TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om sundhedskyndigt personale på havanlæg

BEK nr 1 af 02/01/1990

DanmarkBekendtgørelse1990

§ 1

Denne bekendtgørelse finder anvendelse på havanlæg, som omhandlet i havanlægslovens § 1.

Stk. 2

Med undtagelse af bestemmelserne i § 13 om lægemidler m.v. omfatter bekendtgørelsen kun ubemandede havanlæg, når disse midlertidigt er bemandede. Definitioner

§ 2

Ved den daglige operationelle besætning forstås det daglige antal personer af såvel fast personale som servicepersonale, der, under normale omstændigheder, er nødvendige for at operere et havanlæg. Offshore medic

§ 3

Når den daglige operationelle besætning på et havanlæg overstiger 30 personer, skal der til stadighed være offshore medic ombord.

Stk. 2

For flytbare havanlæg finder stk. 1 kun anvendelse, såfremt havanlægget forventes at operere mere end 20 dage på dansk område.

Stk. 3

Hvis flere havanlæg er broforbundne, kan disse være fælles om en offshore medic, såfremt den samlede daglige operationelle besætning, jf. § 2, på havanlæggene ikke overstiger 200 personer.

Stk. 4

Når forholdene taler herfor, kan Energistyrelsen, ved godkendelse af en bemandings- og organisationsplan, kræve tilstedeværelsen af offshore medic på bemandede havanlæg, hvor dette ikke er et krav i medfør af stk. 1 og 2.

§ 4

Den i § 3 nævnte offshore medic skal kunne dokumentere, at være uddannet til på tilfredsstillende måde at kunne opfylde følgende kvalifikations- og funktionskrav:

  1. Sammenfatte en nøjagtig beskrivelse af patientens symptomer.
  1. Udføre en klinisk undersøgelse.
  1. Give nødvendig behandling til personer, der udsættes for ulykkes- eller sygdomstilfælde, hvor en sådan situation ikke kræver lægelig behandling eller indtil lægelig behandling kan tilvejebringes.
  1. Videregive og modtage relevante medicinske informationer til/fra landbaserede lægetjenestesteder, f.eks. Radio Medical, samt kunne udføre den pleje eller behandling, som lægen anviser.
  1. Have kendskab til tilknyttede lægetjenester omkring dansk sokkelområde, såvel på havanlæg som på landbaserede lægetjenester.
  1. Danne sig et grundlæggende indtryk af patientens fysiske status, f.eks. puls, temperatur, respiration og blodtryk.
  1. Yde førstehjælp i tilfælde af alvorlig ulykke eller alvorlig sygdom.
  1. Udføre behandling for mindre lidelser og kvæstelser samt varetage det fortsatte tilsyn med patienten under behandlingen.
  1. Udføre genoplivningsprocedurer og indledende behandling i tilfælde af bevistløshed, drukning eller hypotermi (kuldechok/nedkøling).
  1. I nødstilfælde, så vidt muligt efter konsultation med og på klare instruktioner fra en læge, være i stand til at udføre urinblærekateterisation og endotracheal intubering (sikring af frie luftveje gennem nedføring af slange i luftrør).
  1. Påbegynde procedurer med henblik på at stabilisere en patients tilstand og opretholde dennes vitale funktioner.
  1. Forberede patienten til transport til land med helikopter eller skib, samt kunne give detaljerede oplysninger til overførelsespersonalet vedrørende patientens tilstand og, hvis nødvendigt, være forberedt på at ledsage patienten i land.
  1. Give basal kortvarig sygepleje til syge og tilskadekomne.
  1. På havanlæg, hvorfra dykning foretages, være klar over farer ved dykning og forstå korrekt fremgangsmåde ved behandling af sygdomme i forbindelse hermed.
  1. Have kendskab til almindelige infektionssygdomme og -risici og kunne iværksætte nødvendige foranstaltninger.
  1. Have kendskab til almindelige psykologiske og psykiatriske tilstande.
  1. Opretholde løbende, ordnede medicinske optegnelser om sygdomme og ulykker og være i stand til at forfatte korte rapporter og epikriser (sygehistorie) vedrørende patienten.
  1. Kende virkninger og bivirkninger af tilgængelig medicin samt indikationer og kontraindikationer for dennes anvendelse.
  1. Vedligeholde havanlæggets medicinske udstyr og medicinlager, bestille leverancer og føre regnskab med materiel og medicinforbrug.
  1. Kende hygiejneforskrifter på havanlæg og anbefale forbedringer, hvis påkrævet.
  1. Kende arbejdsmæssige og toksikologiske risici ved arbejde på havanlæg, samt være i stand til at give enkle råd til anlæggets personale vedrørende sundhedsproblemer og oplyse om sundhedsfremmende foranstaltninger, som kan sikre sund levevis og godt arbejdsmiljø på havanlæg.
Stk. 2

Offshore medic skal kunne kommunikere med besætningen på havanlægget og skal kunne tale dansk eller engelsk.

Stk. 3

Offshore medic skal inden for en rimelig årrække, dog højst 5 år før første ansættelse offshore, have haft mindst 6 måneders funktion på skadestue, eller skal kunne dokumentere på anden måde, at have opnået en tilsvarende praktisk erfaring.

