Bekendtgørelse om statsautoriserede vejere og målere
BEK nr 94 af 10/02/1989
§ 1
Beskikkelse som statsautoriset vejer og måler kan meddeles personer, der
- har dansk indfødsret, hvis der ikke er fastsat andet i en international aftale eller af industriministeren,
- har bopæl her i landet, hvis der ikke er fastsat andet i en international aftale eller af industriministeren,
- er fyldt 25 år,
- ikke er umyndiggjort, under lavværgemål eller har deres bo under konkursbehandling,
- har handelsuddannelse, teknisk uddannelse eller anden relevant erhvervserfaring,
- har gennemført et måleteknisk kursus, der er godkendt af Statens Metrologiråd, og som har bestået den prøve, der er knyttet hertil,
- inden for de sidste 5 år før ansøgningen har været ansat hos en statsautoriseret vejer og måler i minst 1 år, eller har været volontør i sammenlagt mindst 2 måneder hos mindst 2 statsautoriserede vejere og målere, hvis forretninger er godkendt af Statens Metrologiråd som uddannelsessteder,
- er mindst ejer af eller har fast rådighed over en vægt med en kapacitet på mellem 100 kg og 600 kg samt en brovægt med en kapacitet på mindst 30 tons og med en bro på mindst 12 m x 3 m. Rådigheden over et redskab skal kunne dokumenteres ved aftale indgået med ejeren og skal være af et sådant omfang, at vejningen kan ske uden unødig forsinkelse for rekvirenten,
- kan angive et fast forretningssted, hvorfra virksomheden skal drives, med oplysning om navn, adresse, telefonnummer og åbningstid,
- har udarbejdet en fortegnelse over egne eller de til fast rådighed værende redskaber, som agtes benyttet til de opgaver, der er omfattet af beskikkelsen, og
- kan dokumentere forsikringsmæssig dækning af erstatsningspligt, som en statsautoriseret vejer og måler måtte ifalde i henhold til almindelige erstatsningsregler i forbindelse med såvel produktansvar som erhvervsansvar.
De i § 1, stk. 1, nr. 8, krævede vejeredskaber skal opfylde gældende bestemmelser, herunder EØF-tolerancer, og have været underkastet måleteknisk kontrol (verifikation) inden for det sidste år før ansøgningstidspunktet.
§ 2
Statens Metrologiråd kan dispensere fra betingelserne i § 1, stk. 1, nr. 3, 5 og 8, hvis særlige forhold taler for det. Der kan også dispenseres fra kravet om deltagelse i kursus (§ 1, stk 1, nr. 6).
Hvis ansøger endnu ikke opfylder betingelserne i § 1, stk. 1, nr. 6, kan Statens Metrologiråd udstede en midlertidig beskikkelse for højst 1 år, såfremt ansøger opfylder betingelsen i § 1, stk. 1, nr. 7.
§ 3
Den, der er bruger af autoriseret vejning og måling, kan ikke beskikkes som statsautoriseret vejer og måler, idet bruger her defineres som
- sælger eller køber af det produkt, der underkastes autoriseret vejning og måling,
- en person der har interesse i, har relationer til eller er ansat i et firma, der omsætter varer på grundlag af vejning,
- en person der er indehaver af eller ansat i et kontrolfirma. Et kontrolfirma er et firma, der typisk varetager den ene parts interesser.
Beskikkelse kan nægtes under de omstændigheder, der er nævnt i straffelovens § 78, stk. 2.
§ 4
Ansøgning indsendes til Industri- og Handelsstyrelsen, 9. kontor, Måleteknik. Ansøgningsskema og ansøgningsvejledning kan rekvireres samme sted.
For beskikkelsen betales et gebyr, hvis størrelse fastsættes af Statens Metrologiråd.
Statsautoriserede vejere og måleres virksomhed
Statsautoriserede vejere og måleres virksomhed
§ 5
Statsautoriserede vejere og målere er beskikkede og forpligtede til efter anmodning at udføre vejning, længdemåling og tælling af varer samt prøveudtagning af korn, foderstoffer og andre varer.
De har dog ikke pligt til at udføre opgaver på steder, der er fjernere end 25 km fra deres forretningssted. Tilsvarende gælder opgaver, hvortil de ikke har tilstrækkeligt udstyr, erfaring eller uddannelse.
§ 6
Alle statsautoriserede vejere og målere skal have gennemført et måleteknisk kursus, der er godkendt af Statens Metrologiråd.
Den statsautoriserede vejer og måler skal påse, at de personer, der er ansat, er uddannet og instrueret således, at de kan udføre de under beskikkelsen hørende opgaver, som måtte blive dem pålagt.
