TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om opholdsrum m.v. på flytbare havanlæg

BEK nr 2 af 02/01/1990

DanmarkBekendtgørelse1990

§ 1

I denne bekendtgørelse forstås ved indkvartering alle de til brug for besætningen bestemte soverum, spiserum, fritidsrum og andre opholdsrum, omklædningsrum, baderum, toiletter, behandlingsrum, kabysfaciliteter, kontorer og andre funktionsrum.

Stk. 2

Ved et nyt havanlæg forstås et havanlæg, hvis konstruktion er påbegyndt efter den 15. januar 1990. Ved et eksisterende havanlæg forstås et havanlæg, der ikke er et nyt havanlæg. Anvendelsesområde m.v.

§ 2

Bekendtgørelsen finder, medmindre andet fremgår af de enkelte bestemmelser, anvendelse på alle flytbare havanlæg, der befinder sig på dansk søterritorium eller dansk kontinentalsokkelområde.

Stk. 2

Bestemmelserne i §§ 3-34 finder dog ikke anvendelse på flytbare havanlæg, der ikke er godkendt til overnatning, jf. § 15. Sådanne anlæg skal være indrettet således, at personale, der efter en forud lagt plan eller lejlighedsvis opholder sig på anlægget i forbindelse med driften eller reparations- eller vedligeholdelsesarbejder, kan indtage deres måltider og hvile sig. På sådanne anlæg skal endvidere være indrettet mindst et toilet med håndvask for hver påbegyndt 15 personer, der må opholde sig på anlægget.

Stk. 3

Indretningen af de i stk. 2 nævnte faciliteter skal godkendes af tilsynsmyndigheden.

Anbringelse, indretning m.v.

Anbringelse, indretning m.v.

§ 3

Indkvarteringen skal være placeret, udformet og konstrueret med betryggende adskillelse fra klassificerede områder og andre fareområder. Endvidere skal der sikres betryggende isolation og beskyttelse mod varme, kulde samt støj- og luftforurening fra det øvrige havanlæg og mellem de enkelte afsnit af indkvarteringen.

Stk. 2

Hvis ventilationssystemet ikke kan indrettes, så lugtgener ikke kan forekomme i soverum, skal soverum være adskilt fra vaskerum, tørrerum og toiletter med gastætte skotter.

Stk. 3

Fra hvert dæk eller del af indkvarteringen skal der være mindst 2 passende placerede flugtveje.

§ 4

Alle overflader (dørke, skotter, lofter) i indkvarteringen skal være af et materiale eller være beklædt med et materiale, der er let at renholde. Overgang mellem skot og dørk skal være uden sprækker.

§ 5

I hulrum, hvor kondensvand kan opstå, skal der være et tilstrækkeligt antal afløb.

§ 6

Indkvarteringen skal være forsynet med tilstrækkelig belysning, herunder nødbelysning.

§ 7

På nye havanlæg skal rumhøjden være mindst 2,2 m, dog kan rumhøjden i gange og forrum til soverum nedsættes til 2,10 m. Såfremt der i loftet er anbragt belysning eller andre genstande, skal der være mindst 2,10 m fra underkant af sådanne genstande til dørk.

§ 8

På eksisterende havanlæg skal rumhøjden være mindst 1,98 m. Såfremt der i loftet er anbragt beslysning eller andre genstande, måles rumhøjden fra underkant af sådanne genstande til dørk.

§ 9

På nye havanlæg skal bredden af gange og trapper i indkvarteringen overalt være mindst 1 m og på eksisterende havanlæg mindst 0,90 m.

Stk. 2

I korte gange, der normalt kun benyttes af 1 eller 2 personer, kan bredden reduceres, idet den dog ikke må være mindre end 0,90 m.

§ 10

Indkvarteringen skal være forsynet med brandslukningsinstallationer.

§ 11

Indkvarteringen skal være forsynet med alarm- og kommunikationsudstyr.

