Bekendtgørelse om sejlads gennem Kronprins Frederiks Bro
BEK nr 361 af 01/06/1990
§ 1
Broen, der er beliggende over Roskilde Fjord, ca. 1200 m nord for Frederikssund havn er en fast bro hvilende på 3 piller med et bevægeligt parti dannet af en dobbeltfløjet klapbro mellem de to østligste strømpiller.
Den fri højde ved daglig vande til underkant af klapbroens dragere er 3,3 m. Den fri højde i de øvrige fag er 3,3 m ved gennemsejlingspillerne, aftagende ind mod land i begge sider. Gennemsejlingsåbningens fri bredde i klapfaget er 29,8 m. Med åben bro er den fri bredde tilstede op til en højde af 9,15 m over daglig vande, herefter aftager broklappernes åbningsbredde opad lineært fra 29,8 m ved 9,15 m over daglig vande til 21,6 m ved broklappernes top (20,7 m over daglig vande).
Om natten holdes broen belyst.
Broåbningen er om natten afmærket med fyr på pillekanter visende rødt lys på østlige pille og grønt lys på vestlige pille.
§ 2
Skibe og fartøjer, jf. dog § 3, kan til enhver tid fra kl. 0630 (i tiden fra 1. november til 1. april dog fra 1/2 time før solopgang) indtil 1/2 time efter solnedgang forlange fri gennemsejling gennem broen, såfremt gennemsejlingen efter brovagtens skøn kan ske uden fare for broanlæggets sikkerhed. I tvivlstilfælde bør brovagten forud forhandle med Isefjord lodseri. For så vidt gennemsejling skønnes kun at burde finde sted under iagttagelse af særlige forholdsregler, skal skibet eller fartøjet efterkomme de af brovagten givne anvisninger. Broen vil kunne forventes åbnet uden for ovennævnte tidsrum, når der inden for den normale tjenestetid er truffet aftale med brovagten herom.
Brovagten er berettiget til, når hensynet til landevejstrafikken kræver det, at tilbageholde lystfartøjer i indtil 30 minutter, eller indtil broen åbnes for anden gennemsejling.
I tiden fra 15. april til 15. september vil broen dog i nedennævnte tidsrum kun blive åbnet for passage af lystfartøjer een gang hver fulde time: mandag-torsdag 16.00-18.00, fredag 15.00-19.00, lørdag 09.00-18.00, søndag 10.00-21.00.
Brovagten kan dog, når han skønner det foreneligt med landevejstrafikken, åbne broen for passage af lystfartøjer uden for de ovenfor fastsatte tider.
§ 3
Fartøjer, der ved at lægge masten kan passere under broen, eller hvis mast er af en sådan højde, at de kan passere under broen, kan ikke fordre denne åbnet.
Alle andre skibe og fartøjer, der ønsker at passere broen, skal tilkendegive dette i en afstand fra broen af mindst 1/2 sømil ved følgende signal:
- Om dagen: Det internationale signalflag N (eller i mangel heraf nationalflaget) hejst på halv fortop og en lang og en kort tone (-- .) med fløjte eller tågehorn.
- Om natten: Et hvidt lys for boven og en lang og en kort tone(-- .) med fløjte eller tågehorn.
§ 4
Når et skib eller fartøj har givet signal for at tilkendegive, at broen ønskes åbnet, vil der fra signalmasten anbragt på broens vestlige klappille blive afgivet følgende svarsignal:
- 1 rødt, fast lys, der betyder, at gennemsejling er forbudt.
- 2 røde, blinkende lys, der betyder, at broen vil blive åbnet for et skib kommende fra nord. Passage må ikke finde sted, før signalet under punkt 3 er givet.
- 2 røde, faste lys, der betyder, at et skib kommende fra nord kan passere broen.
- 3 røde, blinkende lys, der betyder, at broen vil blive åbnet for et skib kommende fra syd. Passage må ikke finde sted, før signalet under punkt 5 er givet.
- 3 røde, faste lys, der betyder, at et skib kommende fra syd kan passere broen.
- 2 røde, faste lys og 3 røde, faste lys samtidig, der betyder, at lystfartøjer kommende såvel fra nord som fra syd kan passere broen samtidig på eget ansvar.
Såvel om dagen som om natten vil et kraftigt lydsignal (--) tilkendegive, at broen trods det afgivne signal for gennemsejling ikke kan åbnes; såvidt forholdene tillader det, vil desuden signalet for gennemsejling blive slukket.
Indtil passagesignalet modtages, skal skibet holde sig i en afstand af mindst 100 m fra broen.
§ 5
Broåbningen må normalt kun passeres af eet skib ad gangen. Lystfartøjer kan efter brovagtens skøn passere broen fra begge sider samtidig.
Ethvert skib, der skal passere broen, skal have et anker klar til at falde. Med hensyn til ankre, rigning, udenbordsfartøjer, davider m.v. skal der være truffet alle fornødne foranstaltninger til undgåelse af kollision med broen.
Alle lystfartøjer, der er udstyret med brugbar motor, skal benytte denne under passage af broen.
§ 6
Inden for en afstand af 100 m på hver side af broen må maskindrevne skibe kun gå med den for bevarelse af skibets manøvreevne fornødne fart.
§ 7
Fortøjning ved broen er forbudt. Ligeledes er det forbudt fra både og fartøjer at bestige broen, samt at anvende bådshager mod denne.
§ 8
Inden for en afstand af 200 m fra broen må der kun ankres, når det er bydende nødvendigt, f.eks. for at afværge påsejling af broen. Ved opankring uden for dette område må det påses, at skibet ikke kommer til at ligge i sejlløbet eller så nær dette, at det under svajning kan befrygtes, at det vil kunne blive til hinder for passagen gennem broen.
Kommer et skib i drift, således at der er fare for, at det vil tørne mod broen, skal skibet så vidt muligt efterkomme de anvisninger, der måtte blive givet af brovagten for at afværge beskadigelse af broen.
§ 9
Skibe og fartøjer, der befinder sig inden for en afstand af 200 m fra broen, skal holde sig de af brovagten givne ordrer efterrettelige.
Tror nogen sig forurettet af brovagten, kan han forelægge Vejdirektoratet ved Broområdet, eventuelt Søfartsstyrelsen, sagen, men et af brovagten givet påbud skal i alle tilfælde efterkommes.
Brovagten skal under tjenesten bære uniform (eller uniformskasket), der gør hans stilling kendelig.
Yderligere oplysninger vedrørende passage af broen kan fås ved henvendelse til brovagten på VHF, kanal 16.
§ 10
Overtrædelse af denne bekendtgørelse straffes med bøde.
§ 11
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juli 1990.
Bekendtgørelse nr. 57 af 28. februar 1975 om sejlads gennem Kronprins Frederiks Bro ophæves.
pre_paragraph I medfør af § 5, stk. 4 og § 6, stk. 3, i lov om skibsfartens betryggelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 587 af 29. september 1988, og efter bemyndigelse i bekendtgørelse nr. 570 af 26. september 1988 fastsættes efter samråd med Forsvarsministeriet:
Søfartsstyrelsen, den 1. juni 1990, den 1. juni 1990
/T. R. Funder Ib Winkel Smith/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1990
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1990