Bekendtgørelse af forretningsorden for Landsskatteretten
BEK nr 200 af 23/03/1990
§ 1
Landsskatteretten består af en retspræsident, et antal retsformænd og et antal andre medlemmer.
Retten deles i en afdeling for indkomst- og formueansættelser og en afdeling for vurdering af fast ejendom. Retspræsidenten kan bestemme, at afdelingerne opdeles i besluttende led.
I den samlede ret behandles kun spørgsmål af almindelig karakter og af fælles interesse. Hver af afdelingerne kan vedtage, at en sag, der behandles ved afdelingen, skal forelægges den samlede ret til afgørelse.
Retspræsidenten bestemmer fordelingen af retsformænd og medlemmer mellem de to afdelinger og fastsætter fordelingen af sagerne mellem afdelingerne.
I tilfælde, hvor et medlem på grund af inhabilitet eller af andre årsager er forhindret i at deltage i afgørelsen af en sag, kan afdelingen supplere sig med et medlem fra den anden afdeling. Afvisning af klager
§ 2
Lovgivningens bestemmelser om klageadgang til lignings- eller vurderingsmyndighederne skal være overholdt, inden der indgives klage til Landsskatteretten. Er dette ikke tilfældet, afvises klagen. Landsskatteretten kan dog behandle klagen, hvis retten finder, at særlige omstændigheder taler derfor.
Klagen skal være indgivet inden for de frister, der er fastsat i lovgivningen. Hvis klagen indgives for sent, afvises klagen. Landsskatteretten kan dog behandle klagen, hvis retten finder, at særlige omstændigheder taler derfor.
Klagen skal være skriftlig og ledsaget af de i skattestyrelseslovens § 25, stk. 2, nævnte dokumenter. Det skal fremgå af klagen, hvilke punkter klagen angår, og med hvilken begrundelse der klages, jf. skattestyrelseslovens § 24.
Hvis klagen er udformet eller begrundet på en sådan måde, at den ikke kan tjene som grundlag for rettens sagsbehandling, fastsætter retten en frist, inden for hvilken klageren har adgang til at udbedre manglen. Det samme gælder, hvis de i stk. 3 nævnte dokumenter ikke er vedlagt klagen. Fristen skal meddeles klageren skriftligt og må ikke være kortere end 14 dage fra modtagelsen af meddelelsen. I meddelelsen angives det så vidt muligt, hvori manglen består. Hvis klageren ikke udbedrer manglen inden fristens udløb, afvises sagen. Sagsforberedelsen
§ 3
Sagsforberedelsen foretages af rettens kontorer.
Klage over et skatteankenævns, den statslige told- og skatteforvaltnings eller Ligningsrådets ansættelse af indkomst eller formue indgives til Landsskatteretten. Landsskatteretten underretter den pågældende skattemyndighed om klagen og anmoder om indsendelse af det materiale, som har dannet grundlag for afgørelsen. Hvis der i klagen til Landsskatteretten fremsættes nye faktiske oplysninger, der ikke fremgår af den udarbejdede sagsfremstilling, eller hvis det i øvrigt anses for hensigtsmæssigt, kan Landsskatteretten anmode om skattemyndighedens kommentarer hertil. I særlige tilfælde kan sagen fremsendes til skattemyndigheden med anmodning om udfærdigelse af ny sagsfremstilling i den i skattestyrelseslovens § 21, stk. 2, angivne form.
Hvor der efter skattestyrelseslovens§ 21, stk. 5, er indgivet klage over en ansættelse af indkomst eller formue foretaget af en kommunal skattemyndighed, underretter Landsskatteretten vedkommende skatteankenævn om klagen. Landsskatteretten anmoder skatteankenævnet om at indhente en udtalelse om sagen fra den kommunale skattemyndighed og om at indsende denne udtalelse samt det materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen, og skatteankenævnets eventuelle kommentarer. Landsskatteretten kan bestemme, at skatteankenævnet skal afgive en udtalelse i den i skattestyrelseslovens § 21, stk. 2, angivne form, og at nævnet skal fremkomme med et forslag til sagens afgørelse.
