Bekendtgørelse om stemmesedler til brug ved kommunale valg
BEK nr 588 af 01/09/1989
§ 1
Stemmesedlerne skal være af karton eller svært papir med en gramvægt på mindst 125 g/m2. Stemmesedlerne til kommunalbestyrelsesvalg skal være trykt på hvidt materiale. Stemmesedlerne til amtsrådsvalg skal være trykt på gult materiale.
Stemmesedlerne skal ved anbragte knæk være til at sammenfolde således, at de kan nedlægges af vælgerne i stemmekassen, uden at nogen kan se, hvorledes der er stemt.
§ 2
Foroven på stemmesedlerne anføres med store typer ordet »Kommunalbestyrelsesvalget«, »Byrådsvalget«, »Borgerrepræsentantvalget« eller »Amtsrådsvalget« samt årstallet for valget. Umiddelbart herunder anføres kommunens eller amtskommunens navn.
§ 3
Stemmesedlerne skal indeholde et særskilt felt for hver af de godkendte kandidatlister, jf. dog stk. 3. Felterne anbringes under hinanden i alfabetisk rækkefølge efter kandidatlisternes bogstavbetegnelse. Kandidatlister, der ikke er tildelt nogen bogstavbetegnelse, jf. lovens § 36, anføres nederst på stemmesedlerne i alfabetisk rækkefølge efter deres listebetegnelse.
Hvis flere kandidatlister er tildelt samme bogstavbetegnelse, anføres de pågældende kandidatlister i indbyrdes rækkefølge efter det tal, der er tilføjet bogstavbetegnelsen, jf. dog § 9, stk. 4.
Kandidatlister, der har indgået listeforbund, anføres i samme felt. Inden for feltet anføres de enkelte kandidatlister i rubrikker ved siden af hinanden under den fælles bogstavbetegnelse og listebetegnelse, jf. § 9.
Felterne skal adskilles fra hinanden ved en fed, vandret streg. Også det øverste og nederste felt skal henholdsvis begyndes og afsluttes med en fed, vandret streg.
§ 4
Øverst i hvert felt anføres med fede typer kandidatlistens bogstavbetegnelse efterfulgt af et punktum. Bogstavbetegnelsen skal anbringes umiddelbart inden for stemmesedlens venstre kant. Hvis flere kandidatlister er tildelt samme bogstavbetegnelse, anføres desuden det tal, som valgbestyrelsen har føjet til bogstavbetegnelsen. Til højre for bogstavbetegnelsen anføres listebetegnelsen ligeledes med fede typer. Der skal mellem listebetegnelsen og stemmesedlens højre kant være rigelig plads til at sætte et kryds.
§ 5
Under bogstavbetegnelsen og listebetegnelsen, jf. § 4, anføres, adskilt ved en halvfed, vandret streg, navnene på de kandidater, der er opført på kandidatlisten. Navnene anføres med almindelige typer og adskilles fra hinanden med tynde, vandrette streger.
Kandidaternes navne anføres i den rækkefølge, hvori de er anført på kandidatlisten enten under hinanden eller i kolonner ved siden af hinanden, jf. § 8.
Hvis kandidaterne er opstillet i en bestemt rækkefølge (partiliste), sættes foran kandidaternes navne et nummer, der angiver denne rækkefølge. Nummeret anføres med arabertal efterfulgt af et punktum. Er kandidaterne sideordnet opstillet sættes ingen numre.
§ 6
Kandidaternes navne anføres med fornavne eller forbogstaver først.
Kandidaterne skal anføres med deres fulde navn, medmindre de på kandidatlisten har angivet, hvordan navnet ønskes anført. Kandidatens efternavn eller mellemnavn samt mindst eet fornavn eller forbogstav skal altid anføres. Kun mellem- og efternavne, som kandidaten er berettiget til at føre efter navneloven, eller mellemnavne, som er anmeldt til folkeregistret, kan anføres på stemmesedlen. I stedet for fornavnet kan anføres et kaldenavn, der er afledt af fornavnet.
Navnene anføres begyndende umiddelbart inden for stemmesedlens venstre kant. Der skal mellem kandidaternes navne samt en eventuel betegnelse for stilling eller bopæl, jf. § 7, og stemmesedlens højre kant være rigelig plads til at sætte et kryds.