I de tilfælde hvor en vejer og måler ikke kan have fuldt opsyn med en ansat, eksempelvis en stedfortræder eller en filialbestyrer som foretager autoriseret vejning og måling eller prøveudtagning, skal denne ansatte opfylde samtlige de betingelser, der er nødvendige for at opnå beskikkelse, jf. § 1, stk. 1, nr. 1-7.
Det påhviler de statsautoriserede vejere og målere at udføre rekvirerede opgaver med omhu og nøjagtighed og uden unødig forsinkelse for rekvirenten.
§ 7
Den statsautoriserede vejer og måler skal opretholde et fast forretningssted, hvor opgaver kan udføres eller rekvireres. Forretningens åbningstid fastlægges således, at behovet hos sædvanlige rekvirenter på stedet tilgodeses.
Ændres forretningsstedets adresse eller oprettes en filial på en ny adresse, skal det straks meddeles til Industri- og Handelsstyrelsen.
Hvis en vejer og måler i en kortere periode ikke ser sig i stand til at opretholde sine forpligtelser, kan Statens Metrologiråd beslutte, at en beskikkelse efter ansøgning kan deponeres i op til 1 år.
§ 8
Statsautoriserede vejere og målere eller disses ansatte må ikke som sådanne udføre opgaver, hvis de har en interesse i omsætning af den vare, det drejer sig om, eller er ansat i det firma, der omsætter varen.
§ 9
Til de opgaver, der er omfattet af beskikkelsen, må kun anvendes egnede redskaber. De redskaber, som den statsautoriserede vejer og måler ejer eller har fast rådighed over, skal være registreret i forretningen, og meddelt Industri- og Handelsstyrelsen, og skal mindst være de i § 1, stk. 1, nr. 8, anførte vejeredskaber.
Sker der ændringer i redskabsbeholdningen, skal dette straks registreres og Industri- og Handelsstyrelsen underrettes herom.
§ 10
Det påhviler den statsautoriserede vejer og måler til stadighed at sørge for, at de registrerede redskaber er godt vedligeholdt, og at redskaber, der er særlige forskrifter for, til stadighed opfylder disse. De sidstnævnte redskaber, skal underkastes måleteknisk kontrol efter gældende regler af et hertil bemyndiget laboratorium.
Bliver den autoriserede vejer og måler bekendt med eller får formodning om, at et redskab ikke overholder de for dette gældende forskrifter, skal det omgående repareres. Efter reparationen skal redskabet underkastes reverifikation efter gældende forskrifter.
§ 11
Anvendes ikke-registrerede instrumenter, der tilhører andre, skal den statsautoriserede vejer og måler inden brug sikre sig, at redskabet er ordentligt vedligeholdt og sikre sig dokumentation for, at redskabet overholder gældende forskrifter, på samme måde som de redskaber, der er registreret i forretningen, jf. § 10, stk. 1.
§ 12
Brovægte, der anvendes til autoriseret vejning, skal verificeres mindst hvert 5. kvartal. Andre vægte i tilsvarende anvendelse skal verificeres mindst hvert 4. år.
Autoriseret vejning må kun foretages på vægte, som mindst opfylder bestemmelserne i Statens Metrologiråds bekendtgørelse nr. 28 af 12. januar 1989 om måletekniske kontrolbestemmelser for måling af masse (»vægt«). For vægte med systembetegnelse VII A.1, VII A.2, VII A.3 og VII B gælder yderligere det krav, at de kun må anvendes til autoriseret vejning, hvis de er verificeret i henhold til verifikationstolerancerne i måleteknisk direktiv TDIR 24.11.1-01. Udfærdigelse af vejesedler og attester
§ 13
Når opgaven er fuldført, udleveres de fornødne vejesedler m.v. De skal angive måleresultat, dato, evt. klokkeslæt for opgavens udførelse og den pågældende vejer og målers navn eller firmanavn.
På rekvirentens forlangende udfærdiges attest for resultatet af opgaven. Attesten underskrives af den statsautoriserede vejer og måler eller af den medarbejder, der har fuldmagt til det. På attesten skal fremgå navn eller firmanavn for den pågældende vejer og måler.
§ 14
En statsautoriseret vejer og måler har pligt til at føre selvstændigt regnskab og anvende brevpapir, fakturaer og vejeattester med eget navn.
§ 15
Den statsautoriserede vejer og måler har pligt til i protokol, ved maskinstempling eller på anden måde at sikre sig dokumentation for måleresultatet. Sådan dokumentation opbevares i mindst 5 år.
§ 16
Foretages en opdelt vejning, hvorved forstås en vejning, hvorunder ikke samtlige køretøjets eller vogntogets aksler befinder sig samtidig på vejeladdet, skal dette klart fremgå af vejesedlen.
