Bekendtgørelse om anmeldelser m.v. til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register for gensidige forsikringsselskaber og pensionskasser
BEK nr 102 af 19/02/1990
§ 1
Denne bekendtgørelse finder anvendelse for gensidige forsikringsselskaber, tværgående pensionskasser og for firmapensionskasser.
Anmeldelser
Anmeldelser
§ 2
Alle anmeldelser til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal ske ved benyttelse af de dertil af styrelsen foreskrevne blanketter.
§ 3
Anmeldelse om stiftelse af gensidige forsikringsselskaber, herunder visse pensionskasser skal i det mindste angive:
- virksomhedens navn og adresse, herunder eventuelt binavn og særskilt postadresse,
- størrelsen af en eventuel garantikapital, og på hvilken måde indbetalingen er sket, og
- fulde navn, stilling og bopæl for selskabets stiftere, bestyrelsesmedlemmer, direktører, revisorer og eventuelle vurderingsmænd og suppleanter for bestyrelsesmedlemmer og revisorer.
Med anmeldelsen skal følge:
- Stiftelsesoverenskomsten og andre i anledning af stiftelsen oprettede dokumenter i original eller af bestyrelsen bekræftet genpart,
- bekræftet udskrift af den på den konstituerende generalforsamling førte forhandlingsprotokol,
- bevis for, at stifterne opfylder betingelserne i § 13, bestyrelsesmedlemmer og direktører betingelserne i § 88 og revisorer betingelserne i § 180 i lov om forsikringsvirksomhed, og
- bevis for indbetalingen af en eventuel garantikapital.
§ 4
Anmeldelse om stiftelse af en firmapensionskasse skal angive:
- pensionskassens navn og adresse, herunder eventuelt binavn og særskilt postadresse, og
- fulde navn, stilling og bopæl for pensionskassens bestyrelsesmedlemmer og suppleanter for disse samt for direktører og revisorer.
Med anmeldelsen skal følge:
- bekræftet udskrift af generalforsamlingsprotokollen,
- vedtægter, og
- bevis for, at pensionskassens bestyrelsesmedlemmer, direktører og revisorer opfylder betingelserne i § 25 og kapitel 7 i lov om tilsyn med firmapensionskasser.
§ 5
Ændres en virksomheds vedtægter eller ændres forhold, hvorom anmeldelse er sket, skal anmeldelse herom indsendes til Erhvervs og Selskabsstyrelsen inden en måned, medmindre andet er bestemt i lov om forsikringsvirksomhed eller i lov om tilsyn med firmapensionskasser.
Med anmeldelsen skal følge bevis for ændringens lovlige vedtagelse. Ved enhver vedtægtsændring skal indsendes daterede vedtægter med den fuldstændige ordlyd i den nye affattelse.
§ 6
Anmeldelsen skal være underskrevet af alle bestyrelsesmedlemmer. Underskrifterne skal bekræftes af en notar, en advokat eller 2 vitterlighedsvidner.
Dokumenterne skal være affattet på dansk.
Samtidig med anmeldelsen betales det herfor fastsatte gebyr.
Registrering og offentliggørelse m.v.
Registrering og offentliggørelse m.v.
§ 7
Oplysninger om et anmeldt forhold registreres, hvis det anmeldte ikke er i strid med lov om forsikringsvirksomhed eller lov om tilsyn med firmapensionskasser eller med bestemmelser fastsat i medfør af nævnte love, med stiftelsesoverenskomsten samt vedtægterne eller med bestemmelser i eller bestemmelser fastsat i medfør af andre love, hvis overholdelse Erhvervs- og Selskabsstyrelsen finder nødvendig for at kunne gennemføre registrering. Tilsvarende gælder meddelelser, årsregnskaber m.v., der indgives med henblik på registrering eller offentliggørelse efter bestemmelser i eller bestemmelser fastsat i medfør af lov.
Indeholder en anmeldelsesblanket ændringer i flere anmeldte forhold, kan registrering ske særskilt for hvert forhold.
§ 8
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens registre føres efter styrelsens bestemmelse. Enhver virksomhed får et registreringsnummer. Datoen for registreringen og for nye virksomheders vedkommende registreringsnummer indføres i registeret.
§ 9
For firmapensionskasser gælder det, at registreringer bekendtgøres i Statstidende. Indholdet af bekendtgørelser i Statstidende anses for at være kommet til tredjemands kundskab.
For de øvrige af denne bekendtgørelse omfattede virksomheder gælder § 246 i lov om forsikringsvirksomhed.
Offentlighed m.v.
Offentlighed m.v.
§ 10
Dokumenter, der beror i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, er offentligt tilgængelige.
Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke attester om personlige forhold.
§ 11
Dokumenter, der er offentligt tilgængelige i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, kan på forlangende gennemses i styrelsens ekspedition.
Udskrifter af registerets oplysninger om virksomheder samt fotokopier eller aftryk af eventuelle mikrofilm af de dokumenter, der er offentligt tilgængelige, kan fås hos styrelsen.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan bestemme, at fotokopi eller aftryk af mikrofilm også kan tages ved selvbetjening af kopieringsapparater opstillet i styrelsen.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan bestemme, at alle eller bestemte offentligt tilgængelige oplysninger om flere virksomheder kan fås maskinelt efter særlig aftale eller i henhold til eventuelle af styrelsen fastsatte almindelige bestemmelser.
For de i denne bestemmelse omhandlede oplysninger betales det fastsatte gebyr.
§ 12
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelser i medfør af denne bekendtgørelse kan indbringes for Industriministeriets Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Ikrafttrædelsesbestemmelser
Ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 13
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 1990.
Bekendtgørelse nr. 463 af 10. september 1981 om anmeldelser til Forsikringsregisteret m.v. ophæves.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, den 19. februar 1990, den 19. februar 1990
/Ole Bløndal Anne-Lise Andersen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1990
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1990