§ 7
I tilfælde, hvor valgbestyrelsen skønner, at der kan ske forveksling af kandidaternes navne, skal der i forlængelse af navnene anføres en kortfattet betegnelse på enten stilling eller bopæl for de pågældende kandidater. I andre tilfælde må kandidaternes stilling eller bopæl ikke anføres, jf. dog stk. 2.
Amtsvalgbestyrelsen kan beslutte, at der på stemmesedlerne til amtsrådsvalg i forlængelse af eller under kandidaternes navne skal anføres betegnelsen for den kommune eller geografiske lokalitet inden for amtskommunen, hvor vedkommende kandidat har sin bopæl.
§ 8
Valgbestyrelsen kan beslutte, at kandidaternes navne inden for hvert felt, skal opføres i to eller flere kolonner.
Hvis det besluttes at opføre kandidaternes navne i to eller flere kolonner, skal navnene på samtlige kandidater fordeles ligeligt mellem kolonnerne, der skal adskilles fra hinanden med halvfede, lodrette streger. De rubrikker til kandidaternes navne, der således dannes, skal alle være lige brede. En beslutning om at opføre kandidaternes navne i to eller flere kolonner skal omfatte kandidaterne for samtlige kandidatlister på stemmesedlen. I de enkelte kolonner skal kandidaternes navne anføres som angivet i §§ 5-7. Rubrikkerne til kandidaternes navne skal have en sådan bredde, at der til højre for kandidaternes navne samt en eventuel betegnelse for stilling eller bopæl i de enkelte rubrikker er rigelig plads til at sætte et kryds.
§ 9
Kandidatlister, der har indgået listeforbund, anføres i samme felt på stemmesedlen. I feltet anføres øverst med fede typer kandidatlisternes fælles bogstavbetegnelse efterfulgt af et punktum og kandidatlisternes fælles listebetegnelse. Mellem den fælles listebetegnelse og stemmesedlens højre kant skal der være rigelig plads til at sætte et kryds.
De enkelte kandidatlister inden for listeforbundet anføres indbyrdes adskilt ved halvfede, lodrette streger i hver sin rubrik ved siden af hinanden umiddelbart under den fælles bogstav- og listebetegnelse og adskilt herfra ved en halvfed, vandret streg. For hver kandidatliste anføres med halvfede typer det tal, som valgbestyrelsen har føjet til den fælles bogstavbetegnelse, efterfulgt af et punktum og en eventuelt anmeldt betegnelse på et særligt lokalt eller andet tilhørsforhold, der ligeledes skal anføres med halvfede typer. Umiddelbart herunder og adskilt ved en halvfed, vandret streg anføres navnene på listens kandidater, der indbyrdes skal være adskilt med tynde, vandrette streger.
De enkelte rubrikker anbringes i vandret rækkefølge fra venstre til højre. Hvis stemmesedlen herved vil få en uhensigtsmæssig bredde, kan valgbestyrelsen beslutte, at rubrikkerne skal anbringes i to eller om fornødent flere rækker under hinanden adskilt af halvfede, vandrette streger.
Hvis ikke alle kandidatlister med samme bogstav- og listebetegnelse deltager i listeforbundet, skal de kandidatlister, der har indgået listeforbund, anføres på den ovenfor i stk. 2 angivne måde i samme felt forud for de kandidatlister med samme bogstav- og listebetegnelse, der ikke deltager i listeforbundet. De sidstnævnte kandidatlister skal anføres på den i § 4 angivne måde i felter for sig og adskilt fra de forudgående ved en fed, vandret streg.
§ 10
Alle de vandrette streger, der er nævnt i bekendtgørelsen, skal gå tværs over stemmesedlen fra kant til kant.
§ 11
Ud over det, der er nævnt i de foregående paragraffer, må intet ord eller bogstav og intet navn, tal eller tegn være påført nogen stemmeseddel ved tryk eller ved skrift eller på anden måde.
§ 12
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 1989.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 400 af 23. juli 1981 om stemmesedler til brug ved kommunale valg.
pre_paragraph I medfør af § 49 i lov nr. 140 af 8. marts 1989 om kommunale valg fastsættes:
Indenrigsministeriet, den 1. september 1989, den 1. september 1989
/THOR PEDERSEN Anne Birte Pade/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1989
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1989