrigt må anses for indtjent af virksomheden, og fratrækkes beløb, der er virksomhedens primære drift uvedkommende.
Har virksomheden været drevet i selskabsform (aktie- eller anpartsselskab), foretages opgørelsen med udgangspunkt i selskabets skattepligtige indkomst. Medlemmets og medlemmets eventuelle ægtefælles andel af selskabets regulerede resultat tillægges ydelser, der er modtaget fra selskabet.
Hvis virksomhedens skattepligtige indkomst er skønsmæssigt ansat af skattemyndighederne, kan indkomsten ikke anvendes som grundlag for en beregning.
Opgørelsen efter stk. 1 og stk. 2 foretages af medlemmet på et af direktøren for arbejdsløshedsforsikringen godkendt opgørelsesskema.
Opgørelsesskemaet, jf. stk. 4, skal attesteres af en statsautoriseret eller registreret revisor, medmindre kassen konkret finder, at denne betingelse kan fraviges. Er betingelsen fraveget, er kassen ansvarlig for fejludbetalinger, der skyldes, at opgørelsesskemaet ikke er i overensstemmelse med indkomstopgørelserne, som disse fremgår af selvangivelsen/årsopgørelsen. Ægtefæller
§ 7
For ægtefæller, der sammen har drevet selvstændig virksomhed som hovederhverv, udgør beregningsgrundlaget for hver af ægtefællerne 50 pct. af den samlede årsindtægt, jf. § 6, stk. 1 og stk. 2.
Har den ene ægtefælle kun deltaget i driften i en del af det valgte regnskabsår, udgør beregningsgrundlaget for hver af ægtefællerne en forholdsmæssig andel af den samlede årsindtægt, jf. stk. 1.
Har medlemmets ægtefælle deltaget i virksomheden, uden at denne beskæftigelse har været pågældendes hovedbeskæftigelse, skal der ske fradrag i medlemmets beregningsgrundlag for den del af indkomsten, som må anses for indtjent ved ægtefællens arbejdsindsats. Oplysningspligt
§ 8
Medlemmet er forpligtet til at underrette arbejdsløshedskassen om enhver senere ændring af den skattepligtige indkomst, der har dannet grundlag for dagpengeberegningen. Ikrafttrædelsesbestemmelse m.v.
§ 9
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1989 og finder anvendelse for de medlemmer, der den 30. juni 1989 eller senere ophører mere end midlertidigt med deres personlige arbejde i virksomheden.
Bestemmelsen i § 4, stk. 3, finder også anvendelse ved udbetalinger fra og med den 3. juli 1989 for de medlemmer, der umiddelbart forud for den 1. juli 1989 er ledige efter ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed, såfremt der har været drevet selvstændig virksomhed som hovederhverv i mindst 2 sammenhængende, hele regnskabsår, og som i samme periode har været medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende.
Kravet om medlemskab for lønmodtagere, jf. § 5, stk. 1, 3. punktum, finder kun anvendelse i tilfælde, hvor lønarbejdet er afsluttet efter d. 1. september 1986.
Samtidig hermed ophæves:
- Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 371 af 10. juni 1986 (Bekendtgørelse om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende).
- Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 78 af 1. februar 1989 (Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende).
§ 10
Der udarbejdes en vejledning om anvendelsen af bekendtgørelsen.
pre_paragraph I henhold til § 51, stk. 1 og stk. 5, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. jf. lovbekendtgørelse nr. 480 af 8. august 1988, som ændret ved lov nr. 364 af 7. juni 1989, fastsættes følgende regler om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for medlemmer, der umiddelbart forud for ledigheden har drevet selvstændig virksomhed som hovederhverv:
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1989
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1989