Bekendtgørelse om radioanlæg til fjernstyring af modeller m.m.
BEK nr 213 af 21/03/1990
§ 1
Bekendtgørelsen gælder for oprettelse og benyttelse af radioanlæg til fjernstyring af modeller m.m. (herefter benævnt radioanlæg), hvorved forstås et sende- og/eller et modtageanlæg (inklusive tilhørende antenner, strømforsyningsenhed og betjeningsudstyr), der er indrettet til fjernstyring af modeller m.m. ved brug af en eller flere af de af Teleinspektionen til dette formål anviste frekvenser.
§ 2
Oprettelse og drift af de i § 1 nævnte radioanlæg må kun ske, såfremt der foreligger tilladelse hertil fra Teleinspektionen.
Tilladelsen forudsætter, at radioanlægget af Teleinspektionen er typegodkendt eller godkendt som enkeltanlæg.
Tilladelse kan bl.a. gives som en generel tilladelse i forbindelse med typegodkendelse efter § 5.
Ansøgningsprocedure og tilladelsernes udformning fastsættes af Teleinspektionen.
§ 3
Et radioanlæg anses for oprettet, såfremt det er driftsklart for sending og/eller modtagning og enten er tilsluttet eller umiddelbart kan tilsluttes strømforsyning og antenne.
§ 4
Et eksemplar af denne bekendtgørelse samt en særlig vejledning skal medfølge ethvert af denne bekendtgørelse omfattet radioanlæg ved enhver overdragelse. Bekendtgørelsen og vejledningen kan rekvireres hos Teleinspektionen.
§ 5
Typegodkendelse eller godkendelse som enkeltanlæg sker på grundlag af bestemmelser, som fastsættes af Generaldirektoratet for P&T.
Typegodkendte radioanlæg skal af typegodkendelsesindehaveren forinden salg/udlevering være mærket med Teleinspektionens tilladelsesnummer, der skal anføres således: Mærkningen skal være mekanisk solid og holdbar. Den skal være anbragt let synlig for kontrol og være godkendt af Teleinspektionen.
§ 6
For typegodkendelser og godkendelser som enkeltanlæg betales gebyrer, som fastsættes af P&T.
§ 7
En typegodkendelse indebærer ikke sikkerhed for forstyrrelsesfri brug af radiofjernstyringsanlæg.
Såfremt fejl eller mangler ved et af denne bekendtgørelse omfattet radioanlæg eller dettes benyttelse efter Teleinspektionens opfattelse har medført eller vil kunne medføre forstyrrelse af andre teletjenester, herunder radiofoni- og fjernsynsmodtagning, kan Teleinspektionen stille krav om afhjælpning. Krav om afhjælpning kan også stilles, selv om anlægget iøvrigt opfylder de tekniske bestemmelser.
Udgifterne til afhjælpning afholdes af tilladelsesindehaveren, medmindre Teleinspektionen træffer anden bestemmelse.
Bestemmelserne i stk. 2-3 kan efter Teleinspektionens vurdering også gøres gældende i tilfælde af forstyrrelse af andre elektriske anlæg.
§ 8
Teleinspektionen kan til enhver tid foretage kontrol af de af bekendtgørelsen omfattede radioanlæg. De til kontrollen bemyndigede personer skal til enhver tid mod forevisning af legitimation have uhindret adgang til at kontrollere, at radioanlæggene opfylder de tekniske bestemmelser og tilladelsens vilkår.
De oplysninger, der forlanges af Teleinspektionens kontrollanter om radioanlæggets indretning og benyttelse, skal omgående gives. Kontrollanternes påbud med hensyn til forhold, der er reguleret i denne bekendtgørelse, skal efterkommes.
Såfremt det konstateres, at der fremstilles eller forhandles radioanlæg af godkendt type, som ikke opfylder de specifikationer, i henhold til hvilke godkendelsen er udstedt, eller hvis der lægges hindringer i vejen for en effektiv kontrol af anlæg af en given type, kan godkendelsen og den på grundlag heraf udstedte tilladelse samt det i forbindelse hermed meddelte P&T-tilladelsesnummer tilbagekaldes både for allerede ibrugtagne anlæg og for ikke ibrugtagne anlæg.
§ 9
Radioanlæg, der er godkendt efter de tidligere gældende bestemmelser for radiofjernstyringsanlæg, kan fortsat forhandles og benyttes. Anlæggene skal overholde de tekniske og administrative bestemmelser, der er knyttet til typegodkendelsen.
§ 10
Med bøde straffes den, der
- overtræder § 2, stk. 1, § 5, stk. 2 og § 9,
- undlader at efterkomme krav om afhjælpning efter § 7, stk. 2 og stk. 4, eller undlader at efterkomme påbud udstedt i henhold til § 8, stk. 2,
- eller hindrer den i § 8, stk. 1 nævnte kontrol.
Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
Den, som har foretaget installation af radiofjernstyringsanlæg, der ikke opfylder bestemmelserne, eller som bringer allerede eksisterende anlæg i strid med bestemmelserne, kan idømmes bøde.
§ 11
For radioanlæg i Grønland, som er omfattet af denne bekendtgørelse, varetages kontrolfunktionerne, der i bekendtgørelsen er henlagt til Teleinspektionen, af Grønlands hjemmestyre.
§ 12
Bekendtgørelsen træder i kraft den 14. april 1990. Kommunikationsministeren, Generaldirektoratet for P&T, den 21. marts 1990 Torben Rechendorff / Jørgen Abild Andersen
pre_paragraph I medfør af § 1, § 3 og § 7 i lov om radiokommunikation, jf. lovbekendtgørelse nr. 210 af 6. april 1976 som ændret ved lov nr. 933 af 19. december 1986, fastsættes:
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1990
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1990