Bekendtgørelse om sygdomme hos honningbier
BEK nr 260 af 24/04/1990
§ 1
En biavler kan registreres i Plantedirektoratet som kyndig biavler med beføjelse til at udstede attest efter § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, hvis biavleren
- har haft honningbier i mindst tre år, og
- herefter på tilfredsstillende måde har deltaget i et bisygdomskursus arrangeret af Statens Planteavlsforsøg.
Et antal kyndige biavlere kan efter ansøgning registreres i Statens Planteavlsforsøg som bisygdomsinspektører med ansvar for bisygdomsbekæmpelsen i et lokalområde, jf. bilaget.
Et antal kyndige biavlere i hvert lokalområde kan efter ansøgning registreres i Statens Planteavlsforsøg som tilsynsmænd med beføjelse til at assistere bisygdomsinspektøren efter dennes anvisning. Generelle foranstaltninger
§ 2
For at begrænse spredningen af bisygdomme er det ikke tilladt
- at fodre bier i det fri,
- at anbringe honning, tavler og andet materiel, hvorfra smitte kan ske, således, at bier kan få adgang hertil,
- at lade bihuse med døde familier eller udbyggede tavler stå således, at bier kan få adgang hertil,
- at forsende brugte tavler, uafsmeltet voks, foder eller honning således, at bier kan få adgang hertil, og
- at anvende foder, der indeholder honning, ved forsendelse af dronninger.
§ 3
Flytning af bifamilier og brugt biavlsmateriel til anden ejendom eller ud over 1 km fra den hidtidige stadeplads må kun finde sted,
- når flytningen sker som sværm uden tavlebygning, og sværmen sættes i hus på kunsttavler, eller
- når en kyndig biavler på grundlag af et eftersyn foretaget tidligst 14 dage før flytningen har udstedt
a) en attest for, at der ikke er synlige tegn på ondartet bipest eller stenyngel i nogen af familierne i bigården eller brugte tavler fra bigården, eller
b) en attest, der tillader udflytning af en bifamilie på betingelse af, at den straks efter trækkets ophør flyttes tilbage, eller
- når det drejer sig om tavler eller andet brugt biavlsmateriel, der flyttes mellem en biavlers udflyttede bigårde og bopæl, lagerplads eller det sted, hvor honningen slynges.
Stk. 1 gælder ikke forsendelse til og fra parringsstation af småfamilier, der ved afsendelse til parringsstation højst udgør 3 dl bier anbragt på byggeanvisninger fremstillet af kunsttavler.
Den, der erhverver en bifamilie eller brugt biavlsmateriel, skal senest 14 dage efter erhvervelsen lade tavler, der ikke er i brug, omsmelte og lade bifamilien syne, jf. stk. 1, nr. 2.
Stk. 3 gælder dog ikke tavler med honning, hvis tavlerne ikke tidligere har været anvendt som yngeltavler.
§ 4
En bigård, der er opstillet uden for ejerens ejendom, skal være forsynet med et synligt skilt med ejerens navn og adresse. Ondartet bipest
§ 5
Den, der ejer eller har tilsyn med en bifamilie, der har eller mistænkes for udbrud af ondartet bipest (foråsaget af bakterien Bacillus larvae), skal straks anmelde dette til bisygdomsinspektøren eller til Statens Planteavlsforsøg.
Det er ikke tilladt at flytte bier, honning og brugt biavlsmateriel fra en bigård med bifamilier omfattet af stk. 1, bortset fra tavler og rensmeltet blokvoks, der sendes direkte til et vokssmelteri.
Viser en undersøgelse ved Statens Planteavlsforsøg at ondartet bipest er brudt ud i bifamilien, iværksætter bisygdomsinspektøren snarest muligt behandling og undersøgelse efter anvisning fra Statens Planteavlsforsøg.
Den, der ejer eller har tilsyn med en bifamilie, der flyttes ud af en zone på 2 km omkring en bigård med bipest, skal lade bifamilien syne igen senest 8 uger efter flytningen, jf. § 3, stk. 1, nr. 2, litra a.
Stk. 2 finder anvendelse, indtil mistanken om udbrud er afkræftet, eller behandlingen er afsluttet. Europæisk bipest
§ 6
Den, der ejer eller har tilsyn med en bifamilie, der har eller mistænkes for udbrud af europæisk bipest (forårsaget af bakterien Melissococcus pluton), skal straks anmelde dette til bisygdomsinspektøren eller til Statens Planteavlsforsøg.
