TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om landbrugsfællesskaber

BEK nr 809 af 15/12/1989

DanmarkBekendtgørelse1989

§ 1

Fra 2 til 5 ejere eller forpagtere af landbrugsejendomme kan aftale helt eller delvis at drive deres bedrifter i fællesskab.

Stk. 2

Som deltagere i driftsfællesskabet kan optages ejere og forpagtere af de omfattede ejendomme og disses ægtefæller samt ansatte med hovedbeskæftigelse ved den af driftsfællesskabet omfattede produktion.

Stk. 3

Den fælles drift kan kun omfatte arealer, som ejes af deltagerne, eller som en deltagende ejer eller forpagter personligt ville kunne forpagte og inddrage i samdrift efter bestemmelserne i landbrugslovens §§ 9, 11 og 12. Endvidere må afstanden fra hver deltagers bopæl til ejendommenes jorder som regnet i lovens § 9 ikke overstige 25 km.

Stk. 4

Kravet om, at erhververen selv driver ejendommen, i landbrugslovens § 16, stk.1, nr. 5, er ikke til hinder for erhververens deltagelse i et driftsfællesskab.

§ 2

Den fælles drift kan varetages af et interessentskab eller et aktie- eller anpartsselskab, der fuldt ud ejes af de i § 1, stk. 2, nævnte deltagere.

§ 3

Etablering af et driftsfællesskab efter § 1 sker ved skriftlig overenskomst med angivelse af, hvilke ejendomme eller dele heraf og hvilken produktion, der er omfattet af driftsfællesskabet.

Stk. 2

Det skal af overenskomsten fremgå,

  1. at deltagerne på lige fod tager del i den økonomiske ansvarlighed for bedriften, og
  1. at deltagerne alle medvirker ved væsentlige beslutninger om den daglige drift.
Stk. 3

Den i stk. 2, nr. 1, anførte bestemmelse er ikke til hinder for, at udlodning af overskud sker efter en rimelig aflønning af de indskudte produktionsfaktorer.

Stk. 4

Bestemmelserne i landbrugslovens § 11, stk. 3 og 4, finder anvendelse på overenskomsten om driftsfællesskab. Dog erstattes bestemmelse om forpagtningsafgiftens størrelse af bestemmelse om aftalens økonomiske virkninger for parterne.

Stk. 5

Kopi af overenskomsten skal inden 4 uger efter aftalens indgåelse sendes til jordbrugskommissionen.

§ 4

Ud over de i §§ 1-3 nævnte tilfælde kan driftsfællesskaber etableres efter jordbrugskommissionens tilladelse.

§ 5

Deltagerne i et driftsfællesskab i overensstemmelse med §§ 1-4 kan af jordbrugskommissionen meddeles tilladelse til i sameje at erhverve de ejendomme, der omfattes af den fælles drift, hvis mindst en af deltagerne i driftsfællesskabet er lovlig ejer eller opfylder betingelserne for personlig erhvervelse af ejendommen. Samejet kan alene opretholdes, så længe driftsfællesskabet fortsættes.

Stk. 2

Efter etablering af samejet kan ændringer i deltagerkredsen eller en deltagers indtræden som ejer eller medejer af anden landbrugsejendom kun ske efter jordbrugskommissionens tilladelse.

§ 6

Med bøde straffes den, der overtræder § 5, stk. 2., samt øvrige vilkår, der er meddelt i forbindelse med tilladelser efter bekendtgørelsen. Overtrædelser af bekendtgørelsen i øvrigt straffes efter omstændighederne i medfør af lovens § 33.

Stk. 2

For overtrædelser begået af et selskab, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft 1. januar 1990.

pre_paragraph I medfør af § 10, § 18a, stk. 4, § 30a og § 33, stk. 4, i lov om landbrugsejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 504 af 17. juli 1989


Landbrugsministeriet, den 15. december 1989, den 15. december 1989

/Laurits Tørnæs Tage Siboni/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1989
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1989
Bekendtgørelse om landbrugsfællesskaber | TheLawyer.sh