TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om den pædagogiske uddannelse (pædagogikum) af lærere i gymnasieskolen m.v.

BEK nr 237 af 10/04/1990

DanmarkBekendtgørelse1990

§ 1

Formålet med pædagogikum er, at lærerkandidater får det teoretisk- og praktisk-pædagogiske grundlag for at arbejde som lærer ved en gymnasieskole eller ved et kursus til højere forberedelseseksamen. De skal opnå færdighed i at planlægge, gennemføre og evaluere undervisning og i at anvende pædagogisk teori som led i dette arbejde.

Stk. 2

Uddannelsen består af teoretisk pædagogikum og praktisk pædagogikum. Teoretisk pædagogikum består af et fagligt-pædagogisk kursus i det enkelte fag og af et kursus i teoretisk pædagogik. Praktisk pædagogikum består af et kursus i praktisk undervisning.

Stk. 3

Kandidater fra Roskilde og Aalborg universitetscentre, der har gennemført den pædagogiske dimension efter bestemmelserne om gymnasie- og HF-læreruddannelsen på henholdsvis Roskilde Universitetscenter og Aalborg Universitetscenter, gennemgår foruden praktisk pædagogikum fagligt-pædagogisk kursus i det enkelte fag, men ikke den øvrige del af teoretisk pædagogikum efter denne bekendtgørelse.

§ 2

Pædagogikum omfatter kandidatens fag inden for gymnasiets og højere forberedelseseksamens fagrække og gennemføres normalt inden for de to første ansættelsesår.

Stk. 2

Fastansatte lærere, der supplerer deres faglige uddannelse med yderligere gymnasie- og HF-fag, skal for at opnå undervisningskompetence gennemføre supplerende pædagogikum i pågældende fag, normalt i løbet af det første år efter bestået eksamen.

Stk. 3

Praktisk pædagogikum foregår på en gymnasieskole eller et kursus til højere forberedelseseksamen, hvor kandidaten følger og deltager i undervisningsarbejdet.

§ 3

Undervisnings- og Forskningsministeriet har ansvaret for uddannelsen og fordeler lærerkandidater på skoler og kurser.

§ 4

Ministeriet udsteder bevis for bestået pædagogikum, når kandidaten har

  1. gennemført fagligt-pædagogisk kursus i de fag, uddannelsen har omfattet, jf. § 8,
  1. fulgt undervisningen tilfredsstillende og bestået prøve i teoretisk pædagogik, jf. § 9, og
  1. bestået praktisk pædagogikum i de fag, uddannelsen har omfattet, jf. § 12
Stk. 2

Beviset skal dokumentere hvert af numrene 1-3 i stk. 1. Beviset for de kandidater fra Roskilde og Aalborg universitetscentre, der har gennemgået uddannelsen efter § 1, stk. 3, skal, for så vidt angår nummer 2, alene have en påtegning om, at kandidatuddannelsen er gennemført efter bestemmelserne om gymnasie- og HF-læreruddannelsen på henholdsvis Roskilde Universitetscenter og Aalborg Universitetscenter. Den skriftlige udtalelse efter § 12, stk. 3, indgår i beviset.

Optagelse

Optagelse

§ 5

Adgang til pædagogikum har kandidater, der opfylder betingelserne i gymnasieskolelovens § 16, stk. 1, og som er ansat eller ansat på prøve med henblik på varig ansættelse ved en gymnasieskole, studenterkursus eller et kursus til højere forberedelseseksamen.

Stk. 2

Ansøgere med fagene biologi, fysik og kemi skal have gennemført universiteternes kursus i undervisningsforsøg eller tilsvarende. Ansøgere med faget kunsthistorie skal have gennemført praktisk kursus i formning på universiteterne.

Stk. 3

En fastansat lærer, der har bestået pædagogikum, jf. § 2, stk. 1, skal for at opnå undervisningskompetence i yderligere fag tage supplerende pædagogikum. Kurset omfatter praktisk pædagogikum og fagligt-pædagogisk kursus, men ikke kursus i teoretisk pædagogik. Ministeriet fastsætter praktiktimetallet.

Stk. 4

Ved afbrydelse af uddannelsen eller afslutning uden bevis, jf. § 4, afgør ministeriet ud fra en konkret vurdering, om kandidaten kan genoptages. Meddelelse om afbrydelse af uddannelsen skal indsendes til ministeriet straks. Ingen kan optages på uddannelsen mere end tre gange.