Hvor Landsskatteretten undtagelsesvis beslutter at realitetsbehandle en sag om ansættelse af indkomst eller formue, uden at vedkommende skatteankenævn har taget stilling til en klage, jf. § 2, stk. 1, anvendes stk. 3 tilsvarende.
På klager over et skatteankenævns, den statslige told- og skatteforvaltnings eller Ligningsrådets afslag på en anmodning om genoptagelse af en tidligere afgjort sag om skatteansættelse af indkomst eller formue anvendes stk. 3 tilsvarende. Det samme gælder klager over et skatteankenævns stadfæstelse af en kommunal skattemyndigheds afslag på en anmodning om genoptagelse.
Udtalelse m.v. efter stk. 2-5 skal foreligge inden for en frist på 1 måned.
§ 4
Klage over et skyldråds eller Ligningsrådets vurdering m.v. af en fast ejendom indgives til Landsskatteretten, der underretter den pågældende vurderingsmyndighed om klagen. Vurderingsmyndigheden anmodes om at indsende det materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen, og opfordres til at fremkomme med eventuelle kommentarer dertil.
Klager over vurdering m.v. af fast ejendom sendes direkte til udtalelse i Told- og Skattestyrelsen uden forudgående høring af skyldrådet, hvis styrelsen over for Landsskatteretten har anmodet derom, eller hvor Landsskatteretten finder det hensigtsmæssigt.
Hvis Told- og Skattestyrelsen oplyser, at der er iværksat en revision omfattende den påklagede vurdering, stiller Landsskatteretten klagesagen i bero herpå. Klageren underrettes snarest muligt skriftligt herom.
§ 5
På klager over afgørelser, der omfattes af skattestyrelseslovens § 23, stk. 1, nr. 2, 4 og 5, anvendes § 3 tilsvarende.
Klager over afgørelser, der omfattes af skattestyrelseslovens § 23, stk. 1, nr. 6, indgives til Landsskatteretten, der underretter den pågældende myndighed om klagen. Myndigheden anmodes om at indsende det materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen. Landsskatteretten kan opfordre myndigheden til at fremkomme med eventuelle kommentarer til sagen.
§ 6
Hvis der under Landsskatterettens behandling af klagesagen fremkommer oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som ikke fremgår af den i skattestyrelseslovens § 21, stk. 2, nævnte sagsfremstilling, og heller ikke på anden måde er blevet klageren bekendt, skal klageren gøres bekendt med de nye oplysninger, medmindre disse er uden betydning for sagens afgørelse. Klageren skal samtidig underrettes om, at vedkommende har ret til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for Landsskatterettens kontor. Klagerens skriftlige udtalelse eller anmodning om lejlighed til en mundtlig udtalelse skal foreligge inden for en frist på 1 måned. Fremkommer der ingen henvendelse fra klageren, viderebehandles sagen på det foreliggende grundlag.
Når Landsskatterettens afgørelse af et klagepunkt angår bedømmelsen af de skattemæssige virkninger af et retsforhold mellem klageren og en trediemand, og der er grund til at antage, at denne trediemand ønsker en anden bedømmelse af retsforholdet lagt til grund end den bedømmelse, klageren ønsker lagt til grund, kan det bestemmes, at trediemanden skal have mulighed for at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for rettens kontor. Det kan tillige bestemmes, at trediemanden skal tilsiges til et retsmøde i sagen og der fremkomme med sin udtalelse. Klageren skal underrettes om, at der er truffet bestemmelse om høring af trediemanden, og skal samtidig underrettes om, at vedkommende har ret til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for Landsskatterettens kontor i anledning af beslutningen. Klagerens skriftlige udtalelse eller anmodning om lejlighed til en mundtlig udtalelse skal foreligge inden for en frist på 1 måned. Fremkommer der ingen henvendelse fra klageren, indhenter retten udtalelsen fra trediemanden efter den trufne beslutning.
