TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om Erhvervs- og Selskabsstyrelsens takster for sparekasser, andelskasser, investeringsforeninger og visse spare- og udlånsvirksomheder m.v.

BEK nr 533 af 07/08/1989

DanmarkBekendtgørelse1989

§ 1

Denne bekendtgørelse finder anvendelse for sparekasser og andelskasser, investeringsforeninger samt visse spare- og udlånsvirksomheder m.v.

Stk. 2

Ved kapital i denne bekendtgørelse forstås for sparekasser - garantikapital ved stiftelsen, for andelskasser - andelskapital, for investeringsforeninger - foreningsformuen ved stiftelsen og for visse spare- og udlånsvirksomheder m.v. - den samlede garanti~ eller egenkapital.

Gebyrer for anmeldelser

Gebyrer for anmeldelser

§ 2

For anmeldelse af en af de i § 1 nævnte virksomheder betales 1.700 kr. samt et tillægsbeløb på 4 promille af den registrerede kapital.

Stk. 2

For anmeldelse af nye virksomheder m.v. stiftet ved fusion betales tillægsbeløbet dog af det beløb, hvormed den nye virksomheds registrerede kapital overstiger den samlede kapital i de fusionerede virksomheder.

§ 3

For anmeldelse af en eller flere ændringer i allerede registrerede forhold betales 900 kr. pr. anmeldelse, jfr. dog § 4.

Stk. 2

Indgår kapitalforhøjelse i anmeldelsen, betales udover det i stk. 1 nævnte beløb et tillægsbeløb på 4 promille af kapitalforhøjelsesbeløbet. Hvis forhøjelsesbeløbet ikke overstiger 50.000 kr., betales ikke tillægsbeløb.

Stk. 3

Finder kapitalforhøjelse sted på grundlag af overtagelse af en anden virksomheds formue (fusion) betales - udover det i stk. 1 nævnte beløb - et tillægsbeløb på 4 promille af det beløb, hvormed den fortsættende virksomheds registrerede kapital overstiger den samlede registrerede kapital i de fusionerede virksomheder.

§ 4

Særskilt anmeldelse om ændring af regnskabsår eller hjemsted er gebyrfri.

§ 5

For anmeldelse af filialer af udenlandske virksomheder omfattet af § 1 betales et grundbeløb på 1.700 kr. samt et tillægsbeløb på 4 promille af virksomhedens indbetalte kapital, dog højst 100.000 kr. i alt. Den udenlandske virksomheds kapital omregnes i dansk mønt på grundlag af den af Danmarks Nationalbank på dagen for anmeldelse noterede kurs på vedkommende fremmede valuta. Er den pågældende valuta ikke noteret, afgør Danmarks Nationalbank til hvilken kurs, omregningen skal ske.

§ 6

Alle gebyrer nedrundes til nærmeste hele kronebeløb.

§ 7

Gebyrer skal indbetales sammen med anmeldelsen. En anmeldelse behandles ikke, før gebyret er indbetalt.

Stk. 2

Nægtes registrering af et anmeldt forhold, hvor der er betalt et tillægsbeløb, eller tilbagekalder virksomheden et anmeldt forhold, tilbagebetales tillægsbeløbet.

Gebyrer for oplysninger og dokumenter

Gebyrer for oplysninger og dokumenter

§ 8

For et sammenskrevet resume af alle aktuelle registreringer betales for hver virksomhed 400 kr. For en tegningsudskrift betales for hver virksomhed 100 kr.

Stk. 2

For bekræftede kopier af vedtægter betales 200 kr. For bekræftede kopier af anmeldelser betales 125 kr. For bekræftede kopier af andre offentligt tilgængelige dokumenter betales 10 kr. for hver side, dog mindst 125 kr.

Stk. 3

For særlige attestationer, erklæringer m.v. samt for alle eller bestemte oplysninger for flere virksomheder betales efter regning.

§ 9

For forlods ekspedition af de i § 8 omhandlede ydelser betales et tillægsgebyr på 300 kr.

Ikrafttrædelsesbestemmelser

Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 10

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 1989.


Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, den 7. august 1989, den 7. august 1989

/Ole Bløndal Anne-Lise Andersen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1989
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1989