TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om merværdiafgift (moms) af visse ydelser, der sælges til udlandet eller købes i udlandet

BEK nr 198 af 22/03/1990

DanmarkBekendtgørelse1990

§ 1

Salg af de i nr. 1-8 nævnte ydelser til momspligtige aftagere, der har forretningssted eller bopæl i et andet EF-land, kan holdes uden for den momspligtige omsætning:

  1. Ophavsrettigheder, patentrettigheder, licensrettigheder, retten til varemærker, fællesmærker og mønstre, og andre lignende rettigheder.
  1. Reklameydelser.
  1. Ydelser fra rådgivningsvirksomheder, ingeniører, projekteringsvirksomheder, advokater og revisorer samt andre lignende ydelser; databehandling og meddelelse af oplysninger.
  1. Momspligtig bank-, sparekasse- og finansieringsvirksomhed bortset fra udlejning af bankbokse.
  1. Ydelser fra vikarbureauer.
  1. Udlejning af løsøregenstande, bortset fra transportmidler.
  1. Forpligtelser til helt eller delvis at undlade udøvelse af en erhvervsmæssig virksomhed eller brug af en af de rettigheder, der er nævnt i denne paragraf.
  1. Ydelser, der udføres af mellemmænd, som handler i andres navn og for andres regning, hvis mellemmandens virksomhed vedrører levering af ydelser, der er nævnt i denne paragraf.

§ 2

Momsfritagelsen efter § 1 finder dog ikke anvendelse, hvis salget omfatter levering af følgende ydelser her i landet:

  1. Tjenesteydelser vedrørende fast ejendom beliggende her i landet, herunder ydelser fra ejendomsmæglere, ejendomshandlere m.fl. og projekterings- og rådgivningsydelser.
  1. Momspligtig godskørsel.
  1. Momspligtige arrangementer m.v. inden for sport, underholdning, undervisning, videnskab m.v.
  1. Arbejde udført på løsøregenstande.
  1. Momspligtig sagkyndig vurdering af løsøregenstande.

§ 3

Salg af de i § 1 nævnte ydelser til ikke-momspligtige aftagere, der har forretningssted eller bopæl i et EF-land, kan kun holdes uden for den momspligtige omsætning, hvis ydelsen udelukkende udnyttes uden for EF-landene.

Stk. 2

Salg af de i § 1 nævnte ydelser til aftagere, der har forretningssted eller bopæl uden for EF-landene, kan holdes uden for den momspligtige omsætning:

  1. hvis ydelsen alene udnyttes i udlandet, eller
  1. hvis aftageren kan opnå tilbagebetaling af momsen efter de regler, der er fastsat efter momslovens § 39 a.
Stk. 3

Udlejning af transportmidler kan holdes uden for den momspligtige omsætning, hvis ydelsen alene udnyttes uden for EF-landene.

Køb

Køb

§ 4

Momsregistrerede virksomheder, der i udlandet køber de i §§ 1 og 2 nævnte ydelser, og som fuldt ud kan medregne momsbeløbet heraf til den indgående moms, skal ikke betale moms af indkøbet.

§ 5

For andre, der køber de i §§ 1 og 2 nævnte ydelser i udlandet, gælder de i stk. 2 og 3 nævnte regler.

Stk. 2

Ved køb af de i § 1 nævnte ydelser i et andet EF-land, skal der ikke betales moms. Ved køb i et land uden for EF af de samme ydelser, betales kun moms, hvis ydelsen udnyttes i Danmark. Momsen betales efter reglerne i §§ 6 og 7.

Stk. 3

Ved køb i udlandet af de i § 2 nævnte ydelser betales moms efter reglerne i §§ 6 og 7.

§ 6

Den, der skal betale moms efter § 5, skal:

  1. give meddelelse til told- og skatteregionen på det tidspunkt de pågældende ydelser leveres,
  1. føre regnskab over de ydelser, der er købt i udlandet, og hvoraf der skal betales moms, og
  1. senest 1 måned og 20 dage efter udløbet af det pågældende kvartal til told- og skatteregionen angive størrelsen af det momsbeløb, der skal betales for kvartalet.
Stk. 2

Momsen for et kvartal forfalder til betaling en måned efter kvartalets udløb og skal indbetales senest 20 dage derefter.

§ 7

Momsen beregnes af vederlaget for de momspligtige ydelser, momsen ikke medregnet.

Stk. 2

Momsen medregnes ved afgiftsopgørelsen for det kvartal, hvori faktura over ydelserne modtages. Hvis betaling sker helt eller delvis inden faktura modtages eller ydelserne leveres, skal momsen medregnes ved opgørelsen for det kvartal, hvori betalingen sker.

§ 8

Regnskabet efter § 6, stk. 1, nr. 2, skal føres således, at det kan danne grundlag for opgørelsen af den moms, der skal betales for hvert kvartal og for kontrollen med momsens rigtige betaling.

Stk. 2

Regnskabsmaterialet, herunder fakturaer, skal opbevares i 5 år efter regnskabsårets udløb.

Andre bestemmelser

Andre bestemmelser

§ 9

Uanset bestemmelserne i §§ 4-8 skal en udenlandsk virksomhed, der her i landet sælger de ydelser, som er omfattet af § 2, momsregistreres og opkræve dansk moms, hvis omsætningen overstiger 10.000 kr. årligt.

§ 10

Færøerne og Grønland sidestilles med lande uden for EF.

§ 11

Den, der forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for told- og skatteregionens kontrol, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter momslovens § 35, stk. 3. Bestemmelsene i momslovens § 35, stk. 4, og § 36 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2

Forsætlig eller grov uagtsom overtrædelse af § 6 eller § 8 straffes med bøde.

§ 12

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1990. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 285 af 4. juni 1985.


Skatteministeriet, den 22. marts 1990, den 22. marts 1990

/Anders Fogh Rasmussen K. Aasberg Karlsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1990
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1990