Bekendtgørelse om lægelig kontrol med arbejde med ioniserende stråling
BEK nr 206 af 23/03/1990
§ 1
Denne bekendtgørelse omfatter erhvert arbejde med ioniserende stråling. Bestemmelserne i § 3, stk. 3, samt §§ 5 og 6 finder dog kun anvendelse på arbejde for en arbejdsgiver.
Arbejde med ioniserende stråling må kun udføres af personer, hvis helbredstilstand ikke derved udsættes for forringelse.
§ 2
Enhver, der skal udføre arbejde under forhold, som normalt kan udsætte vedkommende for ioniserende stråling i doser, der overstiger 15mSv pr. år, skal gennemgå en lægeundersøgelse med henblik på at bestemme vedkommendes egnethed til det pågældende arbejde. Lægeundersøgelsen skal finde sted, så vidt muligt inden arbejdet påbegyndes og senest 1 uge efter dette tidspunkt. For virksomheder eller grupper af virksomheder, hvor særlige forhold taler herfor, kan Direktøren for Arbejdstilsynet efter forhandling med Sundhedsstyrelsen forlænge tidsfristen for undersøgelsen med indtil 4 måneder. Direktøren for Arbejdstilsynet kan fastsætte nærmere regler om fritagelse for undersøgelse af personer, som tidligere er undersøgt i medfør af denne bestemmelse.
§ 3
Enhver, der udfører arbejde som anført i § 2, skal gennemgå en rutinemæssig kontrol af helbredstilstanden med henblik på en vurdering af, om vedkommende fortsat er egnet til at udføre det pågældende arbejde. Kontrollen fastlægges og udføres under hensyn til arten og omfanget af udsættelsen for ioniserende stråling samt til den pågældendes helbredstilstand. Helbredstilstanden skal dog vurderes mindst een gang årligt og hyppigere, hvis bestrålingsforholdene eller helbredstilstanden kræver det.
Helbredskontrollen skal suppleres med de yderligere undersøgelser, dekontamineringer og øjeblikkelige medicinske behandlinger, som lægen anser for nødvendige.
Arbejdsgiveren skal meddele lægen alle nødvendige oplysninger til brug for kontrollen m.v. af ansatte.
§ 4
Såfremt en person på grund af uregelmæssigheder som følge af uheld, fejlbetjening eller af andre årsager er blevet eller må formodes at være blevet udsat for ioniserende stråling i mere end det tilladelige omfang, jf. Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 838 af 10. december 1986, skal arbejdsgiveren omgående træffe de fornødne sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Arbejdsgiveren skal endvidere underrette den i § 5, stk. 1, nævnte læge eller, hvis en sådan ikke er foreskrevet, pågældende arbejdslæge, Arbejdstilsynet og Sundhedsstyrelsen, Statens Institut for Strålehygiejne, samt virksomhedens sikkerhedsorganisation. For personer, der ikke udfører arbejde for en arbejdsgiver, påhviler nævnte pligter den pågældende selv.
Lægen skal snarest muligt foretage de fornødne undersøgelser af den pågældende.
§ 5
Til ethvert arbejdssted, hvor beskæftigelse af den i § 2 nævnte art forekommer, skal der være knyttet en uden for denne beskæftigelse stående læge, som til stadighed skal holde sig underrettet om det pågældende arbejde og de dermed forbundne sundhedsmæssige problemer.
Denne læge foretager de i §§ 2-4 omhandlede undersøgelser. Den i § 2 omhandlede undersøgelse kan dog foretages af den af den ansatte sædvanligt benyttede læge.
§ 6
Udgifterne til lægeundersøgelser m.v. af ansatte efter denne bekendtgørelse afholdes af arbejdsgiveren.
Arbejdsgiveren skal sørge for, at lægeundersøgelser m.v. kan foregå uden tab af indtægt for de ansatte og normalt i arbejdstiden.
§ 7
Direktøren for Arbejdstilsynet kan efter forhandling med Sundhedsstyrelsen fastsætte nærmere regler om de i §§ 2-4 nævnte lægeundersøgelser m.v.
Den læge, der foretager undersøgelse i henhold til § 2, indsender erklæring om undersøgelsen til Arbejdstilsynet og orienterer de undersøgte om resultatet. Arbejdstilsynet meddeler den pågældende arbejdsgiver eller, såfremt arbejdet ikke skal udføres for en arbejdsgiver, den undersøgte, om arbejdet kan påbegyndes.
Den læge, der foretager kontrol m.v. i henhold til §§ 3 og 4, indsender erklæring om kontrollen m.v. til Arbejdstilsynet og orienterer de undersøgte om resultatet. Resultatet af kontrollen m.v. af ansatte må ikke overlades til arbejdsgiveren. Arbejdstilsynet træffer beslutning om eventuelt nødvendige foranstaltninger, om fornødent efter forhandling med Sundhedsstyrelsen.
Arbejdstilsynet træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at resultaterne af lægeundersøgelserne m.v. opbevares mindst 30 år efter den pågældendes ophør med arbejde, der medfører udsættelse for ioniserende stråling.
§ 8
Med bøde eller hæfte straffes den, der
- overtræder § 1, stk. 2, §§ 2-5 og § 7, stk. 2 og 3, eller
- ikke efterkommer påbud eller forbud, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsen.
For overtrædelse, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. For overtrædelser begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det pågældende fællesskab bødeansvar.
§ 9
Bekendtgørelsen træder i kraft den 4. april 1990.
Samtidig ophæves Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 53 af 29. februar 1972 om lægelig kontrol med arbejde med ioniserende stråling.
pre_paragraph I medfør af §§ 39, 63 og 84 i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 646 af 18. december 1985, som ændret ved lov nr. 220 af 22. april 1987, efter bemyndigelse i henhold til lovens § 73 samt under hensyn til Rådets direktiv 80/836/EURATOM, som ændret ved direktiv 84/467/EURATOM, fastsættes:
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1990
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1990