§ 6

Ministeriet kan godkende, at anden pædagogisk uddannelse helt eller delvis træder i stedet for pædagogikum.

Teoretisk pædagogikum

Teoretisk pædagogikum

§ 7

Formålet med teoretisk pædagogikum er, at lærerkandidaterne får det nødvendige teoretiske grundlag for at arbejde som lærere med undervisning til studentereksamen og højere forberedelseseksamen samt for løbende at holde sig ajour med teori, som har betydning for dette arbejde. Fagligt-pædagogisk kursus

§ 8

De fagligt-pædagogiske kurser afholdes normalt som et 2-4 dages internatkursus i hvert fag. Kurserne tilrettelægges og ledes af ministeriets fagkonsulenter eller af stedfortrædere, som fagkonsulenterne udpeger. Kursus i teoretisk pædagogik mv.

§ 9

Kursus i teoretisk pædagogik afholdes normalt som 2 kursusmoduler a 2-4 dages varighed samt ved deltagelse i regionalt etablerede hold.

Stk. 2

Kurset omfatter følgende emneområder: Psykologiske, sociologiske, uddannelsesfilosofiske og didaktiske synsvinkler inddrages i alle dele af teoriundervisningen på en måde og i et omfang, der tager hensyn til lærerkandidaternes aktuelle arbejdsopgaver og pædagogiske erfaringer.

  1. Undervisningen i gymnasiet og ved kursus til højere forberedelseseksamen, herunder elevers og læreres forudsætninger, fagenes placering og funktioner samt planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisning.
  1. Gymnasiet og kursus til højere forberedelseseksamen som led i uddannelsessystemet.
Stk. 3

Kurset afsluttes med en skriftlig prøve. Besvarelsen bedømmes med en karakter efter 13-skalaen. For at bestå prøven kræves en karakter på mindst 6.

Stk. 4

Ministeriet fastsætter nærmere bestemmelser om kursus og prøve i teoretisk pædagogik.

Praktisk pædagogikum

Praktisk pædagogikum

§ 10

Formålet med praktisk pædagogikum (kursus i praktisk undervisning) er, at kandidaterne får indsigt og øvelse i at planlægge, gennemføre og evaluere undervisning. Dette sker gennem undervisnings- og observationspraktik i forbindelse med vejledning. Praktikken omfatter - så vidt det er muligt - undervisning både til studentereksamen og til højere forberedelseseksamen.

Stk. 2

Praktikken gennemføres i det 1. ansættelsesår, og timerne fordeles jævnt på de uger, kurset strækker sig over, medmindre der er særlige grunde til anden fordeling, og de fordeles normalt ligeligt på kandidatens fag. Det samlede antal undervisnings- og observationstimer er inklusive de afsluttende timer efter § 12, stk. 1, mindst 120 timer.

Stk. 3

Undervisningspraktikken gennemføres i et antal klasser, som kandidaten knyttes til. Praktikklassernes lærere er vejledere for kandidaten.

Stk. 4

Praktikskolens rektor/forstander eller en af denne bemyndiget, f.eks. stedfortræder, er kursusleder.

Stk. 5

Ministeriet fører gennem en tilsynsførende tilsyn med vejledningen.

§ 11

Praktikvejledningen skal sikre, at kandidaten får mulighed for i samråd med vejledere og elever og med stigende grad af selvstændighed at udvælge, tilrettelægge, gennemføre og evaluere kortere og/eller længere undervisningsforløb i sine fag. Under praktikvejledningen skal vejlederne demonstrere og diskutere deres egen undervisning med kandidaten, og kandidaten skal under hele kurset med passende mellemrum have observationspraktik i sine klasser. Kandidaten skal i et vist omfang have observationspraktik i andre fag end i sine egne.

Stk. 2

Kursuslederen skal i den første kursusuge give lærerkandidaten en generel information om

  1. pædagogikums bestanddele og forløb, herunder en redegørelse for praktikudtalelsens indhold, form og tilblivelse, og
  1. gymnasie- og HF-undervisningen med en præsentation af de vigtigste bestemmelser herom.
Stk. 3

Kandidaten skal have vejledning i at bedømme elevernes standpunkt, også i form af karaktergivning. I fag med skriftlige arbejder skal kandidaten have lejlighed til i passende omfang at udforme skriftlige opgaver, deltage i vejlederens evaluering samt selvstændigt evaluere elevernes skriftlige arbejder.

Stk. 4

Det skal tilstræbes, at kandidaten inden det fagligt-pædagogiske kursus i faget tilrettelægger og gennemfører et antal lektioner og kortere undervisningsforløb.

