Bekendtgørelse om sponsorering af programmer i radio og fjernsyn
BEK nr 340 af 22/05/1990
§ 1
Ved sponsorering forstås i denne bekendtgørelse enhver ydelse af direkte eller indirekte tilskud til finansieringen af radio- eller fjernsynsprogrammer fra en fysisk eller juridisk person, der ikke selv udøver virksomhed ved udsendelse eller produktion af radio- eller fjernsynsprogrammer, film, fonogrammer m.v., med henblik på at fremme den pågældendes navn, mærke (logo), image, aktiviteter eller produkter.
§ 2
Et sponsoreret program skal klart kunne identificeres ved, at sponsors navn eller mærke (logo), eventuelt både sponsors navn og mærke (logo), er angivet ved programmets begyndelse eller slutning eller begge steder. Sådanne angivelser må derimod ikke forekomme i programmet.
I radio skal angivelsen af sponsors navn finde sted i en neutral form. Angivelsen må ikke udsendes med en særlig lydbaggrund leveret af sponsor.
I fjernsyn skal angivelsen af sponsors navn og mærke finde sted i form af et ikke bevægeligt billede af sponsors navn eller mærke (logo). Angivelsen må ikke ledsages af en særlig lydbaggrund leveret af sponsor.
§ 3
Indholdet og programsætningen af et sponsoreret program må ikke påvirkes af sponsor på en sådan måde, at det indvirker på radio- eller fjernsynsforetagendets ansvar og redaktionelle selvstændighed med hensyn til programmerne.
§ 4
Et sponsoreret program må ikke tilskynde til køb eller leje af sponsors eller andres produkter eller tjenesteydelser, navnlig må disse ikke fremhæves på særlig måde med henblik på at fremme afsætningen af dem.
I konkurrencer m.v., hvor sponsors eller andres produkter eller tjenesteydelser indgår som præmier, må omtalen eller fremvisningen af præmierne ikke gå ud over den information, som med rimelighed er påkrævet for at gennemføre konkurrencen m.v.
§ 5
Programmer må ikke sponsoreres af fysiske eller juridiske personer, hvis hovedvirksomhed er at producere eller sælge alkoholholdige drikkevarer (øl, vin, spiritus og lignende produkter med et alkoholindhold på 2,25 pct. og derover), tobaksprodukter eller varer, der fortrinsvis benyttes i forbindelse med rygning, og lægemidler.
Programmer må ikke sponsoreres af arbejdsgiverorganisationer eller fagforeninger eller af politiske partier eller religiøse bevægelser. Dette gælder dog ikke for lokal radio.
§ 6
Nyheds- og aktualitetsprogrammer må ikke sponsoreres.
I lokal radio kan aktualitetsprogrammer dog sponsoreres, jf. § 7.
Ved aktualitetsprogrammer forstås i denne bekendtgørelse alene programmer, der direkte vedrører nyheder af politisk eller samfundsmæssig betydning, såsom programmer der består af kommentarer til nyheder, gennemgange af udviklingen i nyheder eller politiske holdninger til nyheder, aktuelle begivenheder m.v.
§ 7
I lokal radio og lokal-tv kan der ske salg af sendetid til ikke-kommercielle foretagender.
I lokal-tv kan der dog ikke ske salg af sendetid til formidling af oplysninger og synspunkter om arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger, eller til formidling af religiøse eller politiske anskuelser.
Bekendtgørelsens regler om sponsorering finder i øvrigt tilsvarende anvendelse på salg af sendetid.
§ 8
Overtrædelse af §§ 2-7 i denne bekendtgørelse begået under udøvelsen af lokal radio- eller fjernsynsvirksomhed straffes med bøde.
For overtrædelse begået af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber eller lignende kan der efter § 22, stk. 3, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der efter samme bestemmelse pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.
§ 9
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juni 1990. Kommunikationsministeren, Generaldirektoratet for P&T, den 22. maj 1990 Torben Rechendorff /Liselotte Heslet Sestoft
pre_paragraph I medfør af § 15 i, § 19 f og § 22, stk. 2, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 339 af 22. maj 1990, fastsættes:
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1990
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1990