Bekendtgørelse om anmeldelser m.v. til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for investeringsforeninger
BEK nr 532 af 07/08/1989
§ 1
Alle anmeldelser til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal ske ved benyttelse af de dertil af styrelsen foreskrevne blanketter.
§ 2
Anmeldelse af en investeringsforening skal i det mindste angive:
- investeringsforeningens, depotselskabets og dets eventuelle administrationsselskabs navn og eventuelle binavne samt adresse,
- investeringsforeningens første regnskabsperiode,
- foreningsformuens størrelse ved stiftelsen, og
- fulde navn, stilling og bopæl for investeringsforeningens stiftere, bestyrelsesmedlemmer, direktører og revisorer.
Med anmeldelsen skal følge:
- investeringsforeningens vedtægter og andre i anledning af stiftelsen oprettede dokumenter i original eller af bestyrelsen bekræftet genpart,
- bekræftet udskrift af den på den konstituerende generalforsamling førte forhandlingsprotokol,
- bevis for at bestyrelsesmedlemmer og direktører opfylder betingelserne i § 14 i lov om investeringsforeninger, samt bevis for, at revisorer opfylder betingelserne i § 61 b, stk. 1-3, og § 61 d, stk. 1, i lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab m.v., § 13, stk. 2, i lov om statsautoriserede revisorer samt § 6, stk. 2, i bekendtgørelse om registrerede revisorers virksomhed og forretningsbetingelser, jf. § 38, stk. 2, i lov om investeringsforeninger, og
- bevis for tilstedeværelsen af foreningsformuen.
§ 3
Ændres vedtægterne for en investeringsforening eller ændres forhold, hvorom anmeldelse er sket, skal anmeldelse herom indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen inden 1 måned efter vedtagelsen.
Med anmeldelsen skal følge bevis for ændringens lovlige vedtagelse. Ved enhver vedtægtsændring skal indsendes daterede vedtægter med den fuldstændige ordlyd i den nye affattelse.
§ 4
Anmeldelsen skal være underskrevet af alle bestyrelsesmedlemmer. Underskrifterne skal bekræftes af en notar, en advokat eller 2 vitterlighedsvidner.
Dokumenterne skal være affattet på dansk.
Samtidig med anmeldelsen betales det herfor fastsatte gebyr.
Registrering og offentliggørelse
Registrering og offentliggørelse
§ 5
Oplysninger om et anmeldt forhold optages i registeret over investeringsforeninger (registreres), hvis det anmeldte ikke er i strid med lov om investeringsforeninger eller med bestemmelser, som er fastsat i medfør af denne, eller med vedtægterne, eller med bestemmelser i eller i henhold til bestemmelser fastsat i medfør af andre love, hvis overholdelse Erhvervs- og Selskabsstyrelsen finder nødvendig for at kunne gennemføre registrering.
Indeholder en anmeldelsesblanket ændringer i flere anmeldte forhold, kan registrering ske særskilt for hvert forhold.
Anmeldelse af en investeringsforening kan først registreres efter, at Finanstilsynet har stadfæstet vedtægterne og givet tilladelse til virksomhedsudøvelse.
Registrering af vedtægtsændringer kan først finde sted, når Finanstilsynet har stadfæstet ændringerne.
§ 6
Registeret over investeringsforeninger føres efter Erhvervs- og Selskabsstyrelsens bestemmelse. Enhver investeringsforening får et registreringsnummer. Datoen for registreringen og for nye investeringsforeningers vedkommende registreringsnummeret indføres i registeret.
Offentlighed m.v.
Offentlighed m.v.
§ 7
Dokumenter, der beror i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, er offentligt tilgængelige. Dette gælder dog ikke attester om personlige forhold.
§ 8
Dokumenter, der er offentligt tilgængelige, kan på forlangende gennemses på Erhvervs- og Selskabsstyrelsens kontor.
Udskrifter af registerets oplysninger om investeringsforeninger samt fotokopier af de dokumenter, der er offentligt tilgængelige, kan fås hos styrelsen.
For de i denne bestemmelse omhandlede oplysninger betales det fastsatte gebyr.
§ 9
Erhvervs- og Selskabssstyrelsens afgørelser i medfør af denne bekendtgørelse kan indbringes for Industriministeriets Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Ikrafttrædelsesbestemmelser
Ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 10
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 1989.
Industriministeriets bekendtgørelse nr. 622 af 18. december 1985 om anmeldelser m.v. for investeringsforeninger til tilsynet med investeringsforeninger ophæves.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, den 7. august 1989, den 7. august 1989
/Ole Bløndal Anne-Lise Andersen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1989
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1989