Stk. 5

Kursuslederen påser, at kandidatens arbejdsbyrde i forbindelse med forberedelse af undervisningen og med evaluering af skriftlige arbejder fordeles passende jævnt over kursusugerne. Kursuslederen holder sig løbende orienteret om kandidatens standpunkt og om kursusforløbet, bl.a. ved samtaler med vejlederne og kandidaten og ved at overvære enkelte af kandidatens timer.

Stk. 6

Mindst een gang i løbet af kurset overværer ministeriets tilsynsførende, kursuslederen og normalt alle kandidatens vejledere mindst 2 af kandidatens undervisningstimer og har derefter en samtale med kandidaten om kursusforløbet og kandidatens standpunkt i praktisk undervisning. Samtalen skal give et grundlag for tilrettelæggelsen af det videre kursusforløb.

Stk. 7

I passende tid inden praktikkursets afslutning skal kursuslederen sørge for, at kandidaten bliver oplyst om vejledernes generelle vurdering af kandidatens undervisning, og at kandidaten får lejlighed til at kommentere denne vurdering.

§ 12

Kurset i praktisk undervisning afsluttes med, at kandidaten underviser i sine praktikklasser mindst 1 time i hvert af sine fag og i alt ikke under 2 timer. Omfatter kurset eet fag pr. semester, undervises der 2 timer i hvert fag. Undervisningen overværes af kandidatens vejledere, kursuslederen og ministeriets tilsynsførende.

Stk. 2

Vejlederne, kursuslederen og ministeriets tilsynsførende afgør særskilt for hvert fag, om kandidaten har bestået praktikken. Grundlaget for afgørelsen er en vurdering af kandidatens standpunkt i praktisk undervisning ved kursets afslutning, jf. § 11, stk. 7, og kandidatens undervisning ved de afsluttende timer efter stk. 1. Ved afgørelsen afvejes alle forhold og aktiviteter, der har væsentlig betydning for kandidatens undervisning, herunder evnen til at planlægge, gennemføre og evaluere undervisning. Afgørelsen meddeles kandidaten.

Stk. 3

Består kandidaten praktikken i et fag, afgiver vejlederne, kursuslederen og ministeriets tilsynsførende en skriftlig udtalelse om standpunktet i praktisk undervisning. Udtalelsen udformes på grundlag af dels et udkast, som vejlederne og kursuslederen har udarbejdet før de afsluttende timer, dels forløbet af disse timer. Udtalelsen skal give en samlet beskrivelse og vurdering af kandidatens undervisning i hvert fag ved kursets slutning og undervisningen i de afsluttende timer. Udtalelsen skal omfatte de forhold, der er lagt vægt på ved afgørelsen efter stk. 2, og skal udtrykkeligt kommentere kandidatens evne til at planlægge, gennemføre og evaluere undervisning. Der kan kun inddrages forhold i udtalelsen, som enten har været drøftet med kandidaten under kurset eller er konstateret ved de afsluttende timer. Udtalelsen læses op for kandidaten.

Stk. 4

Samtidig med, at skolen indsender udtalelsen til ministeriet, skal kandidaten have udleveret en kopi med påtegning om, at udtalelsen først er endelig, når ministeriet har godkendt den.

Stk. 5

Består kandidaten ikke praktikken i et fag, udarbejder vejlederne, kursuslederen og ministeriets tilsynsførende en indberetning til ministeriet. Indberetningen skal indeholde en redegørelse for kursets forløb og en begrundelse for afgørelsen. Begrundelsen udarbejdes på samme grundlag som en udtalelse efter stk. 3. Kandidaten modtager en kopi af indberetningen.

Ikrafttræden m.v.

Ikrafttræden m.v.

§ 13

Ministeriet kan i særlige tilfælde fravige bekendtgørelsens bestemmelser.

§ 14

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 1990.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 143 af 2. april 1985 om kurser til pædagogikum for kandidater, der har afsluttet eller afslutter deres uddannelse senest ved sommereksamen 1985 og bekendtgørelse nr. 209 af 10. april 1987 om den pædagogiske uddannelse af lærere ved gymnasieskolen (Pædagogikum) ophæves samtidig.


Undervisnings- og Forskningsministeriet, den 10. april 1990, den 10. april 1990

/Bertel Haarder Irene Holse/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1990
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1990
Bekendtgørelse om den pædagogiske uddannelse (pædagogikum) af lærere i gymnasieskolen m.v. | TheLawyer.sh