§ 12

På nye havanlæg skal spiserum, soverum og rekreationsrum, hvis væsentlige sikkerheds- eller konstruktionsmæssige forhold ikke hindrer dette, være placeret, så der er adgang til dagslys.

Stk. 2

På nye havanlæg skal der, hvis dagslysadgang ikke kan opnås til samtlige de i stk. 1 nævnte rum, lægges særlig vægt på opnåelse af dagslys til flest muligt af de rum, såsom rekreationsrum og spiserum, der er beregnet til anvendelse af alle ombordværende.

§ 13

I indkvarteringen skal der være mulighed for at personalet kan foretage telefonopkald til land. Telefoner til dette formål skal være anbragt, så samtaler kan foregå ugenert.

Stk. 2

Såfremt et havanlæg er godkendt indrettet med 20 sovepladser eller derover, skal der et passende sted i indkvarteringen være anbragt et aflåseligt skab, som kun anvendes af sikkerhedsrepræsentanter og tillidsmænd for opbevaring af materiale, de anvender i disse funktioner. Ventilation og opvarmning

§ 14

Indkvarteringen skal være passende ventileret og opvarmet. Ventilations- og varmesystemer skal være således indrettet, at de ikke giver støj- og trækgener og således, at en passende luftfugtighed kan opretholdes.

Stk. 2

Varmesystemet skal drives således, at der kan holdes en konstant temperatur på ikke under 20 grader C.

Stk. 3

Ventilationssystemet skal være indrettet som et overtrykssystem uden recirkulation.

Stk. 4

Ventilationssystemets indblæsningsåbninger skal anbringes på hensigtsmæssig måde i forhold til rummenes indretning og funktion.

Stk. 5

Radiatorer og andre varmeapparater skal være således anbragt og skærmet, at de ikke frembyder fare eller ulempe.

Soverum

Soverum

§ 15

Indkvarteringen skal indeholde sovepladser til det antal personer, som havanlægget er godkendt til som overnattende på anlægget.

§ 16

Sovepladserne skal være indrettet i passende udformede og møblerede soverum for højst to personer.

Stk. 2

Soverum for en person skal have et gulvareal på mindst 6 (m2), hvis soverummet ikke har umiddelbar adgang til toilet og bad.

Stk. 3

Soverum for en person skal have et gulvareal på mindst 4,75 (m29, hvis soverummet har umiddelbar adgang til toilet og bad indrettet for dette soverum og et tilstødende soverum alene. Et sådant soverum må anvendes af to personer, hvis gulvarealet er mindst 12 (m2).

Stk. 4

Soverum for en person skal have et gulvareal på mindst 4,75 (m2), hvis soverummet har direkte adgang til toilet og bad indrettet for dette soverum alene. Et sådant soverum må anvendes af to personer, hvis gulvarealet er mindst 9,5 (m2).

Stk. 5

I gulvarealet medregnes det samlede areal i soverummet, inklusive det areal der optages af køjer, skabe m.v. Små eller uhensigtsmæssige arealer, der ikke er til rådighed for fri bevægelse og som ikke kan anvendes til anbringelse af inventar, medregnes ikke.

Stk. 6

I eller ved soverummet skal på tydelig måde være angivet det antal personer, hvortil det enkelte rum er godkendt af tilsynsmyndigheden.

§ 17

Ud over det fornødne antal sovepladser skal soverummet mindst være indrettet med bord, stol og aflåselige skabe for opbevaring af personligt udstyr, samt belysning ved køje og bord.

Stk. 2

Sovepladser i soverum for 2 personer skal være således konstrueret, at bevægelser ikke kan overføres fra den ene soveplads til den anden. Sovepladserne skal være forsynet med fortræksgardiner.

Stk. 3

Sovepladser i soverum for 2 personer må ikke anbringes umiddelbart ved siden af hinanden. Anbringes sovepladserne over hinanden, skal afstanden mellem køjebundene indbyrdes, såvel som mellem øverste køjebund og loft, være mindst 0,75 m og køjebunden skal være mindst 0,30 m over dørk.

