TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om forsikringsselskabers og pensionskassers koncernregnskaber

BEK nr 725 af 27/11/1989

DanmarkBekendtgørelse1989

§ 1

Forsikringsselskaber samt pensionskasser omfattet af kapitel 22 i lov om forsikringsvirksomhed, i det følgende benævnt moderselskaber, skal udarbejde koncernregnskab efter reglerne i denne bekendtgørelse.

§ 2

Koncernregnskabet omfatter moderselskabets og dets dattervirksomheders regnskaber, jf. § 4, stk. 4, i lov om forsikringsvirksomhed.

§ 3

Koncernregnskabet består af balance, resultatopgørelse, noter og femårsoversigt.

§ 4

Koncernregnskabet skal opgøres pr. samme dato som moderselskabets regnskab.

§ 5

Koncernregnskabets balance og resultatopgørelse opstilles i skematisk form med udgangspunkt i den form, der anvendes af moderselskabet, og under iagttagelse af de for denne gældende regler med de fornødne tilpasninger, der følger af de særlige forhold, som gør sig gældende for koncernens virksomhed i forhold til moderselskabets virksomhed og for koncernregnskaber i sammenligning med årsregnskaber.

§ 6

Koncernregnskabet skal indeholde et sammendrag af moderselskabets og dattervirksomhedernes balancer og resultatopgørelser opgjort i overensstemmelse med § 120 i lov om forsikringsvirksomhed og som om de omfattede virksomheder var en enkelt virksomhed.

Stk. 2

Ved sammendraget efter stk. 1 udlignes den bogførte værdi af kapitalandele i dattervirksomhederne med den andel af de pågældende virksomheders egenkapital, som de repræsenterer. Fremkommer ved udligningen et forskelsbeløb, skal den regnskabsmæssige behandling omtales i noterne, medmindre beløbet er uvæsentligt.

Stk. 3

Ved sammendraget efter stk. 1 elimineres gæld og tilgodehavender mellem de af koncernregnskabet omfattede virksomheder, indtægter og udgifter i forbindelse med transaktioner mellem disse virksomheder samt udbytte fra og resultatet af dattervirksomheder i det omfang, dette er medtaget i resultatopgørelsen for moderselskabet eller for andre af koncernregnskabet omfattede virksomheder.

§ 7

Er sammensætningen af de virksomheder som helhed, der indgår i koncernregnskabet, ændret væsentligt i løbet af regnskabsåret, skal koncernregnskabet indeholde oplysninger, der muliggør en meningsfyldt sammenligning af på hinanden følgende koncernregnskaber.

§ 8

Moderselskabets og dattervirksomhedernes aktiver og passiver medtages i deres helhed i balancen i koncernregnskabet, jf. dog § 6, stk. 2 og 3.

Stk. 2

Beløb, der kan henføres til kapitalandele i de af koncernregnskabet omfattede dattervirksomheder, som besiddes af andre end virksomheder, der omfattes af koncernregnskabet, opføres i balancen under en særskilt post med en hertil svarende benævnelse.

§ 9

Moderselskabets og dattervirksomhedernes indtægter og udgifter medtages i deres helhed i koncernregnskabets resultatopgørelse, jf. dog § 6, stk. 3.

Stk. 2

Beløb, der kan henføres til kapitalandele i de af koncernregnskabet omfattede dattervirksomheders resultat, som besiddes af andre end virksomheder, der omfattes af koncernregnskabet, opføres i resultatopgørelsen under en særskilt post med en hertil svarende benævnelse.

§ 10

Et moderselskab, der udarbejder et koncernregnskab skal anvende samme værdiansættelsesmetoder i koncernregnskabet, som anvendes i dets eget årsregnskab.

Stk. 2

Hvis en dattervirksomheds aktiver og passiver er værdiansat efter metoder, der afviger fra moderselskabets, skal disse aktiver og passiver værdiansættes på ny efter moderselskabets metoder til brug ved udarbejdelsen af koncernregnskabet, medmindre resultatet af denne nye værdiansættelse er uvæsentlig i forhold til formålet i § 120, stk. 2, i lov om forsikringsvirksomhed.

Stk. 3

Stk. 2 kan fraviges for så vidt angår datterselskaber, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed, således at et sådant datterselskabs aktiver, passiver og resultatopgørelsesposter kan indgå i koncernregnskabet med de beløb, der indgår i datterselskabets årsregnskab.

Stk. 4

Hvis stk. 2 anvendes af et skadesforsikringsselskab på et datterselskab, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed, skal den andel af den eventuelle værdiforøgelse ved den nye værdiansættelse, som svarer til livsforsikringsselskabets forventede fremtidige bonusudlodning, opføres som en særskilt post under forsikringsmæssige hensættelser, og den andel, som svarer til den latente realrenteafgift af værdiforøgelsen, opføres under hensættelser til udskudt realrenteafgift.

§ 11

De krav om noteoplysninger, der er fastsat for moderselskabets årsregnskab finder med de fornødne tilpasninger tilsvarende anvendelse for koncernregnskabet, medmindre oplysningskravet er tilgodeset også for koncernen som helhed i moderselskabets årsregnskab.

§ 12

Et moderselskab kan undlade at udarbejde koncernregnskab, hvis

  1. dattervirksomhederne som helhed er af uvæsentlig betydning i forhold til formålet i § 120, stk. 2, i lov om forsikringsvirksomhed, eller
  1. moderselskabet er et fuldt ejet datterselskab af et andet forsikringsselskab, der udarbejder koncernregnskab efter denne bekendtgørelse.
Stk. 2

En dattervirksomhed kan, når der foreligger særlige forhold eller omstændigheder, udelades fra koncernregnskabet. Udeladelsen kræver Finanstilsynet tilladelse.

Stk. 3

Et moderselskab, der ikke har udarbejdet et koncernregnskab eller har udeladt en dattervirksomhed fra koncernregnskabet, skal oplyse årsagen hertil i årsregnskabet.

§ 13

Forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af §§ 1-12 straffes med bøde.

§ 14

Bekendtgørelsen finder anvendelse for regnskabsår, der begynder 1. januar 1989 og senere.

pre_paragraph I medfør af § 123, stk. 2, og § 260, stk. 3, i lov om forsikringsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 127 af 23. marts 1984 som ændret ved lov nr. 325 af 24. maj 1989 fastsættes følgende:

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1989
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1989
Bekendtgørelse om forsikringsselskabers og pensionskassers koncernregnskaber | TheLawyer.sh