Når en vurdering m.v. af fast ejendom er påklaget af en anden end ejendommens ejer, skal Landsskatteretten sikre sig, at der er givet ejeren lejlighed til at udtale sig skriftligt eller mundtligt i sagen.
Under sagens behandling kan indhentes sådanne yderligere oplysninger i sagen, som anses for nødvendige.
§ 7
Hvis klageren har anmodet om en mundtlig forhandling efter skattestyrelseslovens § 26, stk. 1, eller efter § 6, stk. 1 eller 2, eller hvis Landsskatteretten af hensyn til sagens oplysning anser en mundtlig forhandling for hensigtsmæssig, indkaldes klageren til et møde med en af rettens sagsbehandlere. Indkaldelsen sker normalt med mindst 14 dages varsel, men kortere varsel kan aftales med klageren. Retten fastsætter tid og sted for forhandlingen.
Landsskatteretten kan indkalde repræsentanter for den myndighed, som har truffet den påklagede afgørelse, til den mundtlige forhandling.
En klager, der har haft en mundtlig forhandling med en af rettens sagsbehandlere, kan på begæring få tilsendt en kopi af det optagne forhandlingsreferat, for så vidt angår de under forhandlingen fremkomne oplysninger og forklaringer, herunder udtalelser fra de repræsenterede myndigheder. Båndoptagelse af forhandlingen kan ikke finde sted.
I sager om vurdering m.v. af fast ejendom kan det bestemmes, at mundtlig forhandling finder sted i forbindelse med en besigtigelse af ejendommen.
§ 8
Når grundlaget herfor er tilvejebragt, udarbejder rettens kontor en skriftlig redegørelse med et motiveret forslag til klagens afgørelse. Redegørelsen skal som hovedregel alene omfatte de spørgsmål, som er rejst af klageren. Redegørelsen skal dog tillige omfatte spørgsmål, som retten agter at tage stilling til efter skattestyrelseslovens § 28, stk. 1, 2. pkt.
Kontorets motiverede forslag til sagens afgørelse sendes med sagens bilag til udtalelse i Told- og Skattestyrelsen i følgende tilfælde:
- Når der skal afholdes retsmøde i sagen.
- Når Told- og Skattestyrelsen har anmodet om det, eventuelt for nærmere angivne, begrænsede sagsområders vedkommende.
- Når Landsskatteretten i øvrigt anser det for hensigtsmæssigt at indhente en udtalelse.
Told- og Skattestyrelsen afgiver en skriftlig udtalelse i sagen. Hvis styrelsen ønsker at benytte sin adgang til at anmode om retsmøde i sagen, skal denne anmodning fremsættes senest sammen med den skriftlige udtalelse.
Udtalelser efter stk. 3 skal foreligge inden for en frist på 1 måned. Rettens afgørelse
§ 9
Rettens afgørelser træffes på grundlag af skriftlig votering eller mundtlig votering på retsmøde. Ved den skriftlige votering er rettens andre medlemmer, jf. § 1, stk. 1, opdelt i voteringsgrupper, hver bestående af 2 medlemmer. Sagerne opdeles efter deres art i tilsvarende grupper, dog således at der for hver sagsgruppe er mindst 2 voteringsgrupper.
Retspræsidenten/retsformanden kan i tilfælde, hvor en sag findes at være af særlig principiel karakter, bestemme, at sagen skal undergives skriftlig votering af et udvidet antal medlemmer, enten inden for samme sagsgruppeinddeling eller i forskellige grupper. Beslutter retspræsidenten/retsformanden, at en sag efter at have været til behandling i en voteringsgruppe skal undergives udvidet votering, kan dette kun ske inden for samme sagsgruppeinddeling. Retspræsidenten/retsformanden kan endvidere bestemme, at en sag skal forelægges til afgørelse på et retsmøde. Hvis et andet medlem begærer det, skal en sag undergives udvidet votering - inden for samme eller anden sagsgruppeinddeling - eller forelægges til afgørelse på et retsmøde. I tilfælde af udvidet votering skal de andre medlemmer, jf. § 1, stk. 1, altid udgøre mindst 2/3 af samtlige, der deltager i afgørelsen.