Stk. 4

Offshore medic skal med henblik på vedligeholdelse af sine kvalifikationer, have mindst en uges funktion på en skadestue, første gang senest 26 måneder efter første ansættelse som offshore medic. Genopfriskning på skadestue skal herefter finde sted med højst 36 måneders mellemrum.

§ 5

En person, der ikke har ret til at udøve virksomhed som læge eller sygeplejerske i Danmark, skal, for at kunne anerkendes som offshore medic i henhold til denne bekendtgørelse, forinden godkendes af Energistyrelsen.

§ 6

Offshore medic skal ved udførelsen af sine opgaver, herunder ved udlevering af nødvendig medicin, i fornødent omfang konsultere en egnet lægetjeneste i land, f.eks. Radio Medical.

Stk. 2

I nødsituationer, ved ulykkestilfælde o.l., hvor samråd med lægetjenesten ikke umiddelbart er mulig, kan den nødvendige medicinering foretages af offshore medic efter et samlet skøn over patientens tilstand, indikationer og kontraindikationer for lægemidlets anvendelse m.v. I sådanne tilfælde skal offhore medic, så snart det er muligt, orientere lægetjenesten om den foretagne medicinering.

§ 7

Offshore medic skal være til rådighed som sundhedskyndig for det organiserede sikkerhedsarbejde på havanlægget, herunder for deltagelse i sikkerhedsudvalgsmøder eller tilsvarende, uanset vedkommende ikke er valgt medlem af det organiserede sikkerhedsarbejde.

§ 8

Offshore medic kan udføre andre arbejdsopgaver, såfremt disse ikke er til hinder for udførelsen af de i § 4 anførte funktioner.

§ 9

Der skal på havanlægget foreligge en arbejdsbeskrivelse for offshore medic, der omfatter en beskrivelse af dennes arbejdsopgaver, samt præcisering af ansvarsforhold, kommandoveje og behandling af fortrolige oplysninger.

Stk. 2

Sikkerhedsorganisationen eller tilsvarende på havanlægget skal orienteres om den i stk. 1 nævnte arbejdsbeskrivelse for offshore medic.

§ 10

For alle aktiviteter af sundhedsmæssig karakter skal føres løbende, ordnede optegnelser. Disse optegnelser skal behandles fortroligt efter samme retningslinier som i det danske sundhedsvæsen. Førstehjælpspersonale

§ 11

På havanlæg, hvor der opholder sig mere end 10 personer, skal der være mindst 2 personer ombord, der har gennemgået et førstehjælpskursus i henhold til § 12, og som ikke har andre nøglefunktioner i en nødsituation.

Stk. 2

På havanlæg, hvor der opholder sig 10 personer eller derunder, skal der være mindst en person ombord, der har gennemgået et førstehjælpskursus i henhold til § 12.

Stk. 3

Når forholdene, herunder besætningens størrelse, taler herfor, kan Energistyrelsen i godkendelse af en bemandings- og organisationsplan kræve tilstedeværelsen af et yderligere antal førstehjælpere på havanlægget.

§ 12

Det i § 11 nævnte førstehjælpskursus skal mindst have en varighed på 8 timer og skal kunne godkendes af Energistyrelsen.

Stk. 2

Førstehjælpskurset skal genopfriskes senest 26 måneder efter deltagelse i det første kursus. Herefter skal genopfriskning af førstehjælpskurset ske med højst 36 måneders mellemrum.

Stk. 3

På havanlæg med offshore medic kan denne ombord forestå genopfriskning af det i stk. 1 og 2 nævnte førstehjælpskursus. Lægemidler m.v.

§ 13

Ethvert havanlæg skal være forsynet med lægemidler, tekniske desinfektionsmidler, forbindingsstoffer, sygeplejeartikler og instrumenter, mindst svarende til skibsmedicinkiste 3 i Søfartsstyrelsens til enhver tid gældende bestemmelser om skibes forsyning med lægemidler m.v., for tiden bekendtgørelse nr. 445 af 22. juni 1987.

Stk. 2

For havanlæg, hvor den maksimalt tilladte besætning er 15 eller derunder, kan der foretages reduktion med halvdelen af den foreskrevne mængde af lægemidler. Dog skal der være mindst en pakning af hvert lægemiddel. Dispensation

§ 14

Energistyrelsen kan, ud fra en vurdering af de med anlægget forbundne risici og forholdene iøvrigt, dispensere fra kravene i denne bekendtgørelse. Straffebestemmelser

§ 15

Overtrædelse af denne bekendtgørelse samt af afgørelser truffet i medfør af bekendtgørelsen straffes med bøde eller hæfte.

Stk. 2

For overtrædelser begået af aktieselskaber, anpartsselskaber eller lignende kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Ikrafttræden

§ 16

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1990.

Stk. 2

Ved bekendtgørelsens ikrafttræden ophæves § 4 b, nr. 5 i bekendtgørelse nr. 592 af 30. december 1981 om hidtil gældende regler om sikkerhedsmæssige forhold på havanlæg, som med visse ændringer forbliver i kraft efter lov om visse havanlægs ikrafttræden.

pre_paragraph I medfør af § 6, stk. 4, § 21, stk. 2 og 3, og efter bemyndigelse i henhold til § 9, stk. 2, i lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse havanlæg, samt efter samråd med Søfartsstyrelsen, fastsættes: Anvendelseområde


Energistyrelsen, den 2. januar 1990, den 2. januar 1990

/Erik Lindegaard Søren Enevoldsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1990
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1990