Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsernes 1. skoleperiode
BEK nr 124 af 23/02/1990
§ 1
Erhvervsuddannelsernes 1. skoleperiode skal give eleven en grundig og bred erhvervs- og uddannelsesvejledning og en grundlæggende orientering og indføring i et eller flere uddannelsesområder, således at eleven bl.a. ved afprøvning af evner og interesser får et godt grundlag for at vælge 2. skoleperiode i uddannelsen. Skoleperioden skal indeholde tilbud om undervisning, der kan forbedre elevens kundskabsmæssige forudsætninger i forlængelse af undervisningen i folkeskolen.
I 1. skoleperiode skal der tillægges de formål, der er nævnt i erhvervsuddannelseslovens § 1, stk. 2, nr. 1, herunder motivation til fortsat uddannelse, særlig betydning.
Struktur, område og indhold
Struktur, område og indhold
§ 2
Skoleperioden har en varighed på 20 undervisningsuger.
Skolen tilrettelægger undervisningsforløb under hensyntagen til elevernes forskellige forudsætninger og uddannelsesønsker med udgangspunkt i sine forhold og muligheder for samarbejde med andre skoler, herunder udbudet af erhvervsuddannelser på skolen og de skoler, der samarbejdes med. Der tilbydes såvidt muligt undervisning på forskellige niveauer med henblik på at fremme elevernes motivation og deres udbytte af skoleopholdet.
Undervisningsforløbene skal tilrettelægges på en sådan måde, at de giver eleverne forudsætninger for at deltage i fortsat uddannelse. Undervisningsforløbene tager udgangspunkt i elementer fra flere uddannelsesområder, så vidt muligt kombineret efter elevernes valg i en pædagogisk tilrettelagt helhed.
Der kan tilrettelægges en 1. skoleperiode, der kun har udgangspunkt i et enkelt uddannelsesområde, under forudsætning af at uddannelsesområdet har en meget betydelig bredde.
Ved et uddannelsesområde, jf. stk. 3-4, forstås en flerhed af uddannelser, der i kraft af en vis indholdsmæssig lighed, navnlig med hensyn til grundfag, udgør en sammenhængende gruppe.
§ 3
Undervisningen skal omfatte både praktisk og teoretisk undervisning.
Undervisningen tager i videst muligt omfang udgangspunkt i praktiske discipliner, herunder eventuelt undervisning i virksomheder, jf. erhvervsuddannelseslovens § 2, stk. 2, således at den teoretiske undervisning integreres med den praktiske.
Den teoretiske undervisning omfatter elementær fagteori knyttet til de praktiske discipliner, og i sammenhæng hermed mere generelle emner vedrørende erhvervsforhold, herunder etablering og drift af selvstændig erhvervsvirksomhed, samt øvrige arbejdsmarkeds- og arbejdspladsforhold og andre emner, der er relevante for elevernes fortsatte uddannelse.
§ 4
Erhvervs- og uddannelsesvejledningen gives dels ved vejledningssamtaler med de enkelte elever, dels ved undervisning, herunder som led i den undervisning, der er nævnt i § 3.
Der skal ved vejledningen lægges vægt på information om fremtidige beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder og om disses afhængighed af uddannelsesvalg og geografiske forhold. I denne information skal information om praktikpladsmuligheder indgå med særlig vægt.
§ 5
Eleverne skal kunne anvende mindst 1/3 af undervisningstiden til valgfag.
Der skal gives et varieret udbud af valgfag under hensyn til elevernes interesser. Udbudet skal omfatte teoretiske, praktiske og kreative fag med henblik på at understøtte tilpasningen af undervisningen til individuelle mål, herunder fremtidige uddannelsesønsker og ønsker om at forbedre kundskabsmæssige forudsætninger i forlængelse af undervisningen i folkeskolen. Blandt fagene skal der være fag af betydning for videreuddannelse.
Skolen kan, eventuelt i samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner, tilbyde undervisning i fag, som gennemføres ved andre skoleformer, og som i omfang og niveau svarer til de valgfag, erhvervsskolerne udbyder. Eleverne kan herudover under samme forudsætninger vælge fag ved andre uddannelsesinstitutioner, for så vidt faget ikke tilbydes ved elevens skole.
Skolen kan tilbyde valgfag svarende til uddannelsernes generelle niveau med henblik på kvalifikationsbehov og beskæftigelsesmuligheder i skolens lokalområde.
Ved udbud af valgfag, der som fag eller valgfag indgår i andre uddannelser eller enkeltfagsordninger, skal skolen følge de regler, som Undervisnings- og Forskningsministeriet har fastsat for de pågældende uddannelser (kurser), herunder de gældende undervisningsplaner (læreplaner) og regler for bedømmelse.
§ 6
Der skal ved undervisningens tilrettelæggelse i videst muligt omfang tages hensyn til,
- at eleverne, medmindre begrænsning er fastsat efter erhvervsuddannelseslovens § 9, efter gennemførelse af 1. skoleperiode frit kan at vælge 2. skoleperiode, uanset hvilken 1. skoleperiode de har gennemført, og
- at eleverne i 2. skoleperiode skal kunne undervises sammen med elever, der har været i praktik på grundlag af uddannelsesaftale og således har en vis praktisk erhvervs-, arbejdsmarkeds- og arbejdspladserfaring, og elever, der har været fritaget for 1. skoleperiode på et andet grundlag.
§ 7
Undervisningen skal gennem differentiering og så vidt muligt niveaudeling tilrettelægges under hensyntagen til forskellige elevforudsætninger.
§ 8
Skolen fastlægger undervisningens nærmere indhold (undervisningsplan).
Undervisningsplanen, der udarbejdes under iagttagelse af reglerne i denne bekendtgørelse, indeholder
- beskrivelse af indholdet i de enkelte undervisningsfag, som undervisningen er opdelt i, og
- de enkelte undervisningsfags lektionstal.
§ 9
Skolens undervisningsplan skal foreligge færdigudarbejdet ved skoleopholdets begyndelse og skal kunne udleveres til elever, praktikvirksomheder, de faglige udvalg, samt eventuelle andre interesserede.
Det påhviler skolen at følge behovet for fornyelse af undervisningsplanen og på grundlag heraf at revidere denne.
Bedømmelse og undervisningsbevis
Bedømmelse og undervisningsbevis
§ 10
Der foretages løbende bedømmelse med det formål at hjælpe og vejlede eleverne og at evaluere undervisningens indhold og metode.
Yderligere bedømmelse foretages i det omfang, det følger af de regler, der er omtalt i § 5, stk. 5.
§ 11
Når skoleperioden er gennemført, udsteder skolen et bevis herfor til eleven.
Hvis skoleperioden afbrydes, har eleven krav på at modtage et bevis for den gennemførte del af undervisningen.
Ikrafttræden
Ikrafttræden
§ 12
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1991.
Undervisnings- og Forskningsministeriet, den 23. februar 1990, den 23. februar 1990
/Bertel Haarder Arne Andreasen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1990
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1990