Rettens afgørelse skal som hovedregel alene angå de påklagede punkter i den forelagte afgørelse. Retten kan dog uanset klagens indhold optage afgørelsen i sin helhed til påkendelse, jf. skattestyrelseslovens § 28, stk. 1, 2. pkt. Retten skal i så fald sikre, at der gives klageren og Told- og Skattestyrelsen adgang til at udtale sig om afgørelsen som helhed. § 6 og § 8, stk. 2-4, anvendes tilsvarende.
§ 10
En klagesag kan kun afgøres med deltagelse af mindst 3 medlemmer, jf. dog stk. 4 og 5.
Efter kriterier, der fastlægges af retspræsidenten, deles klagesagerne efter den kontormæssige sagsbehandlings afslutning i 2 grupper, omfattende henholdsvis mere principielle sager, herunder alle sager, der behandles på et retsmøde, jf. nedenfor § 11, og øvrige sager.
I mere principielle sager skal mindst 1 af de deltagende være retspræsident eller retsformand og mindst 2 være andre medlemmer, jf. § 1, stk. 1. I tilfælde af stemmelighed er retspræsidentens stemme afgørende. Deltager retspræsidenten ikke, er retsformandens eller, hvor flere retsformænd deltager, den efter udnævnelse ældste retsformands stemme afgørende.
I de øvrige sager kan retspræsidenten bestemme, at kontorchefer, ekspeditionssekretærer eller fuldmægtige ved retten skal deltage i afgørelsen af klager. I sådanne tilfælde deltager 2 andre medlemmer, jf. § 1, stk. 1, i afgørelsen sammen med vedkommende kontorchef, ekspeditionssekretær eller fuldmægtig, der har samme beføjelser som en retsformand. Er voteringen ikke enstemmig, overgår klagen dog til behandling efter reglerne i stk. 3.
Afgørelser, der vedrører afvisning af en indkommen klage, og afgørelser, der vedrører anmodning om genoptagelse af en påkendt klage, kan træffes af retspræsidenten, en retsformand eller en kontorchef uden medvirken af andre medlemmer. Retsmøder
§ 11
Retsmøder afholdes i følgende tilfælde:
- Når klageren har anmodet om det.
- Når Told- og Skattestyrelsen i den enkelte sag har anmodet om det.
- Når et medlem af retten har bestemt eller anmodet om det, jf. § 9, stk. 2.
- Når Landsskatteretten i øvrigt ønsker det.
Retten kan afslå en begæring om retsmøde efter stk. 1, nr. 1 eller 2, hvis retten anser et retsmøde for åbenbart overflødigt. Hvis klageren har anmodet om retsmøde, skal afslaget meddeles skriftligt, og klageren skal, hvis der ikke har været afholdt mundtlig forhandling under sagens forberedelse, underrettes om sin ret til at kræve en sådan forhandling afholdt.
Retspræsidenten/retsformanden kan bestemme, at personale under retten skal være til stede i rettens møder med adgang til at deltage i forhandlingerne uden stemmeret.
§ 12
I afdelingen for indkomst- og formueansættelser finder retsmøder normalt sted i form af gruppemøder, hvori foruden retspræsidenten og/eller en eller flere retsformænd mindst 2 af afdelingens andre medlemmer deltager. Retsmøder som nævnt i § 11, stk. 1, nr. 3, finder dog normalt sted i form af underafdelingsmøder, hvori foruden retspræsidenten og/eller en eller flere retsformænd højst halvdelen af afdelingens andre medlemmer deltager.