§ 18

Et antal aflåselige skabe svarende til antallet af skabe i soverummene skal være placeret andetsteds i indkvarteringen til brug for opbevaring af det ikke tjenestegørende personales personlige udstyr.

Rekreationsrum

Rekreationsrum

§ 19

Indkvarteringen skal være forsynet med rekreationsrum i et sådant omfang og med en sådan indretning, at personalet har rimelig mulighed for adspredelse og motion i fritiden.

Stk. 2

Rekreationsarealerne skal udgøre mindst 1,50 (m2) pr. soveplads, dog mindst 36 (m2), med en rimelig fordeling af arealet mellem opholdsrum og motionsrum.

Stk. 3

Passende placeret i forhold til motionsrum skal være indrettet bad, toilet og sauna.

§ 20

Såfremt antallet af sengepladser fastsat i henhold til § 15 er under 10, kan den i henhold til § 19, stk. 2, nævnte minimumsstørrelse på 36 (m2) nedsættes forholdsmæssigt. Ligeledes kan opholds- og motionsrum sammenlægges, hvor dette er nødvendigt for at opnå rimelige rumstørrelser. Der skal dog forefindes et kombineret opholds- og motionsrum på mindst 12 (m2).

Stk. 2

Er antallet af godkendte sengepladser under 10, finder § 19, stk. 3, ikke anvendelse.

Kabys og spiserum

Kabys og spiserum

§ 21

Indkvarteringen skal være indrettet med kabys med direkte adgang til storesrum, bl.a. omfattende køle- og frysefaciliteter.

Stk. 2

I umiddelbar tilknytning til kabyssen skal være indrettet spiserum.

Stk. 3

Kabys og spiserum skal være passende anbragt i forhold til opholds- og soverum.

§ 22

Størrelsen af kabys og storesrum skal være afpasset efter det største antal personer, der må opholde sig på anlægget.

Stk. 2

Kabyssen skal være indrettet og udstyret, så det er muligt at tilberede såvel kold som varm mad til det antal personer, der må opholde sig på anlægget.

§ 23

Spiserummet eller rummene skal have en størrelse, der svarer til 1 (m2) for hver soveplads, dog mindst en størrelse og indretning der muliggør, at mindst halvdelen af det antal personer, der må opholde sig på anlægget, samtidig kan indtage deres måltider.

Stk. 2

I arealet efter stk. 1 kan medregnes det areal, der indgår i det i § 24 nævnte lokale.

§ 24

Ud over spiserum skal der et hensigtsmæssigt sted på havanlægget være indrettet et lokale, hvor de ansatte, uden at klæde om fra arbejdstøj, kan indtage varme og kolde drikkevarer.

Stk. 2

Dette lokale skal være anbragt således, at der er bekvem adgang hertil fra arbejdsområderne.

Omklædningsrum, baderum, toiletter og vaskerum

Omklædningsrum, baderum, toiletter og vaskerum

§ 25

Med umiddelbar adgang fra arbejdsområderne til indkvarteringen skal være indrettet omklædningsrum, der giver mulighed for omklædning for hvert køn.

Stk. 2

Såfremt mere end 20 personer må opholde sig på havanlægget skal der indrettes omklædningsrum for begge køn.

§ 26

Omklædningsrummene skal have en størrelse, der svarer til det antal personer, der er beskæftiget på havanlægget.

Stk. 2

Omklædningsrummene skal være indrettet og udstyret, så de ansatte kan opbevare snavset og rent tøj adskilt. Der skal være et skab til rådighed for alle ansatte, hvis arbejde medfører behov for omklædning. Baderum og toiletter

§ 27

For hver 4 personer, som havanlægget er godkendt til som overnattende på anlægget, skal der, i umiddelbar nærhed af soverummene, være mindst 1 toilet og 1 bruser.

Stk. 2

Med umiddelbar adgang fra omklædningsrum skal være indrettet toiletter og bruserum.