Opdelt vejning må kun foretages på den del af brovægtsarealet, som er opmålt og afmærket i henhold til måleteknisk direktiv MDIR 24.25-01 om bestemmelser for opmåling og afmærkning af tilkørselsarealer ved brovægte. Denne bestemmelse sikrer, at et vogntogs hældning under vejning er så lav, at vejeresultatet ikke påvirkes i nævneværdig grad.
§ 17
Attester må kun udstedes til rekvirenten. Efter tilladelse fra rekvirenten må kopi af attesten dog udleveres til køber, sælger eller fragtfører.
§ 18
Den statsautoriserede vejer og måler må kun henvise til sin beskikkelse ved udstedelse af vejesedler, attester m.v. for opgaver, som beskikkelsen omfatter jf. § 5, stk. 1, og som er udført ved hjælp af redskaber, der er registreret i forretningen jf. § 9, eller hvis tilstand er kontrolleret i henhold til § 11 og § 12.
§ 19
En statsautoriseret vejer og måler er pligtig til at indsende en årsrapport til Industri- og Handelsstyrelsen. Nærmere regler herfor fastsættes af Industri- og Handelsstyrelsen.
§ 20
En statsautoriseret vejer og måler skal til dækning af erstatningspligt, som en statsautoriseret vejer og måler måtte ifalde i henhold til almindelige erstatningsregler i forbindelse med såvel produktansvar som erhvervsansvar, tegne en forsikring eller på anden måde dokumentere en forsikringsmæssig dækning af en størrelse, som kan godkendes af Statens Metrologiråd.
Bortfald af beskikkelse
Bortfald af beskikkelse
§ 21
Beskikkelse som statsautoriseret vejer og måler bortfalder, når vedkommende dør, eller ved udgangen af det år, vedkommende fylder 70 år. Det samme gælder, hvis den statsautoriserede vejer og måler ophører med at opfylde betingelserne i § 1, stk. 1, nr. 1, 2 og 4.
Statens Metrologiråd kan tilbagekalde beskikkelse som statsautoriseret vejer og måler, hvis vedkommende ophører med at opfylde en i medfør af § 1, stk. 1, nr. 8 og 9, stillet betingelse eller i tilfælde af grov eller oftere gentagen overtrædelse af reglerne i kapitel 2 eller hvis vedkommende får ansættelse i stillinger og erhverv, som ikke er forenelige med beskikkelsen som statsautoriseret vejer og måler, jf. § 3 stk. 1.
Er en beskikkelse som statsautoriseret vejer og måler bortfaldet, tilbagekaldt eller frakendt efter borgerlig straffelovs § 79, skal den straks tilbageleveres til Industri- og Handelsstyrelsen.
§ 22
Metrologirådets afgørelser efter § 21, stk. 2, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Afgørelser om tilbagekaldelse efter § 21, stk. 2, kan af den person, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Begæring herom fremsættes over for Metrologirådet inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt vedkommende. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen til domstolsprøvelse og om fristen herfor. Metrologirådet anlægger sag mod vedkommende i den borgerlige retsplejes former.
Begæring om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må virke som statsautoriseret vejer og måler. Såfremt rådets afgørelse findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
Straf
Straf
§ 23
Den, der i ansøgning om beskikkelse som statsautoriseret vejer og måler giver urigtige oplysninger, kan straffes med bøde, med mindre højere straf er forskyldt efter straffeloven.
Straffelovens §§ 144, 150-152, 152 b og 154-157 finder tilsvarende anvendelse på statsautoriserede vejere og målere.
Overgangsbestemmelser og ikrafttræden
Overgangsbestemmelser og ikrafttræden
§ 24
Inden 1 år efter denne bekendtgørelses ikrafttræden skal allerede beskikkede statsautoriserede vejere og målere, som ikke tidligere har gennemført et af Statens Metrologiråd godkendt måleteknisk kursus, være tilmeldt et sådant kursus, og inden 5 år efter bekendtgørelsens ikrafttrædelse have gennemført dette kursus.
Det i § 12 stillede krav om at autoriseret vejning på vægte godkendt under systembetegnelse VII A.1, VII A.2. VII A.3 eller VII B kun må foretages, hvis disse vægte er verificeret i henhold til verifikationstolerancerne i MDIR 24.11.1-01, træder i kraft den 1. marts 1992.
Det i § 20 stillede krav om forsikringsmæssig dækning træder i kraft den 1. marts 1990.
Det i § 16, stk. 2, stillede krav om opmåling og afmærkning af brovægtsarealet træder i kraft den 1. juni 1990.
§ 25
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. marts 1989. Samtidig ophæves Statens Metrologiråds bekendtgørelse nr. 110 af 24. februar 1983.
§ 26
De med henvisning til tidligere bekendtgørelser udstedte beskikkelser vedbliver at have gyldighed, indtil de udløber, såfremt bestemmelserne i denne bekendtgørelse opfyldes.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1989
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1989