Afdelingsmøder med deltagelse af retspræsidenten, alle retsformændene og alle afdelingens andre medlemmer finder sted til drøftelse af særlige spørgsmål efter retspræsidentens nærmere bestemmelse, eller når mindst 3 af afdelingens medlemmer kræver det.
Ethvert medlem kan forlange en i et gruppemøde behandlet sag forelagt den pågældende underafdeling med henblik på drøftelse af principielle spørgsmål eller andre spørgsmål af større betydning. Indkaldes klageren ikke til et møde i underafdelingen, afgøres sagen herefter i et nyt gruppemøde bestående af de tidligere deltagende medlemmer.
Ændring i den i stk. 1 og 2 nævnte opdeling kan gennemføres ved beslutning af den samlede afdeling. Retspræsidenten kan bestemme, og mindst 3 af afdelingens medlemmer kan kræve, at spørgsmålet herom forelægges den samlede afdeling.
§ 13
I afdelingen for vurdering af fast ejendom finder retsmøder normalt sted i form af gruppemøder. Retsmøder som nævnt i § 11, stk. 1, nr. 3, finder dog normalt sted i form af afdelingsmøder.
Retspræsidenten/retsformanden kan beslutte, at der skal foretages besigtigelse af den pågældende ejendom. Et flertal af de voterende kan ligeledes beslutte, at der skal foretages besigtigelse. Når en sådan besigtigelse agtes foretaget af et beslutningsdygtigt udvalg af retten, indkaldes klageren til besigtigelsen efter reglen i § 15, stk. 1, og besigtigelsen anses herefter for at udgøre et retsmøde i sagen i relation til klagerens adgang til at begære retsmøde afholdt, jf. § 11, stk. 1, nr. 1.
Ethvert medlem kan forlange en i et gruppemøde behandlet sag forelagt i et afdelingsmøde med henblik på drøftelse af principielle spørgsmål eller andre spørgsmål af større betydning. Indkaldes klageren ikke til et møde i afdelingen, afgøres sagen herefter i et nyt gruppemøde bestående af de tidligere deltagende medlemmer.
§ 12, stk. 4, anvendes tilsvarende. Indkaldelse til retsmøde
§ 14
Retspræsidenten fastsætter tid og sted for afholdelse af retsmøde. Retsmøderne er ikke offentlige.
Medlemmerne skal normalt indkaldes med mindst 1 uges varsel. Denne frist kan fraviges, når særlige forhold gør det påkrævet. Hvis et medlem er forhindret i at møde, må dette snarest muligt meddeles rettens sekretariat.
Sammen med indkaldelsen fremsendes dagsorden for retsmødet og de af rettens kontorer udarbejdede redegørelser og de foreløbige voteringer i de sager, der skal behandles på det pågældende møde.
§ 15
Klageren skal indkaldes skriftligt med mindst 4 ugers varsel.
Hvis retten undtagelsesvis bestemmer, at en trediemand eller en ejer, jf. § 6, stk. 2 og 3, en syns- og skønsmand, jf. skattestyrelseslovens § 30, eller en anden person skal have lejlighed til at udtale sig over for retten under et retsmøde, indkaldes den pågældende person med samme varsel som klageren. Klageren underrettes herom.
Told- og Skattestyrelsen indkaldes med samme varsel som rettens medlemmer, jf. § 14, stk. 2. Afholdelse af retsmøde
§ 16
Sagerne forelægges på retsmødet af retspræsidenten, en retsformand, det retsmedlem, der i henhold til § 9, stk. 2, har begæret en sag forelagt til afgørelse på et retsmøde, af den klager, der har anmodet om retsmøde, eller af Told- og Skattestyrelsen, hvis denne har fremsat begæring om at udtale sig mundtligt for retten. Afgørelse om, hvem der skal forelægge sagen, træffes af retspræsidenten, eller, hvor han ikke deltager, af den efter udnævnelse ældste tilstedeværende retsformand.