Stk. 3

I nærheden af de enkelte arbejdsområder samt ved spiserum skal være indrettet toiletter med håndvask med tilgang af koldt og varmt vand.

§ 28

De i § 19, stk. 3, og § 27, stk. 2 og 3, nævnte toiletter og baderum kan, efter tilsynsmyndighedens godkendelse, medregnes i kravet efter § 27, stk. 1, såfremt deres placering i forhold til arbejdsområder, soverum, spiserum, rekreationsrum m.v. skønnes rimelig.

§ 29

Såfremt mere end 20 personer må opholde sig på havanlægget, skal der indrettes toilet- og baderum for begge køn. Vaskerum for tøjvask

§ 30

I indkvarteringen skal i et særskilt rum være indrettet et vaskeri med rigelig tilgang af varmt og koldt vand og med mulighed for tørring af tøj.

Stk. 2

Rummet eller rummene skal have en passende størrelse og udstyr i forhold til antallet af sovepladser.

Behandlingsrum m.v.

Behandlingsrum m.v.

§ 31

I indkvarteringen skal der, såfremt indkvarteringen udelukkende er indrettet med soverum for en person, være et behandlingsrum på mindst 16 (m2), indrettet og udstyret til udvidet førstehjælpsbehandling af tilskadekomne. Lokalet må ikke anvendes til andre formål og skal være forsynet med badekar.

Stk. 2

Såfremt indkvarteringen udelukkende er indrettet med soverum for to personer eller med både soverum for een og for to personer, skal størrelsen af behandlingsrummet være 20 (m2).

§ 32

Behandlingsrummet skal være anbragt, så båretransport til og fra rummet kan foregå uhindret.

Funktionsrum

Funktionsrum

§ 33

Passende anbragt i indkvarteringen skal være indrettet et fornødent antal kontorer.

Tilsyn

Tilsyn

§ 34

Den ifølge den godkendte bemandings- og organisationsplan øverste ansvarlige for havanlægget skal en gang hver måned, sammen med repræsentanter for havanlæggets sikkerhedstjeneste, inspicere indkvarteringen, bl.a. for at sikre, at renlighed og orden m.v. er af tilfredsstillende standard.

Stk. 2

Der skal i en logbog eller tilsynsbog gøres bemærkning om forløbet af den i stk. 1 nævnte inspektion.

Ækvivalens og dispensation

Ækvivalens og dispensation

§ 35

Energistyrelsen kan tillade fravigelser fra bekendtgørelsens enkelte bestemmelser, såfremt Energistyrelsen finder det godtgjort, at fravigelserne giver sådanne fordele, at indkvarteringen, forholdene taget som helhed, mindst får samme standard som anvendelse af denne bekendtgørelses bestemmelser ville medføre.

§ 36

For eksisterende havanlæg kan Energistyrelsen, under hensyntagen til de for det enkelte havanlæg foreliggende særlige omstændigheder, tillade fravigelser fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, såfremt standarden af indkvarteringen bedømt som en helhed forekommer tilfredsstillende for det antal personer, der tillades indkvarteret.

Straffebestemmelser

Straffebestemmelser

§ 37

Inddragelse af et rum omfattet af bekendtgørelsens bestemmelser til anvendelse i strid med det formål hvortil det er godkendt, eller indkvartering af flere personer i et soverum end det er godkendt til, straffes med bøde eller hæfte.

Stk. 2

For overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

Ikræfttræden og ophævelse af tidligere anvendte regler

Ikræfttræden og ophævelse af tidligere anvendte regler

§ 38

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. januar 1990.

§ 39

Ved bekendtgørelsens ikrafttrædelse ophæves § 4, B, nr. 11 i Energiministeriets bekendtgørelse nr. 592 af 30. december 1981 om hidtil gældende regler om sikkerhedsmæssige forhold på havanlæg, som med visse ændringer forbliver i kraft efter lov om visse havanlægs ikrafttræden. Energistyrelsen den 2. januar 1990 Erik Lindegaard / Søren Enevoldsen

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1990
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1990