TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om salg af elektrisk installationsmateriel til forbrugere

BEK nr 706 af 20/11/1989

DanmarkBekendtgørelse1989

§ 1

Ved salg til forbrugere skal elektrisk installationsmateriel, der er bestemt til faste installationer med spændinger på 220 V og derover, være mærket med oplysning om, at materiellet kun må installeres af en autoriseret elinstallatør.

Stk. 2

Ved salg i pakninger eller ved forsendelsessalg skal der i eller på emballagen være oplysning om, at materiel til faste installationer for 220 V og derover kun må installeres af en autoriseret elinstallatør. Når mærkning på materiellet eller emballagen ikke er praktisk mulig (f.eks. på ledninger o.lign.), skal der i salgslokalet være tydelig skiltning med tilsvarende oplysning. Skiltning kan dog undlades, når der i forbindelse med salget udleveres tilsvarende trykt oplysning til forbrugeren.

Stk. 3

Den i stk. 1 nævnte mærkning og den i stk. 2 nævnte oplysning skal være godkendt af Elektricitetsrådet.

Stk. 4

Belysningsarmaturer er undtaget fra bestemmelserne i stk. 1 og 2 om mærkning og oplysning.

§ 2

Ved salg til forbrugere skal normaltætte afbrydere og stikkontakter uden jord for højst 250 V være fulgt af en trykt vejledning til ikke-autoriserede om fremgangsmåden og de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger ved montering i forbindelse med udskiftning af tilsvarende materiel i private boliger. Vejledningen skal samtidig oplyse om adgangen for ikke-autoriserede til at udføre disse monteringsarbejder.

Stk. 2

Ved salg i pakninger eller ved forsendelsessalg af det i stk. 1 nævnte materiel skal vejledningen findes i eller på emballagen. I andre tilfælde skal den trykte vejledning udleveres i forbindelse med salget.

Stk. 3

Den i stk. 1 nævnte vejledning skal være godkendt af Elektricitetsrådet.

§ 3

Ved salg til forbrugere skal stikpropper med mere end 2 ben samt forlængerled og transportable stikkontakter (f.eks. tri-stikdåser) med jord (klasse 1 udførelse) være fulgt af en trykt vejledning for montering.

Stk. 2

Ved salg i pakninger eller ved forsendelsessalg eller i andre tilfælde gælder samme regler som nævnt i § 2, stk. 2.

Stk. 3

Den i stk. 1 nævnte vejledning skal være godkendt af Elektricitetsrådet.

§ 4

Efter § 15, stk. 3 i lov om autorisation af elinstallatører m.v. straffes overtrædelse af bekendtgørelsens bestemmelser med bøde.

§ 5

Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. december 1989. Materiel, der ikke er mærket i overensstemmelse med bestemmelserne i § 1, stk. 1 eller fulgt af den i § 2, stk.1 og § 3, stk. 1 nævnte vejledning, og som er udleveret fra fabrikant eller grossist før 1. marts 1990, kan dog indtil 1. juli 1990 sælges uden den nævnte mærkning.

pre_paragraph I medfør af § 2, stk. 4 og § 15, stk. 3 i lov nr. 161 af 15. marts 1989 om autorisation af elinstallatører m.v. fastsættes følgende:


Boligministeriet, den 20. november 1989, den 20. november 1989

/AGNETE LAUSTSEN Niels F. Vording/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1989
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1989