Under mødet gives der klageren adgang til at redegøre for sin påstand og begrundelsen herfor. Desuden skal Told- og Skattestyrelsen og eventuelle særligt indkaldte personer, jf. § 15, stk. 2, have adgang til at udtale sig. Til sagens belysning kan retsmedlemmerne stille spørgsmål til de fremmødte.
Efter at klageren, Told- og Skattestyrelsens repræsentant og eventuelle øvrige indkaldte, jf. § 15, stk. 2, har forladt mødet, finder votering sted umiddelbart på grundlag af forhandlingen, jf. dog stk. 4-6.
Retspræsidenten/retsformanden afgør, hvornår forhandlingerne i en sag er afsluttet. Hver af de tilstedeværende andre medlemmer kan dog forlange afstemning om, hvorvidt forhandlingerne skal fortsætte. Medlemmet kan desuden forlange, at sagen udsættes een gang, og at vedkommende medlem får tilsendt sagens akter inden sagens fornyede behandling.
Når forhandlingerne er afsluttet, formulerer retspræsidenten/retsformanden det eller de spørgsmål, hvorom der eventuelt skal stemmes. Ved afstemningen skal de andre medlemmer altid udgøre mindst 2/3 af samtlige, der deltager i afgørelsen.
Retspræsidenten/retsformanden kan bestemme, at sagen skal udgå til yderligere skriftlig behandling og votering.
Over mødet føres en protokol, der godkendes af retspræsidenten/retsformanden. Protokollen skal indeholde oplysning om dato og klokkeslet for mødets begyndelse og slutning samt fortegnelse over mødedeltagerne. Endvidere skal protokollen indeholde en fornøden identifikation af de sager, der blev behandlet på mødet, og disses afgørelse. Mindretalsvota under afstemningen og begrundelse derfor tilføjes protokollen.
Retten afgør selv, om et retsmedlem er forhindret i at deltage i afgørelsen af en sag på grund af inhabilitet. Rettens afgørelse i så henseende skal fremgå af protokollen. Et medlem må ikke selv deltage i afgørelsen af, hvorvidt vedkommende er inhabil. Medlemmet kan forlange sine indvendinger imod rettens afgørelse af inhabilitetsspørgsmålet tilført protokollen.
Udskrift af protokollen tilsendes efter mødet retsmedlemmerne, men ikke klageren eller Told- og Skattestyrelsen. Udfærdigelse af kendelse
§ 17
Afgørelsen af klagen træffes i form af en dateret kendelse, der skal indeholde en begrundelse, herunder særligt angive rettens stilling til de af klageren påberåbte omstændigheder og nedlagte påstande i sagen, medmindre de nævnte omstændigheder må anses for uvæsentlige og uden reel betydning for sagens afgørelse.
Af kendelsen må det fremgå, om ansættelsen i sin helhed eller kun en del af denne er påkendt, jf. § 9, stk. 3. I særlige tilfælde kan retten træffe afgørelse i form af en kendelse, der uden beløbsmæssig opgørelse alene fastlægger de principper, efter hvilke den påklagede afgørelse skal træffes. Told- og Skattestyrelsen foranlediger herefter, at der foretages ansættelse eller vurdering i overensstemmelse med Landsskatterettens angivelser.
Hvis klagen vedrører et afslag på en anmodning om genoptagelse af en skatteansættelse, jf. § 3, stk. 5, skal det fremgå af kendelsen, om Landskatteretten stadfæster det tidligere meddelte afslag. Hvis Landsskatteretten finder, at genoptagelse burde have fundet sted, skal retten i kendelsen pålægge den pågældende skattemyndighed at genoptage ansættelsen.
Hvis retten har afslået en anmodning fra klageren eller Told- og Skattestyrelsen om afholdelse af retsmøde, jf. § 11, stk. 2, skal begrundelsen herfor nævnes i kendelsen.
§ 18
Mindretalsvota med hensyn til sagens udfald eller begrundelsen for dette optages med den fornødne begrundelse i kendelsen (dissens). Desuden skal der angives stemmetallet for hver af opfattelserne, samt om retspræsidenten/retsformanden har afgivet dissens.