Viser en undersøgelse ved Statens Planteavlsforsøg, at europæisk bipest er brudt ud i bifamilien, vejleder bisygdomsinspektøren om forebyggelse og behandling efter anvisning fra Statens Planteavlsforsøg. Stenyngel
§ 7
Den, der ejer eller har tilsyn med en bifamilie, der har eller mistænkes for udbrud af stenyngel (forårsaget af svampene Aspergillus flavus og Aspergillus fumigatus), skal straks anmelde dette til bisygdomsinspektøren eller til Statens Planteavlsforsøg.
Ved mistanke, synlige tegn eller konstateret udbrud af stenyngel i en bifamilie finder bestemmelserne i § 5, stk. 2, 4 og 5, tilsvarende anvendelse.
Viser en undersøgelse ved Statens Planteavlsforsøg, at stenyngel er brudt ud i bifamilien, iværksætter bisygdomsinspektøren snarest muligt behandling efter anvisning fra Statens Planteavlsforsøg. Varroa-syge
§ 8
Den, der ejer eller har tilsyn med en bifamilie, der mistænkes for angreb af miden Varroa jacobsoni eller udviser synlige tegn på Varroa-syge, skal straks anmelde dette til bisygdomsinspektøren eller til Statens Planteavlsforsøg.
Plantedirektoratet kan
- iværksætte bekæmpelse i bigården, herunder meddele flytteforbud, og
- forbyde salg af dronninger og forsendelse af dronninger til parring i renavlsområde, med mindre en undersøgelse ved afdelingen har vist, at de bigårde, dronningerne og følgebierne tilhører, er fri for Varroa-mider.
Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan Plantedirektoratet fritage biavlere i et lokalområde, hvor angreb af Varroa-miden er konstateret, for anmeldelsespligt. Forsøg
§ 9
Uanset bestemmelserne i §§ 2, 3, 5, 6 og 8 kan Plantedirektoratet godkende, at Statens Planteavlsforsøg gennemfører forsøg med henblik på bekæmpelse af bisygdomme. Straf og Ikrafttræden
§ 10
Overtrædelse af bestemmelserne i § 2, § 3, stk. 1 og 3, § 4, § 5, stk. 1, 2 og 4, § 6, stk. 1, § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1, samt af forbud meddelt i henhold til § 8, stk. 2, straffes med bøde.
§ 11
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. maj 1990.
Bekendtgørelse nr. 809 af 11. december 1987 om smitsomme sygdomme hos honningbier ophæves.
pre_paragraph Efter § 1, stk. 3, § 13 og § 15, stk. 2 og 3 i lov nr. 115 af 31. marts 1982 om biavl fastsættes:
Bilag
Oversigt over lokalområder, jf. § 1, stk. 2
--------------------------------------- NR. OMRÅDE POSTNUMRE --------------------------------------- 01 København Syd 1000-2699 2770-2799 02 København Nord 2700-2769 2800-2939 03 Helsingør 2940-3199 04 Hillerød 3200-3499 05 Frederikssund 3500-3699 06 Bornholm 3700-3799 07 Roskilde 4000-4099 4300-4399 08 Ringsted 4100-4199 09 Slagelse 4200-4299 10 Kalundborg 4400-4499 11 Nykøbing Sj. 4500-4599 12 Køge 4600-4699 13 Næstved 4700-4769 14 Stege 4770-4799 15 Nykøbing F. 4800-4899 16 Nakskov 4900-4999 17 Odense 5000-5299 5400-5489 18 Nyborg 5300-5399 5540-5559 5800-5899 19 Middelfart 5490-5539 5560-5599 20 Fåborg 5600-5699 21 Svendborg 5700-5799 5900-5999 22 Kolding 6000-6099 7000-7099 23 Haderslev 6100-6199 6500-6599 24 Åbenrå 6200-6239 6300-6399 25 Tønder 6240-6299 26 Sønderborg 6400-6499 27 Vejen 6600-6699 28 Esbjerg 6700-6799 29 Varde 6800-6899 7200-7299 30 Ringkøbing 6900-6999 31 Vejle 7100-7199 7300-7399 32 Herning 7400-7499 33 Holstebro 7500-7699 34 Thisted 7700-7799 7900-7999 35 Skive 7800-7899 36 Århus 8000-8299 8360-8399 8450-8499 37 Odder-Samsø 8300-8359 8790-8799 38 Grenå 8400-8449 8500-8599 39 Silkeborg 8600-8699 40 Horsens 8700-8789 41 Viborg 8800-8899 42 Randers 8900-8999 43 Ålborg 9000-9299 44 Sæby 9300-9499 45 Hobro 9500-9599 46 Års 9600-9699 47 Hjørring 9700-9939 9970-9999 48 Læsø 9940-9969
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1990
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1990