Kendelsen formuleres af retspræsidenten eller vedkommende retsformand. I sager med mindretalsopfattelser formuleres kendelsen i fornødent omfang efter samråd med de øvrige voterende i sagen. Der kan i forbindelse med voteringen træffes anden bestemmelse om kendelsesudfærdigelsen.
Kopi af kendelsen tilsendes klageren og alle øvrige vedkommende. Samtidig med kendelsens fremsendelse underrettes klageren og eventuelle andre søgsmålsberettigede om fristerne for at indbringe rettens afgørelse for de almindelige domstole. Tilbagekaldelse
§ 19
Klageren kan til enhver tid tilbagekalde en klage. Tilbagekaldelsen kan ske skriftligt eller mundtligt. Sker tilbagekaldelsen mundtligt i forbindelse med mundtlig forhandling eller retsmøde, gøres der notat derom i referatarket, respektive protokollen. Ved enhver tilbagekaldelse skal retten skriftligt meddele klageren, at sagen er henlagt i Landsskatteretten efter tilbagekaldelse af klagen.
Hvis klageren indbringer sagen for domstolene efter skattestyrelseslovens § 31, stk. 1, 2. pkt., anses klagen til Landsskatteretten for bortfaldet. Retten meddeler skriftligt klageren, at sagen herefter er henlagt i Landsskatteretten.
Hvis klageren over for skatteankenævnet har tilsluttet sig, at der sker genoptagelse af en sag, der tidligere har været afgjort af nævnet, meddeler nævnet Landsskatteretten dette, jf. forretningsordenen for skatteankenævnene, § 18, stk. 2. Retten meddeler skriftligt klageren, at sagen herefter er henlagt i Landsskatteretten.
Klageren kan til enhver tid mundtligt eller skriftligt frafalde en fremsat anmodning om mundtlig forhandling eller retsmøde i sagen. Genoptagelse
§ 20
Hvis en klager efter skattestyrelseslovens § 29 anmoder om genoptagelse af en påkendt klage, afgør retten efter § 10, stk. 5, om genoptagelse kan tillades. Tillades genoptagelse, anvendes reglerne i §§ 3-19 tilsvarende.
Anmodning om genoptagelse medfører ikke forlængelse af fristerne i skattestyrelseslovens § 31, stk. 2-5, for sagens indbringelse for domstolene. Repræsentation
§ 21
Klageren kan til enhver tid bemyndige en anden person til at varetage klagerens interesser under sagen. Landsskatteretten betragter herefter - indtil klageren meddeler retten, at bemyndigelsen er tilbagekaldt - den bemyndigede som legitimeret til at optræde på klagerens vegne.
Fra reglen i stk. 1 gælder dog følgende undtagelser: Klageafgifter
- Rettens kendelse tilsendes både klageren og klagerens repræsentant.
- Meddelelser fra retten om tilbagekaldelse af klager, jf. § 19, stk. 1 og 2, tilsendes både klageren og klagerens repræsentant.
§ 22
I følgende tilfælde skal der ved fremsendelse af klage til Landsskatteretten betales klageafgift:
- Hvor den afgørelse, som påklages, er truffet af en klageinstans.
- Hvor en ansættelse af indkomst eller formue indbringes for Landsskatteretten efter reglen i skattestyrelseslovens § 21, stk. 5.
- Hvor der anmodes om genoptagelse af en sag, i hvilken den oprindelig påklagede afgørelse var omfattet af nr. 1 eller 2.
Hvis klageafgiften ikke betales samtidig med fremsendelsen af klagen eller anmodningen om genoptagelse, fastsætter Landsskatteretten en frist på 14 dage til indbetaling af afgiften. Hvis klageafgiften ikke er indbetalt inden fristens udløb, betragtes klagen som bortfaldet. Landsskatteretten meddeler skriftligt klageren, at sagen er afsluttet som bortfaldet, og at kravet på afgift hermed også er bortfaldet.
§ 23
Klageafgiften tilbagebetales, når klageren får helt eller delvis medhold i klagen. Er der klaget over flere poster i en ansættelse m.v., tilbagebetales afgiften, hvis klageren har fået helt eller delvis medhold i et enkelt klagepunkt, uanset om ansættelsen m.v. måtte blive forhøjet på andre klagepunkter. Tilsvarende gælder, hvor retten i medfør af skattestyrelseslovens § 28, stk. 1, 2. pkt., af egen drift har besluttet at påkende en ansættelse eller vurdering som helhed, jf. herved § 9, stk. 3.
Klageafgiften tilbagebetales, når klagen tilbagekaldes i forbindelse med, at den myndighed, som har truffet den påklagede afgørelse, genoptager denne.
Hvor klageafgiften i en genoptagelsessag for Landsskatteretten skal tilbagebetales efter stk. 1, afgør retten under hensyn til karakteren af de nye oplysninger, som har ført til den ændrede afgørelse, om der også skal ske tilbagebetaling af den klageafgift, som blev betalt ved den oprindelige klages fremsendelse. Det gælder dog ikke, hvis sådan klageafgift tidligere er tilbagebetalt efter stk. 1. Rettens afgørelse angives i kendelsen.
Tilbagebetaling af klageafgiften sker til klageren.
Afgørelser vedrørende tilbagebetaling af klageafgift kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Syn og skøn
§ 24
Hvis en klager eller en skattemyndighed, hvis afgørelse er påklaget til Landsskatteretten, ønsker at benytte sin adgang efter lovens § 30, stk. 1, til ved byretten at begære udmeldt syn og skøn efter retsplejelovens § 343, skal rekvirenten skriftligt underrette Landsskatteretten derom. Sammen med underretningen skal følge en kopi af rekvirentens skrivelse til byretten med fornøden påtegning fra byretten, samt en kopi af skønstemaet.
Når syns- og skønssagen er afsluttet, skal rekvirenten inden 14 dage indsende kopi af retsbogsudskriften til Landsskatteretten. Med udskriften skal følge syns- og skønsmændenes udtalelse. Hvis der har været afholdt mundtlig afhjemling af syns- og skønsforretningen i retten, skal rekvirenten tillige indsende kopi af retsbogsudskriften herover.
Hvis klageren er rekvirent, skal vedkommende samtidig med indsendelsen af de i stk. 2 nævnte dokumenter skriftligt meddele Landsskatteretten, hvorvidt klagen opretholdes eller trækkes tilbage.
Hvis en skattemyndighed er rekvirent, kan Landsskatteretten efter modtagelsen af de i stk. 2 nævnte dokumenter skriftligt anmode klageren om inden for en frist på 14 dage at meddele, hvorvidt klagen opretholdes eller trækkes tilbage. Fremkommer der ingen meddelelse fra klageren, anses klagen for opretholdt. Offentliggørelse af rettens afgørelser
§ 25
Retten offentliggør med passende mellemrum afgørelser, som skønnes at have almen interesse. Ved offentliggørelsen skal navne på fysiske og juridiske personer, CPR- og SE-numre og andre personhenførbare data bortset fra rettens journalnumre fjernes eller erstattes af anonymiserede betegnelser. Ikrafttræden
§ 26
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1990. Samtidig bortfalder bekendtgørelse nr. 180 af 1. april 1986 af forretningsorden for landsskatteretten, som ændret ved bekendtgørelse nr. 351 af 2. juni 1987.
pre_paragraph I henhold til § 20, stk. 8, i lov nr. 824 af 19. december 1989 om skattemyndighedernes organisation og opgaver m.v. (Skattestyrelsesloven) fastsættes følgende forretningsorden for Landsskatteretten. Rettens organisation
Skatteministeriet, den 23. marts 1990, den 23. marts 1990
/ANDERS FOGH RASMUSSEN Hans Refslund/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1990
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1990